Læsetid: 3 min.

Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat har arbejdet på værtshus i mere end 11 år: »Jeg har sådan nogle små sedler, som jeg skriver notater ned på«

47-årige Uffe Lorenzen, musiker og forsanger i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, har arbejdet på Café Svejk på Frederiksberg som bartender siden 2007. Han kan godt lide afvekslingen mellem også at kunne være den tjenende person, i stedet for altid at være musikeren, der skal vartes op
Uffe Lorenzen op Smukfest i sommer, 2018.

Uffe Lorenzen op Smukfest i sommer, 2018.

Helle Arensbak

5. oktober 2018

»Jeg havde levet af at spille musik i nogle år, men i 2007 løb jeg tør for penge samtidig med, at jeg skyldte nogle penge i skat. Så måtte jeg jo få et job. Jeg spurgte ejeren af værtshuset Café Svejk på Frederiksberg om han ikke kunne give mig et. Han troede selvfølgelig, at jeg mente et musikjob, men for mig det handlede jo om at få en mere fast ting.«

»Jeg har stået bag baren i mere end 11 år. Jeg arbejder der sådan set stadig et par gange om måneden. Jeg hjælper med at slæbe øl ind på lageret og stille den tomme emballage ud.«

»Jeg har været sindssygt glad for Svejk – for at have et andet tilholdssted og et fast fokus i mit liv. Når man er musiker, er man vant til at blive vartet lidt op, der er altid nogen, der sørger for, at tingene bliver gjort. Man skal sådan set bare møde op på det aftalte tidspunkt og så gå på scenen og give alt, man har. Men på Svejk er det mig, der skal være tjener.«

»Og jeg føler mig faktisk godt tilpas med den tjenende rolle. Det er en sund afveksling i mit liv. Det er særligt, når stemningen er god, og folk er glade, at jeg rigtig godt kan lide at være høflig og hjælpsom over for folk. Det hænder selvfølgelig også, at der er en, der får for meget og kaster op på toiletgulvet.« 

»Der er flere mennesker nu end tidligere, der ved, hvad det er for noget musik, jeg laver. For nogle år siden spurgte folk rigtig tit: ’Har du ikke engang spillet i et band?’ De havde et minde om at have set mig i en eller anden sammenhæng. Mange har en forestilling om, at det at spille musik er noget man holder op med – måske fordi at mange spiller i et band, når de er unge, og når de så bliver voksne og får børn, og der skal smør på brødet, stopper de. Sådan har jeg jo aldrig set på det. Jeg ser det som noget, jeg ikke kan lade være med. Det har altid været lidt irriterende det spørgsmål, fordi det antyder, at man er ude af folks bevidsthed.«

»Jeg tror sådan set alle stamkunderne ved, at jeg er musiker, og efterhånden ved mange af de andre gæster, der kommer forbi, det også. I de senere år er jeg blevet genkendt oftere, specielt i weekenderne, hvor mange unge mennesker går ud. Det at blive genkendt er svært i nogle situationer, fordi jeg ser jobbet som en afveksling, et sted hvor jeg bare kan være folks tjener, og ikke en eller anden man skal tage en selfie med. Det er befriende at have et sted, hvor jeg ikke skal være kreativ, hvor jeg ikke skal være et kendt ansigt, og hvor jeg ikke skal forholde mig til min musik.«

»Jeg har også oplevet, at det blev problematisk i længden, fordi det at være kreativ kræver en masse tid, og man kan ikke lige gå på arbejde og så gå hjem og være kreativ bagefter.«

»Det, jeg holder allermest af, er jo at spille guitar og flette ord sammen til det lille puslespil, som en sang er. I perioder, hvor jeg har arbejdet meget på Svejk, har jeg ikke altid været klar med de sange jeg skulle bruge, når det var tid til at lave en ny plade.«

»Der er flere ord i mine sange, som jeg har fået på Svejk. Jeg har sådan nogle små sedler, som jeg skriver notater ned på. Der var en stamgæst, Orla, der en sen nat i en lettere overrislet tilstand fik fremstammet, at ’enhver er sig selv fjernest,’ som er en sjov lille omskrivning af et ordsprog. Jeg brugte den linje i den sang, der hedder »Min skygge,« som jo netop handler om personlighedssplittelse. Orla blev meget glad, nærmest stolt.«

»Noget af det sjove ved at arbejde på en bar er, at man får en anden vinkel på beruselse og på mennesker, når man ser de samme mennesker og de samme branderter. Det er ret interessant. Og man lærer noget om sig selv, når man ser det hele udefra. De fleste ryger ind i en eller anden form for loop, når de får nok at drikke. Der bliver noget nærmest rituelt over de ting, folk siger. Det kan også være smertefuldt for sådan en som mig, fordi det bliver et spejl; jeg kan se mig selv i min egen brandert og mine egne loops.«

Serie

Kunstnerens andet job

De færreste kunstnere kan leve af deres kunst. De fleste er afhængige af et andet arbejde ved siden af. På denne plads fortæller en række kunstnere om de bedste, værste, sjoveste og mest underlige bijobs, de har haft igennem tiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steen Voigt
  • Katrine Damm
David Zennaro, Steen Voigt og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu