Læsetid: 7 min.

Michael Myers myrder løs, fordi han kan lide det

Det er ikke en ulykkelig opvækst, der er grunden til, at Michael Myers fra ’Halloween’-filmene myrder løs. Han kan bare godt lide det. I anledning af premieren på David Gordon Greens nye film i sagaen, ’Halloween’, tegner vi her et portræt af en film og et fænomen
Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) har brugt 40 år på at gøre sig klar til et gensyn med morderen Michael Myers i David Gordon Greens ’Halloween’.

Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) har brugt 40 år på at gøre sig klar til et gensyn med morderen Michael Myers i David Gordon Greens ’Halloween’.

UIP

18. oktober 2018

Der er figurer og hændelser, som man husker, fordi de er gjort af det stof, som mareridt er lavet af.

Michael Myers, hovedpersonen i Halloween-filmene, er en af dem. Glem Jason Voorhees med ishockeymasken i Fredag den 13.-filmene og Freddy Krueger med det vansirede ansigt og knivhandske i Mareridt på Elm Street-filmene, ja, glem Jigsaw i Saw-filmene. Det hele begynder og ender med Michael Myers, der første gang optrådte i John Carpenters Halloween (1978, fik på dansk titlen Maskernes nat, fordi ingen herhjemme dengang kendte til halloween som højtid) og nærmest stod fadder til en undergenre af gyserfilm.

Det var på allehelgensaften, den 31. oktober 1963, at blot seksårige Michael, der var iført sit klovnekostume, tog en kniv fra køkkenskuffen og dræbte sin storesøster, som var hjemme for at passe ham, mens deres forældre var i byen. Michael blev indlagt, men 15 år senere, da han var 21, flygtede han fra sindssygehospitalet og vendte tilbage til sin hjemby, Haddonfield i Illinois, for at dræbe flere unge, kvindelige babysittere, denne gang iført en udtryksløs, hvid maske.

En af dem, Michael stræbte efter livet, var Laurie Strode, der blev spillet af Jamie Lee Curtis. Hun overlevede og vender nu – sammen med en aldrende Michael – tilbage i en efterfølger til Carpenters film. Halloween, som den nye film også hedder, begynder 40 år efter, at Michael sidst terroriserede Haddonfield.

Allehelgensaften nærmer sig, og to true crime-podcastjournalister prøver både at få Michael og Laurie i tale. Det lykkes ikke rigtig, selv om de får lov til at møde dem begge, men til gengæld har Michael held med at flygte på selve allehelgensaften, og så er Fanden bogstavelig talt løs i den lille by.

Fascinerende figur

John Carpenters Halloween affødte en lang række efterfølgere, som kun blev dårligere og dårligere, men trods alt hjalp med at placere Michael Myers solidt i den populærkulturelle bevidsthed hos flere generationer af film- og gyserfans. Den nye Halloween, der er instrueret af David Gordon Green og skrevet af Green sammen med Danny McBride og Jeff Fradley, leger med den status og ignorerer samtidig de mange øvrige efterfølgere.

Det er en klog beslutning – det tjener som en art nulstilling af hele universet – og Green har faktisk lavet en glimrende film, som tilmed – midt mellem alle de mere eller mindre forudsigelige genrekonventioner, den skal forholde sig til – formår at vende nogle af dem på hovedet.

Ikke mindst er Jamie Lee Curtis’ Laurie Strode en fascinerende og kompleks figur, der har ventet og forberedt sig på Michael Myers’ tilbagekomst siden 1978. Hun har forskanset sig i et afsideliggende hus, der er indrettet som en veritabel seriemorderfælde, og hun kan håndtere håndvåben af snart sagt enhver slags.

Hendes besættelse af Myers har dog også kostet på den personlige front. Lauries voksne datter, Karen (Judy Greer), hader hende af et godt hjerte pga. en barndom præget af frygt og paranoia, mens Karens store teenagedatter, Allyson (Andi Matichak), ikke rigtig kender sin bedstemor. Der er dog ikke noget som en galnings opdukken, der kan skabe nye bånd mellem medlemmerne af en splittet familie. Og så er det jo godt, at mormor kan sparke røv.

Nyder at skræmme

Det var ikke, fordi John Carpenters Halloween som sådan var voldsomt original eller banebrydende i sit tema – mange andre unge kvinder, også babysittere, blev slået ihjel af psykopatiske mordere op gennem 1970’erne – men den gik alligevel rent ind hos publikum og blev en stor succes på baggrund af et beskedent budget. Filmen rummer elementer, som kun få af de mange andre forsøg i den såkaldte slashergenre kunne byde på, deriblandt en elegant, effektiv billedside, iørefaldende musik og selvfølgelig en handlekraftig heltinde.

Halloween blev angrebet af nogle feminister for at være misogyn, men blev forsvaret af andre for netop at bryde med den overvejende tendens til i gyserfilm at gøre kvinder til forsvarsløse byttedyr.

»Den kvindelige hovedperson står øverst på plakaten og er i direkte konflikt med den mandlige morder, der ofte bliver overvundet takket været hendes mod og opfindsomhed og uden synderlig hjælp fra politifolk, kærester eller andre mandlige bifigurer, der fylder rollelisten ud,« skriver den britiske gyserekspert, filmkritiker og forfatter Kim Newman om Halloween og andre af tidens øvrige, mere vellykkede slasherfilm i bogen Nightmare Movies.

Og Newman fortsætter med at beskrive Halloween og sætte ord på, hvorfor filmen var og er så populær:

»Halloween er den perfekte maskinefilm. Dens eneste besked er ’bøh!’, og når man ser den i biografen første gang sammen med et modtageligt publikum, virker den for alvor. Den er lidt fjollet, fuld af neglebidende uhyggeøjeblikke og – bedst af alt – sjov. Carpenter har fundet essensen af, hvad et drive-in-publikum vil have af en tanketom gyserfilm og serveret det som en tredobbelt portion uden forstyrrende elementer. Michael Myers er psykopat. Han er ikke motiveret af et dybt moderhad, han nyder blot at skræmme folk.«

Gysets formål

Michael Myers taler ikke. Og han løber aldrig. Han bevæger sig roligt og målrettet gennem verden – ofte ser man begivenhederne med hans øjne, gennem maskens øjenhuller, og kan høre hans åndedræt – og han synes at være ustoppelig.

Lige meget hvor mange gange man skyder ham eller slår ham eller sparker ham, så holder det ham kun tilbage et øjeblik, inden han ufortrødent fortsætter med at jagte sit bytte til tonerne af det enkle, genkendelige klavertema, som John Carpenter selv har skrevet (Carpenter har også leveret musik til den nye film). Der er noget overnaturligt over Myers-figuren, hvilket også er med til at gøre ham så uhyggelig, og det samme er den mangel på motivation, som Kim Newman skriver om.

Kunne man fastslå, at Myers’ psykopati og morderiske natur skyldtes en bestemt hændelse i barndommen, ville den være nemmere at forholde sig til, og han ville være knap så skræmmende. Men fordi han tilsyneladende bare er ond og skræmmer og myrder for sin fornøjelses skyld, bliver han den inkarnerede bøhmand – en rædselsvækkende skikkelse, der træder ud af ens mareridt og repræsenterer alt det, man er bange for, og som man ikke kan slippe væk fra.

Det er også en af forklaringerne på filmens succes – og noget, som gentages igen og igen af Myers’ psykiater, Sam Loomis (Donald Pleasence), der i Halloween forsøger at stoppe ham.

»Hvem var det nu, der først talte om katarsis?« spurgte John Carpenter mig, da jeg talte med ham for et par år siden.

»Det er en af gysets store formål – at man konfronterer sin frygt i biografen og bagefter kan forlade den vel vidende, at det hele bare var fantasi, og at man er i sikkerhed. Gys er en universel størrelse. Alle nationer på kloden elsker og sætter pris på gyserfilm. Komedier rejser ikke altid så godt, men gysere gør. Alle mennesker er bange for et eller andet, og vi er alle bange for de samme ting, hvilket gør os menneskelige. Vi bliver født bange. Den slags er meget stærkt. Gyserfilm har været med os siden filmmediets begyndelse, og de tjener mange formål og bliver konstant genopfundet for en ny generation.«

Ingen blod

Som Kim Newman også er inde på i sin bog, var Halloween i nogen udstrækning for sjov, men de bidrag til slasherfilmen, som fulgte i årene efter John Carpenters film, inklusive dens egne opfølgere, var noget mere kyniske, blodige og spekulative. De handlede mestendels om kønne unge piger, som blev slået ihjel på bestialsk vis.

Fredag den 13.-serien, hvoraf den første er fra 1980, er et skoleeksempel på film i denne populære undergenre, der siden blev døbt teenage fuck’n’die, og som blev beskyldt for at være et udtryk for en puritansk, moraliserende tankegang: Unge, hormonalt forstyrrede mennesker på sommerlejr ved Crystal Lake går i seng med hinanden og må bøde for det med livet. I virkeligheden handlede det kun om at sælge billetter ved hjælp af vold og kvindekroppe.

John Carpenter forlod sig ikke på vold eller blod i Halloween. Han var en mere sofistikeret og dygtig filmskaber end som så.

Gruopvækkende billeder

Ligesom forbilledet Alfred Hitchcock, der fornyede gysergenren med Psycho (1960), er John Carpenter ikke – i hvert fald ikke i Halloween – interesseret i splatter, men i stemning, kameravinkler, musik og uhyggelige øjeblikke at skræmme (livet af) sit publikum.

Det er ikke tilfældigt, at Michael Myers’ psykiater hedder Sam Loomis – det er også navnet på en af figurerne i Psycho – og Jamie Lee Curtis, der altså spiller Laurie Strode, er datter af Janet Leigh, som har den kvindelige hovedrolle i Psycho.

Men vigtigst er sekvensen i begyndelsen af Halloween, hvor seksårige Michael knivmyrder sin søster, tydeligvis inspireret af den berømte brusebadsscene i Psycho, der er et studie i overlegen montageteknik. Man ser en kniv hakke, og man hører det kvindelige offer skrige, men man ser aldrig kniven ramme hendes krop. Det er publikum selv, der skaber den forbindelse og de gruopvækkende billeder oppe i hovedet.

’Halloween’. Instruktion: David Gordon Green. Manuskript: David Gordon Green, Danny McBride og Jeff Fradley. Amerikansk (Uhyggeligt mange biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu