Læsetid: 5 min.

1 og 1 er 2, jorden den er rund, og mænd er bedre kunstnere end kvinder. Ikke?

I denne uge har Informations kulturredaktion spyet satirisk galde ud over mænd, der bygger høje statuer, og anmeldere, der er ude af trit med folkets smag. Men der har også været noget at glæde sig over noget. For eksempel viser det sig, at eksperter foretrækker kunst af kvinder, så snart værkerne bliver indsendt anonymt
Folket elsker den nye Queen-film ’Bohemian Rhapsody’ med Rami Malek i hovedrollen som Freddie Mercury, men det gør kritikerne ikke. Gør kulturgangens Anna von Sperling?

Folket elsker den nye Queen-film ’Bohemian Rhapsody’ med Rami Malek i hovedrollen som Freddie Mercury, men det gør kritikerne ikke. Gør kulturgangens Anna von Sperling?

GK Films/New Regency Pictures/Queen Films Ltd.

9. november 2018

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Forbudte dansetrin

Kan man eje et dansetrin? Det mener den amerikanske rapper 2 Milly. Han overvejer nu at lægge sag an mod computerspilsproducenten Epic Games, der står bag skydespillet Fortnite – et af tidens store hits, som bliver spillet af børn over hele verden.

Spillet er som udgangspunkt gratis, men firmaet bagved tjener milliarder på, at spillerne kan tilkøbe ekstraudstyr til deres spilfigurer, herunder dansebevægelser.

Og så er vi fremme ved problemet. For en af de danse, man kan købe i spillet, minder umiskendeligt meget om 2Millys ikoniske dansetrin fra videoen Milly Rock (2014). Og det er rapperen selvsagt ikke helt tilfreds med. Han vil have en del af kagen. Og den er stor, for Fortnite er big business. Om dansetrinene viser sig at være forbudte eller ej, vil vise sig.

Vil man se eksempler på de ikoniske dansetrin, behøver man til gengæld ikke at vente, man kan enten stikke hovedet ind på youtube, hvor det vrimler med videoer af dansende børn – eller man kan slå et smut forbi kulturgangen på Information, hvor Anna von Sperling angiveligt mestrer dansen til perfektion.

Den norske olie og de dumme danskere

NRK melder sig nu ind i tv-dramaklubben med en serie om det norske olieeventyr. Lykkeland, hedder den, og første afsnit kan ses på DR. Serien følger fire unge mennesker i Stavanger og Nordsøoliens rolle i deres liv. Danmark optræder også i serien – kun i glimt, ganske vist, og ikke for det gode:

»Danmark har optrådt totalt idiotisk.«

Nå, nå! Var det fordi Per Hækkerup drak sig fuld og gav eventyret til nordmændene?

Næ, for det gjorde han jo ikke. Idiotien går ud på, at A. P. Møller i 1962 fik en 50-årig eneretsbevilling til at udvinde råstofferne i de danske dele af Nordsøen. Som det udlægges af norske embedsmænd i serien:

»De kalder sig et Socialdemokrati, og så giver de alt til én familie.«

Hovsa. Nu er ganske vist fiktion, men der er  måske alligevel noget om snakken. For efter 50 år med udbytte til blot én enkelt familie, forlængede den borgerlige regering i 2003 aftalen, hvilket betød et tab på 124 milliarder til den danske statskasse.

Et stort tillykke og utillykke til kvindelige kunstnere

Vi ved det, fordi vi kan erfare det ved at læse på de små lapper under langt de fleste nye og gamle udstillede værker i Danmark: at mænd er bedre kunstnere end kvinder.

Ganske vist uddannes flere kvindelige kunstnere på akademierne end mænd, men når kunsten skal købes af gallerierne, og når museer skal investere i noget ægte vigtigt at udstille – så ER det overvejende værker af mænd, de vælger. Summa summarum: 1 og 1 er 2, jorden den er rund, mænd er bedre kunstnere, eller også har de bedre forudsætninger for at lave RIGTIG god kunst. Ikke? At tale om decideret kønsbias i kunstverdenen ville kræve håndfaste beviser.

Godt så. På den aktuelle Kunstnernes Efterårsudstilling er alle udstillede værker indsendt anonymt og altså uden kønsangivelse. De er blevet vurderet af et kunstfagligt censorpanel (tre mænd, to kvinder, alle hot shots i kunstverdenen).

61 pct. kvinder sendte i år værker ind, 35 pct. mænd gjorde det samme, resten var grupper. Af de værker, som endte med at blive udtaget anonymt, var 80 pct. lavet af kvindelige kunstnere. Og alle tre prisvindere var kvinder. Tillykke til dem alle – og utillykke med den verden, de fremadrettet skal forsøge at slå igennem i.

Verdens højeste statue splitter Indien

Ved I, hvad man siger om mænd, der bygger meget høje statuer? Ja, præcis. Men lad os her nøjes med at kalde det en politisk potent manifestation.

Hele 182 meter tårner den sig op, statuen, som den indiske premierminister Narendra Modi i sidste uge indviede i delstaten Gujarat. Det gør den til verdens højeste. Til sammenligning er Frihedsgudinden kun 46 meter uden sokkel.

Den nye dreng i klassen har fået navnet Statue of Unity, men foreløbig har den kun ført til mere splittelse på subkontinentet. Den forestiller nemlig Vallabhbhai Patel, en af uafhængighedskampens fremmeste figurer. But he ain’t no Gandhi, som man siger. Ligesom Patel kom verdens måske mest kendte politiske ikon fra delstaten Gujarat.

Men når valget alligevel er faldet på hans mindre kendte kampfælle, Patel, skyldes det, at Kongresspartiet allerede har monopol på Gandhi og fortællingen om ham. Så Modis parti BJP måtte finde en anden. Hvilket de så har gjort. Men at valget er faldet på en mand, der ikke støttede den hindunationale dagsorden og at statuen netop er blevet rejst i Gujarat, har ført til stor vrede.

Det var nemlig i Gujarat, at den nuværende premierminister Modi startede sit højrereligiøse eksperiment. Og det var i Gujarat – under Modis ledelse og mere eller mindre direkte indblanding – at mindst 1044 mennesker, primært fra det muslimske mindretal, blev dræbt i 2002. Uden så meget som en mindeplade.

Ned med 100-timers arbejdsugen

Det skulle efter sigende være sjovt at spille videospillet Red Dead Redemption 2. Spillet foregår i det vilde Vesten og er et af de største videospil nogensinde, bl.a. fordi den verden, man bevæger sig rundt i, er så rig på detaljer og muligheder. Man kan støde på 200 forskellige dyrearter og tale med de animerede karakterer man møder, som til sammen har en halv million replikker på repertoiret.

Den slags tager tid at udforske, og – helt ekstremt meget – tid at udvikle. Rockstar Games, der står bag spillet, er tilsyneladende præget og plaget af en opfattelse af, at spiludviklere er glade nørder med ubegrænset lyst til overarbejde.

En af stifterne fortalte i et interview om 100-timers arbejdsuger op til udgivelsen. Opfattelsen af, at man ikke kan få nok af arbejde, så længe det er kreativt, er dog ved at slå sprækker, og interviewet har affødt protester. Man kan drømme om en skønne dag, hvor ureguleret lønarbejde under urimelige vilkår virker så eksotisk, at man kan lave videospil om det.

Freddies overbid er det folket vil have

It's a kind of magic, for selvom den har høstet jævnt elendige anmeldelser, kan biografgængerne ikke få nok af Bohemian Rhapsody, filmen om Queen. Den indtjente 51 millioner dollar i USA i første weekend og på filmsiden Rotten Tomatoes synes 95 pct. af brugerne, at det er en god film. Og det til trods for, at det jo er en bredt anerkendt dårlig film.

Men biografgængerne vil break free, og det har fået den britiske avis The Guardian til at kalde 2018 for ’the year of the critic-proof movie’ (det kritikerresistente filmår, red.). For Queen-dokumentaren er kun seneste eksempel.

Fx er en af de andre store hitfilm Venom (noget spin-off på Spiderman, mere ved jeg ikke, jeg er for fin til den slags), der også blev slagtet. Der er da enkelte film, hvor biografgængerne og anmelderne er enige, men ifølge The Guardian er det nu så tilfældigt, at man ligeså godt kunne »trække navnene op af en hat«. We are (not any longer) the champions.

Enten har publikum dårlig smag. Eller også er de bare ret trætte af, at vi altid skal snige kiksede referencer ind i vores tekster, alt imens vi ligner nogen, der er ikke så lidt stolte af vores vid og sproglige finesse.

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

  • Der er rigtig god julestemning mellem Pernille Rosendahl og Kristian Jensen og blandt de nominerede til Turner-prisen

    6. december 2019
    And the award goes to ... Alle de nominerede til Turner-prisen, der har overtalt komiteen til at lade dem dele sejren. Imens har Venstres Kristian Jensen fundet sammen med Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl, og et nyt kunsttyveri har ramt Tyskland
  • Det har været en god og dårlig uge for Michael Jackson

    29. november 2019
    På kulturredaktionen klapper vi ad Taylor Swifts AMA-rekord og en østrigsk kvindelig komponist. Samtidig er tyskerne blevet frarøvet milliardskatte, og en brite vrider sin hjerne over, hvordan Michael Jacksons liv kan filmatiseres. Et nyt museums-computerspil og en Netflix-biograf har også optaget os i ugen, der er gået
  • Død er ikke længere en undskyldning for ikke at arbejde

    22. november 2019
    Gode kulturprogrammer på DR dør, mens James Dean genopstår på lærredet. Det måber vi i denne uge over på kulturredaktionen, alt imens John Kørner raser over »profithungrende røvhuller«, Kanye West tager en karrieredrejning, og en teaterinstruktør vinder indsigt i tykke menneskers følelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu