Læsetid: 18 min.

’Kapitalisme er Irlands nye religion’

Sally Rooney bliver kaldt en ny generations stemme. Hun er vokset op i et Irland, hvor kirken har mistet sit greb, og folk forarges over mørke og dystre sider af landets katolske fortid. Der, hvor kirken har sluppet, har kapitalismen uforstyrret taget over
Sally Rooney bliver kaldt en ny generations stemme. Hun er vokset op i et Irland, hvor kirken har mistet sit greb, og folk forarges over mørke og dystre sider af landets katolske fortid. Der, hvor kirken har sluppet, har kapitalismen uforstyrret taget over

Sigrid Nygaard

19. oktober 2018

Hun bliver kaldt en af de særlige, Sally Rooney. Snapchatgenerationens J.D. Salinger. Prekariatets Jane Austen. En ny generations stemme. Meget af dette er baseret på hendes debut, Samtaler mellem venner, en intellektuel og feministisk kærlighedsroman, som Sally Rooney skrev, da hun var 23, og som udkom sidste år.

I dag er Rooney 27, og hendes anden roman, Normal People, der netop er udkommet, er blandt de 13 værker, som var indstillet til dette års britiske Man Booker Prize.

Sally Rooney voksede op i Castlebar, en lille by nordvest for Dublin. Hendes mor drev et kunstcenter, og hun voksede op omgivet af bøger og kunstnere. De boede i et »almindeligt hus« på en »almindelig gade«, hendes far var tekniker og fiksede telefonsystemer. Rooney gik i katolsk skole, ikke fordi hendes forældre var religiøse, men fordi de fleste skoler i området var katolske. Og senere tog hun, som mange andre, på college i Dublin.

Og det er netop i et kreativt miljø i Dublin, at hendes første bog, Samtaler mellem venner, udspiller sig.

Hovedpersonen Frances er en ung forfatter, der går på universitetet og optræder til spoken word-arrangementer med sin bedste veninde og ekskæreste Bobbi. De to kvinder møder fotografen Mellissa og hendes mand, skuespilleren Nick. Bobbi er fascineret af Mellissa, og på venindernes første besøg i parrets hus sidder Frances lidt alene med sit skålformede vinglas, mens Melissa og Bobbi mest ser hinanden. Nick snupper en øl i køleskabet og giver hunden mad. Men hurtigt ændrer dynamikken sig mellem de fire, og firkantsdramaet sættes for alvor i gang, da Nick og Frances indleder en affære.

Samtaler mellem venner handler om Frances og hendes relation til de mennesker, hun omgiver sig med. Dystre glimt af selvskade står i kontrast til den humor, der også præger bogen. Og så er der også alle samtalerne. Rooney har i sin universitetstid været en aktiv debattør og er kåret som den bedste af slagsen i europæiske debatkonkurrencer, og hun er blevet skamrost for replikkerne i bogen.

Her lader hun blandt andet sine karakterer diskutere teorier inden for køn, politik og filosofi. Vores egen anmelder Nanna Goul skrev: »Man sidder vitterligt med hjertet i halsen og kastes frem og tilbage imellem højintens romantisk forvikling og ophidsede middagssamtaler omkring den postkoloniale fornuft, og den vekselvirkning fungerer utroligt godt.«

Moralsk ABC

På et tidspunkt i Samtaler mellem venner, da Frances af flere årsager mister grebet om sit liv og den situation, hun er i, vender hun sig pludselig mod religionen. Det er, ifølge Sally Rooney selv, en overraskende beslutning, fordi det irske samfund i de seneste år er gået i den absolut modsatte retning.

»Den katolske kirke har på mange områder sluppet sit tag i det irske samfund i dag. Og der, hvor kirken har sluppet, har kapitalismen taget over,« siger hun, da jeg møder hende til et interview, hvor vi – i tråd med samtalerne i hendes bog – kommer ind på emner så forskellige som Brexit, menstruation og nonner, der bærer på frygtelige hemmeligheder.

Forfatteren sidder foran mig iført en brun kjole med krave og bælte i livet. Hun har vinrøde ruskindsko på med hæl og en brun ruskindstaske med en lille sort blækplet på siden. En af den slags pletter, der kommer, når en kuglepen roder rundt i tasken uden sin hætte.

Hun vil senere uddybe, hvordan »kapitalisme er Irlands nye religion«, men vi begynder i den vaklende kirke. Og ved det modsætningsfyldte i, at den troskritiske Frances går ind i kirkerummet i Dublin og falder om ved siden af to gamle kvinder med rosenkranse efter at have bedt til en Gud, hun ikke tror på. I al hemmelighed har hun taget en lille læderindbunden udgave af Det Nye Testamente i sin mors reol.

»Hun tager den, fordi evangelierne er spændende!« udbryder Rooney. »De er grundlæggende for vores moral, lige meget om vi har en religiøs baggrund eller ej.«

Blå bog: Sally Rooney

  • Født 1991 i Castlebar, Irland.
  • Har gået på Trinity College, hvor hendes netop udkomne bog, ’Normal People’, udspiller sig.
  • ’Samtaler mellem venner’ udkom i 2017 og på dansk ved forlaget Rosinante i 2018.
  • I 2013 fik hun en førsteplads i The European University Debating Championships.
  • I 2017 modtog Rooney Sunday Times’ ’Young Writer of the Year’-pris.
  • ’Normal People’ er indstillet til den britiske Man Booker Prize.
  • Hun er ny redaktør på det irske littteraturmagasin The Stinging Fly.
  • Sally Rooney bor i dag i Dublin.

Frances opsøger de religiøse tekster på et tidspunkt, hvor hun er forvirret, fordi hun har en affære med en gift mand og føler, at det nok ikke er den bedste ting at gøre. Men hun er ikke selv gift, og hun har ikke lovet nogen noget. Hun finder dog ud af, at evangelierne ikke fungerer som en moralsk ABC.

»Frances vender tilbage til evangelierne som voksen og genundersøger de historier, som er fundamentet for vores moralske udsyn, og hun opdager, at de er forvirrende, ofte mystiske og uforståelige, og at jesusfiguren, der dukker op, ikke er en simpel karakter – noget af det, han siger, er ligefrem udfordrende og mærkeligt,« siger Rooney.

Frances læser også marxistiske teorier og postkoloniale teorier, så det er ikke, fordi hun er fikseret på kristendom, men hun prøver ifølge Rooney at kortlægge det etiske liv. Det går dog op for hende, at hun må affinde sig med, hvor komplekst det er at prøve at leve et godt liv.

Synderinden

Sally Rooney forklarer, at det blev meget tydeligt, hvordan kapitalismen overtog kirkens rolle, da det økonomiske boom begyndte i 1990’erne – efter de deprimerende 1980’ere, hvor det stod skidt til med økonomien i Irland:

»I midthalvfemserne lukkede det sidste Magdalene-vaskeri, og alting ændrede sig,« siger hun.

Magdalene-vaskerierne var institutioner i Irland, som eksisterede fra 1765 til 1996, hvor kvinder, der faldt uden for de sociale normer, som for eksempel ugifte mødre og sexarbejdere, var tvunget til at arbejde uden løn.

»Éamon de Valera (premierminister fra 1932-48, red.) fik vasket sine lagner der – det var en officiel del af staten og styret af kirken. Og det var slavearbejde. Kvinderne blev ikke betalt, og de blev hentet tilbage, hvis de stak af,« fortæller Rooney om vaskerierne, der var opkaldt efter Maria Magdalene, som ifølge bibelhistorien var en synderinde, som blev frelst.

Sigrid Nygaard
I de seneste år har der i Irland været stor fokus på nogle af de mørke sider af landets katolske fortid, som vaskerierne, men også de såkaldte mødre- og børnehjem. Dette forår blev en hemmelig massegrav med op mod 800 børn og babyer fundet i underjordiske cementrum på et tidligere hjem i den irske by Tuam. Hjemmet ’Bon Secours Mother and Baby Home’ eller ’The Home’, som de lokale omtalte det, blev drevet af katolske nonner frem til 1961, og børnene døde af sygdom og som følge af misrøgt.

»Hvis du blev gravid uden for ægteskab, måtte du ikke bruge almindelige fødselsafdelinger på hospitaler. Du var tvunget til at bruge hemmelige fødestuer og hjem som dette, og din baby blev ofte taget fra dig, flere blev bortadopteret illegalt til USA,« fortæller Rooney.

»Alle de her institutioner blev styret af kirken hånd i hånd med staten, og det endte, da vi blev et velhavende land. Og det, der erstattede de her institutioner, der var katolsk ejede og drevet – hospitaler og skoler er det stadig i høj grad – det var private virksomheder. For eksempel er flygtningecentre i dag drevet af store multinationale selskaber for profit, på samme måde som den katolske kirke ville have drevet dem for et par årtier siden. Derfor har vi aldrig fået udviklet en sund offentlig og statslig infrastruktur. Så på et institutionelt niveau synes jeg i høj grad, at private virksomheder har overtaget den sociale rolle, som kirken engang spillede.«

Folk i Irland er meget kritiske over for kirken i dag, mener Rooney, men ikke omkring kapitalismen:

»Der er slet ikke samme form for kritik af den rolle, som private virksomheder spiller i dag. Alle ser tilbage på 1990’erne og tænker ’Åh, det var gode år!’,« siger hun og holder en kort pause.

»Jeg tror i det hele taget ikke, at folk generelt deler mine følelser over for kapitalismen ... jeg er faktisk ret sikker på, at de ikke gør!« griner Rooney.

Stærk kvindebevægelse

Irland forandrer sig på mange måder i disse år – for eksempel står kvindebevægelsen stærkt lige nu, fortæller forfatteren. Med et overvældende flertal stemte det irske folk i 2015 ja til, at homoseksuelle må gifte sig, og i foråret blev det et stort ja til fri abort.

»Det er helt sikkert en tid med store politiske ændringer i Irland, når det kommer til køn. Og følelsen af, at landets officielle politik nu reflekterer det Irland, som jeg kender, er rigtig rar,« fortæller hun.

»Mine venner i Castlebar og Dublin er alle på samme side, når det kommer til emner som køn og seksualitet – måske er jeg lidt mere til venstre end gennemsnittet – men der har længe været stor enighed omkring de her emner, blandt dem jeg kender i min generation. Og følelsen af, at vi var så meget ude af trit med Irlands politik og fortælling omkring, hvilket land Irland er, var smertefuldt. Det handler jo om basale menneskerettigheder. Det er dejligt at føle, at vi alle lever i samme land og i samme moralske verden. Jeg tror, at mange andre unge kvinder har følt det samme.«

’Oh, jeg lever ikke i en boble!’-følelsen kalder Sally Rooney den følelse, hun havde, efter at det blev et ja til fri abort i foråret. Men det er naturligvis politik inden for et specifikt område, pointerer hun. Og andre kampe ligger ligefor. Som i mange europæiske lande er der for eksempel store problematikker i Irland omkring flygtninge:

»Vi er meget dårlige til at tage imod flygtninge og til at tage os af dem, når de er her, så jeg håber, at noget af den energi, der blev lagt i fri abort-diskussionen og den om ægteskab for mennesker med samme seksualitet, nu også vil blive lagt i emner, som omhandler menneskerettigheder, der måske ikke på samme måde er bundet til vores katolske fortid,« siger hun.

I Dublin er en følgevirkning af den tidligere nævnte uregulerede kapitalisme for eksempel stigende huspriser og hjemløshed, forklarer forfatteren.

»Priserne er stukket helt af! Og en masse familier bliver sat på gaden. Så folk er vrede. Det er svært at vide, hvad det næste bliver, men jeg kunne godt ønske mig, at vi kunne fokusere bredere end på et enkelt emne. De sidste fem-ti år har der været meget politisk fokus på enkelte emner.«

En kamp mod giganter

Til spørgsmålet om, hvorvidt klima er et af de emner, svarer Rooney, at der er en lidt anden tilgang blandt unge irere i hendes omgangskreds til klimaspørgsmålet end til for eksempel abortspørgsmålet:

»I forhold til abort var der den her følelse af, at den her nære kamp, den kan vi vinde! I forhold til klimaet er der en større tvivl omkring, hvilken forskel vi som et lille land med fire-fem millioner indbyggere kan gøre.«

På den ene side mener Rooney, at individet skal gøre noget, men hun frygter samtidig, at en stor aktivitet på det individuelle niveau vil tage presset af politikerne for at finde en løsning på et mere strukturelt niveau.

»Vi ved jo, at det, vi gør hver især, ikke er nok. Det er frustrerende. Det er et problem, der ikke kan løses uden en anderledes politisk struktur, og ikke bare et nationalt ansvar, men et internationalt og globalt ansvar.«

Og i modsætning til fri abortafstemningen er der brug for assistance fra andre europæiske lande, forklarer Rooney.

»Fri abortafstemningen handlede bare om at overbevise folk omkring os, hvilket viste sig ikke at være så svært, som vi troede, det ville være. Alle lande omkring os havde taget det skridt. Og der var ikke nogen gigant at kæmpe imod!«

Det ville der ifølge Rooney have været tidligere, nemlig den katolske kirke. Den er der ikke på samme måde mere. Men skal man kæmpe for klimaet, skal der faktisk kæmpes mod giganter igen, pointerer forfatteren. Denne gang mod store virksomheder og regeringer – og forbindelserne mellem de to.

»Det individuelle menneske føles så lille. Det er en mere kompleks og global kamp.«

Apropos Europa og fælles kampe, så bliver Brexit naturligvis også diskuteret i Sally Rooneys omgangskreds:

»For os i Irland er det centrale punkt Nordirland, og det føltes, som om det aldrig rigtig var på dagsordenen i England. Hele diskussionen op til Brexit handlede om immigration på en forfærdelig måde. Det virkede, som om diskursen i Westminster og på BBC ... well ... de var bare ligeglade! Det er meget, meget frustrerende som irer med den koloniale historie, vi har. Er I seriøst ligeglade? Really?« hun slår ud med armene.

Sigrid Nygaard

Med Brexit genopstår grænsen mellem Irland og Nordirland, og det vil blive en ydregrænse for EU. Det kan blandt andet få store konsekvenser for den fri bevægelighed og for økonomien –  nogle frygter også for freden i Nordirland.

»Det er et meget svært øjeblik for Nordirland, ingen ved, hvad der kommer til at ske,« siger Rooney.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun tror på EU, svarer forfatteren:

»Som mange andre i min omgangskreds er jeg meget kritisk over for EU, fordi beskyttelsen af EU’s grænser har resulteret i så megen unødvendig død. At forhindre folk i at komme ind i EU er i sin essens blevet en politik grænsende til etnisk udrensning, for vi ved, at folk dør i forsøget på at komme ind, og vi lader dem dø, fordi vi ikke vil have dem ind. Som et moralsk princip finder jeg det kvalmende. Jeg er bare slet ikke enig i det. Jeg tror ikke, det er nødvendigt på noget niveau, og jeg tror, at det er en del af et kolonialistisk projekt, der har være Europas position i verden i hundredvis af år. Det står for troen på europæisk overlegenhed, hvad det så end betyder. Naturligvis synes jeg, Brexit var forfærdeligt, og jeg ville have beholdt England i EU, og jeg vil meget gerne tro på et EU, der ikke fører den slags politik, EU gør nu,« siger Rooney.

Hun understreger, at hun absolut ikke har et problem med lande, der samarbejder, også økonomisk, men hun finder det svært helhjertet at forsvare EU, »når dets handlinger er så imperialistiske og ikke så anderledes fra Europa i det 17. og 18. århundrede«.

»Men jeg vil heller ikke lyde som en, der basher EU, når det i øjeblikket kædes sammen med højrenationalisme,« tilføjer hun. »Det er svært.«

En ny generations stemme

Sally Rooney er blevet omtalt som en ny generations stemme, men det accepterer hun ikke uden videre.

»Jeg ved ikke ... jeg føler ikke, at jeg taler for andre end mig selv. Der er et problem ved at vælge en person eller en lille gruppe mennesker til at repræsentere en hel generation. Jeg har en college-uddannelse, jeg er hvid, engelsktalende, EU-borger, det er fint, men det betyder, at der er kæmpe grupper, der er så vigtig en del af denne generation, som jeg ikke taler for overhovedet. Jeg håber ikke, det betyder, at andre ikke kan nyde mit arbejde, men jeg taler bare ikke for dem. Jeg ville aldrig sige ’Oh yeah, alle i min generation er helt ligesom mig’. Jeg har særlige privilegier, som ikke alle har.«

Faktisk har et af de få kritikpunkter af Samtaler mellem venner været, at den handler om en lille gruppe temmelig privilegerede mennesker og en meget lille del af samfundet i Dublin.

»Det var et helt bevidst valg. Jeg var interesseret i, hvordan Frances, som er den mindst privilegerede af de fire og fra en meget normal baggrund, passer ind i den her verden. På den ene side er hun kritisk over for hele det kapitalistiske system og det økonomiske hierarki, men på den anden side har hun selv potentiale til at få den type liv og tjene penge på at skrive. Selv om det er en livsstil, hun hos andre ville fordømme som værende overfladisk, så er hun betaget af den måde, Nick og Melissa lever på. Det er sandt, at bogen ikke er et bredt indblik i alle spektre af det irske samfund, det ville jeg aldrig påstå.«

På et tidspunkt siger den smukke og udadvendte Bobbi til Frances, at hun ikke mener, at hun har en »rigtig personlighed«. I bogen står der: »... hun sagde, at hun mente det som en kompliment. Som regel var jeg enig i hendes vurdering. Jeg følte til enhver tid, at jeg kunne gøre eller sige hvad som helst og bagefter tænke: Nå, så det er den slags person, jeg er.«

Og den følelse er ikke fremmed for Sally Rooney selv:

»Jeg var 23 år, da jeg skrev bogen, og Frances var 21, og i det stadie af mit liv – og egentlig stadig – har jeg en følelse af ikke rigtig at være en insider i nogen situation. Jeg har altid en følelse af at være ikke bare en outsider, men en, der står i døren og kigger ind, observerer det, der sker indenfor.«

I begyndelsen af bogen går Frances ud fra, at hvad end der udspiller sig mellem Bobbi, Nick og Melissa, så vil hun kigge på, og de andre vil udgøre de dominerende dynamikker. Men så bliver hun involveret og en aktiv del i dramaet.

»Frances er en forfatter, og det er jeg også – og derfor er social observation meget vigtigt. Hvis din hovedrolle er, at du observerer, så kan du ikke rigtig høre til. Så det identificerer jeg mig med. Hun ser sin personlighed som en slags linse eller spejl, hvor billeder kan passere, men som ikke nødvendigvis har noget indhold selv. Men hun passer faktisk rigtig fint ind de steder, hun kommer, og i de scenarier, hun er i. Så hendes egen fortælling er ikke helt sand.«

Kvinder, der undskylder

Alle karaktererne i bogen er optaget af identitet og politik på den ene eller den anden måde. Da Sally Rooney selv blev bevidst om politik i sine teenageår, var det via feminisme, at hun gik til alt andet:

»Det var delvist, fordi da jeg var teenager, drejede Jorden sig omkring mig, så det var kun de ting, der påvirkede mig, som jeg opfattede som meningsfulde politiske emner. Men senere må man forstå, at ens egne erfaringer ikke nødvendigvis er centrum for politisk bevidsthed. Sådan er det nok for mange kvinder, der vokser op som mig. Det politiske liv starter med observationer af, hvordan du som kvinde bliver behandlet anderledes end dine mandlige venner,« fortæller Rooney. Da hun begyndte at tænke mere over bredere politiske strukturer, økonomiske strukturer, klima osv., begyndte hun at overveje, at selv om kønspolitik er meget vigtigt, er det måske ikke omdrejningspunktet for alt.

Sigrid Nygaard
»Jeg opfatter stadig mig selv som feminist, men jeg er lidt forsigtig med at sætte det i centrum for alt og derfor lade alt andet politik komme derefter, for selvom jeg synes, at køn nærmest altid er relevant, så er alt, hvad der sker for mig som kvinde, ikke nødvendigvis politisk vigtigt. Jeg er kvinde, men jeg er også meget privilegeret, og jeg er også en del af andre strukturer, hvor jeg ikke er den mest undertrykte. For mig var politik nemmere, da jeg følte, at jeg var i den undertrykte position, end at skulle anerkende politiske strukturer, hvor jeg er en del af den dominerende klasse. Det er hårdere at acceptere.«

Sally Rooney benægter ikke, at sexisme har spillet en rolle i hendes liv, »selvfølgelig har den det«, men generelt mener hun, at hun har haft flere privilegier, end hun er blevet nægtet.

