Læsetid: 4 min.

Utøya-overlever: »Breivik-film fortæller ikke den fulde historie«

To film om 22. juli 2011 har haft premiere i år, men Lara Rashid, der var til stede på Utøya og mistede sin storesøster, mener at begge film udelader vigtige elementer og ikke fokuserer nok på Anders Behring Breiviks politiske motiver
10. oktober 2018

Overlevende fra den blodige terrorhandling på den norske ø Utøya i 2011 vil aldrig have behov for at blive mindet om den massenedskydning, der tog 69 unge menneskers liv. Alle detaljer i den traumatiserende og forfærdende oplevelse vil for altid stå levende indprentet.

Men for Lara Rashid, en overlevende, som mistede sin storesøster, Bano, denne julidag i 2011, er det alligevel noget af en prøvelse at dykke ned i de to filmiske skildringer af den morderiske terrorist Anders Behring Breiviks ugerninger.

Efter at have set både Paul Greengrass’ nye dramadokumentar, 22. juli, og den norske instruktør Erik Poppes Utøya – 22. juli, erklærer Lara Rashid, at hun hellere havde set begge film fokusere på andre aspekter af den tragiske hændelse.

»De overser væsentlige perspektiver,« siger hun til Observer.

Dog hilser hun velkomment, at begge forsøger at sætte fokus på den forrykte højreekstreme ideologi, der inspirerede til massemordene.

Lara Rashid var 16, da hendes søster blev myrdet. Selv om hun sympatiserer med motiverne bag begge film, er der elementer, hun ser kritisk på.

Greengrass’ film, som fik en overvejende positiv modtagelse ved sidste måneds filmfestival i Venedig, bruger autentiske ofres navne og afsætter megen tid til at fortælle massemorderens historie. Vi følger Breiviks vej til øen, efter at han har udløst en eksplosion i Oslos regeringskvarter, der dræbte otte mennesker. Rashid, som bistod den britiske instruktørs hold, bliver selv portrætteret i en række scener.

Kvindehad underbelyst

»Greengrass udelader dele af historien. Han har fire hvide mænd som sine hovedpersoner,« siger Lara Rashid.

»Måske fordi han har lettere ved at relatere til dem, men han kunne godt have anstrengt sig mere for repræsentere andre sider.«

Især var det ærgerligt, pointerer hun, ikke at se nogen skildringer af de stærke kvinder, som talte under retsagen mod Breivik og drog ham til ansvar.

»En ung pige, jeg kender – hun var 11 år, da drabene skete – har fortalt mig, at hun ikke kendte noget til Breiviks had til kvinder, så jeg føler, at der burde have været mere i filmen, der udstillede dette.«

I modsætning hertil anskuer Poppes film, som fik stående ovationer ved Berlin-festivalen, begivenhederne ud fra ofrenes synspunkt og afstår fra at skildre Breivik. Dens varighed på 72 minutter afspejler præcis det tidsrum, hans ugerning varede. Den blev optaget over fem på hinanden følgende dage, og har en hovedperson, som er fiktiv, men er bygget op over en sammenskrivning af forskellige virkelige vidnesbyrd.

»For mig at se kommer Poppes film tættest på virkeligheden – den viser meget af det, jeg selv oplevede. Den kan selvfølgelig ikke indfange alt, hvad der skete for alle,« siger Rashid. »Men den vækker erindringer til live, og hvis den kan mane folk til eftertanke, synes jeg, den er vellykket.«

Rashid fortæller, at hun besluttede sig for at se begge film, fordi de debatteres intenst i Norge, og hun derfor ikke ville være »den eneste, der ikke havde en mening«. Poppes beslutning om ikke at skildre specifikke personer var rigtig, mener hun.

»Der er ikke noget af det, som hovedpersonen oplever, som ikke blev oplevet af den ene eller den anden, der var der. Han påstår selv, at det ikke er en politisk film, men jeg er glad for, at han får frem, hvem Breivik var. Vi er nødt til at tale om årsager her, og det her var en politiske forbrydelse.«

Poppe har selv udtalt, han håber at forskyde opmærksomheden tilbage til ofrene og de overlevende og væk fra Breivik og det norske politis fadæser. Da han talte med overlevende og familier til ofrene om projektet, var de positive, forsikrer han.

»De advarede mig om, at der nok ville være nogen, der syntes, det var for tidligt, men sagde også, at jeg skulle fastholde mit fokus,« siger Poppe. »Mest bekymrede var de for, at jeg kun ville fokusere på en enkelt persons historie.«

Først da Poppe gik i gang med optagelserne, hørte han, at også den britiske instruktør Paul Greengreass arbejdede på en film om Utøya-massakren.

»Jeg hørte, at han ville bygge sit manus på Åsne Seierstads En av oss. Så jeg gik ud fra, at den ville handle mere om Breivik. Jeg håber, de to film vil kunne supplere hinanden,« siger Poppe.

I 2006 instruerede Greengrass filmen United 93 om det fly, der af passagererne blev tvunget ud i et styrt under angrebene på USA 11. september 2001. Han blev dengang kritiseret for at filmatisere historien kun fem år efter begivenhederne.

Men Poppe forsvarer retten til som instruktør at fortælle ømtålelige historier.

»Hvilket formål tjener kunsten, hvis vi ikke må beskæftige os med det komplicerede,« spørger han.

Rashid, som arbejder på Norges ambassade i Sarajevo, er enig i, at vi er nødt til at holde mindet om de frygtelige begivenheder levende.

»Vi må modarbejde menneskers glemsel. Det er blevet nemmere at overse, at radikale muslimer ikke er den eneste slags terrorister. Og at der også udgår en fare fra højreekstremisme.«

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Viljar (Jonas Strand Gravli, th.) og hans lillebror (Isak Bakli Aglen) gemmer sig for Anders Behring Breivik på Utøya i Paul Greengrass’ ’22 July’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg skal nok tvinge mig selv til at se begge film, for det der skildres er så nærværende og modbydeligt at det stadig er alt for nærværende.
Men ses skal de.
For det må aldrig glemmes hvordan rethaveriskhed og morderriskhed kan gå hånd i hånd og udslette kærlige, vidunderlige unge mennesker.

Og det var terrorisme. Ikke 'kun' massemord.

Marie Jensen, Thomas Tanghus, Hans Larsen, D. Joelsen, Herdis Weins og Berith Skovbo anbefalede denne kommentar

Hvad mon Sørine Gotfredsen og de DF'ere som modtog Breviks manifest, fra manden selv vel at mærke, har at sige om filmen?

Svend Erik Sokkelund, Dagmar Christiandottir og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar