Læsetid: 5 min.

Jeg har ikke valgt Kim Larsen, ligesom jeg ikke har valgt Danmark eller min familie. Det er blevet mig skænket

»Jeg læste engang, at vi ikke græder over døde kunstnere, fordi vi kendte dem, men fordi de hjalp os til at kende os selv. Men sådan har jeg det ikke med ham, nærmere det modsatte: Han hjalp mig til at glemme mig selv«. Avisens europakorrespondent Christian Bennike, fløj væk fra Danmark til nyheden om Kim Larsens død
»Jeg læste engang, at vi ikke græder over døde kunstnere, fordi vi kendte dem, men fordi de hjalp os til at kende os selv. Men sådan har jeg det ikke med ham, nærmere det modsatte: Han hjalp mig til at glemme mig selv«. Avisens europakorrespondent Christian Bennike, fløj væk fra Danmark til nyheden om Kim Larsens død

Mik Eskestad

5. oktober 2018

Så sidder jeg altså her og græder alene i et SAS-fly. Helt stille mens folk roder med kufferter og kaffe, indtil der er så meget vand i mine øjne, at der ikke er andet at gøre end at lade det løbe ned ad kinderne, mens solen titter frem mellem skyerne.

Min første oplevelse med musik overhovedet var Kim i Cirkus, som jeg hørte på min fars walkman i en bus på en motorvej – det var nat, kan jeg huske, vi var vistnok på ferie, måske var jeg fem år, det var i hvert fald før CD’er. Det tænker jeg på nu.

Jeg har aldrig været til en Kim Larsen-koncert, jeg kendte ham ikke personligt og glædede mig ikke engang til den næste plade. Alligevel har jeg det, som om mit barndomshjem er brændt, eller at nogen har bygget et indkøbscenter på den eng, hvor jeg legede som barn. Hvorfor?

Glimt som til landskamp eller nytår

Det er blevet koldt i Bruxelles, da mit fly lander. Vores lille familie er lige flyttet til byen, og vi leder efter en fransksproget vuggestue til vores dreng. Men som jeg står her og venter på lufthavnstoget og ser på pendlere, der står og skutter sig uden at ane, at han altså lige er død, har jeg slet ikke lyst, til at min søn skal vokse op uden for Danmark.

Jeg mindes ikke at have lært teksterne til »Kvinde Min« eller »Papirsklip«, de er bare opstået parallelt med min egen bevidsthed ligesom sproget, villavejene i min barndomsby eller fornemmelsen af det hvide uldgulvtæppe, vi havde i stuen.

Jeg har ikke valgt Kim Larsen, ligesom jeg ikke har valgt Danmark eller min familie. Det er blevet mig skænket, som Løgstrup skrev.

I forrige uge interviewede jeg den amerikanske politolog Francis Fukuyama her i avisen. Han sagde, at nationale fællesskaber slet ikke kan fungere uden en stor national identitet. Og selvom det nok er at strække den en anelse at tale om en spillemand fra Nordvest som en national identitet, er det alligevel lidt sådan, jeg har det. Nationalstaten brænder i hvert fald i mig på en måde, som jeg ellers kun oplever i glimt til en landskamp eller til nytår.

Ked af noget, jeg ikke helt forstår

Jeg cykler hjem til vores lejlighed gennem efteråret og fortæller det hele til min kone ude i køkkenet, da jeg kommer hjem.

Hun spørger, om sangene ikke står endnu stærkere nu, hvor Kim Larsen selv er væk, og jo, det har hun måske ret i, siger jeg, men det er ikke kun sangene, det handler om. Jeg er ikke ked af, at »en stor kunstner er gået bort«, jeg er ked af noget andet, som jeg ikke helt forstår. Og så føler jeg mig dum.

For jeg er da ikke nostalgiker. Jeg plejer at stive min selvforståelse af med oplysningsideer: At mennesket først bliver værdigt og myndigt, når det bruger sin fornuft til at sætte sig ud over alt det, vi er født ind i. Og min fornuft siger faktisk, at C.V. Jørgensens sange er større kunst end Kim Larsens. Men jeg ville bare aldrig nogensinde sidde alene i et fly og græde over C.V. Jørgensen.

Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender, og jeg græder med hjertet, når jeg græder over Kim Larsen. Giver det mening? Jeg græder, fordi jeg er dansk, og fordi jeg engang var fem år og sad med min far i en bus og hørte »Rita« og »Susan Himmelblå« og forestillede mig, hvordan de to damer kom valsende ind på scenen og opførte tekstens handling, som om det var en teaterkoncert.

Og jeg græder, fordi vi alle sammen græder, fordi han dukker op på alle morgendagens avisforsider, som jeg scroller igennem på telefonen, før jeg falder i søvn, og fordi jeg er en del af det ’vi’, som sørger. Og fordi min søn måske ikke bliver en del af det.

En smule ro

Kim Larsen for fanden … Jeg sætter »Kvinde Min« på anlægget, mens jeg laver noget kaffe næste morgen, babyen ligger på gulvet og sutter på sin fod. Det begynder at regne. Så går det op for mig, at »Kvinde Min« jo er akkurat lige så smukt et nummer som allerførste gang, jeg hørte det.

Det er ikke kun den femårige dreng i mig, der sørger over, at verden forandrer sig. Jeg er også en voksen mand, som bare elsker min barndoms musik og mit land. Hjertet og fornuften er enige, jeg forvalter trods alt selv det liv, som jeg er blevet skænket, og det giver en smule ro. 

Det hele minder om en følelse, som jeg nærmest kun kender fra begravelser og bryllupper – og kun hvis de foregår i en kirke, hvor traditioner og riter er så solide, at jeg kan forsvinde væk i dem og blive en del af et hele; noget, jeg hverken kan flygte eller blive udelukket fra. Hvor mit eget ’jeg’ ikke er vigtigt. Det handler ikke om Jesus. Jeg har oplevet det i naturen og i kunsten: at selvet – egoet om man vil – i nogle minutter ophæves og smelter sammen med et ’alt’, der går på tværs af tid og rum, og det føles både som en lille død og som en stor befrielse.

Jeg læste engang én, der skrev, at vi ikke græder over døde kunstnere, fordi vi kendte dem, men fordi de hjalp os til at kende os selv. Men sådan har jeg det ikke med Kim Larsen, snarere helt modsat: Han hjalp mig til at glemme mig selv.

Det kan godt være, at jeg ikke selv har valgt at være en del af Kim Larsen eller en del af Danmark, men jeg er lykkelig over, at jeg er det. Og hvis jeg kunne, ville jeg vælge det samme igen.

Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Randi Christiansen
Steen Voigt, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Selvom kim ydmygt betegnede sig som spillemand og ikke som kunstner, så var hans kunst som spillemand stor. Han stod i musikkens tjeneste. Jeg har hørt et radiointerview, hvor han fortalte om, hvordan det bare var med at springe ud af sengen, hvis inspirationen var tilstede, selvom klokken var meget tidlig og gulvet var koldt.

Hans liv og virke er en stor gave til det danske folk og til verden - lige fra stodderen til dronningen. Han er en del af den danske folkesjæl, og det er en kæmpekompliment til folket, at et menneske som ham har kunnet ramme os så rent. Tak for det.

Annika Rasmussen

Jeg er indvandrer. Jeg forstod ikke danskhed før jeg forstod Kim Larsens musik. Den er integrerende.

David Joelsen, Holger Madsen, olivier goulin og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg ved ikke om Kim Larsen var folkelig. Gasolin stod jo for noget antiautoritært i en eller anden forstand -, noget fanden i voldsk. Det havde stor appeal til datidens ungdom, hvor imod datidens ældre generation ikke var helt så vilde med det. Allerede mens Gasolin eksisterede, men i stor udstrækning efter Gasolin viste Kim Larsen, at han også rummede andre ting, og det blev jo til en serie af Pophits. I 80´erne var der mange andre om buddet. Men Kim Larsen var jo med igennem en hel menneskealder, så med tiden blev det jo endog til mange ørehængere.

Gasolin var jo en form for modkultur, og gennem tiden udtrykte Kim Larsen jo også forbehold over for politikere og andre autoriteter, så på den led ramte han måske noget i den danske folkesjæl. Men at gøre ham til nationalikon er måske, at tippe det en anelse, selv om nationen tilsyneladende står sammen om, at ære hans minde. Og man kommer jo heller ikke uden om, at i Danmark der var han noget stort.

Torben Bruhn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Med fare for at blive misforstået, nu hvor stort set alle sørger over Kim Larsen:

Det hele får mig til at tænke på dette citat fra Jimi Hendrix:
“It’s funny the way most people love the dead. Once you are dead, you are made for life. You have to die before they think you are worth anything.”

Anders Sørensen

@Erik Karlsen, det er et citat, der sikkert passer på nogle. Det passer dog næppe på Kim Larsen. Havde han nu spillet for to ludere og en lommetyv i sine sidste år, kunne du have haft en pointe. Men det gjorde han ikke. Tværtimod var tilstrømningen til en af hans koncerter på Skanderborg Festival for blot et par år siden så voldsom, at den måtte afbrydes af sikkerhedshensyn.

Han fik bestemt den kærlighed og opmærksomhed, han fortjente, også i levende live.

Anders,
Jimi Hendrix spillede også for fulde huse lige op til sin død.

Jeg tror (og forstår) gerne, at mange gerne ville høre Kim Larsen i levende live, men jeg kan alligevel ikke lade være med at få det indtryk, at mange først blev Kim Larsen-fan efter hans død. Hvorfor ser man først alle de tilkendegivelser nu?

Anders Sørensen

@Erik Karlsen, du opererer med en stråmand. I tilfældet Kim Larsen så man ikke først de tilkendegivelser nu. Men de er nu selfølgelig mere koncentrerede, eftersom der er en anledning.

Anders,
med den definition, jeg kender på "stråmand", kan jeg ikke se, hvor du vil hen.

PS. Jeg kender godt og kan godt lide flere af Kim Larsens og Gasolins sange. Mit indlæg havde intet at gøre med mit forhold til musikken og teksterne.

Anders Sørensen

@Erik Karlsen, det er ret simpelt: Du påstår, at mange blev Kim Larsen-fans efter hans død, fordi han døde.

Det er en stråmand, da du antager at dette er sandt uden at have evidens derfor.

Anders,
jeg skrev "jeg kan alligevel ikke lade være med at få det indtryk".
Det er ikke en påstand, men udtryk for et - ja, indtryk (ifølge https://ordnet.dk kan indtryk forklares med "(flygtig eller uklar) følelse, forestilling eller opfattelse som skyldes en bestemt psykisk eller fysisk påvirkning".
Så Anders, lad være med at argumentere ud fra ideen om, at jeg mener noget andet end det, jeg virkelig mener. Stråmanden tilhører altså dig. ;-)

Men lad os holde nu, for det var slet ikke det, artiklen handlede om, og jeg skal derfor nok lade være med at citere noget, jeg har læst et andet sted.
Jeg må jo blankt indrømme, at jeg frivilligt har hørt flere Gasolin-sange de sidste par dage end de sidste par årtier.