»Det, jeg interesserer mig mere og mere for, er måden, vi tænker på, at kvinder interagerer med hinanden. Måden kvinder udtrykker sig ’forkert’, og måden kvinder skal prøve at optage maskuline koder for opførsel for at blive taget seriøst. Måske er diskursen anderledes her i Danmark, men der er mange i Irland, der taler om, hvordan kvinder undskylder for meget, ikke er selvsikre nok i samtaler – men måske er de ting gode? Måske ville det være rart, hvis mænd undskyldte mere? Nu da mænd er skyld i så mange af vores sociale problemer, skulle de måske begynde at opføre sig anderledes? Hvorfor opfører de sig ikke mere som os?«

Selvfølgelig skal ingen tvinges ind i en særlig opførsel på grund af deres køn, påpeger Rooney, men der er ikke nødvendigvis noget forkert i den opførsel, der betegnes som feminin.

»Nogle gange er det en pæn opførsel, som er udviklet, fordi vi vil få hinanden til at have det godt, nå frem til enighed og ikke virke aggressive. Der er en værdi i det! Det er en værdifuld opførsel.«

På et tidspunkt taler Bobbi i bogen nedsættende om »ligelønsfeminisme«. Rooney slår fast, at kvinder skal gøre det, de vil, men at vi skal huske at tale om, hvilke værdier vi tillægger hvad:

»Engang ville jeg bare have lov til alt det, mænd kan. Og selvfølgelig skal jeg det, men der er altså en værdi i feminine måder at kommunikere på, som mænd kunne lære noget af. Det er fedt, at vi har en diskurs omkring, at kvinder, der er mødre, skal kunne være på arbejdsmarkedet, det er vigtigt. Men hvad med vigtigheden af det arbejde, som vi traditionelt har opfattet som feminint og som resultat deraf totalt har underkendt? Forældreskab får ikke nok social respekt som den form for arbejde, det er, og det er fordi, det bliver associeret med kvinder. Lad os gentænke vores samfund, så det bliver værdsat.«

Menstruation over middagen

Vi slutter interviewet, hvor vi startede: i kirken. Kirken som langsomt har mistet sin betydning, men som Frances alligevel vender sig imod. Kirken, hvor hun falder om, da alting er sværest. Frances har fået diagnosen endometriose; en relativt almindelig og kronisk sygdom hos kvinder – og dog relativt ukendt. Når en kvinde har endometriose, har hun livmorslimhinde på et forkert sted, altså uden for livmoderen, og det kan medføre kraftige smerter, voldsomme blødninger ved menstruation og fertilitetsproblemer.

»En af grundende til, at Frances ikke synes, det er behageligt at tale om, er, at folk ikke synes, menstruation er et behageligt emne, det bliver stadig betragtet som lidt akavet. Havde det været et lungeproblem, havde det været lettere at tale højt om. Men til en familiemiddag taler man ikke så ofte om menstruation, det er stadig lidt skamfuldt,« siger Rooney. Udover at sætte fokus på en tabubelagt sygdom, så ville Rooney også gerne observere Frances gå igennem noget i livet, hun ikke kunne kontrollere:

»Endometriose kan ikke behandles, kun med smertestillende midler, det kan ikke helbredes, men det slår dig heller ikke ihjel. Det er svært, fordi det er uden for hendes kontrol, og hun kan ikke lave en historie ud af det, det udvikler sig ikke, det ændrer sig ikke, det er bare et faktum. Det er ikke en forfærdelig ting, det er ikke en tragisk historie, men det er heller ikke en sjov historie. Det er et kedeligt og smertefuldt aspekt af livet, som hun ikke har kontrol over. Det passer ikke til hendes fortælling om sig selv, og det bliver en del af hendes rejse som karakter.«

Frances kommer til sig selv igen og rejser sig fra kirkegulvet.

I bogen lyder det: »At besvime var blevet almindeligt for mig. Jeg forsikrede kvinden, som hjalp mig op, om, at det var sket før, hvorefter hun virkede en smule misfornøjet, som om hun tænkte: Få styr på det. Jeg havde en ubehagelig smag i munden, men jeg var stærk nok til at kunne gå uden støtte. Min oplevelse af spirituel vækkelse havde forladt mig. Jeg gik ind i Centra på vej hjem og købte to pakker instant noodles og en chokoladekage, hvorefter jeg gennemførte gåturen langsomt og forsigtigt, et skridt ad gangen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu