Læsetid: 23 min.

Fra Virginia Woolfs dagbog: »Jeg må stadig famle og eksperimentere, men i eftermiddags fik jeg et glimt af lys«

Ved siden af sit suveræne forfatterskab skrev Virginia Woolf (1882-1941) hele sit liv dagbøger. Det udviklede hun til en særlig kunstform. ’En forfatters dagbog’, der nu kommer for første gang på dansk, er en redigeret udgave af hendes 26 private dagbøger, udvalgt af hendes mand Leonard Woolf efter hendes død. Her er et uddrag fra hendes optegnelser fra henholdsvis 1919-1920 og 1940
Virginia Woolf fotografetet i 1930’erne. Og Virginia og Leonard Woolf fotograferet i 1914.

Virginia Woolf fotografetet i 1930’erne. Og Virginia og Leonard Woolf fotograferet i 1914.

The Granger Collection

19. oktober 2018

1919

Mandag den 12. maj

Vi er lige midt i vores udgivelsessæson: Murry, Eliot og jeg selv er i offentlighedens hænder her til formiddag. Måske af den grund føler jeg mig let men afgjort nedtrykt. Jeg læste et indbundet eksemplar af Kew Gardens igennem; efter at have udskudt den modbydelige opgave til den var færdig. Resultatet er vagt. Den forekommer mig ubetydelig og kort; jeg kan ikke se hvordan læsningen af den gjorde så stort indtryk på Leonard. Ifølge ham er det mit hidtil bedste korte stykke; og den bedømmelse fik mig til at læse The Mark on the Wall, og den fandt jeg ikke så lidt at udsætte på.

Som Sydney Waterlow engang sagde, det værste ved at skrive er at man er så afhængig af ros. Jeg føler mig temmelig sikker på ikke at få nogen for den fortælling; og det vil gå mig lidt på. Urost har jeg svært ved at begynde at skrive om morgenen; men modløsheden varer kun i tredive minutter, og er jeg først i gang, glemmer jeg alt om den.

Man burde for alvor stile mod at ignorere medgang og modgang; en kompliment her, tavshed der; Murry og Eliot bestilt, ikke jeg; den centrale kendsgerning ligger fast, nemlig min egen glæde ved kunsten. Og disse åndens tåger har andre årsager, formoder jeg; om end dybt skjulte. Der er en vis ebbe og flod i livets tidevand som forklarer det; men hvad der fremkalder henholdsvis ebbe og flod, er jeg ikke sikker på.

Tirsdag den 10. juni

Jeg må bruge de femten minutter før middag på at gå videre, for at indhente det store mellemrum. Vi er lige vendt hjem fra Klubben; fra at have bestilt et genoptryk af The Mark on the Wall hos Pelican Press; og fra te hos James. Det nye han havde at fortælle, var at Maynard har taget sin afsked i forargelse over fredsbetingelserne, rystet embedsstøvet af sig og nu er en akademisk skikkelse i Cambridge.

Men jeg må virkelig rose mig selv for at holde inde dér hvor vi kom tilbage fra Asheham og fandt entrébordet stablet, overfyldt, med bestillinger på Kew Gardens. De lå spredt ud over sofaen, og vi åbnede dem med mellemrum under middagen, og skændtes, er jeg ked af at sige, fordi vi begge var opstemte, og modsatte tidevande af opstemthed strømmede i os, og de blev blæst til bølger af Charlestons kritiske fanfare. Alle disse bestillinger – 150 cirka, fra forretninger og private – udspringer af en anmeldelse i Lit. Sup., formentlig af Logan, hvori der blev mig så megen ros til del som jeg selv bryder mig om at gøre krav på.

Og for ti dage siden imødeså jeg stoisk en fuldkommen fiasko! Glæden over succes blev betragteligt spoleret, for det første af vores skænderi, for det andet af nødvendigheden af at gøre hen ved halvfems eksemplarer klar, beskære omslag, trykke sedler, lime rygge og til sidst afsende, hvilket beslaglagde al ledig og en del ikke ledig tid lige indtil dette øjeblik. Men som succesen dog regnede ned i de dage! Uopfordret fik jeg også et brev fra Macmillan i New York hvor The Voyage Out havde gjort så stort indtryk at de vil læse Night and Day.

Ritzau Scanpix
Jeg tror glædesnerven nemt kan blive følelsesløs. Jeg kan lide små mundfulde; men berømmelsens psykologi er værd at overveje i ro og mag. Jeg forestiller mig at ens venner lægger en dæmper på. Lytton spiste frokost her i lørdags sammen med Webb’erne, og da jeg fortalte ham om mine forskellige triumfer, anede jeg da en lille skygge – øjeblikkeligt bortvejret, men ikke før min rosenrøde frugt var ude af solen. Nå, jeg behandlede hans triumfer på nogenlunde samme måde.

Jeg kan ikke føle glæde når han udbreder sig om et eksemplar af Eminent Victorians der er streget og initialiseret »M« eller »H« af Mr eller Mrs Asquith. Men tanken fremkaldte tydeligvis en behagelig gløden i ham. Frokosten var vellykket. Vi spiste i haven, og Lytton pjankede meget yndefuldt og dog med mere end sin gamle selvsikkerhed over samtalen.

»Men jeg interesserer mig ikke for Irland –«

Lørdag den 19. juli

Man burde velsagtens sige noget om Fredsdagen, men om det til den ende er værd at tage en ny pen, ved jeg ikke. Jeg sidder kilet ind i vinduet og fanger således næsten med hovedet de stadige regndryp der trommer på bladene. Om en ti minutters tid begynder Richmond-optoget.

Jeg er bange for at kun et fåtal møder op for at klappe ad byrådsmedlemmerne der er klædt på til at fremstå værdige og marchere gennem gaderne. Jeg har en følelse af hollandsk lærred over stolene; af at være efterladt mens alle er på landet. Jeg er ene og forladt, støvet og desillusioneret. Selvfølgelig så vi ikke optoget. Vi har kun mærket os affaldsbræmmen i udkanten. Regnen hørte op indtil for en halv times tid siden.

Tjenestefolkene havde en triumferende formiddag. De stod på Vauxhall Bridge og så det hele. Generaler og soldater og tanks og sygeplejersker og orkestre var to timer om at defilere forbi. Det var, sagde de, deres livs prægtigste syn. Sammen med zeppelinerangrebet vil det spille en stor rolle i Boxallfamiliens historie. Men jeg ved ikke – det forekommer mig at være en fest for tjenestefolk; et påfund der skal pacificere og formilde »folket« – og nu spolerer regnen det; og måske bliver man nødt til at finde på en ekstra fornøjelse til dem. Det er grunden til min desillusion, tror jeg. Der er noget beregnende og snedigt og uoprigtigt ved disse fredsfejringer.

Desuden gennemføres de uden skønhed og med ringe spontanitet. Flag ses sporadisk; vi har hvad tjenestefolkene, af snobberi tror jeg, insisterede på at købe, for at overraske os. I går i London krøb de sædvanlige klæbrige massive sammenstimlinger af mennesker hen over Trafalgar Square, søvnige og dvaske som en klynge dyngvåde bier, og vuggede rundt på fortovene i nabolaget.

Det ene behagelige syn jeg så, skyldtes snarere det lille vindpust end dygtig udsmykning; nogle lange tungeformede bannere fastgjort til toppen af Nelsons søjle slikkede luften, foldede sig sammen og foldede sig ud, som dragers kæmpetunger, med en langsom, temmelig slangeagtig skønhed. Ellers var teatre og varietéer spækket med robuste nålepuder af glas som alle, lidt for tidligt, strålede indvendigt – men lys kunne vist have skinnet mere fordelagtigt.

Natten var imidlertid lummer og storslået så vidt det rakte, og i nogen tid efter at være gået i seng blev vi holdt vågne af eksploderende raketter der et sekund gjorde vores værelse lyst. (Og nu, i regnen, under en gråbrun himmel, ringer Richmonds klokker – men kirkeklokker minder kun om bryllupper og gudstjenester). Jeg kan ikke nægte at jeg føler mig lidt tarvelig ved at skrive så bedrøveligt; når meningen er at vi alle skal opretholde troen på at vi er glade og morer os. I barneværelset, på en fødselsdag hvor alting af en eller anden grund går skævt, var det således en æressag at forestille sig.

Mange år senere kunne man indrømme hvilket rædsomt bedrag det forekom at være; og hvis disse føjelige horder, mange år senere, vil indrømme at de også gennemskuede det og ikke vil finde sig i det mere – nå ja – burde jeg så være muntrere? Jeg synes middagen i The 1917 Club og Mrs Besants tale tog glansen af det hele, hvis der var nogen tilbage. Hobson var sardonisk. Hun – en kolossal og mut udseende gammel dame men med et rummeligt hoved, tæt dækket af krøllet hvidt hår – indledte med at sammenligne det illuminerede og festklædte London med Lahore. Og så tog hun os ved vingebenet for vores mishandling af Indien, idet hun åbenbart var »dem« og ikke »os«.

Men jeg synes ikke hun beviste sin påstand særlig solidt, skønt det hele overfladisk set var troværdigt, og The 1917 Club applauderede og var enig. Jeg kan ikke lade være med at lytte til tale som var den skrift, og de blomster hun nu og da viftede med, så derfor frygtelig kunstige ud. Det står mig stadig klarere at de eneste ærlige er kunstnerne, og at disse samfundsreformatorer og filantroper bliver så uregerlige og huser så mange vanærende ønsker under dække af kærlighed til deres medmennesker at der i sidste ende er mere at udsætte på dem end på os. Men hvis jeg var en af dem?

Virginia Woolf sammen med forfatter Lytton Strachey, der var medlem af The Bloomsbury Group.

The Granger Collection

Søndag den 20. juli

Måske vil jeg gøre beretningen om fredsfejringen færdig. Sikke nogle flokdyr vi trods alt er! – selv de mest desillusionerede. I alle tilfælde, efter at have siddet uberørt gennem optoget og fredsklokkerne begyndte jeg efter middag at føle at hvis der foregik noget, burde man måske være med i det. Jeg purrede stakkels L. og kastede min Walpole fra mig. Vi tændte først en række glaslygter, og da vi så det var holdt op med at regne, gik vi ud lige før ti. Eksplosioner havde i nogen tid vakt forventninger om fyrværkeri.

Dørene i pubben på hjørnet stod åbne, og der var mange i lokalet; par dansede vals; sange blev råbt, slingrende, som om man skal være fuld for at synge. En flok små drenge med lygter paraderede på Richmond Green og slog med stokke. Der var ikke mange forretninger der brugte penge på elektrisk lys. En døddrukken overklassekvinde blev støttet mellem to berusede mænd. Vi fulgte efter en beskeden strøm der flød op ad Richmond Hill. F

estlysene var næsten gået ud halvvejs oppe, men vi fortsatte til vi nåede Terrace Walk. Og da så vi faktisk noget, ikke meget ganske vist, for fugten havde svækket kemikalierne. Røde og grønne og gule og blå kugler steg langsomt til vejrs, bristede, blomstrede til en oval af lys som faldt i bittesmå korn og slukkedes. Der var en dis af lys forskellige steder. Disse raketter var smukke som de steg op over Themsen, mellem træer; lyset på folkemængdens ansigter var underligt; men selvfølgelig var der grå tåge som indhyllede alt og tog skæret af ilden.

Det var en melankolsk oplevelse at se de uhelbredelige, cigaretrygende soldater der lå i sengen i The Star and Garter med ryggen til os og ventede på at larmen skulle dø hen. Vi var børn der skulle underholdes. Klokken elleve gik vi så hjem og så fra mit arbejdsværelse Ealing gøre sit bedste for at glædes, og én ildballon steg faktisk så højt op at L. troede den var en stjerne; men der var ingen at se. I dag har regnen ikke ladt os i tvivl om at alle resterende festligheder vil blive fuldstændig slukket.

1920

Mandag den 26. januar

Dagen efter min fødselsdag; jeg er faktisk otteogtredive. Nå, jeg er ikke i tvivl om at jeg er en hel del lykkeligere end jeg var som otteogtyveårig; og lykkeligere i dag end i går fordi jeg i eftermiddags nåede frem til en vis idé om en ny form til en ny roman. Sæt nu én ting skulle åbne sig af en anden – som i An Unwritten Novel – ikke over ti men over 200 sider eller så – giver det så ikke den løshed og lethed jeg vil opnå: kommer det ikke nærmere samtidig med at det bevarer form og tempo, og rummer alt, alt?

Min tvivl gælder i hvor høj grad det vil rumme menneskehjertet – Er jeg tilstrækkelig meget herre over min dialog til at fange det der? For jeg ser for mig at fremgangsmåden bliver en ganske anden denne gang: ikke noget stillads; knap en mursten at se; alt som tusmørke, men hjertet, lidenskaben, humoren, alt sammen lige så klart som ild i tågen. Så vil jeg finde plads til så meget – en munterhed – en inkonsekvens – en let og livfuld gang efter mit eget hoved.

Om jeg er tilstrækkelig meget herre over tingene – dét gælder min tvivl; men forestiller mig at Mark on the Wall, Kew Gardens og Unwritten Novel tager hinanden i hånden og danser som en enhed. Hvad det bliver for en enhed, har jeg til gode at finde ud af: temaet kender jeg ikke; men jeg ser umådelige muligheder i den form jeg mere eller mindre tilfældigt snublede over for to uger siden.

Faren er vel det forbandede egoistiske jeg; som efter min mening ødelægger Joyce og Richardson: er man smidig og righoldig nok til at sørge for en mur til bogen mod en selv, uden at den, som hos Joyce og Richardson, bliver indsnævrende og begrænsende? Mit håb er at jeg nu har lært min metier tilstrækkeligt til at sørge for alle mulige slags underholdning. Der er i hvert fald ingen tvivl om at vejen ligger et sted i den retning; jeg må stadig famle og eksperimentere, men i eftermiddags fik jeg et glimt af lys. Ja, at dømme efter den lethed hvormed jeg udvikler den uskrevne roman, tror jeg der må være en vej for mig der.

Onsdag den 4. februar

Formiddagene fra tolv til et tilbringer jeg med at læse The Voyage Out. Jeg har ikke læst den siden juli 1913. Og spørger man hvad jeg synes, må jeg svare at jeg ikke ved det – sådan en harlekinade som den er – sådan en samling lapper – snart enkel og streng – snart pjanket og letbenet – snart som Guds sandhed – snart stærk og frit ydende som jeg kunne ønske.

Guderne må vide hvad man skal synes. Manglerne er rædsomme nok til at få mine kinder til at blusse – og så får en drejning af sætningen, et direkte blik frem for mig, dem til at blusse på en anden måde. Alt i alt kan jeg vældig godt lide den unge kvindes sind. Hvor kækt hun sætter over gærderne – og min salighed, hvilket talent for pen og blæk! Jeg kan ikke gøre stort for at forbedre; og må gå over i eftertiden som forfatter til billige vittigheder, kvikke satirer og tilmed vulgariteter, ser jeg – plumpheder rettere – som aldrig vil høre op med at nage i graven.

Og dog ser jeg at folk foretrækker den for N. and D. – Jeg siger ikke beundrer den højere, men synes den er et kækkere og mere inspirerende skue.

Tirsdag den 9. marts

Til trods for nogle rystelser går jeg nok videre med denne dagbog for øjeblikket. Jeg synes undertiden jeg har slidt det stillag op der passede til den – passede til den behagelige klare time efter te; og det jeg er nået til nu, er mindre føjeligt. Lige meget: Jeg forestiller mig at når gamle Virginia tager brillerne på for at læse om marts 1920, ganske afgjort ønsker at jeg skal fortsætte. Vær hilset! kære genfærd; og læg mærke til at jeg ikke synes halvtreds er en særlig høj alder. Der kan stadig skrives flere gode bøger; og her er byggestenene til en god en.

For at vende tilbage til navnets nuværende indehaver: i søndags tog jeg ind til Campden Hill for at høre Schuberts kvintet – for at se George Booths hus – for at gøre notater til min fortælling – for at gnubbe mig op ad det honnette borgerskab – alle disse grunde førte mig derop, og de blev billigt tilfredsstillet for 7/6.

Om folk ser deres egne stuer med den knusende klarhed jeg ser dem med når jeg således en enkelt gang bliver lukket ind i en time, tvivler jeg på. Kold overfladisk sømmelighed; men tynd som et lag is på en vandpyt i marts. En slags merkantil selvtilfredshed. Hestehår og mahogni er sandheden om det; og de hvide paneler, Vermeer-reproduktioner, Omega-bordet og brogede gardiner en temmelig snobbet forklædning. De mindst interessante stuer man kan forestille sig: kompromiset; selv om det jo også er interessant. Jeg fik afsmag for familiesystemet. Gamle Mrs Booth tronede på en slags natstol i enkedragt: flankeret af hengivne døtre; med børnebørn som en slags symbolske keruber. Sådan nogle pæne kedelige små drenge og piger. Der sad vi alle i vores pelse og hvide handsker.

Noter til Virginia Woolfs dagbogsuddrag

Virginia Woolf (1882-1941) var en af det 20. århundredes vigtigste romanforfattere og skribenter. Hun var en central skikkelse i kunstnermiljøet The Bloomsbury Group i London. Hun åbnede i 1917 forlaget Hogarth Press sammen med sin mand Leonard Woolf. Forlaget udgav skrifter af medlemmerne af Bloomsbury Group, russisk litteratur og bøger om psykoanalyse.

De vigtigste personer der nævnes i uddraget:

  • L.: Leonard Woolf (1880-1969), forfatter, grundlægger Hogarth Press og Virginia Woolfs mand.
  • Nessa: Vanesse Bell (1879-1961), maler, Virginia Woolfs søster, medlem af The Bloomsbury Group og gift med kunstkritikeren Clive Bell.
  • Murry og Eliot: J.M. Murry og T.S. Eliot, hvis bøger udkom samme dag som Woolfs: ’Gardens’, 12. maj 1919 på Hogarth Press.
  • Webb’erne: Beatrice og Sidney Webb. Økonomer, socialister. Spillede vigtig rolle i dannelsen i 1884 af det reformistisk-socialistiske Fabian Society, og de oprettede i 1895 London School of Economics and Polical Science.
  • Mr og Mrs Asquith: Herbert Henry Asquith (1852-1928, premierminister for The Liberals), og hustruen Margot.
  • The 1917 Club: Mødested i Soho for socialister, stiftet af Leonard Woolf og venner I 1917.
  • Mrs Besant: Annie Besant (1847-1933). Arbejdede i Indien for indisk hjemmestyre og var forud for Ghandi leder af Kongrespartiet.
  • Hobson: J. A. Hobson (1858-1940), socialistisk økonom.
  • Ealing: Bydel i London nord for Richmond.
  • ’An Unwritten Novel’: Fortælling trykt i The London Mercury, juli 1920 og optaget i samlingen ’Monday or Tuesday’ fra 1921.
  • Richardson: Dorothy Richardson (1873-1957). Forfatter.
  • Michelet: Jules Michelet (1798-1874), fransk historiker.

1940

Tirsdag den 17. september

Ingen invasion. Kraftig blæst. I går i pubben. Biblioteket, jeg tog en bog ned af Peter Lucas’ kritik. Den gav mig afsmag for at skrive min bog. London Library-atmosfæren udbredt. Gav mig afsmag for al litterær kritik; disse så kløgtige, så indelukkede, så kødløse sindrigheder og forsøg på at bevise – at T.S. Eliot, for eksempel, er en ringere kritiker end F.L.L. Er al litterær kritik den slags udmattet luft? – bogstøv, London Library-luft. Eller er F.L.L. bare en andenhånds, stivfingret universitetsspecialist, en lektor der prøver at være skabende, en lektor propfuld af bøger, forfatter? Ville man sige det samme om The Common Reader? Jeg nippede i fem minutter og stillede nedtrykt bogen på plads. Manden spurgte:

»Hvad vil De have, Mrs Woolf?«

Jeg sagde en engelsk litteraturhistorie. Men havde sådan en kvalme at jeg ikke kunne se. Der var så mange. Jeg kunne heller ikke huske navnet Stopford Brooke?

Jeg fortsætter efter at have vundet to spil bowling. Vores ø er en øde ø. Ingen breve fra Meck. Ingen kaffe. Aviser mellem tre og fire. Kan ikke komme igennem til Meck når vi ringer. Nogle breve er fem dage om at komme. Tog uvisse. Man skal stige ud i Croydon. Angelica tager til Hilton via Oxford. Så vi, L og jeg, er næsten isolerede. Vi fandt en ung soldat i haven i aftes da vi vendte hjem.

»Må jeg tale med Mr Woolf?«

Jeg troede det med garanti betød indkvartering. Nej. Kunne vi låne ham en skrivemaskine? Officer på bakken havde taget sin med sig. Så vi fandt min bærbare frem. Så sagde han:

»Undskyld mig, hr. Spiller De skak?«

Han spiller skak med lidenskab. Så vi inviterede ham til te på lørdag så de kan spille. Han er posteret ved antiluftprojektøren på bakken. Synes det er kedeligt. Kan ikke komme i bad. En retlinet, godmodig ung mand. Professionel soldat? Jeg tror han er søn af en ejendomsmægler måske, eller en lille butiksindehaver. Ikke kostskoledreng. Ikke underklasse. Men jeg vil undersøge det.

»Undskyld jeg bryder ind i Deres privatliv,« sagde han.

Også at han var i biografen i Lewes i lørdags.

Onsdag den 18. september

»Vi har brug for alt vort mod« er de ord der kommer til overfladen her til formiddag; ved nyheden om at alle vores vinduer er knust, lofterne faldet ned og det meste af porcelænet smadret på Mecklengurgh Square. Bomben eksploderede. Hvorfor i alverden forlod vi Tavistock? – hvad nytter det at tænke på det?

Vi stod og ville til London da vi kom igennem til Miss Perkins som fortalte os det. Forlaget – det der er tilbage – skal flyttes til Letchworth. En grusom morgen. Hvordan kan man sætte sig til rette med Michelet og Coleridge? Som sagt, vi har brug for mod. Et meget slemt angreb på London i nat. Venter på radioen. Ikke desto mindre gjorde jeg fremskridt med PH.

Torsdag den 19. september

Mindre brug for mod i dag. Indtrykket af Miss P.s stemme der beskrev ødelæggelsen, fortager sig velsagtens.

Onsdag den 25. september

Hele dagen – mandag – i London bevarede jeg fatningen; i lejligheden; mørk; tæpper sømmet til vinduer; flager af lofterne faldet ned; bunker af gråt støv og porcelæn under køkkenbordet; bageste værelser uskadte. En dejlig septemberdag – skær – tre dage med skært vejr – John kom. Vi bliver flyttet til Letchworth. The Garden City flyttede os den dag. Roger sælger forbavsende nok. Bomben på Brunswick Square eksploderede. Jeg var hos bageren. Trøstede de ophidsede, medtagne kvinder.

Søndag den 29. september

En bombe faldt så tæt på at jeg forbandede L. for at smække med vinduet. Jeg sad og skrev til Hugh, og pennen hoppede ud af fingrene på mig. Angrebet stadig i gang. Det er som en fårehund der jager en ræv ud af folden – man ser dem bjæffe og bide, og marodøren taber en knogle, en bombe mod Newhaven, og flygter. Alt klart. Bowling. Landsbyboere i dørene. Koldt. Alt nu blevet velkendt.

Virginia med sin niece Angelica Garnett (Née Bell) i 1934.

The Granger Collection
Jeg tænkte: (blandt andet) at dette er et dovent liv. Morgenmad på sengen. Læse i sengen. Bad. Bestille middag. Ud i havehuset. Efter at have møbleret om i mit værelse (vendt bordet for at få solen: kirken til højre; vinduet til venstre; en ny meget dejlig udsigt) varme op, med cigaret: skrive til tolv; holde inde; besøge L.: kigge i aviser; gå tilbage; skrive på maskine til et. Høre radio. Frokost. Øm kæbe. Kan ikke bide. Læse aviser. Trave til Southease. Hjemme igen tre. Plukke og ordne æbler. Te. Skrive et brev. Bowling. Skrive på maskine igen. Læse Michelet og skrive her. Lave mad. Musik. Broderi. Halv ni læse (eller sove) til halv tolv. Seng. Sammenligne med den gamle London-dag. Tre eftermiddage kommer der nogen. Én aften middagsselskab. Lørdag en spadseretur. Torsdag indkøb. Tirsdag til te hos Nessa. Én spadseretur i City. Telefonen ringer. L. til møder. K. M. eller Robson gør vrøvl – det var en gennemsnitlig uge; med fredag til mandag her.

Da vi nu er strandet her, synes jeg jeg bør kramme lidt mere læsning ind. Men hvorfor? Et lykkeligt, et meget frit, og ikke optaget liv – et liv der klinger fra den ene enkle melodi til den anden. Ja; hvorfor ikke nyde dette efter alle de år med det andet? Alligevel sammenligner jeg med Miss Perkins’ dag.

Onsdag den 2. oktober

Burde jeg ikke hellere se på solnedgangen end skrive dette? Et rødt skær i det blå; høstakken på engen fanger gløden; bag mig er æblerne røde på træerne. L. plukker dem. Nu står en røgsøjle op fra toget under Caburn. Og luften alt en sjælfuld stilhed har indtil halv ni hvor den dødningeagtige syngen på himlen begynder; flyene på vej mod London.

Nå, der er en time til endnu. Køer græsser. Elmetræet strør sine små blade mod himlen. Vores pæretræ draperet med pærer; og derover vejrhanen over det trekantede kirketårn. Hvorfor igen prøve at lave det velkendte katalog hvorfra noget undslipper. Burde jeg tænke på døden? I nat et stort tungt bombenedslag under vinduet. Så tæt på at vi begge fór sammen. En flyvemaskine var passeret og havde smidt denne frugt. Vi gik ud på terrassen.

Nips af stjerner strøet og funklende. Alt stille. Bomberne faldt på Itford Hill. Der er to nede ved floden, markeret med hvide trækors, endnu ikke sprængte. Jeg sagde til L.: Jeg vil ikke dø endnu. Alt taler imod det. Men de sigter efter jernbanen og kraftværkerne. De kommer nærmere hver gang. Caburn var kronet med noget der lignede en landet natsværmer med udslåede vinger – en Messerschmitt var det, skudt ned i søndags.

Jeg nød en god galop med Coleridge her til formiddag – Sara. Jeg tjener £20 på to artikler. Bøger stadig forsinkede. Og Spira er fri, og Margot skriver og siger: »Det lykkedes mig« og tilføjer »et langt brev helt om dig selv og det du tror på.« Hvad gør jeg? Kan ikke huske det i øjeblikket. Jo, jeg prøver at forestille mig hvordan man bliver dræbt af en bombe. Jeg har den ret levende – fornemmelsen: men kan ikke se andet end kvælende intethed følge efter. Jeg vil tænke – åh jeg ville ønske mig ti år til – ikke det her – og vil for en gangs skyld ikke kunne beskrive den.

Den – Jeg mener døden; nej, sammenkrølningen og tummelen, mine knogler der knuses, kaster skygger ind på mit meget aktive øje og min hjerne: processen med at slukke for lyset – smertefuld? Ja. Frygtindgydende. Formoder jeg – Så en besvimelse; en tromme; to-tre synkebevægelser i et forsøg på bevidsthed – og så prik prik prik.

Søndag den 6. oktober

Jeg snupper denne side, med Anreps og Ruth Beresford i anmarch, for at sige – hvad? Vil det nogen sinde virke mærkeligt at L. og jeg, som vi går over engene, først ser på et bombekrater: så lytter til den tyske brummen over os: så tager jeg to skridt nærmere L., idet jeg klogelig beslutter hellere at slå to fluer med ét smæk? De fik omsider Lewes i går.

Lørdag den 12. oktober

Jeg ville gerne stuve min dag noget mere fuld: den meste læsning skal være gumlen. Hvis ikke det var forræderisk at sige det, er en dag som denne næsten for – jeg vil ikke sige lykkelig: men rimelig. Melodien veksler, fra den ene kønne melodi til den anden. Alt spilles (i dag) i sådan et teater. Bakker og marker; jeg kan ikke holde op med at se; oktober blomstrer; brun plov; og engen der falmer og friskes op. Nu stiger tågen op. Og den ene »behagelige« ting efter den anden: morgenmad, skrivning, travetur, te, bowling, læsning, søde sager, seng.

Et brev fra Rose om hendes dag. Jeg havde nær ladet det bryde min. Min kommer sig. Kloden bliver rund igen. Bag den – åh ja. Men jeg tænkte, jeg må intensivere. Delvis Rose. Delvis er jeg rædselsslagen for passiv føjelighed. Jeg lever i intensitet. I London, nu, eller for to år siden, dryssede jeg gennem gaderne. Mere liv og spænding end her. Så det må jeg levere – hvordan? Ved at finde på en bog, tror jeg. Og der er altid muligheden af en kraftig bølge: nej, jeg vender ikke mit forstørrelsesglas mod det endnu en gang. Stumper af erindring melder sig så kølende. Trukket op af de tre små artikler (én afsendt i dag) trak jeg en side om Thoby ud.

Fisk glemt, jeg må finde på et middagsmåltid. Men det er alt sammen så himmelsk frit og nemt – L. og jeg alene. Vi hævede Louies løn til 15/- fra 12/- i denne uge. Hun er lige så rosenrød og rund som en lille dreng der har fået drikkepenge. Jeg har også min løber ved hånden. Endnu en glæde. Og alt det slid og slæb med tøj, med Sybil, med selskabsliv udslettet. Men jeg ønsker at se tilbage på disse krigsår som positive et eller andet-år. L. plukker æbler. Sally gør.

Jeg forestiller mig en landsbyinvasion. Livets sammentrækning til landsbyens radius underlig. Nok træ indkøbt til mange vintre. Alle vores venner er isolerede ved vinterkaminer. Breve fra Angelica og Bunny etc. Chancen for afbrydelse lille nu. Ingen biler. Ingen benzin. Tog uvisse. Og vi på vores dejlige frie efterårsø. Men jeg vil læse Dante, og til min rejse gennem engelsk litteratur-bog. Jeg var glad for at se C.R. helt plettet med læsere i The Free Library som jeg overvejer at blive medlem af.

Torsdag den 17. oktober

Vores private held er med os. John siger Tavistock Square ikke eksisterer mere. Hvis det er rigtigt, behøver jeg ikke længere at vågne om natten og tænke at Woolf’ernes held er for nedadgående. For første gang var de ubesindige og tåbelige. Dernæst en presserende anmodning fra Harpers Bazaar om en artikel eller en fortælling. Så det træ, langt fra at være goldt som jeg troede, bærer frugt. Og jeg har brugt jeg ved ikke hvor megen hjernekraft på at tjene 30 guinea på tre små artikler. Men jeg siger, anstrengelsen har sin belønning; for takket være den insektagtige samvittighedsfuldhed og id anses jeg i USA for at være £120 værd.

En fuldendt dag – en rød admiral fråser i et æble-dag. Et rødt råddent æble der ligger i græsset; sommerfugl på det, længere ude en blød blå varmtfarvet bakke og mark. Alt falder gennem blød luft for at hvile på jorden. Lyset svinder nu. Snart sirenen; så klangen af anslåede strenge ... Men det er stadig næsten til at glemme; den natlige operation på det plagede London. Mabel vil forlade den. L. saver træ. Det sjove lille kors på kirken synligt med bakkerne som baggrund.

Vi tager til London i morgen. Tåge stiger op; et langt uldtæppe af hvidt på engene. Jeg må mørklægge. Jeg havde så meget at sige. Jeg fylder langsomt hovedet med elizabethanere, det vil sige: lader det suge næring ligesom den røde admiral – sirenen, lige som jeg havde trukket gardinerne for. Nu begynder den ubehagelige del. Hvem bliver dræbt i nat? Ikke os, formentlig. Det tænker man ikke på – undtagen som noget livgivende. Jeg tænker faktisk tit at vores sensommer var fortjent: efter alle de år i London. Jeg mener, det her giver den liv. Hver dag set på baggrund af en meget svag skygge af legemlig fare.

Men for at fortsætte – Lady Oxford skriver et groft, begærligt brev. Ethel har lavet sit sædvanlige nummer – medfølelse, jeg skal vise medfølelse – glemmer og indrømmer hun er i live, ja har travlt; så hvorfor i alverden lade sig dupere af de udadvendte igen? De skriger for at fremkalde et ekko – ligesom Hugh skal, skal Ethel høres.

Vita sendte en ødelagt natpotte og Jacobs fåreuld. Ikke en udadvendt person. Og jeg vendte tilbage til PH i dag; og vil overføre mine vanemæssige optegnelser, tror jeg – det jeg gør i ny og næ – til Tilfældig læsning. Tanken er, ophobe notater. Jo, og jeg har lært at beherske jerntæppet for min hjerne. Når jeg er snøret helt sammen, lukker jeg af. Ingen læsning ingen skrivning. Ingen fordringer, ingen »skal«. Jeg traver – i går i regnen over Piddinghoe-bakken – en ny rute.

Dette er et uddrag fra Virginia Woolfs En forfatters dagbøger, der udkommer den 25. oktober på forlaget Rosinante. Bogen er oversat af Karsten Sand Iversen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu