Læsetid: 8 min.

En ny generation af kvindelige instruktører er i færd med at forandre sydkoreansk film

De seneste år har sydkoreanske film vakt opmærksomhed på filmfestivaler verden over. Opmærksomheden er hidtil blevet rettet mod de mandlige instruktører, men nu er en bølge af kvindelige på vej – og de bringer et nyt blik med sig
Et nyt tema i sydkoreansk film er ikkeheteroseksuelt begær, som også ’Our Body’ beskæftiger sig med.

Et nyt tema i sydkoreansk film er ikkeheteroseksuelt begær, som også ’Our Body’ beskæftiger sig med.

M-Line Distribution

19. oktober 2018

Ja-young har netop bekendtgjort, at hun ikke tog den eksamen, hun har studeret sig halvt ihjel til. Og at hun ikke har tænkt sig at gøre det. Ja-youngs mor ser lamslået på sin datter. Så rejser hun sig, tager Ja-youngs risskål fra hende og kaster den ned i køkkenvasken. Ja-young må forstå, at det afgørende er at tage den eksamen, om det så skal koste hende menneskeligheden.

Our Body af instruktøren Han Ka-ram er en film om en ung kvindes forsøg på at finde sig selv og sin identitet – og så er det samtidig en af de adskillige spillefilmsdebuter instrueret af kvinder, som blev vist på årets Busan International Film Festival (BIFF) i Sydkorea. En af de mest betydningsfulde filmfestivaler i Asien.

Sydkoreansk film har de seneste år vakt stor opmærksomhed på filmfestivaler verden over, og instruktører som Bong Joon Ho (bl.a. Snowpiercer), Park Chan Wook (bl.a. Handmaiden) og Lee Chang-dong – aktuel med Burning, som kommer til Danmark senere på året – har vundet internationale priser og trukket millioner i biografen.

Tendensen har hovedsageligt været tegnet af mandlige instruktører. Men ved dette års Busan-filmfestival, der sluttede lørdag, var halvdelen af filmene i BIFF’s delprogram, Korean Cinema Vision – der består af uafhængigt producerede film – instrueret af kvinder. Det samme var flere af de sydkoreanske film i andre dele af programmet.

Og kvinderne retter ikke kun op på kønsfordelingen i den sydkoreanske filmbranche; de er også med til at bringe nye perspektiver og temaer med ind på det store lærred, forklarer Jacob Ki Nielsen, ph.d. i koreansk film ved Københavns Universitet.

BIFF: Busan International Film Festival

  • Busan International Film Festival blev afholdt første gang i 1996 og er blevet en af de mest betydningsfulde filmfestivaler i Asien.
  • Adskillige film – også ikkeasiatiske – har verdenspremiere på BIFF.
  • I år blev der vist 324 film fra 79 lande.
  • Meget usædvanligt var halvdelen af filmene i BIFF’s delprogram, Korean Cinema Vision – der består af uafhængigt producerede film, modsat kommercielle – i år instrueret af kvinder. Det samme var flere af de sydkoreanske film i andre dele af programmet.
  • BIFF viser både mainstreamfilm og uafhængigt producerede film, men har særligt fokus på sidstnævnte.
  • Under BIFF kører også et Asian Film Market, som blandt andet giver instruktører mulighed for at pitche ideer til producenter og investorer.

Et af de nye temaer i sydkoreansk film er ikkeheteroseksuelt begær, som også Our Body beskæftiger sig med.

»Der har altid været fokus på marginaliserede eksistenser i koreansksprogede film, men oftest fortalt ud fra et heteroseksuelt, maskulint perspektiv,« siger Jacob Ki Nielsen.

Et andet tema er forældregenerationens manglende evne – og vilje – til at begribe de udfordringer, som unge i Sydkorea står over for. Det fortæller Nam Dong-chul, der er programplanlægger for BIFF.

»De nye kvindelige instruktører introducerer stærke kvindelige karakterer, originale plot og andre blik på verden, eksempelvis med udgangspunkt i unge mennesker. Ungdomsarbejdsløshed og ulighed er et tema, der går igen i flere film,« siger han.

Generationsopgør

Blandt de centrale emner i flere af de mere kommercielt anlagte sydkoreanske film på årets BIFF, finder man forskellige afledte moralske dilemmaer af de økonomiske problemer, som mange sydkoreanere oplever. Problemer, som samtidig udstiller en voksende generationskløft i Sydkorea, mener Nam Dong-chul.

Babyboomgenerationen fra 1950’erne-1960’erne er ikke gået på pension endnu, og det er først og fremmest dem, der sidder på de gode job. Deres børn har også oplevet økonomisk fremgang, men det gælder ikke børnebørnene. Arbejdsløsheden blandt unge stiger, og det samme gør forældrenes forventninger og pres.

Men det skaber også modpres. For de unge er begyndt at lukke ørerne for forældreformaningerne – de flytter hjemmefra, før de bliver gift og vil hellere hutle sig igennem tilværelsen end at leve under de voksnes regime. De dropper ud af deres uddannelser, arbejder på lager, gør rent, reparerer veje, laver kunst og de eksperimenter med seksualitet, køn, samlivsformer, alkohol og stoffer, mens forældrene skriger og raser, forgæves.

Flere af de nye sydkoreanske film beskriver temmelig nådesløst forældregenerationens uansvarlige ansvarlighed: Den vej, de forsøger at piske de unge ud ad, fører ingen steder hen. Ensomheden er total, og de voksne vil tilsyneladende hellere opføre sig som røvhuller end acceptere, at de unge har ret til – og måske endda også er bedre til – at træffe deres egne valg for at overleve i det samfund, de har fået overleveret.

I Lee Chang-dongs Burning – som er baseret på en roman af Haruki Murakami – er forældregenerationen repræsenteret ved en mor, der har forladt sit barn, fordi faren var voldelig, og en far, der hellere vil sidde den af i fængslet og svigte sin søn, end at sige undskyld til den lokale embedsmand, han har overfaldet. Sønnen Jong-su, der er Burnings hovedperson, kæmper med at få livet til at hænge sammen og vil mest af alt bare have fred til at skrive romaner.

Ved et tilfælde møder han en gammel skolekammerat fra landsbyen, Hae-mi, der hopper rundt i lyserødt miniskørt og markedsfører produkter på gaden i Seoul. Det giver enormt meget frihed at tjene sine penge fra dag til dag, forklarer Hae-mi, der både drømmer om et andet liv, om en højere bevidsthed, og om at forsvinde ud i intetheden.

Da hun pludselig gør netop det, mistænker Jong-su, at Hae-mis nye ven Ben – en hæmningsløst rig mand, som ikke vil fortælle, hvad han tjener sine penge på – har noget med Hae-mis forsvinding at gøre.

’Burning’ er et eksempel på, at kritikken i de sydkoreanske film har skiftet form fra systemkritik til angreb på de superrige.

Pinehouse

Burning er et eksempel på, at kritikken i de mere kommercielle sydkoreanske film har skiftet form – fra systemkritik til angreb på de superrige – mener Kim Kyung-hyun, der forsker i sydkoreansk populærkultur ved Seoul National University.

Ifølge Kim Kyung-hyun var det indtil for nylig især regeringen – der i et årti frem til præsident Park Gyen-hye blev væltet i 2017 var domineret af det konservative Saenuri-parti – som stod for skud, også i de mere kommercielle film. I de nye sydkoreanske blockbusters – heriblandt Burning og genrefilmen Believer om en ensom narkobetjents jagt på den mystiske mr. Lee – er social kritik afløst af mere eksistentielle spørgsmål om godt og ondt og meningen med livet. I begge film får de superrige imidlertid også en hård medfart:

»I Believer er de superriges livsførelse portrætteret i sin yderste absurditet og meningsløshed,« siger Kim Kyung-hyun med henvisning til det udkørte kinesisk-koreanske par, der i filmen forsøger at opkøbe store mængder særligt produceret narko fra mr. Lee, mens de vælter rundt i en sky af vold og sex i en gigantisk hotelsuite i Seoul.

Kim Kyung-hyun mener, at angrebene på de superrige i nye sydkoreanske film er et produkt af både sociale dynamikker i det sydkoreanske samfund, hvor afstanden mellem rig og fattig er vokset markant, og af en såkaldt »hollywoodisering«.

»Genrefilmens superskurk er ofte både ubegribelig og superrig,« som han udtrykker det.

Nordkorea og det transnationale

I en af de nye filmsucceser, The Spy Gone North, er den regeringskritiske vinkel imidlertid stadig tydelig. Filmen bygger på en virkelig historie om en sydkoreansk spion i Nordkorea, som endte med at blive spundet ind i en politisk intrige: Da meningsmålinger i 1997-1998 viste, at den genforeningsvenlige Kim Dae-jung og hans Demokratiske Parti stod til at vinde valget i Sydkorea, forsøgte efterretningstjenesten at orkestrere væbnet aggression fra Nordkorea for at påvirke vælgerne til at stemme konservativt.

Men det er ikke den politiske kritik, der har trukket folk i biografen, mener Kim Kyung-hyun: »Det er snarere vores evige fascination af Nordkorea, af dem, der er ligesom os og så alligevel helt anderledes.«

Nordkorea optræder også i Beautiful Days – åbningsfilmen på BIFF – her i skikkelse af en kvinde, der er blevet smuglet over grænsen til Kina og købt som hustru af en ældre koreansk-kinesisk bonde. Da hendes smugler vil have flere ressourcer ud af hende, stikker hun af. 14 år senere opsporer hendes søn hende i Seoul, og gennem hans forsøg på at forstå, hvorfor hun forlod ham, giver Beautiful Days et portræt af en overlevelsesdygtig kvinde, som har truffet radikale valg ud fra vanskelige omstændigheder.

Instruktøren Jero Yun, der har levet flere år i grænselandet og lavet dokumentarer om nordkoreanske migranter, fortalte til pressevisningen om sit budskab med spillefilmdebuten:

»Jeg tror på, at ligegyldigt, hvad der er sket i fortiden, vil vi mødes igen. Filmens titel er ironisk, men udtrykker også et håb om smukke dage, der vil komme. Jeg tror, at interkoreanske relationer vil forbedres. Som en person, der lever i denne delte virkelighed, er det et budskab, jeg længe har haft i tankerne.«

Jacob Ki Nielsen fremhæver Beautiful Days som et eksempel på en ny tendens, der er begyndt at komme frem i sydkoreansk film:

»Noget af det mest spændende er de transnationale film som f.eks. House of Hummingbird og Beautiful Days. I de kommende år bliver det særligt interessant at se om, og hvad de nye generationer af kvinder med flere nationaliteter i til f.eks. Vietnam og Kina har at fortælle.«

Andre film af kvindelige instruktører

  • ’Youngju’ af Cha Sungduk: Da Youngju akut skal skaffe penge til at få sin lillebror ud af en knibe, opsøger hun den mand, der kørte deres forældre ned. Det, der starter som et forsøg på at udligne uretfærdigheden ved at stjæle penge fra drabsmanden, udvikler sig til et skrøbeligt reparationsforhold.
  • ’Maggie’ af Yi Okseop: På et privathospital dukker et x-ray op af en mand og en kvinde, der har sex. Alle ansatte tror tilsyneladende, at det er dem, og kun to sygeplejersker trodser skammen og kommer på arbejde næste dag. De begiver sig ud i en besynderlig aktion for at genrejse tilliden blandt mennesker.
  • ’Sub-Zero Wind’ af Kim Yuri: Kusiner og bedste venner Young-ha og Mi-jin svigtes på forskellig vis fatalt af de voksne omkring dem og forsøger at klare sig sammen i en verden, hvor ingen er til at stole på.
  • ’A Boy and Sungreen’ af Ahn Ju-young: Da Bo-hee får grund til at tro, at det er løgn, når hans mor siger, at faren er død, begiver han sig ud for at finde sandheden. Hans excentriske veninde Sungreen følger ham med sit kamera.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu