Læsetid: 10 min.

Voksne har svært ved at acceptere, at deres barndoms yndlingsbøger er racistiske

Nogle af de mest elskede figurer fra børnebøger og børne-tv har rod i fordomsfulde karikaturer, og racisme er indlejret i bøger og kultur for børn på en så subtil måde, at selv velmenende progressive antiracister bliver blinde for den. Amerikanske Philip Nel, der er forsker i børnelitteratur, vil åbne vores øjne for de racistiske elementer – ikke for at vi skal fjerne dem, men for at vi skal blive opmærksomme på dem og lære at læse med ubehag
Nogle af de mest elskede figurer fra børnebøger og børne-tv har rod i fordomsfulde karikaturer, og racisme er indlejret i bøger og kultur for børn på en så subtil måde, at selv velmenende progressive antiracister bliver blinde for den. Amerikanske Philip Nel, der er forsker i børnelitteratur, vil åbne vores øjne for de racistiske elementer – ikke for at vi skal fjerne dem, men for at vi skal blive opmærksomme på dem og lære at læse med ubehag
26. oktober 2018

Hvis du har læst Roald Dahls Charlie og chokoladefabrikken eller måske set filmatiseringen med Johnny Depp i hovedrollen som den excentriske fabriksejer Willy Wonka, så har du også hørt om arbejderne på fabrikken: Oompa-Loompaerne.

Da Willy Wonka rejste ud i verden for at finde nye spændende smage til sin slikproduktion, mødte han Oompa-Loompaerne i en tyk og farlig jungle, hvor de boede i hytter højt oppe i træerne for at være i sikkerhed fra de mange farer i junglen under dem.

De levede af ulækre grønne larver, og fik kun sjældent kakaobønner, som de ellers elskede så højt. Willy Wonka tilbød Oompa-Loompaernes høvding at tage hans stamme med hjem, hvor de kunne bo og arbejde på fabrikken og blive betalt i kakaobønner.

»Altså sendte jeg dem alle sammen herop, hver eneste mand, kvinde og barn. Det gik let som en leg. Jeg smuglede dem ind i store pakkasser med lufthuller, og alle nåede sikkert frem. De er helt formidable arbejdere. Og alle taler vores sprog nu. De elsker dans og musik. De laver hele tiden nye sange.«

Den seneste udgave af Charlie og Chokoladefabrikken, der er udkommet på dansk i 2017, og som jeg her citerer, har John Kenn Mortensen illustreret. Her er Oompa-Loompaerne tegnet som små blege mænd med store øjne og langt glat hår. I Roald Dahls oprindelige version fra 1964 var Oompa-Loompaerne afbilledet som afrikanske pygmæer i Joseph Schindelmans illustrationer.

Her ses Oompa-Loompaerne som de var afbildet i Roald Dahls oprindelige version af ’Charlie og chokoladefabrikken’ fra 1964.

Joseph Schindelman

Faktisk skete det allerede i 1973, da bogen blev genudgivet, at Schindelmans oprindelige illustrationer blev erstattet med små hvide mænd med langt hår.

Man vidste altså allerede dengang, at det var en uheldig fremstilling af et afrikansk folk, så derfor ændrede man illustrationerne og fjernede de tydelige racistiske karikaturer.

Men gjorde det bogen mindre racistisk? Nej, mener Philip Nel, professor ved Kansas State University, hvor han forsker i børnelitteratur.

I sin bog Was the cat in the hat black? – the hidden racism of children’s literature and the need for diverse books argumenterer han for, at censur ikke løser problemet, at fjerne symptomerne helbreder ikke det syge legeme:

»At fjerne racistisk indhold er svært, måske endda umuligt. Hvis du bare fjerner nogle krænkende ord, vil den kolonialistiske ideologi højst sandsynligt stadig være der. Den vil bare være mere subtil og sværere at se og derfor også sværere at modstå. Fordelen ved en racistisk karikatur er, at den er synlig. Så lad os se den i øjnene,« siger han.

I den version af Charlie og Chokoladefabrikken, vi kender i dag, er Oompa-Loompaerne måske nok ikke længere afrikanske pygmæer, men de er stadig en stamme fra junglen, der er taknemmelige og glade for at blive fragtet fra deres vilde hjemland for at arbejde og bo på en fabrik, som de ikke kan forlade, og blive ’betalt’ i kakaobønner.

Den skjulte racisme

Philip Nel befinder sig lige nu i München på et forskningsophold, og jeg har ringet til ham for at tale med ham om, hvordan man ser den skjulte racisme i børnelitteraturen i øjnene, som han siger, og hvorfor vi bør interessere os for den.

I 1800-tallet kunne amerikanere opleve de omrejsende ’Minstrel shows’ der oftest bestod af hvide mænd malet sorte i ansigterne, der optrådte med sang, musik, akrobatik og sketches. Det er herfra vi kender black facing, der fremstiller sorte mennesker som dumme, fjollede, dovne og glade underholdere.

Endnu en tegning af Oompa-Loompaerne i versionen fra 1964. 

Joseph Schindelman

Disse Minstrel shows var allerede i begyndelsen af 1900-tallet historie, men black facing levede videre i underholdningsindustrien, og for eksempel optrådte Fred Astaire med black face i filmen Swing Time fra 1936.

Det er velkendt, at figurer som Mickey Mouse og Snurre Snup er inspireret af disse Minstrel shows med deres hvide handsker og malede ansigter, men Philip Nel har ladet den nok mest elskede figur i amerikansk børnelitteratur: Dr. Seuss’ The Cat in The Hat på dansk Katten med hatten være omdrejningspunktet for sin undersøgelse af forbindelsen mellem racistiske karikaturer og fordomme og børnelitteratur.

Dr. Seuss blev opfordret til at skrive The Cat in The Hat af en forlagsmand i Boston i 1955, der mente, at de amerikanske skolebørn manglede en bog, der gjorde det sjovt at lære at læse. På vej op på forlagsdirektørens kontor tog han og Dr. Seuss en elevator, der blev ført af en kvindelig afroamerikaner iklædt hvide handsker og »et snedigt smil«, som det hedder i en biografi om Dr. Seuss.

Hun skulle blive inspirationen til Dr. Seuss’ Katten med hatten, der iklædt hvide handsker, fjollet tøj og et malet ansigt besøger en flok hvide børn, der keder sig, og underholder dem med rim, sang, drilleri, ustyrlighed, dans og et snedigt smil.

»Katten med hatten er ikke en åbenlyst racistisk karikatur, som der ellers er en del af i Seuss’ øvrige forfatterskab, men den er heller ikke en ukompliceret og uproblematisk figur, og dermed bliver Seuss et godt eksempel på at selv velmenende progressive personer videreformidler racisme og racistiske karikaturer i deres værker,« siger Philip Nel.

Det paradoksale er nemlig, at samtidig med, at Dr. Seuss skrev om katten med hatten og andre mere åbenlyst racistiske karikaturer, var han en hård offentlig kritiker af racistiske stereotyper.

»Der hersker den misforståelse, at racister er onde mennesker, der vil gøre onde ting, at racistisk kunst er dårlig, dårligt skrevet eller fremført, men sådan fungerer det faktisk ikke. The cat in the hat er en god metafor for, hvordan vi indoptager information og videreformidler det uden at være bevidste om det,« siger Philip Nel.

Her ses Oompa-Loompaerne som de er afbildet i den senere version af ’Charlie og chokoladefabrikken’ fra 1973 – kun ni år senere. 

Joseph Schindelman

Racisme er hårdfør, tvetydig og tilpasningsdygtig fremfører Philip Nel flere gange i sin bog, og den gemmer sig særligt godt i børnelitteratur, hvor »den gør skade på alle – både hvide børn og farvede børn«, siger han. Men hvordan skade og hvorfor gemmer den sig særligt godt i børnelitteratur?

»De kulturelle udtryk, som vi møder tidligst i livet og på et tidspunkt, hvor vi er meget letpåvirkelige og stadig i færd med at danne et ’selv’, indlejrer sig i vores erindring og fantasi på en måde, som vi ikke er bevidste om,« siger han og fortæller, at mange måske vil betragte hans forskning og trække lidt på smilebåndet over, at nogen tager børnelitteratur så seriøst, »fordi der hersker den opfattelse, at kultur for børn er uskyldig og ufarlig,« siger han.

Men det er en misforståelse. »Forskning har påvist, at børn helt ned til 2-3-årsalderen er bevidste om race og bevidste om, hvad det betyder og hvilken slags magt det indebærer.«

For eksempel foretrækker selv sorte børn at lege med hvide dukker.

»Så at tro, at børn er uskyldige og ikke ser race, er farligt og naivt,« siger Philip Nel.

De nostalgiske voksne

Den samme misforståelse om uskyldighed er forklaringen på, at voksne har meget svært ved at acceptere, at bøger, de selv holdt af som børn, indeholder racistiske elementer. Og så har nostalgi det med at skjule ideologi, forklarer Philip Nel:

»At indrømme, at der er racistiske elementer i bøger, der er en del af et skattet minde i din erindring, er ubehageligt og destabiliserer voksnes nostalgi og deres selvopfattelse. Man tænker: ’Jeg er ikke en racistisk person. Jeg elsker denne bog. Derfor kan denne bog ikke være racistisk.’ Og hvis der er brug for det, kan man tilføje: ’Historien undskylder min smag: Vi vidste ikke bedre dengang.’«

Derfor skjuler racisme sig i bedste velgående i børnelitteratur og forsvares endda af de voksne. Men som Philip Nel påviser med sin undersøgelse af Dr. Seuss og Roald Dahls paradoksale forhold til karikaturer og stereotyper, så var der faktisk folk, der vidste bedre dengang, og de selv samme folk videreformidlede alligevel ubevidst racisme. Nostalgien forhindrer, at man ser på disse bøger med et kritisk engageret blik.

Men hvad skal man så gøre ved det? Censurere? Nej, mener Philip Nel som sagt, og det er vigtigt for ham at pointere, at det ikke er formålet med hans bog, selv om han godt kan forstå, hvorfor nogle ønsker det. Han ønsker i stedet, at vi skal lære »at læse med ubehag«.

Han mener, det vil skabe større bevidsthed omkring racismen og tydeliggøre, at den ikke er noget, der praktiseres personligt og skader personligt. Det er en systemisk forbrydelse, som er indlejret i kulturen.

»Hvis vi lader os selv læse i affekt, så åbner det for kritisk refleksion,« siger han.

»Hvis vi lader os selv forarges og føle vrede og i stedet for at ignorere eller forklejne racismen og så bruger de følelser til at forholde os til, hvor de kommer fra, så kan vi bedre se de strukturelle forklaringer frem for at føle personlig skyld og skam.«

Philip Nel har nogle tips til, hvordan man læser ubehageligt.

Det handler i virkeligheden bare om at tale om og forholde sig kritisk til det, man læser med børn. Litteratur er ikke enten problematisk eller uproblematisk, smuk eller grim.

»Racistisk litteratur kan være smuk og genial. Jeg blev også personligt revet med af Borte med blæsten som er en meget fængende fortælling og en af USA’s mest elskede romaner, men den er samtidig vanvittigt racistisk og én af forklaringerne på, at tiden i sydstaterne før borgerkrigen er voldsomt romantiseret. Lige nu bor og arbejder jeg i Tyskland. Her indretter man museer i koncentrationslejrene og bruger dem som steder, hvor man lærer folk om de frygtelige forbrydelser, der fandt sted der. I USA holder man bryllupper på de gamle plantager.«

Endnu en tegning af Oompa-Loopaerne fra versionen fra 1973. 

Joseph Schindelman

Vi skal lære, at det er okay at stille spørgsmål til bøgerne, også til dem vi elsker. Nogle vil måske frygte, at det at læse med børn på den måde vil tage alt det sjove ud af at læse, men det afviser Philip Nel:

»Børn elsker, at man taler sammen om det, man læser sammen med dem. Du skal ikke fortælle mig, at du ikke har afbrudt et barns lange tirade af spørgsmål med et ’ti nu stille, jeg prøver på at læse’. De ville elske det.«

Og hvordan gør man så?

For at vende tilbage til Charlie og Chokoladefabrikken, så foreslår Philip Nel, at man for eksempel læser sammen med børnene og spørger: »Hvad tænker du om, at de blev fragtet med skib hele vejen fra junglen til England i en kasse med lufthuller? Ville du synes om det? Hvad med at bo på en fabrik som du ikke må forlade, og kun blive betalt med kakaobønner? Ville du synge og danse?« siger Philip Nel med den humoristiske tone i stemmen, han generelt taler med, inden han foreslår det knusende spørgsmål: »Hvad siger det om, hvad forfatteren tænker om Oompa-Loompaerne?«

Forsker og aktivist

Philip Nel taler uforfærdet og hjerteligt om et emne, som er meget betændt og skaber store diskussioner i den politiske debat i USA. Og det er da også tydeligt, at han er både forsker og aktivist. Han har ændret pensum for sine studerende, så det er mere mangfoldigt.

Han argumenterer for, at forlag skal arbejde aktivt for at udgive flere diverse books, altså bøger skrevet af og om for eksempel afroamerikanere. Fordi litteratur for børn i USA udgives af, skrives af og handler om hvide. Det betyder blandt andet, at segregering lever videre i forlagsbranchen, mener Philip Nel, og at hvis der endelig er en sort karakter i en bog, så er der stor sandsynlighed for, at det er socialrealisme eller en biografi.

Det fortæller læseren, at den eneste erfaring, der findes for en sort, er den at være sort. Ikke at være superhelt, en figur i en dystopisk roman, en troldmand, en digter eller en forelsket teenager.

»Det har været helt utroligt deprimerende at researche til denne bog,« fortæller Philip Nel.

Og han kom hurtigt til den konklusion, at det ikke var nok at analysere fænomenet:

»Hvis jeg ikke forsøgte at bidrage til en forandring, så føles det som at være medskyldig,« siger han.

Han er selv hvid og skriver flere gange i sin bog, at den og forslagene til aktiv handling mest er henvendt til hvide:

»Grunden til, at hvide mennesker burde interessere sig for det her, er, at vi alle profiterer på det hvide overherredømme. Og jeg ved, at de, der læser dette interview lige nu, ikke ønsker at profitere på hvidt overherredømme. Og det er godt. Men det ændrer ikke på det. Jeg nyder fordel af min hvidhed hele tiden. Hvis du nyder fordel af uretfærdighed, bør du forsøge at gøre noget ved det.«

Til sidst spørger jeg ham, om han har oplevet nogle konsekvenser ved at have skrevet denne bog og være så udtalt aktivistisk i en amerikansk offentlighed, der synes mere splittet end nogensinde.

»Jeg har fået ubehagelige e-mails og den slags, men jeg har ikke oplevet professionelle konsekvenser, og selv e-mailsene er til at håndtere. Og ved du hvorfor? Fordi jeg er hvid. Der er ikke noget, nogen kan kalde mig, der dehumaniserer mig. Der findes ikke nogen ækvivalent til n-ordet for en hvid mand. Intet ord med samme form for historisk og kulturel magt, som de ord, der bruges mod kvinder og sorte, har. Og så er jeg en hvid mandlig akademiker. Hvid mandlig akademia sidestilles med vestlig rationalitet og objektivitet. Kan du se, hvad jeg mener med at nyde fordele?«

Philip Nel vil holde et foredrag om sin forskning ved seminaret ’Børnelitteraturen udvider’ i Aarhus, som Anita Brask Rasmussen er medarrangør af.

Philip Nel har givet en Google Talk om Was The Cat in The Hat black?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
David Zennaro, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunst er vel blandt meget andet også fortællinger, der udspringer fra den verden kunstneren lever i. Derfor er Lille Sorte Sambo ikke et racistisk manifest, men en fin historie, der uheldigvis er skabt i en verden med anglosaksisk kolonikultur, og derfor bærer den kultur i sig. Jeg er også klar over, at den bog og andre kulturskatte, har været med til at give mig min forestilling om den hvide races betydning. Det gælder så også for al anden kunst og arkitektur skabt de sidste 300 år. Vi skal ikke fornægte det, men stå ved det, for ellers kan vi ikke bekæmpe det.
Når vi ad åre og generationer kommer på den anden side af begrebet race, kan vi genopdage dem og nyde dem, som det de også er: den gode historie skabt af en ralentfuld fortæller.

Naja Abelsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen, Michael Boe, Hanne Pedersen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Espen Bøgh og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Hvis afbildningen af Mickey Mouse er udtryk for racisme rettet imod sorte mennesker, hvorfor er selvsamme Mickey Mouse så altid og uden undtagelse skildret som værende meget klogere end hvide mennesker som f.eks. politimester Striks m.fl.?

I flere Bugs Bunny-tegnefilm kan man med rette snakke om racisme eller i det mindste racistiske undertoner, men på den anden side er den hvide race heller ikke fredet. Prøv f.eks. at se "Hillbilly Hare" eller de utallige episoder med "Rabbit Season, Duck Season, Rabbit Season...."

Lise Lotte Rahbek

Leo Nygaard
Du skriver: "At beskrive racers egenskaber i krop og sjæl er ikke racisme. Først når man i en sammenligning nedvurderer en race i egenskaber og rettigheder ift en anden, er det racisme."

... Hva'e.. Ku du så ikke lige beskrive en races egenskaber i krop og sjæl?
Jeg er spændt på dit valg af beskrivende ord.

Lise Lotte Rahbek

Hellere det med sjælen, Leo Nygaard. Det lyder spændende at kunne beskrive en races sjæl.

Læs i øvrigt om menneskeracer I den Store Danske.:
Med den indsigt, man har opnået i den moderne populationsbiologi, er det svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer. Der er snarere tale om gradvise overgange mellem forskellige populationer, et variationsmønster, som bedst kan betegnes kliner. Der er tale om en geografisk struktureret variation, både morfologisk og genetisk, som kan forklares dels med tilpasning til fx klimaforhold, dels ved tilfældig sammensætning af genetisk variation ved såkaldt genetisk drift.
Ved analyser af genetisk variation målt på DNA ses det, at ca. 85 % af den samlede variation findes mellem individer inden for lokale befolkninger, ca. 5 % mellem befolkninger inden for de fem klassiske racer, og de sidste ca. 10 % findes mellem disse. Der er derfor tale om en langt større grad af polymorfi (variation inden for grupper) end polytypi (variation mellem grupper). At tale om racer hos mennesker kan derfor betragtes som en forsimplet tilnærmelse til menneskelig variation.
http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%c3%b8/Antropologi/Menneskeracer/m...

Herdis Weins, Naja Abelsen, Dana Hansen, Marie Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Efter chokket over at have læst indlægget(ideologien) var min første tanke; "Årh, rend mig i ræven", en neorevisionist der har taget ved lære af "#Mee-to kampagnen", og hvor vi alle skal føle og være skyldige i og på vore forfædres og samfundet muligheder for udbredelse af historiefortællinger, hvoraf endog nogle stammer fra skoletidens læsebøger, - hvad fanden er meningen efterhånden.

Historien sammen med vor udvikling har ændret mange ting, herunder også slavehandelen og ikke mindst eftertiden syn herpå, - det vor udvikling som mennesker åndeligt i ethvert omfang af de ændringer i holdninger og forståelser for vort liv og dets omgivelser.

Det er ikke så mange år siden selv "Tin Tin" ikke længere var stuerent, og især Kaptajn Haddocks eder og forbandelsen skulle gøres stueren i genoptrykningen af disse hæfter, hvor adskillige andre sprogligheder fra datiden skulle reformeres, så vor udviklingshistorie i ånden blev kontrafaktisk til at være langt ældre end tilfældet er.

Det er let med den slags kontrafaktisk historieskrivning, - men ikkenok med det, men også forløjet såvel som selvforløget, for at gøre os bedre i vor selvforståelse end vi faktisk har været, - men endnu værre er det vi bliver historieløse, hvilket vi også har set der hvor revisionismen hærger.

Efter Irakkrigen bliver alle statuer af Saddam Hussein revet ned, ligesom andre monumenter af personen, - så fremtidige generationer ikke stifter bekendtskab med at landets udviklingshistorie engang har haft sådan en rædselsful diktator.

Den samme historie udspinder sig også i Rusland - efter Stalins død og hans regimes hærgen i landet igennem næsten 70 år, og igen finder efter denne revisionisme det historieløse Rusland igennem 70 år, som ingen må tage ved lære af, hvilket de ikke kan for historien er fjernet fra lærebøgerne og i virkeligheden.

Vist er der undtagelser som må og skal holdes ved lige efter 2. VK her i midten af Europa, ligesom kommunismens lejre(Gulag).

Det er vores udviklingshistorie til de mennesker og tanker vi har i dag, der arbejdes på at omskrive så vi bliver renere end nyfalden sne - som vi altid har været, skal det fremstå som, - det er ikke historiens gang, men historieforfalskning af værste skuffe.

Stop nu den falske kontrafaktiske historieskrivning i vores nutid, om vores fortid og de ting som vore forfædres handlinger og tanker der begrundede dette, og heller ikke vores skribenter og forfattere af bøger, hæfter osv. med historier fra his og did for den revisionistiske og kontrafaktiske historieskrivnings falske dydsmål i nutiden.

Alle deltog nemlig dengang i det der var den tid ånd, og tog det til sig som en naturlig del af vort udviklingsstade som mennesker, - det skal det stadig være, for datiden, og vores forandrede syn på tingene er det der viser vi har udviklet os sidenhen i næsten alle retninger det vi kender som nutidens ånd og meninger og forståelser.

Naja Abelsen, Hans Aagaard og Mikkel Schou anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Ja ;Jeg er voksen.
Ja; Jeg har svært ved at acceptere at f.eks. Tintin er racistisk.
Ja; Jeg giver intet for arvesynd.
Ja; Jeg anerkender at den tid ting er skrevet i er en anden tid end den vi lever i nu.
Ja, Jeg mener ikke man skal skrive nu, som man gjorde dengang.
Ja; Jeg finder det OK med et forord i nye udgaver der forklarer tingenes tilstand, således at nye læsere ikke skal blive forargede.

Nej; Man skal ikke ændre i de gamle tekster/film/ malerier/musik.

Naja Abelsen, Dorte Nielsen, Hans Aagaard, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Jesper Sano Højdal, Brian Christoffersen, Dana Hansen, Karsten Aaen, Kim Houmøller, Herdis Weins og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Og vi sad i piletræet og læste Kaptajn Mickey der skød og dræbte så mange indianere han kunne. Tror ikke nogen drenge har taget skade af denne racistiske psykopat. Vi lejede jo røvere og soldater, og fik tilmed masser af frisk luft.

Hans Aagaard, Jesper Sano Højdal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

'Racistiske' fortolkninger af alt muligt er virkelig trendy for tiden. Den daglige dosis slipper man ikke for, idet ... altså, tænk hvis nogen begyndte at grine, ikke ? Af noget 'race-specifikt' krop og sjæl....

Den nye generation har svært ved at acceptere, at deres forældres yndlingsbøger ikke var racistiske.

Hvor mange europære kender mon overhovedet til the the Cat in the Hat? eller til at Willy Wonka-figuren er skabt af Roald Dahl? og der så lavet 2-3 film efter bogen; den seneste film den med Johnny Depp som Willy Wonka. Måske man i stedet for alt det her amerikanske fokus på racer, og på, hvordan, og hvorfor alle racer, mennesker, grupper, skal behandles ens - retfærdigt - mm. og mv. kunne fokusere på budskabet i filmen som omtaler her:

Moralen er nemlig den, at grådige små børn intet får, men de børn, der kan kontrollere deres begær får alt til sidst! Og det er faktisk en moral, vi har brug for i den her tid, hvor grådige mænd i nålestribede habitter, med vest, og hat, og med stok måske også, har lænset de europæiske banker for over 410 mia. kr. (eller meget mere) :(

Philip Nel, har forståeligt nok, som amerikaner, et meget amerikansk fokus og udgangspunkt! Men hvorfor skal vi her i Europa gøre som amerikanerne siger, eller have de samme diskussioner om race mm. som man har i USA for tiden! USA har et problem med racisme, et meget stort problem! Og det må de gøre noget ved derovre - de skal aldeles ikke komme her og overføre deres problemer med racisme til europæerne, bl.a. har europæerne, så vidt jeg, da aldrig haft minstrel shows; tværtimod flokkedes sorte amerikanere til London, Paris, Berlin i 1920'erne og i 1930'erne, fordi her kunne de være i fred, her kunne de bl.a. være musikere, forfattere, mennesker mm. og mv. uden den på den tid så åbenlyse racisme i USA!

Naja Abelsen, Trond Meiring, Egon Stich, Carsten Hansen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jamal Khashoggi sagde noget før han døde: "Nogle tvinger sig til tavs. andre kritiserer løs og endnu andre støtter noget de ikke tror på". De er det nuverende demokrati. Er det udtryk for frihed ?. Det har kostet ham livet.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Der er en ting, der undrer mig. Det er, at det står: "I den version af Charlie og Chokoladefabrikken, vi kender i dag, er Oompa-Loompaerne måske nok ikke længere afrikanske pygmæer, men de er stadig en stamme fra junglen, der er taknemmelige og glade for at blive fragtet fra deres vilde hjemland for at arbejde og bo på en fabrik, som de ikke kan forlade, og blive ’betalt’ i kakaobønner."

Det er sjovt nok. Jeg har altid læst bogen anderledes. For mig er det FABRIKSEJEREN, der postulerer, at Oompa-Loompaerne er glade for at være fjernet fra junglen og blive betalt i kakaobønner.

Jeg kender ikke Katten i Hatten, så den skal jeg ikke udtale mig om. Og ja, Borte med blæsten et skrevet i racistisk ånd.
Men er Charlie og chokoladefabrikken også? Kan man ikke omtale kolonialistisk hovmod i en børnebog uden at være racist - og er det ikke lige det, Roald Dahl gør? Det er jo ikke ligefrem sådan, at de øvrige handlinger fra fabriksejerens side er perfekte idealer.
Forøvrigt uanset hvilke illustrationer, der er brugt.