Læsetid: 21 min.

Og det var Larsen

»Kim Larsen synger de sange, der sidder i det danske sind. Han synger Danmark for os.« Sådan lød det på forsiden af Information den 5. september 1986. Morten Sabroe havde fulgt Kim Larsens seneste turné og efter den afsluttende koncert på plænen i Tivoli, skrev Sabroe dette portræt
»Rød-hvide følelser kommer væltende op gennem mig fra under grunden, det er ikke Larsens skyld, men dem, han samler, og jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde,« skriver Morten Sabroe i sit portræt af vor nye nationaldigter.

»Rød-hvide følelser kommer væltende op gennem mig fra under grunden, det er ikke Larsens skyld, men dem, han samler, og jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde,« skriver Morten Sabroe i sit portræt af vor nye nationaldigter.

Ritzau Scanpix

5. september 1986

»Hvis jeg ikke lavede det her ville jeg rulle rundt på landevejene i en 2 CV’er med en guitar i bagrummet og så derud’a med en kammerat eller to.«

– Kim Larsen

Knud Thorbjørnsen kan ikke tåle løg. Derfor bestiller han sin danske bøf uden, men da den unge tjener stiller den på bordet foran ham, ligger den begravet under en dyne af gennemstegte løg.

»Jeg sagde ingen løg,« siger Thorbjørnsen.

»Kan du ikke bare skrabe dem af?« spørger tjeneren efter at have stirret fortvivlet på dem et stykke tid.

»Nej, jeg kan ikke bare skrabe dem af. Jeg kan ikke tåle løg. Jeg bliver syg af dem.«

Bøffen bliver båret ud. Thorbjørnsen sukker og ser ud over boldbanerne. Han er klædt i en rød læderjakke, det korte lyse hår stritter pindsvin, han ser ud gennem et par øjne, der ser ud, som om de har set for meget. Ud over løg tåler han heller ikke Danmark for godt, og derfor bor koncertarrangøren over halvdelen af året i Marbella i Sydspanien i et moderne lejlighedskompleks, der er langt mere beskyttet end den villa ved kysten, han boede i før.

Fensmark er selvfølgelig heller ikke noget opkvikkende syn. Den består mest af nogle huse, der stimler sammen om Holmegårdsværket, som om de søger arbejde derinde, og så er der boldbanerne, som en ti gange større by ville have været tilfreds med, og det er kun et hjørne af dem, der er dækket op til koncert. Men vejret er smukt denne eftermiddag, der er et lys, som kun findes i Norden, og skyggerne vandrer mod øst som lykkelige vagabonder.

Nede på banen bag scenen holder en bus. I den sover en mand, som Thorbjørnsen mægtig godt kan lide. Jeg bryder tavsheden og spørger ham, hvorfor den mand er så populær.

Da Thorbjørnsen ikke har fået nogen bøf at tygge på, tygger han længe på den. Så svarer han: »Han er den bedste, der er.«

Jeg sidder og venter på noget mere, men det kommer ikke. Det gør bøffen derimod. Den ser nystegt ud, og den anstrenger sig rigtig meget for at se ud, som den heller ikke kan fordrage løg.

Nede i bussen med de store gule bogstaver »K.L.A.P.S.« bagpå ligger Kim Larsen på en af hylderne og sover. Klokken er 14.30. Om halvanden time skal han stå scenen med sit band.

Da jeg mødte Kim Larsen første gang for fjorten år siden, sov han også. Han boede i Rømersgade, og jeg havde aftalt interview med ham klokken tolv. Han vågnede først en time efter. Han levede sådan dengang. Sent i seng og sent op. Der var et sted i vores samtale, jeg husker det tydeligt den dag i dag. Kim Larsen lænede sig frem mod mig med store, begejstrede øjne og ud af den mund, der ser ud, som om den kan æde hele verden i en mundfuld, kom ordene syngende: »Tænk dig det, at stå på Folkets Plads i Peking og synge for 50 millioner kinesere! Waaauuuwww!«

Det var måden han sagde det på, der fik det til at lyde helt realistisk. Han havde det. Dylan må have haft det, da han kom ned fra North Hibbing og sagde, at han ville være større end Elvis. Han ville frem. Det var ikke kineserne han ville spille for, det var antallet. Halvtres millioner, mand. Hele verden. Waaauuuwww!

»Der er en anden ting, og det er når du står på scenen, og det bare siger kuuu, ying, ying, og det bare smutter derud’a, og det er ikke dig selv, der spiller, du er bare en radio, når bandet, publikum, alle glemmer sig selv. Det er noget nær helligheden, det er noget, der smager af en religiøs oplevelse. Det er kun noget, der sker en gang hvert tredje år. Så er det everybody. Alle ved det, alle kan mærke det, det er bare uuuhhh. Tidens står stille. Ingen er i tvivl, ingen taler om det, der er ikke noget at sige.«

Mads Winther

Jeg fulgte ham ikke meget siden. Jeg var ikke vild med dansk rock, heller ikke Gasolin’. Gruppen brændte ud, blev opløst, og så kom Larsens rejse mod de amerikanske stjerner, en rejse der blev ihærdigt men forgæves promoveret af en journalist på Ekstra Bladet. Han satte sig på Larsen som et kængurubarn i sin mors lomme og regnede vel med, at når Larsen hoppede fremad, så hoppede han med.

Men i USA var der ingen, der læste Ekstra Bladet. Der var heller ingen, der hørte Kim Larsen. Så kom han hjem igen. Mange mente, det var en fiasko, men hvis det var lå kimen til succes i den.

Fiaskoer fortæller noget, og hvis man hører efter, kan man lære af dem. Da Larsen kom hjem, må han have vidst en hel del mere om, hvad han skulle. Det varede ikke længe, så kom personnummerpladsen. Blip båt. »Blip båt« var en genistreg, et ord Larsen aldrig ville bruge om sit arbejde. Han var hjemme. Helt på jorden. Nu kunne han gro.

»Det er ligesom at fiske. Du har gået et halvt år uden at lave noget, og så bliver du stresset, du længes efter at skrive melodier. Du kaster snøren ud, og så sætter du dig og venter. Du venter på en stor fisk. Hvis jeg får en lille sang ind, jeg ikke synes er god, smider jeg den ud igen. Du vil helst have en med en anden vibration end den forrige du lavede, du vil altid gerne forny dig, enormt gerne. En af de første, jeg lavede til »Forklædt som voksen«, var »Familien i skoven«. Den hyggede jeg mig med, fordi jeg følte, at det var en anden slags melodi end dem, jeg plejede at lave. Jeg følte, at jeg havde lavet noget fra new wave samtidig med, at jeg fik tilført new wave-musikken noget gammeldags. Den syntese kunne jeg godt lide, og så tænkte jeg, at det kunne være fedt, hvis jeg kunne arbejde mere i den retning. Andet mål var der ikke med pladen.

Så er der inspirationen. Det er, når der lige pludselig kommer sådan et piv, et stjerneskud hen over himlen og du kan nå at hive det ned. »Hjerter dame« er sådan en, hvor den kommer på to minutter, og du ryster på hånden og er bange for, at du ikke når at skrive den ned. »Blip båt« er også sådan en. Det kan komme alle vegne. Når du går på gaden. Så er det ind og op, nogle gange står damen og tager imod, du farer lige forbi hende ind til guitaren og båndoptageren, for måske er den væk om to minutter.

Når inspirationen virkelig er der, kommer tekst og musik på samme tid. Så bliver ord og musik født sammen, og så er det bedst. Det kan jeg godt lide, så ligger det inden i hinanden. De øjeblikke er vidunderlige, og hvis der er noget, jeg lever for, er det dem.«

Da Kim Larsen havde været hjemme noget tid, fik han bid. Det var ikke en sang, det var en historie. Den lignede en film, og så viste han den til Erik Balling. Det var næppe nogen dårlig idé for landets mest folkekære kunstner at gå til den mand, der lavede landets mest folkelige film. Det hørmede af succes allerede, da de mødtes. Pladen kom først og arbejdede for filmen. Da filmen kom, arbejdede den for pladen, og sådan stormede de frem side om side.

Midt om natten var nærmest en hel industri for sig selv og fortalte noget om, at det vagabond- og outsiderimage, der ligger omkring Larsen og venner, er kombineret og helt afhængig af en streng forretningssans. Det ser ud, som om de leger sig frem, men bag legen ligger en benhård arbejdsmoral.

Midt om natten var lidt af en flodbølge. Pladen solgte i 600.000 eksemplarer og filmen fyldte de skrantende biografer. Larsen, der kun nogle år før havde stirret sig blind på den amerikanske stjernehimmel, tog sin kulturarv på sig og var med et det mest solide bolværk mod Rambo, Madonna og hvad de amerikanske tomhjernede dåser nu hedder. Han tromlede dem ned med en musik, der har masser af amerikanske rødder. Klonk, mand, sagde det bare.

»Det begyndte med Little Richard, jeg var tolv år, da jeg hørte »Good Golly, Miss Molly«, og så sagde det bare smut, Karl. Indtil da var det bare »Skibet skal sejle i nat« og sådan noget, men da jeg røg på Little Richard, blev jeg fuldstændig manisk. Det nummer, jeg spillede det hele tiden, det var der, jeg opdagede musikken, det var der porten blev åbnet. Det løb op og ned ad ryggen, jeg var helt lammet. Vi var tolv eller tretten år, og jeg sagde til rødderne, jeg legede med, »Kom ind, nu skal I høre,« vi sad i korte bukser og var helt væk og i lang tid havde vi klub med det.«

»Så kom Elvis, jeg havde været vild med ham i starten, men så havde min storebror en plade med »Money honey« på »Heartbreak hotel«, det var fedt, det var fra Sun Sessions med guitaristen Scotty Moore, Bill Black på bas, Elvis på rytmeguitar og Fontana på trommer. Den sagde bare smut Karl.«

»Jeg boede ude i Nordvestkvarteret, og en af mine venner havde en guitar, og den lånte jeg. Så ønskede jeg mig min egen, og da jeg fik den, kom Shadows. Vi var meget trofaste og konservative over for det, vi først havde hørt, så de nye ting havde svært ved at trænge ind, det skulle virkelig være formidabelt, men da Shadows kom med »Wonderful land«, der gav vi os. Så høvlede vi den i lang tid. Så kom Beatles. Dem var jeg selvfølgelig også mod i starten, men efterhånden måtte man jo overgive sig. Og Stones, vi hørte også noget Stones. Vi var lige så seriøse på vores måde, som folk er helt inde i jazz.«

Jeg ved ikke, hvad det er med ham Larsen. Da Midt om natten kom, skænkede jeg den ikke en tanke. Jeg var ude og vandre, men en vidunderlig sensommerdag sad jeg på kajen i Skælskør og så ned i det strømmende vand. En bil parkerede ved siden af mig, og der var så meget musik i den, at det var et under, den ikke eksploderede. Manden steg ud og gik ind for at finde videoer.

Og så kom Larsen bare rullende, og det var, som det land, jeg var vokset op i og var gået ud for at finde, kom rullende med ham.

Da manden kom ud med sine videoer, stod der bare fjorten højtalere inde i mig og de drønede Åååhhh manyana, håååber vi får i morgen med … og da han smækkede døren og kørte væk, selv om jeg bad om at høre den færdig, var det, som om min sjæl blev voldtaget af en følelsesstrisser.

Men da jeg gik ud ad byen, opdagede jeg, at de sad i mig, og det var bare at åbne sluserne og lade den strømme. Åååh manyaaana, håååber vi får i morgen med, brølede jeg af mine lungers kraft, og så var det, at jeg tænkte Larsen, han synger de sange, vi bærer i os, jeg ved ikke, hvordan fanden han bærer sig ad, men han synger de sange, vi synger, når vi går glade ud ad vejene, og hvis ikke det er mirakuløst, ved jeg ikke, hvad det er, for alt det andet, vi har fyldt os med, hvad enten det er Lou Reed, Tom Waits eller Springsteen og Prince, det er ikke det, vi synger, når vi går under den åbne himmel og brøler af glæde, når vi går der, er det de sange, Larsen synger, og på en eller anden måde synger han dem for os.

I den tid var jeg fuldstændig turnet på Walt Whitman, og jeg fandt ud af, at den gamle amerikanske skjald gik glimrende i spænd med den danske Whitman og Larsen, hvad fanden mand. Afsted. Camerados, vejene venter!

Ritzau Scanpix

Thorbjørnsen bestiller sit andet glas mælk, der er ikke løg i. Larsen ligger stadig på en hylde i bussen og sover. Det er der en hel del gode grunde til, lige så mange, som Thorbjørnsen har til at holde af ham. I dette år er Larsen og Bellamis »Forklædt som voksen«-turné hans største arrangement, og det er stort, det er som Frank Steen, den gemytlige bamse fra Fyn, der er tourmanager og kører bandbussen, siger: Det er så stort som det, kun verdensstjerner laver.

Turneen begyndte den 26. juni på Bornholm, så flyttede den til Nordsverige, hvor bandet trak streger på landkortet mellem folkeparkerne, som kun en skizofren edderkop kunne have gjort dem efter. De kom hjem fra Sverige og gik direkte i Tivoli for at øve til »Midt om natten«-koncerten, hvor de optrådte gratis for Flygtning 86. De kom hjem klokken fem om morgenen, og tre timer efter var de på vej mod Norge for at spille på en TV-transmitteret koncert i Oslo.

Et par timers søvn og så var de på vej tilbage til København for godt klatøjede at gå lige ind i bandbussen og køre til koncerten i Fensmark. Efter Fensmark har de en fridag, så ruller de til Jylland og bagefter tilbage til Norge, hvor de skal helt op og vende i Tromsø, og så kommer de tilbage og dækker resten af Danmark.

»Det er godt med lidt luft under vingerne,« siger Frank Steen og smiler og ser ud, som om han har lyst til at udvide turneen til hele verden. Det er i bandbussen på vej mod Fensmark, jeg lærer noget om det slid, der ligger bag en succes som Larsens. De gutter har knap sovet i en uge, men da de står på bussen i Kastrup Lufthavn, siger Larsen til Thomas ’the gypsy’ Grue, at han skal tage guitaren med ind, så de kan øve, og de øver hele vejen derned, før de lægger sig ind på hylderne, og hvis de overhovedet er i stand til at drømme, så drømmer de sikkert, at de er på en mægtig fed turné.

»Slidsomt? Gu’ er det ej slidsomt. Som Benneweis siger: ’Forestillingen er ingenting, det er det rene svir’. Du går bare ud og fyrer det af, som da du var dem og optrådte for dine forældre. Når jeg står på scenen, det er en leg. Det er ligesom når du har været i byen en aften, og det swinger, så kommer du glad hjem. Orv, hvor var det skæg. Men baglandet skal være i orden. Når ikke det er det, bliver det slidsomt, som det var i starten i Sverige, hvor en meget vigtig mand, ham der sørger for lyden på scenen, blev syg dagen inden, vi skulle afsted. Det gør det stresset, men det, at du har et job hver dag, det er der ikke meget ræs i. Jeg har været skolelærer. Én dag som skolelærer, det slider mere end en hel turné med firs job. Jeg tager virkelig hatten af for dem, der orker at være lærere i dag. Jeg har også været på fabrik, det var også slidsomt, det her er den rene luksus ved siden af.«

Knud Thorbjørnsen drikker op. Men ligegyldig, hvor mange ’Kom og tag mig’-blikke bøffen sender ham, kan han ikke spise den op. Nede på scenen er lydprøverne begyndt. Larsen og venner er vågnet. Vi rejser os og går derned.

Det var til lydprøverne i Tivoli, jeg så Kim Larsen live for første i fjorten år. Nogen havde brugt natten på at lægge nogle skyer af bly hen over himlen. Det regnede. Man kunne næsten bare høre skadefro vejrguder række tunge af arrangementet. Så kom Larsen, foroverbøjet, på sin skærmløse cykel, i afkortede bukser med røde fartstriber, brun læderjakke, hvide basketsko og rygsæk, og da jeg så ham, fik jeg det her ord på hjernen: Barnefødder. Det blev ved med at blinke på lystavlen. Barnefødder. Jeg ved ikke, hvor helvede de kom fra, men de kom, da jeg så ham. Der var en ting til. Jeg blev glad af at se på ham.

Der stod de. De folkekære Gøglerne. Clausen, Petersen, Larsen and friends. Steinbeck kunne have skrevet dem ind i den danske virkelighed, men hvis de er dagdrivere, er det de mest arbejdende, jeg i mit liv har set.

Jeg trippede rundt. Jeg var mister Jones fra Dylans »Ballad of a thin man«, skriverkarlen, der kommer for at stikke snuden i andre menneskers liv, og kan han få et stykke af deres sjæl på krogen, er det bare guf for oplaget. Det har altid undret mig, at jeg gjorde det, men vi indeholder jo ikke kun en hellig moralist og samfundsrevser, der er også en alfons, en luder og en tyveknægt derinde.

Peter Ingemann, bandets lommeregner, businessmann og spillemand, redder mig. Han slår armene ud og sætter et så strålende overrasket ansigt op, da han ser mig, at jeg næsten får ondt af mig selv. Han tager mig for en anden.

»Hvad fanden, er du ikke Ro-Ove? Er det ikke dig, der har roet fra Færøerne Det må du sgu undskylde, jeg troede du var Ro-Ove.«

Fra det øjeblik er jeg Ro-Ove i bandets øjne. Jeg er den roende galning stor tak skyldig og ville ønske jeg havde et par vabler at vise frem.

Og jeg står lidt senere ved siden af en kollega, idealisten, sømanden og skuespilleren Erik Wedersøe, som mest har vabler på sjælen af at arrangere den landsdækkende Flygtning 86. Wedersøe fortæller om alle arrangementerne landet over, og så siger han: »Jeg føler mig som landets største impresario.« Og han ser ud, som om han er det. Sådan noget imponerer mig ikke en skid. Heller ikke, da Thorbjørnsen har været forbi og sagt, at de skal mødes i nat for at afgøre om koncerten skal aflyses på grund af regn, og Wedersøe siger, han er ret god til den slags forhandlinger, og han går ikke ind for aflysning. Derimod træder jeg et skridt tilbage for at se, hvor højt hans røv sidder.

Godt Thorbjørnsen ikke hører det om at være den største impresario. Godt Peter Pengemand (Ingemann red.) ikke gør det. Og godt Larsen ikke gør det. For da de kommer udmattede og klatøjede hjem fra Oslo og talen falder på Tivoli-arrangementet kommer ordene springende som glødende kul.

»Noget der slider i det her job, det er, når tingene ikke er i orden som i Tivoli. Det starter med, at vi siger: Hvornår kan man få lydprøve? Det kan I få fra ni til elleve om formiddagen. Bare det, at man kommer fra Sverige, hvor alle er trætte, så vil man gerne have lydprøve på et andet tidspunkt, men sådan er det, man brokker sig ikke. Så siger de: Vi skal også have vores akrobatnummer på Plænen, de to gange en halv time, det vil vi ikke fravige. Så siger man: Det bliver I da nødt til, hvornår skal vi ellers stille vores gear op, når I vil have, vi skal holde lydprøve om formiddagen? Så må I tage gearet ned igen, siger de. Gearet ned igen! Er I klar over, hvor mange tons det er? Det kan de ikke tage sig af. Så siger vi: Jamen altså, venner, når I laver et utraditionelt arrangement, Midt om natten, det har de aldrig gjort før, så må I også fyre de to plæneforestillinger. Det vil de ikke. Det endte med, at vi selv måtte lave dem. Sådan noget, mand, så bliver du træt!«

Det var de vagabonderende gøglere over for det stilige Tivoli, og det var helt tydeligt, hvor professionalismen og disciplinen lå.

Mogens Berger

22.000 kommer. Flygtning 86 taber trekvart million på gulvet, fordi der er åbnet for få tælleapparater. Vagabonderne stryger det hele. De optræder gratis, men de løber med publikums hjerter og to fyrre minutters TV-shows, optaget af Nordisk Film og sendt i TV til september. De giver, hvad de har, og tager, hvad de kan få, mens de, der er kommet for at hjælpe, taber det hele på gulvet. »For det er mig og Molly og et par stykker mer’, ligegyldig hvad der sker …«

Koncerten bliver en halv time forsinket på grund af den elendige indslusning, klokken er halv to, før vi alle er på plads. Vejrguderne har båret blytæppet væk og trukket tungerne ind, de vil også høre musik. Klaphattene er her, ølvommene, de unge og de gamle, og ved siden af mig danser de to junkier en pas de deux for døende flamingoer, de retter sig op, og så bøjer de sig langsomt frem, og hvis de ikke hang ind over et rækværk, ville de falde sammen.

»Og det var Laaarsen …« bliver der skrålet, for det er med Larsen som med fodboldholdet, de kan samle hele banden, både store og små og dem der har klaphatte på, og da showet går i gang synger alle toogtyve tusinde med, for det er også det med Larsen, han skriver vor tids nationalsange, og jeg har aldrig følt mig så dansk, rødhvide følelser kommer væltende op gennem mig fra undergrunden, det er ikke Larsens skyld men dem, han samler, og jeg ved ikke, om jeg skal græde eller le, kaste op eller eksplodere i vild ekstase, mine fødder danser, men der er noget i mig, der vil væk, men så sker det, der er to øjeblikke under den koncert, hvor jeg glemmer mig selv og mine egne kvaler med landet og flage, to øjeblikke, som både overrasker mig og rører mig dybt, og begge øjeblikke er Larsens.

Det ene øjeblik er i et nummer med Clausen og Petersen, hvor han optræder som tam søløve og maver sig hen over scenen i et mægtigt søløvekostume med en sixpence sat omvendt på sit utrolige fjæs, og det fjæs bliver bare mere og mere utroligt, det fjæs, som Gud må have lavet en dag, hvor englene sang særligt højt og fik ham til at skide på vedtagne former og lege med leret, bliver rystende elskeligt, primitivt, nøgent og vildt begejstret, jeg har aldrig set magen i den menneskelige verden, og den søløve kunne gå lige ind i Peter Plys som Kim-lingen, og hvis der er noget, jeg er i færd med, da jeg ser det, så er det opad, jeg styrter.

Det andet øjeblik er det samme ansigt, men da er det fuld ad poesi og alvor, og det, da Larsen synger »Jeg ved en lærkerede«, alene og på akustisk guitar, der ser jeg, hvor meget det hele betyder for ham, hvor hengiven han er over for sin kunst, og spændvidden i de to øjeblikke fortæller, hvor meget han har i sig, og hvor lidt af det, vi har set.

»Når man er på scenen, skal den bare have 100 procent. Hver gang. Ellers giver det ingen mening. Og du får det tilbage. Du kan sammenligne det med at gå i seng med en dame, hvis ikke damen giver det samme tilbage, som du giver hende, så bliver det ikke godt. Hvis ikke der er give and take, hvis ikke der er samme tryk på begge sider, så fungerer det ikke.«

Og nu er klokken fire, der er kommet to tusind sjæle til koncerten i Fensmark, og i starten har Larsen og venner ikke meget at give, de kan knap hænge sammen af træthed, og jeg tænker, at hvis ikke de havde instrumenter, ville de står ret op og ned og sove, men ganske langsomt stiger den, musikken river dem med, og for Larsen er musikken en kvinde, han ikke kan modstå, den bare stiger og stiger let og yndefuldt som en luftballon, der går til vejrs, og publikum begynder at danse og alle synger med, for de kan de sange i søvne, og jeg bliver høj på Larsen som så mange gange før.

Larsen der var lærer et halvt år, og så var det bare om at komme væk. Larsen der ikke har købt en plade siden Beatles’ Sgt. Pepper og kun hører det, der kommer på radioen. Larsen der ikke vil sætte rockmusikken op på en piedestal og aldrig har glemt, hvad Jerry Lee Lewis engang sagde om, at rok og rul det er djævlens musik og tænkte, der er noget om det, for »du kan se, hvor mange af rockens udøvere, der er døde, hvor mange pøbeloptøjer, der har været til rockkoncerter, og det er ikke musikkens væsen, at det skal være aggressionsudladning,« han gider ikke høre på al det myteævl og falder ikke på røven over rok, den har aldrig nået det, de klassiske drenge lavede i forrige århundrede, den storhed, mand, den er ikke nået op til støvleskaftet af det, Larsen der er noget af det mest ubestikkelige og selvtillidsfulde, jeg har mødt.

Larsen der bliver inspireret af al slags musik. Miles Davis, folkeviserne, det hele, Larsen, der både taler og ryger som om han bliver betalt for det, Larsen, der siger, han er doven og arbejder som en hest, grådige Larsen, hvis øjne ser ud, som de aldrig vil blive mætte, jeg bliver lidt høj på ham, også da han fortæller om, hvor meget han holder af bøger.

»Jeg synes bogen er et lykkeligt medium. Bogstaverne, mand. At sætte sig hen med en bog, sikken ro, sikken helhed. Billederne er så tyranniske, diktatoriske, og det er musikken også nogle gange. En gang imellem hader jeg musik, fordi den bliver så misbrugt. Ligegyldig, hvor du går hen, så kværner den. Mit eget mand, ved Guds død! Jeg gik gennem et supermarked forleden, hvor det flød ud. Først blev jeg lidt indigneret på mine egne vegne, men så må man tænke: skidt med det. Jeg synes, det er misbrug af musik. Det er ligesom at få slik hele tiden. Til sidst står man med kæmpe huller i tænderne og siger: Er der ikke noget slik, der er finere, men det er der ikke.«

Og så er det forbi, og før jeg ved af det, er bandet i bussen og på vej ud af stadion, og jeg når lige akkurat at springe på og folk kommer rendende, og Larsen råber »Darv, darv« og »Tak skal du have«, og så er vi ude, og om lidt bliver der stille, men før det giver Larsen Gypsy-Thomas, der skjuler en voksende byld under øjet med solbriller, et møgfald, fordi han kiksede en solo i »Fru Sauterne«, og »og det kan ikke være rigtigt, at jeg skal sige det 30.000 gange, før du husker det, mand, du må da for helvede have nogle relæer deroppe. Har du slet ingen memory?

Vi må lige have en snak, der ligger en lang heavy snak og venter på os, det kan vi gøre, når vi kommer ind til byen,« og det er bare arbejde hele tiden, der bliver ikke stille for dem lige foreløbig, det bare kører og kører, og jeg kan ikke andet end ønske dem good luck fremover, og så ruller vi hjemad, og her er den god nok: Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi, og hvis jeg skal hilse fra nogen, er det mig selv, der bare vil sige, at det her også var en slags velgørenhedsforestilling, men vi gør det gerne, hvis vi kan hjælpe nogen med det, vi giver, hvad vi har, og tager, hvad vi kan få.

Yes, sir!

Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer