Læsetid: 17 min.

Provokatøren Lollike har vadet i succes. Nu møder han modstand

Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Han er blevet kaldt et kraftcenter i dansk teater og branchens enfant terrible. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel? På baggrund af samtaler med kendere og kolleger tegner vi et portræt af den hyperproduktive instruktør
Han laver teater om terrorister, flygtninge, selvmordere og voldtægtsforbrydere. Ifølge hans kritikere er han unødigt provokerende, men anmelderne elsker ham. Det plejer de i hvert fald at gøre, men hans aktuelle ’Aladdin’-opsætning mødte en sjældent enig mur af sure kritikere. Hvem er han egentlig, denne Christian Lollike, og har han sejret sig selv ihjel?

Rune Aarestrup Pedersen

19. oktober 2018

Morten Hesseldahl var netop tiltrådt som ny direktør på Det Kongelige Teater, da han første gang stiftede bekendtskab med instruktøren Christian Lollike. Sammen med balletkompagniet Corpus havde den dengang 41-årige dramatiker og instruktør samlet noget så umage som kongelige balletdansere og krigsveteraner – og Det Kongelige Teater havde lånt ham Skuespilhusets Store Scene til at boltre sig på.

»Det her er et freakshow, og det går galt,« tænkte Hesseldahl.

Det var en af de første forestillinger, han så som direktør.

Til premieren stod de yndefulde ballerinaer side om side på scenen med stærke mænd med bortsprængte lemmer. Salen var fyldt med soldater.

»Det var en chokerende oplevelse for mig, og det var det også for de her soldater, der var rystede over, at nogen satte ord og krop på deres udsendelser. Det ramte simpelthen direkte i hjertekulen,« husker Morten Hesseldahl, der i dag er administrerende direktør i Gyldendal.

Dengang var der ifølge Hesseldahl ikke nogen, der for alvor havde behandlet det faktum, at så mange danskere har et forhold til de krige, Danmark har været i. Det gjorde Christian Lollike, og forestillingen er ret symptomatisk for hele hans værk:

Tag et politisk emne, som fylder aviserne og nyhedsudsendelserne.

Konsultér mennesker, der ved noget om det.

Lyt, og spørg.

Og bliv ved med at spørge.

Eksperimenterne

Christian Lollike er dansk teaters førsteprovokatør, og siden begyndelsen af dette århundrede har han ophidset og begejstret danske teatergængere. Han er næsten lige så feteret, som han er produktiv – og det siger ikke så lidt.

Tabuet er hans speciale, og han har skrevet og instrueret teater om terrorister, nynazister, gruppevoldtægtsmænd og en hel del andre af den slags typer, som de færreste af os har lyst til at komme alt for tæt på. Selv driver han teatret Sort/Hvid i Kødbyen, han opsætter stykker på de store scener, og han har bare i år haft en finger (eller flere) med i fem forskellige forestillinger – ikke mindst White Nigger/Black Madonna, som skabte stort postyr og endte med at skifte navn til Black Madonna. 

’White Nigger/Black Madonna’.

Sigrid Nygaard

For at finde ud af, hvem han er, og hvad det er, han kan, har vi talt med en række teaterkritikere og -kendere, kolleger og samarbejdspartnere. Sammen fortæller de historien om en mand, der i høj grad har været medvirkende til at genskabe teatret i Danmark som scene for politisk diskussion og engagement. En mand, som har delt den offentlige opinion med sine provokerende forestillinger, men næsten altid samlet anmelderne og prisjuryerne.

Men også om en mand, der med sin nyeste forestilling måske har ramt en mur. 

Christian Lollike er aktuel med sin version af Adam Oehlenschlägers Aladdin på Det Kongelige Teater. Om den skrev Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst, at instruktøren »plukker lavthængende frugter« i en forestilling, der er »rodet og fuld af uskarpe provokationer«. Ifølge Jyllands-Postens Nanna Frank Rasmussen drukner den i »verfremdungstekniske, pletblødende banaliteter«, mens Trine Wøldiche her i Information mente, at »provokationerne bliver skåret ud i pap«. Også Politikens Monna Dithmer og Berlingske Jakob Steen Olsen var skeptiske.

Så hvad sker der? Er tiden løbet fra Lollike? 

Kritikeren Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, der også anmelder teater i Information, er generelt begejstret for Lollike, fordi han – som hun formulerer det – er lykkedes med at lave et kritisk teater, der har udfordret den gamle naturalistiske scene.

»Helt grundlæggende arbejder han med at provokere, men provokere for at fremprovokere refleksion,« siger hun.

»Men der er ingen tvivl om, at når han gør det, så har det også provokeret på en måde, hvor det ofte bare er kommet til at handle om ham selv. Og så mislykkes hans projekt, for så kommer det jo ikke til at handle om de ting, han gerne vil undersøge.«

Og det er der, Christian Lollike står lige nu, mener hun.

»Måske har han udmattet sin egen metode – den her lidt ironiske tilgang, hvor der aldrig er et let afkodeligt udsagn, men en masse forskellige, der bliver udstillet og brugt imod hinanden. Han bruger jo de samme greb igen og igen, og det synes jeg egentlig er fedt, fordi det også er en måde at udfordre det forhold, at teatret altid skal være nyt og overraskende. Men på en eller anden måde er han også stivnet i de greb,« siger hun.

Politikens Monna Dithmer, der har anmeldt teater i Politiken siden 1994 og fulgt Christian Lollike siden begyndelsen af 00’erne, siger, at han er unik, fordi han har modet til at flytte sig selv og begive sig ud i nye eksperimenter: 

»Han har lavet opera, politisk gadeteater og installationer med flygtninge, der var skyllet op på land. Hans projekt er, at han vil have folk til at tænke sig om og komme i tvivl. Og det formår han virkelig at gøre, samtidig med at han afprøver genrer på en måde, som ingen andre gør herhjemme.«

Men – tilføjer hun:

»Jeg må indrømme, at da jeg var inde og se Aladdin, ærgrede det mig grumt, fordi det lyste langt væk af, at han ikke havde fået greb om, hvad han ville. Det var, som om det red med ham, snarere end at han havde tanker om, hvad han ville med det. Hvad det skyldes, ved jeg ikke.«

Familien

Christian Lollike er en privat kunster. Han lader sig gerne interviewe, men taler nødigt om sit privatliv, fordi han helst vil undgå, at publikum sidder og genkender træk fra hans opvækst i forestillingerne.

Sådan har Birgitte Dam beskrevet det i biografien Scenekunst på kanten (2017).

Ideen om, at det gør værket større at komme behind the scenes, er forkert, mener han – tværtimod gør det værket mindre, fordi det kan afmystificere det. Alligevel har han gennem tiderne fortalt om sig selv og sin baggrund i forskellige interviews.

Christian Lollike er født på Frederiksberg Hospital 20. april 1973. De første år boede familien i København, men da han var otte, flyttede de til det Fredensborg, han siden har betegnet som »halvsnobbet«. Begge Lollikes forældre er jurister, men han søgte aldrig den akademiske vej. Han var ikke god i skolen, hverken til at læse eller skrive, og den dag i dag er han »forholdsvis ordblind«, som han flere gange har fortalt.

Blå bog: Christian Lollike.

  • Født 20. april 1973 på Frederiksberg.
  • Opvokset i det »halvsnobbede« Fredensborg i Nordsjælland.
  • Uddannet dramatiker fra Aarhus Teater og har læst filosofi og litteratur på RUC.
  • Instruktør på Aarhus Teater fra 2005-2011.
  • Siden 2011 kunstnerisk leder på Sort/Hvid (tidligere CaféTeatret) i København.
  • Står bag overvældende mange forestillinger, bl.a. ’Dom over skrig’ (2004), Underværket – the re-Mohammed-ty show (2005), ’Service Selvmord’ (2005), ’Nathan (uden titel)’ (2007), Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia’ (2008), ’Kødkarrusellen’ (2009), ’Fremtidens historie’ (2010), ’Manifest 2083’ (2012), ’Skakten’ (2013), ’All My Dreams Come True’ (2013), ’Uropa – en asylballet’ (2016), ’Erasmus Montanus’ (2017), ’Hospital’ (2018) og ’Aladdin’ (2018).
  • Har vundet flere Reumertpriser, blandt andet som Årets Dramatiker i 2009 og 2013.

»Fra jeg var lille, har jeg ikke kunnet forstå, hvorfor et ord ikke skulle kunne staves på en anden eller helt tredje måde. Sådan er det stadig,« har han sagt til Jyllands-Posten. 

Efter folkeskolen blev han erklæret måske-egnet til gymnasiet og søgte ind på handelsskolen, hvor han aldrig rigtig fandt sig til rette. I midten af 1990’erne følte han sig overbevist om, at han skulle skrive, og flirtede både med tanken om Journalisthøjskolen og Forfatterskolen. Teater havde han vist aldrig interesseret sig for, men en sommerferie skyndte han sig at læse en masse dramaer, gik til optagelsesprøve på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater og kom ind.

I sit 45 år lange liv har han altid været omgivet af onkler, tanter, fætre, kusiner. Til familiemiddage – har han beskrevet – kan der sidde 20-40 mennesker rundt om bordet. Nogle gange har han optaget lyd og billeder fra den slags begivenheder for bagefter at undersøge, hvordan samtaler forløber, og hvornår der er emneskift. Optagelserne har han kunnet bruge i sine tekster, ikke mindst i familiedramaet Familien der kunne tale om alt på Aarhus Teater.

»Jeg har kendt Christian altid og arbejdet meget meget med ham lige fra begyndelsen af hans karriere,« siger Trine Holm Thomsen, der er teaterchef på Aarhus Teater. Hun er også Lollikes kusine, men de har altid »holdt det professionelle og private adskilt«, som hun siger. Thomsen var dramaturg på teatret, da han gik på dramatikeruddannelsen, og i 2001 var hun med til at give ham hans første opgave, Operation: Luise og Ferdinand

De fleste af Lollikes mange forestillinger har han skabt på Aarhus Teater, og da Trine Holm Thomsen for tre år siden blev chef, indledte teatret et formaliseret arbejde med Sort/Hvid. De to første fælles forestillinger, Living Dead og Erasmus Montanus, indbragte tilsammen fem Reumerter.

Fra stykket ’Erasmus Montanus’

Benjamin Nørskov

»Christians helt store styrke er, at han altid går ind i det vedtagne – der, hvor der er konsensus – og stiller spørgsmål. Hvorfor er det sådan? Det kan virke provokerende, når der stilles spørgsmål ved ens faste overbevisning, som man måske aldrig har tænkt over, og det er jo egentlig meget simpelt, men der er ikke andre, der gør det. Det gør ham original. Han finder altid en vej ind i et værk eller en tendens i samfundet, hvor han sætter spørgsmålstegn ved noget, som ryster os i vores verdensopfattelse,« siger hun og tilføjer, at han er helt særlig i teaterlandskabet og ikke kan erstattes, for der er ingen andre, der gør som han:

»Han skriver godt, og han er idérig, men han er først og fremmest drevet af en nysgerrighed og tvivl, som gør, at han lytter, er åben og stiller spørgsmål. Det ligger til ham. Også i ganske almindelig hverdagssnak: ’Hvorfor er det egentlig sådan?’«

Gruppevoldtægt og terror

To år efter Operation: Luise og Ferdinand skabte Christian Lollike sine første overskrifter, da han med forestillingen Dom over skrig på det aarhusianske teater Katapult undersøgte den maskuline energi, der ligger bag en gruppevoldtægt. Flere politikere var rasende, og Dansk Folkepartis daværende kulturordfører Louise Frevert krævede støtten til teatret fjernet. 

Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen husker tydeligt forestillingen og beskriver, hvordan der i Lollike pludselig var en ny stemme med et engagement og en samfundsinteresse, der var sjælden i dansk teater.

»Ikke mindst på det tidspunkt, hvor det meste dramatik handlede om to mennesker, der sad i en sofa og forsøgte at løse deres parforhold,« siger han.

»Det med at bruge teatret og finde ud af, hvad det kan bidrage med i en offentlig debat, er han fremragende til. Og det var med Dom over skrig, han første gang viste det.«

I årene efter Dom over skrig stod han bag en lang række forestillinger, men det var i 2012, hans navn blev kendt i den brede offentlighed. Ikke engang et år efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo opsatte Christian Lollike terroristens rablende proklamationstekst i stykket Manifest 2083 på CaféTeatret.

Det gik ikke stille for sig.

’Manifest 2083’.

Søren Solkær

»Han fik især tæsk fra folk, der ikke havde set forestillingen, men som havde en klar politisk interesse i, at vi ikke måtte tale om Breivik som symptom på noget,« siger Jakob Steen Olsen. »De her folk mente, at vi skulle kaste nøglen væk og glemme alt om ham.«

Lollike gjorde det modsatte: Han ville give terroristen en stemme ud fra ideen om at forstå det uforståelige. Og ifølge Anne Middelboe Christensen, der i en årrække har været teaterredaktør på Information, men for tiden er dramaturg på Vendsyssel Teater, er sagen om Breivik-stykket betegnende for Lollike:

»Hans dramatik går konsekvent efter at skildre konflikter fra gerningsmandens – ikke ofrets – perspektiv. Normalt går kunst til problemer fra ofrets position, så vi kan mærke medfølelsen. Han gør det omvendte.«

Provokationen

Politikere kaldte Breivik-forestillingen »usmagelig underholdning«, og Lollike modtog en hel del hadepost i de dage. »Det er og bliver en usmagelig snagen i vold og drab,« skrev Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i et læserbrev, og andre skrev, at han provokerede for at sælge billetter. 

Beskyldningen om, at han bare søger en sensation, der kan trække flere folk i teatret, er den, han har det værst med, har han sagt. Han bliver bare tiltrukket af store begivenheder, som har indflydelse på vores selvopfattelse:

»Lige så snart noget bliver stemplet som umenneskeligt, føler jeg en stærk trang til at tilegne mig det, forstå det, komme ind i det og finde ud af, hvad det er. Det er det, som i mine øjne er kunstens opgave,« har han sagt til Politiken.

»Det var enormt vigtigt, at han gjorde det,« siger Monna Dithmer om Manifest 2083, »men det satte virkelig provokatørstemplet på ham. Og det er en utrolig kedelig etikette at rejse rundt med, for det afmonterer, hvad der ellers må være af interessante ting. Selvfølgelig er det rigtigt, at han gerne vil provokere, for han vil gerne ruske folk og have dem til at komme i tvivl. Men der er mere i ham end bare provokationen.«

I 2018 var den gal igen. Han lod den hvide forfatter Madame Nielsen male sig sort i ansigtet og posere på plakater, der blev hængt op i København, med teksten: White Nigger/Black Madonna. En del af dem hængte på Københavns Universitet, og inden nogen for alvor nåede at blive sure, havde Sort/Hvid sørget for at arrangere et seminar, hvor forskere og debattører var inviteret til at diskutere »kunst i en identitetspolitisk tid«.

Det gjorde de i dén grad.

»Vi skal leve med den raciale vold, I har begået,« lød anklagen mod Lollike og Nielsen på seminaret, der fik intens mediedækning. 

Forestillingen endte med at skifte navn til Black Madonna, og nogle fortsatte med at være sure på den i månedsvis.

De anmeldere, Information i dag har talt med, roser den.

»Forestillingen er en kærlighedserklæring til teatret og den idé, at man på teatret må være en anden. Den identifikation og empati, teatret kan levere, fordi det er et smukt sted, hvor du kan leve dig ind i andre, var der nogen, der ville fratage det i en gold forestilling om, at man ville fratage nogens stemmer ved at udgive sig for at være dem,« siger Jakob Steen Olsen.

Anne Middelboe Christensen, der så forestillingen efter debatten, er enig:

»Det var stærkt teater om, hvordan man som instruktør og performer sætter sin krop, intellekt og musikalitet på spil. Han var ikke bare nøgen, han kradsede huden af for at vise, hvor langt vi går i forhold til at fornedre folk. Det var meget voldsomt,« siger hun.

Propagandaminister

I branchen er Christian Lollike generelt vellidt og omgærdet af respekt. Han har ifølge Morten Hesseldahl »genopfundet teatret som kritisk platform«, mens der i perioden før ham var meget »P1-teater«.

Instruktøren Tue Biering, der bl.a. arbejdede med Lollike på forestillingen Skakten, roser ham også: »Christian skriver helt vildt godt, og han vælger aldrig ét bestemt sted at tale fra, men skifter hele tiden perspektiv og får derfor skabt nogle meget komplekse og udfordrende værker, som får mig til at tænke og reflektere. Han udfordrer konstant sig selv og sin omverden, og så er han sindssygt ambitiøs og har noget på hjertet. Det sidste, tror jeg, giver den energi, som gør, at han kan udkomme med så mange forestillinger.«

Morten Kirkskov, som i dag er skuespilchef på Det Kongelige Teater, er enig:

»Christian tænker indhold. Han tænker aktualitet, han sigter hele tiden på at ramme noget, der ligger lige foran dér, hvor andre er i tiden – og det lykkes ofte. Han er god til at sælge sit budskab og går langt for det,« siger han.

Et eksempel på hans evne til at komme i medierne er sagen om Black Madonna. Et andet er Dukkepartiet, et »kunstnerisk politisk parti«, som Sort/Hvid stod bag, og som i 2014 annoncerede, at det ville stille op til folketingsvalget. I april 2015 annoncerede partiet, at det havde indsamlet over 18.000 underskrevne vælgererklæringer, men senere måtte det indrømme, at historien var en såkaldt nødløgn.

For sjov har Kirkskov kaldt ham »propagandaministeren«:

»Engang talte vi om, at vi skulle lave en historie om, at han havde givet mig et blowjob for at få lov til at lave en forestilling på Det Kongelige,« siger han, »men jeg kan så her afsløre, at hverken historien eller blowjobbet blev til noget.«

Hyperproduktiviteten

Lollikes produktivitet er voldsom – »ærefrygtindgydende« med Morten Hesseldahls ord – men når han har så mange værker på sit cv, handler det også om, at han samarbejder. Samler et hold til at skrive, sætter skibe i søen. Og så i øvrigt forventer meget af sine kreative kolleger såvel som sine medarbejdere på Sort/Hvid.

Han er intet overmenneske, tværtimod er han ifølge Tue Biering meget menneskelig: »Sårbar, lyttende, skrøbelig og søgende,« som han siger. Morten Kirkskov siger, at han har en stor selvtillid og begavelse, som gør, at han tør gå langt – »og så i øvrigt på et personligt plan har tyndskid over, at folk bliver vrede på ham«:

»Han elsker konsekvens, og ja, nogle gange fatter man ikke, hvor han får tiden og kræfterne fra. Men i løbet af en proces rasler kiloene også af hans ellers fine krop, så det er tydeligt, at der faktisk er tale om et forholdsvis almindeligt menneske med en krop og et privatliv,« siger han.

Ifølge Trine Holm Thomsen fra Aarhus Teater er det både sjovt, udfordrende og krævende at arbejde sammen med ham:

»Man må være indstillet på, at man arbejder i en proces, hvor alt hele tiden kan ændres. Får Christian en idé, er han til enhver tid åben for at lave det hele om,« siger hun.

’Føling. Føling. Vent. Slut.’

Betina Garcia

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, der også anmelder teater i Information, siger, at der er en »virkelig stor energi i«, at han både har sit eget teater, arbejder med de store scener og samarbejder så intensivt på kryds og tværs med folk.

»Men det har klart den begrænsning, at når tingene går hurtigt, så kan metoderne og begreberne godt blive en sovepude,« siger hun.

Og så er vi tilbage ved Aladdin og de dårlige anmeldelser.

»Jeg synes ikke,« siger Berlingskes Jakob Steen Olsen, »at Aladdin er verdens bedste forestilling, og det er ikke nogen hemmelighed, for det har jeg skrevet i avisen. Men alle har jo lov til at fejle. Meningen med teatret er, at man skal forsøge. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.«

»Om 20 år vil man se på den her forestilling og sige: ’Nå ja, det var alt det, vi talte om med politisk korrekthed i kunsten og muslimerne mod de hvide’. Den ridser det hele op, men der bliver ikke taget stilling, og det synes jeg næsten er lidt svagpisseragtigt,« siger han og tilføjer, at han stadig mener, Lollike er en modig mand.

»Men han er også en følsom mand, der tager kritik nært. Så jeg håber, Christian Lollike bliver ved med at være så kompromisløs, som han hele tiden har været. At han ikke lader sig påvirke af et ydre pres eller en eventuel omgang dårlige anmeldelser. Han skal fortsætte med det, han synes, giver mening. Og det er jeg sikker på, han også gør.«

Sagt og skrevet om Christian Lollike

Kulturordfører Louise Frevert (DF) til kulturminister Brian Mikkelsen, 4. marts 2004, ifm. ’Dom over skrig’

»Dansk Folkeparti finder det usmageligt, at en dramatiker som Christian Lollike kan sætte et stykke op, hvor han motiverer stykkets relevans og forsøger at beskrive de iboende destruktive følelser, som vi alle har efter forfatterens mening, og at finde ud af, hvilke kræfter der udløser en gruppevoldtægt, og at antagelsen er, at det er en situation, som alle mænd potentielt kan havne i. Med en sådan motivation mener vi, det er helt urimeligt, at man bruger statsstøttemidler til stykker, hvor en dramatiker begynder at diagnosticere mennesker, der har så sygelige tilbøjeligheder som at øve voldtægt.«

Klage til kulturminister Brian Mikkelsen (V), maj 2005, ifm. ’Underværket – the re-Mohammed-ty show’

»Christian Lollikes nye stykke, Underværket på Teater Katapult i Aarhus, er en pærevælling af åbenlys idioti, terroristromantik og venstrefløjsbavl.«

Leder af Center for Selvmords-forebyggelse i Risskov, Bente Hjorth Madsen, Berlingske, 2. marts 2006, ifm. ’Service Selvmord’

»Det er fint at ville diskutere emnet selvmord, men det falder mig for brystet, at stykket er handlingsanvisende for, hvordan man kan tage sit eget liv. Man skal ikke puffe til folk i stedet for at redde dem i land.«

Formand for Folketingets socialudvalg Martin Henriksen (DF), DR, 11. september 2009, ifm. ’Fremtidens historie’

»Fremtidens historie på Det Kongelige Teater er først morsom, men siden udvikler den sig til et plat politisk indlæg forklædt som kunst. (...) Den slags bør staten ikke støtte.«

Kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V), DR, 7. maj 2012, ifm. ’Manifest 2083’

»Jeg synes fra begyndelsen, det var et tegn på dårlig smag, som ikke havde andre formål end at give rum til Breiviks syge tanker.«

Værdiordfører Pia Kjærsgaard (DF), Information, 9. oktober 2012, ifm. ’Manifest 2083’

»Ved at beskæftige sig med Breivik forvandler Christian Lollike manden til en helt. Der er intet at ’forstå’ eller for den sags skyld at fortolke i dette manifest. Det er en syg mands syge og kriminelle handling. Den bedste parallel til Christian Lollikes teaterstykke ville i virkeligheden være en forestilling om massemorderen Peter Lundin eller Amagermanden. Det er og bliver en usmagelig snagen i vold og drab. En tendens, som i de senere år er blevet udbredt, og hvor kriminelle gøres til ’kendisser’. En mand som Anders Behring Breivik skal ties ihjel.«

Lektor og forfatter Hans Hauge, Berlingske, 10. maj 2013, ifm. ’Skakten’

»Er der tale om, at dansk teater har fået en nazidille? Er der, Christian Lollike, andet end et par forkølede nynazister i Greve? De betyder jo intet i Danmark, hvorimod vi har en række venstreekstremistiske grupper, der både er tiltalt og domfælt for vold som f.eks. Antifascistisk Aktion og Redox. Hvorfor fanger disse miljøer ikke teaterfolkets interesse?«

Kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V), Politiken, 22. april 2015, ifm. Dukkepartiet

»Man skal ikke bryde med armslængdeprincippet, men det er jo os politikere, der bestemmer, ud fra hvilke parametre man skal fordele støtten. Jeg forstår ikke, hvordan Kunstfonden kan blive ved at betragte Dukkepartiet som kunst.«

Sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, Kristeligt Dagblad, 3. maj 2016, ifm. ’Martyrmuseum’

»Der findes forskellige tegn på, at vi er omgivet af et højt tempo. For eksempel skulle der kun gå cirka fem uger fra dagen, hvor islamistiske terrorister dræbte tilfældige mennesker i Bruxelles, til disse mordere blev genstand for et kunstprojekt i København. På teatret Sort/Hvid kan man snart opleve reproducerede genstande fra blandt andet angrebet i Belgien, og hensigten er at vække tanker angående martyriet, ondskaben og det at være helten i sit eget liv.«

Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Sabrina Vitting-Seerup, Information, 15. maj 2018, ifm. ’White Nigger/Black Madonna’

»Når plakaterne (for forestillingen White Nigger/Black Madonna, red.) hænger i det offentlige rum, er intentionen bag ikke klar, og så er det kun det racistiske, der står tilbage. Og så er det en undertrykkende, diskriminerende handling. Et angreb på en gruppe, der i forvejen er udsat for undertrykkelse. Det er racisme.«

Østens mystik møder aktuelle samfundsdebatter og unødige provokationer i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer