Baggrund
Læsetid: 15 min.

Det er i litteraturen, man ved mest om at være menneske og europæer

Romanen er Europas værk. Europa er romanen. Hvis man kan tale om et kontinent og en genre, så er det romanen og Europa. Fra Cervantes til Édouard Louis har forfatterne formet og præget det europæiske. Bedre end nogen historiebøger eller antropologiske og sociologiske studier har litteraturen bid for bid som en opdagelsesrejsende afdækket ukendt land og gjort den til del af vores fælles sprog og erkendelse
Romanen er Europas værk. Europa er romanen. Hvis man kan tale om et kontinent og en genre, så er det romanen og Europa. Fra Cervantes til Édouard Louis har forfatterne formet og præget det europæiske. Bedre end nogen historiebøger eller antropologiske og sociologiske studier har litteraturen bid for bid som en opdagelsesrejsende afdækket ukendt land og gjort den til del af vores fælles sprog og erkendelse

Sofie Holm Larsen

Kultur
19. oktober 2018

Den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev skriver i bogen Efter Europa fra sidste år, at Europa har mistet sin fremtidsrettede appel. At ideen om et Europas Forenede Stater er mindre inspirerende i dag, end den har været de seneste 50 år. Europa lider, skriver Ivan Krastev, »i en identitetskrise, hvori arven fra kristendommen og oplysningstiden ikke længere er i sikkerhed«.

Den klagesang har vi hørt mange gange før.

Europa er ikke bare i krise, Europa er døende. Europa som vilje og forestilling, som vision og byggeplads, det Europa, som de forudgående generationer skabte, og Europa som den nye idé, der efter krigen bragte hidtil ukendt fred, velstand og demokrati til befolkningerne.

Det Europa falder nu fra hinanden, svinder bort. Nu igen i disse år efter højrepopulismens fremmarch i alle dele af Europa, Brexit og EU’s manglende evne til at håndtere flygtninge- og migrationsstrømmen i fællesskab.

Når historikerne, politologerne eller politikerne skal skrive om Europa, er det ofte den fortælling, der trækkes frem; hvis det da ikke lige er jubeleuropæernes højsang og fejring af deres egen smukke utopi og vægt på det, vi kan samles om, og ikke det, der splitter os.

Men Europa tilhører i høj grad også forfatterne. De har gennem århundreder gennemlevet kontinentets kriser, som var det deres egne, skrevet med på og været med til at definere, hvad det særligt europæiske er. Ligesom forfatterne i dybden har undersøgt den menneskelige eksistens, har de som en opdagelsesrejsende bid for bid afdækket ukendt land og gjort det til del af vores fælles sprog og tilgængelig for erkendelsen. De har undersøgt, hvad ændrede livsvilkår og tekniske fremskridt gør for den enkelte og et fællesskab og i det hele taget fungeret som en slags regulator i forhold til forandringer eller en civilisations samvittighed. Litteraturen har altid vidst mere om at være menneske og europæer end historiebøgerne eller antropologiske og sociologiske studier.

Ordene fra indledningen om »det døende Europa« stammer faktisk fra et opråb i 2013, som en række forfattere og intellektuelle som Umberto Eco, Julia Kristeva, Salman Rushdie, György Konrad og Claudio Magris fik bragt i en række af de største europæiske aviser.

»Det falder fra hinanden i Athen, en af Europas vugger, på grund af ligegyldigheden og kynismen hos Grækenlands europæiske søsternationer,« skrev gruppen. Det var lige efter EU’s hårde kurs mod Grækenland anført af Tyskland.

Og, skrev de, det falder fra hinanden i Europas anden vugge, Rom, som sammen med Jerusalem udgør Europas anden grundvold for moral og kundskab, den anden byggeplads, »hvor distinktionerne mellem lov og ret, mellem menneske og medborger blev trukket, distinktioner, som bærer den demokratiske model oppe«.

Og, fortsatte gruppen: Med sammenbruddet følger »en tidevandsbølge af populisme, chauvinisme og andre ekskluderende og hadske ideologier, som Europa udtrykkeligt havde påtaget sig at bemestre og marginalisere, men som nu igen stikker deres skammelige hoved frem«.

Vi skriver 2013, men det kunne lige så godt være oktober 2018. Eller 1919. Eller 1945.

En anden erkendelse

Sådan har det været gennem århundreder. Forfatterne påkalder historien. Under 1800-tallets nyhellenisme ilede Europas kunstnere, digtere og tænkere til Grækenland for helt bogstaveligt at kæmpe for dets uafhængighed: Chateaubriand, Byron, Berlioz, Delacroix, Pusjkin og Victor Hugo.

En lignende aktion er måske ikke mulig at forestille sig i dag, men forfatterne har gennem historien formet og præget vores forestilling om det europæiske. De er stoppet op og har bedrevet en slags psykoanalyse på deres egen nære fortid.

Litteraturen kan nemlig meget vel opstå i frustrationen over politikkens eller verdenshistoriens skæverter. Tag eksempelvis tyske Thomas Mann, hvis store romaner er født i erkendelsen af, at hans elskede Europa, den borgerlige kultur, han er vokset op i, også rummede kimen til nazismen. De modsatrettede tendenser i kulturen, de iboende modsætninger eller irrationelle tendenser, hvis sum er Tysklands og Europas tragiske skæbne, bliver blotlagt og hudflettet i afgørende romaner som Trolddomsbjerget eller Doktor Faustus.

Og nogle er de største civilisatoriske erkendelser finder sted hos forfattere. Imre Kertész’ vidnesbyrdromaner som De skæbneløse og Kaddish for et ufødt barn om den største skandale i den moderne europæiske civilisation, nemlig Holocaust, rummer mere indsigt end noget historisk værk, fordi Kertész viser, hvordan Holocaust ikke kan reduceres til at være en slags undtagelsestilstand i vores vestlige rationelle kultur, men derimod må ses som en logisk konsekvens af den.

Kun ved at forstå den sammenhæng, kun ved at erkende vores skyld og delagtighed i denne bestialske afvigelse, kan vi lære heraf og komme videre. Ingen andre steder end i hans romaner forstår man vores egen kulturs tilbøjeligheder, og efter hans romaner kan man ikke tænke sig mennesket i den europæiske kultur uden også altid at medtænke Auschwitz. Eller som Péter Nádas skriver i et essay om Imre Kertész, »så viser Auschwitz sig i Mona Lisas ligegyldige-æteriske smil, dets lig tårner sig op bag Isenheimalteret«.

Selv kristendommens historie, en af grundpillerne i definitionen af det europæiske, kan herefter ikke længere adskilles fra Auschwitz. »Uden Auschwitz findes der ikke længere nogen kristelig teologi,« som Nádas videre formulerer det.

Tænk blot tanken til ende. Europa er ikke én ting, men alt muligt, også sine indre modsætninger og modsigelser.

Hvis Europa netop er summen af alt, så kan litteraturen hjælpe med at gøre det forståeligt for læserne og befolkningerne. Den kan bygge en slags tidsmaskine og sætte adskilte fænomener sammen på nye måder på tværs af geografi og århundreder.

Tre kilder til Europas ånd

Litteraturen går endda længere end det på mange måder fornemme forsøg på at indramme Europas verdenshistoriske eneståenhed, sådan som den franske poet og filosof Paul Valéry gjorde i essayet »Åndens krise« fra 1919, mens han i strålerne fra den nedgående aftenlandssol og under indflydelse af forestillingen om den europæiske kulturs overlegenhed, søgte at grundlægge den europæiske ånd ud fra tre kilder:

For det første det man kunne kalde den antikke græske ’drømmefabrik’ under henvisning til, at Europa henter sin kraft fra den græske gudeverden, hvor helte kunne bygge flyvemaskiner, andre kunne tæmme vilde dyr og magiske ord flytte templer og bjerge. Alt, hvad vi kalder civilisation, fremskridt, viden, kunst og kultur, kan henføres til disse mytiske drømmebilleder.

For det andet Romerrigets ordenssystem. Rom står i Valérys optik som det evige forbillede for den organiserede og stabile magtstat, den fornuftige magt, juridisk, militært, religiøst.

Og for det tredje kristendommen, der også blev det imperiale romerriges kulturprogram, og som i øvrigt repræsenterer værdien af historiske vidnesbyrd, kilder, tekstkritik, fortolkning og erkendelsens sikkerhed, men også adskillelsen af fornuft og tro, frihed og knægtelse, det åndelige over for det materielle.

Valérys diagnose er, at denne europæiske ånd befinder sig i en uhelbredelig krise. Verdenskrigen har forvandlet kulturens tekniske fremskridt til en katastrofe. Den europæiske ånd er perverteret af sin egen destruktive mulighed, og en ny nationalisme truer i horisonten. Valérys skrift er både en begrædelse og en appel til europæerne om igen at besinde sig på den fælles ånd. Den er diagnose og helbredelse i ét hug.

Men Europa er mere end det, Europa er også hekseafbrændinger, religions- og territorialkrige, slavehandel, udbytning og kolonialisme. Hvis man med Valéry henviser til den kristne arv, så må man tilføje antisemitisme, islam og Muhammedtegningerne. Og i nyere tid også Den Kolde Krig, Murens fald, krigene på Balkan, populismens opkomst og Brexit. Listen kan fortsættes i det uendelige, og den erkendelse akkumuleres bedst i litteraturen.

Den tabte åndelige identitet

Den kulturelle undergang har til alle tider været et tema for de europæiske forfattere. Her tænker jeg ikke kun på eksplicit spektakulære undergangsfortællinger som Oswald Spenglers Vesterlandets undergang om den vestlige højkulturs fald eller Joseph Roths Radetzkymarch om det østrig-ungarske riges storhed og fald. Jeg tænker også på Cervantes’ Don Quijote fra 1605, der betragtes som den første moderne roman. Det, der kendetegnede Cervantes, var, at hans roman opstod som en slags tabsfortælling om en åndelig identitet, der er gået tabt.

Med afsæt i Cervantes’ roman identificerer Milan Kundera romanformen som den genre, hvor den efterfølgende tabshistorie udfoldes og reflekteres. På tværs af nationale grænser gør han romanen til en specifik 400 år lang europæisk genre og tankeform, der begynder hos Cervantes og foreløbig slutter i mellemkrigstiden eller i sidste halvdel af 1940’erne hos italienske Curzio Malaparte.

Filosoffen Edmund Husserl holdt i Wien og Prag i 1935 en foredragsrække om »Den europæiske menneskeheds krise«.

’Europæisk’ var for ham ensbetydende med den åndelige identitet, der rækker ud over det geografiske Europa og udgår fra den antikke græske filosofi. Husserl, der anså krisen for så dyb, at han tvivlede på, at Europa ville overleve den, lokaliserede dens rødder i nyere tid hos Galilei og Descartes.

Naturvidenskabernes opsving pressede mennesker ind i snævre specialiserede discipliner, mente han. Jo mere viden mennesket tilegnede sig, desto mere mistede det verdens helhed af syne. Dette tab af en helhed skulle Husserls elev Martin Heidegger senere kalde for ’værensglemsel’.

Det er Kundera, der i bogen Romankunsten åbner sin romanhistorie med Husserl-historien. Han vurderer selv Europas krise mere dobbelttydigt end Husserl, som en konstant ambivalens mellem forfald og fremskridt. Eller han siger, at hvis filosofien og naturvidenskaben har mistet menneskenes væren eller eksistens af syne, så er den i stedet blevet et anliggende for den europæiske kunst, som ikke er andet end en udforskning af denne glemte eksistens. Og, tilføjer Kundera, den europæiske roman har igennem fire århundreder beskæftiget sig med og i dybden undersøgt den eksistentielle erkendelse, som Martin Heidegger sidenhen mente, at filosofien havde forsømt.

Den europæiske roman, siger Milan Kundera, har allerede i århundreder på sin egen måde og ud fra sin egen logik opdaget de forskellige aspekter af den menneskelige eksistens. Cervantes er den første; han begrunder med Don Quijote en ny tid for den europæiske roman, der varer ved i flere århundreder, og hvis eneste raison d’etre er inddæmningen af ny erkendelse om det europæiske menneske. Ny erkendelse er romanens eneste moral. En roman, der ikke afdækker et nyt område af eksistensen, er umoralsk, konkluderer Kundera.

Romanen er Europas værk. Europa er romanen. Hvis man kan tale om et kontinent og en genre, så er det romanen og Europa. Dens opdagelser, også selvom det er i forskellige sprog, tilhører hele Europa. Og romanen sætter individet i forgrunden, dets erkendelse, indsigt, refleksion. Den europæiske romans historie består i en kæderække af opdagelser. Det er Milan Kunderas store opdagelse. Med afsæt i Cervantes begiver romanen sig ud på en lang opdagelsesrejse. Hans hovedperson, Don Quijote, bryder op i en verden, der bød sig til for ham. De første europæiske romaner er, skriver Kundera, rejser i en verden, der forekommer ubegrænset. Man ved ikke, hvor heltene kommer fra, eller hvor de skal hen. De befinder sig i en tid uden begyndelse og slutning og i et rum uden grænser, midt i et Europa, hvis fremtid aldrig kan slutte.

De første romaner undersøger eventyret, de senere, hvilke hemmelige følelser der udspiller sig i det enkelte menneske.

Med Balzac kortlægges menneskets dybe sammenhæng med historien, hos Flaubert hverdagslivets ukendte terræn og hos Tolstoj det irrationelles indgreb i de menneskelige beslutninger og måder at opføre sig på. Senere gælder det især tiden, hos Marcel Proust den ubegribelige fortid, hos Virginia Woolf og James Joyce det ubegribelige nu eller øjeblik. Og hos Thomas Mann undersøges mytens rolle, som siden tidernes morgen synes at styre menneskenes skridt.

Og sådan kan romanhistorien fortsættes.

Når vi når til Kafka, gentager romanhistorien sig som sin egen modsætning, for individets eventyr bliver en skæbne, der ikke kan undslippes, og det kunne lige så godt være Don Quijote, der efter trehundrede års omflakken har forklædt sig som landmåler K og vender tilbage til landsbyen. Hans eventyr er slut, og det hæfter nu ved ham som en skæbne, han ikke kan gøre sig fri af.

Når romanen når til Kafka, Hasek, Musil og Broch er de fredelige tider forbi, hvor mennesket kun skal kæmpe med sin egen sjæls uhyrer. Nu kommer uhyrerne udefra, og de er upersonlige, uberegnelige og uforståelige. Og nogle kalder disse uhyrer for historien.

Romanen som labyrint

Den europæiske romans historie skrives ikke som en regelret linje. Den er snarere som en cirkel eller labyrint.

En af de vigtige gange i den europæiske romanlabyrint udgøres af den centraleuropæiske roman. Centraleuropa har som kulturel og politisk faktor gradvist mistet betydning op gennem det tyvende århundrede.

Opløsningen af Donaumonarkiet ved Første Verdenskrigs afslutning bevarede i første omgang forestillingen om et kulturelt værdifællesskab i midten af Europa på tværs af de mange nye småstater, hvor den modernistiske roman stortrivedes i fejringen af tabet af den store sammenhæng eller totalitet.

Det er det, den italienske litterat og forfatter Claudio Magris fra sit cafébord i Trieste har kaldt den habsburgske myte i litteraturen: Romanerne beskriver ikke længere en faktisk verden, men sådan som den træder frem i længslen efter og erindringen om den store sammenhæng.

De største litterære personligheder i regionen i tiden efter monarkiets sammenbrud som Robert Musil, Hermann Broch, Joseph Roth, Franz Kafka og Witold Gombrowicz gjorde oprør mod arven fra det foregående århundrede. Centraleuropa havde ikke selv i det 19. århundrede frembragt en stor, samlende samtidsskildrer som Balzac eller Stendhal og måtte nu med stor forsinkelse oparbejde den tradition. I den officielle version forsøgte romanen at afskaffe eller afvikle totaliteten, sådan som den fremstod i form af tradition og harmoni, men samtidig blev disse ord ved med at spøge i romaner af især Broch og Musil. Samtidig med den ekstreme specialisering og atomisering af det almene verdensbillede, forblev den centraleuropæiske roman en af de sidste bastioner, hvor mennesket fortsat kunne opretholde forbindelsen til livet i sin helhed, samtidig med at jeg’et blev undermineret.

I den forstand var romanerne af disse forfattere normgivende for den europæiske litteratur i de efterfølgende årtier. Så sent som i store epokeværker skrevet efter år 2000 som henholdsvis Harmonia Cælestis af Péter Esterhazy og Parallelle Historier af Péter Nádas’ lever arven fra Broch og Musil tydeligt videre, ligesom de fleste østeuropæiske forfattere havde et vedvarende mellemværende med Kafkas hjemløshed og absurde verden.

Det var imidlertid også sidste gang, den store centraleuropæiske roman formåede at holde totaliteten for øje. Uden at miste sin forankring i denne tradition, spaltede romanen sig ud i nye eksperimenter, der forsøgte at favne den nye verden, der i øvrigt kulturelt og værdimæssigt havde ført sig selv ud i den rene selvdestruktion.

I hjertet af det nu for længst forgangne Centraleuropa opstod efter Anden Verdenskrig en todeling af kontinentet. Som følge af Jerntæppet blev Østrig nu endegyldigt kulturelt marginaliseret, men var stadig forblændet af sin glorværdige fortid.

Uden at miste den centraleuropæiske tradition af syne kan man i den østlige del af regionen, under de forskellige diktaturer, pege på en række forfattere, der på en ny måde har den individuelle identitet som tema i en tid, hvor enhver forestilling om individualitet egentlig er en illusion.

Romanen er i sin grundlæggende form presset. Disse forfattere er stadig i en vis forstand børn af Kafka, Gombrowicz og Musil, men uden at eje deres vilje til totalitet. De søger mod at bevare det individuelle i en verden, der politisk set helt er overtaget af det fælles.

Hos disse forfattere – og her vil jeg fremhæve tysk-rumænske Herta Müller, der stadig skriver om denne erfaringsverden – er individualismen i ekstrem grad udfordret, for hvordan forbliver man et individ i den realiserede kommunisme? Eller i den nyliberalistiske europæiske verdensorden, der opstod efter kommunismens sammenbrud? Hvilket sprog kan man betjene sig af, og ikke mindst: Hvordan får man undermineret den gældende forståelse af verdens sammenhæng, der fra det enkelte individs perspektiv bliver opfattet som bedragerisk?

Så forskellige europæiske forfattere som irsk-franske Samuel Beckett, østrigske Thomas Bernhard, ungarske Imre Kertész, ungarske Péter Esterházy, tyske W.G. Sebald, tysk-rumænske Herta Müller og senest franske Édouard Louis viderefører i lige linje en sprogkritisk tradition, der har sin rod omkring år 1900 og formuleres af så forskellige forfattere og tænkere som Freud, Wittgenstein, Hofmannsthal og Kafka og fornyer den til at gælde et nyt Europa, der er kendetegnet ved, at individets autoritet er truet, men også at ødelæggelsen af sprog skaber en helt ny kreativ forudsætning for romanen.

Her kunne jeg stige ud af historien, men lad mig alligevel slå en sidste krølle og minde om, at romanen gennem hele sin lange europæiske historie har været stedet for den menneskelige undersøgelse og erkendelse af de større sammenhænge. Fra Cervantes’ Don Quijote over Shakespeares Hamlet til Houellebecqs François (i Underkastelse) er de europæiske protagonister plaget af tvivl og refleksion over eksistensen.

Der går en linje frem i tid fra tvivl til desillusion. Efter at romanen i århundreder har tjent som afspejling af samfundets udvikling, er vi igen tilbage i den hyperindividuelle form. I individualismens store europæiske spejlkabinet synes vi i dag i nogen grad at være endt i henholdsvis desillusionsromanen eller autofiktionen.

Her i de første årtier af det 21. århundrede er det bemærkelsesværdigt, at det er en række realistiske romaner, som er mest europæiske og udfolder en vision for et Europa i opløsning. Formmæssigt byder de ikke på den store fornyelse og er i bund og grund helt traditionelle idéromaner, der skal bære et bestemt budskab til torvs. Fornyelsen må derfor findes i konstruktionen af romanens hovedpersoner, hvor den mandlige helts eller antihelts krise også må ses som en krise for hele den vestlige civilisation. På den måde gøres jeget til en del af tidsånden.

Vi befinder os i det hele taget i den selvcentrerede og selvspejlende individualitets æra, der også finder vej ind i romanen. Som jeg ser det, kan den romantype bevæge sig ad to veje, henholdsvis en misantropisk som hos de franske forfattere Michel Houellebecq eller Virginie Despentes eller en narcissistisk som hos norske Karl Ove Knausgård.

I den historie bliver disse helt nutidige vigtige europæiske forfattere – uanset hvor uomtvistelige manifester for vores tid, de har skrevet, og uanset hvor ekvilibristisk det er eksekveret – også en slags blindgyder i den europæiske litteratur. De skriver sig ind i en smøge af den store europæiske romanby og ikke langs en af dens store boulevarder. De gør den europæiske litteratur mindre.

Men lige dér, hvor det tegner sortest for den selvoptagede europæiske roman, ser undsætningen ud til at komme fra den helt unge franske forfatter Édouard Louis. I hans romaner Færdig med Eddy Belleguele fra 2015 og Voldens historie fra 2017 får autofiktionen tilføjet ny ilt. Forfatteren skildrer i den første bog sin kamp for at komme overens med sin afvigende homoseksualitet i et hårdt arbejderklassemiljø i en lille fransk industriby. Det særlige er, at selvanalysen her ikke bare kredser om ham selv, men går hånd i hånd med indlevelsen i menneskene omkring ham.

Allerede i Voldens historie afvikler og bryder Édouard Louis effektivt med autofiktionen. Perspektivet i romanen, der skildrer voldtægten af en ung homoseksuel mand, indskrænker sig nemlig aldrig til ofrets perspektiv alene. Som Carsten Jensen også har beskrevet for nylig i bogen Kældermennesker, så repræsenterer romanen »Édouard Louis’ forsøg på at forstå sig selv, ikke gennem selvransagelse og introspektion, men også gennem indlevelse i de andres situation«.

Hans roman er derfor en selvbiografisk historie om ham selv, men først og fremmest bliver den en historie om, hvordan vold opstår i et samfund.

Derved sprænger Édouard Louis sig fri af samtidslitteraturens store selviscenesatte spejlkabinet. Han genindsætter fiktionen og indlevelsesevnen i de andre på litteraturens trone og vinder samtidig en helt ny frihed til at nå større sandheder om vores tid. Også andre steder fra i det litterære kredsløb kommer svaret på autofiktionens blindgyde. Den kommer eksempelvis fra exofiktionen, der tør digte og fantasere om andres liv, og fra endnu helt ukendte hjørner.

Hvis de første europæiske romaner som Cervantes Don Quijote er lidt naive rejser i en verden, der forekommer ubegrænset, i en tid uden begyndelse og slutning og i et rum uden grænser, midt i et Europa, hvis fremtid aldrig kan slutte, så skrives nutidens europæiske romaner med al den potentielle historiske ballast.

Forfatterne kan aldrig gøre sig fri af deres viden om kulturens amokløb og menneskelig afstumpning, og alligevel fortsætter de med at uddrage nye viden om individet og se det i stadig nye sammenhænge.

Den europæiske litteratur er hele tiden i færd med at genopfinde sig selv, og det er stadig sådan, at historierne om Europa finder man ikke i Bruxelles, i EU’s lange gange og snørklede magthierarkier, men i den litteratur, der skrives i de enkelte lande. Sandheden om det europæiske menneske findes stadig kun i litteraturen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Essayet stiller alt for store forventninger til, hvad romanen skal og kan, måske ikke i forhold til dens kulturelle placering og opgave i fortiden, men i hvert fald i forhold til dens kulturelle placering i en nutidig europæisk sammenhæng.

Det skildrede kunstner- og forfatterideal er udtryk for troen på evnerne hos tidens forfattere som romantiske universalgenier.

De tider er forbi, hvor de bedste forfattere også kan fungere som kulturskribenter på højt niveau, eller det hører i det mindste til sjældenhederne. De tider er forbi, hvor de i romanform kan formidle en mere bevidst og rationel forståelse af kulturelle tendenser i tiden, eller hvor de er i stand til at producere kulturanalytiske og forklarende essays på højt niveau.

De evner finder man så hos andre, typisk akademisk uddannede personer, der ud over blik for særlige tendenser i tiden, også besidder et stort overblik inden for områder som historie, kultur, samfund, sociologi og filosofi. En person, der klarer sig ganske godt på det niveau, er Informations egen chefredaktør Rune Lykkeberg.

Jeg erindrer en episode fra Deadline på DR2, for måske 10 år siden, hvor Suzanne Brøgger, der vel også må betegnes som en af fortidens store essayister, på et spørgsmål fra Jes Stein Pedersen rasende svarede, at hun var til stede for at svare på spørgsmål som kunstner i forhold til sit nye værk, ikke for som sociolog at forholde sig til samfundsspørgsmål. For mig at se et passende svar på journalistens behov for at tilfredsstille sit publikums interesse for universalgeniets svar på samfundsspørgsmål i tiden.

Forfattere kan gennem deres værker fungere som udmærkede seismografer for tendenser i tiden, ofte uden at de har nogen særlig bevidst forståelse af, hvad det egentlig er, de har skrevet.

Som eksempel var Thomas Mann næppe særlig bevidst om den kulturkritik, han implicit gav udtryk for i ”Døden i Venedig”, på det tidspunkt hvor han skrev den, og hvor en række kulturkritiske elementer i værket også kan findes hos tænkere som Freud, Nietzsche, Marx Weber, Jung og Schopenhauer, og hvor en stor del af de implicitte kulturkritiske tanker i værket sammenfattes eksplicit i Horkheimers og Adornos ”Oplysningens dialektik”.

Daniel Joelsen

Med flotte kongelige medaljer, bibliotekspenge, kulturkanonen og stattens kunststøtte er motivationen til at udvise samfundskritik også helt i bund. Man bør derfor finde på tilsvarende kvantelige beløninger til akademikerne også.