Interview
Læsetid: 4 min.

»I aften vil jeg fejre prisen, i morgen tager jeg hjem og fortsætter mit liv«

Auður Ava Ólafsdóttir, som tirsdag vandt Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman ’Ar’, beskriver sig selv som en forfatter fra et land uden hær, som skriver om en fredsbevarende styrke bestående af én mand og hans boremaskine
Kultur
2. november 2018

Den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir følte sig beæret, da hun tirsdag aften blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Ar (på islandsk: Ör) om en ensom mand, der vil tage livet af sig, men kommer fra det igen. Det sagde hun i sin takketale, og det sagde hun, da hun mødte pressen efter uddelingsceremonien. 

Prisen blev uddelt af den norske kronprinsesse Mette-Marit i operahuset i Oslo. Scenen var pyntet med lyng, birk, røde bøgeblade og andre übernordiske planter. NRK sendte fra den højloftede operasal, som var fyldt med nordiske parlamentarikere og embedsmænd, der var midtvejs i Nordisk Råds årlige session. Kronprinsessen talte om den helt særlige position, Nordisk Råds Litteraturpris har, fordi den løfter de vigtigste forfatterskaber frem og styrker det nordiske fællesskab.    

Som Informations udsendte får jeg bagefter Ólafsdóttir på en form for tomandshånd i udkanten af operahusets foyer. Hun siger, hun føler sig beæret, fordi hun sammen med de andre nominerede var »i sådan et storartet selskab af vidunderlige forfattere, der ville have fortjent prisen.« Da jeg spørger, om det vil forandre hendes liv som forfatter at vinde Nordisk Råds Litteraturpris, er Ólafsdóttir ikke mere benovet, end at hun svarer:

»Jeg tror det ikke. Jeg vil nok fejre det i aften. Og så vil jeg vågne i morgen, tage flyet hjem til Island og fortsætte mit almindelige, simple liv. En pris hjælper ikke en med at skrive en ny bog. Man starter altid fra nul. Nye ideer, ny musik, ny stil.«

Som nævnt handler Ar om en ensom mand, Jonas Ebeneser på 49 år, der, efter at hans kone har forladt ham og deres skindøde ægteskab, ikke mener, han har mere at gøre eller berige verden med. For ikke at risikere, at det bliver datteren, der finder ham hængt, pakker han reb og boremaskine og rejser sydpå til et uspecificeret krigshærget land. Her viser det sig, at en praktisk anlagt, hæderlig mand med en boremaskine godt kan være til gavn og glæde for andre. Overordnet minder plottet om andre (nordiske) historier såsom svenske Fredrik Backmans roman En mand der hedder Ove (2013, filmatiseret i 2016) og finske Aki Kaurismäkis film I Hired a Contract Killer (1990). Også her bevæger ensomme mænd sig fra suicidalt mørke, fremkaldt af hjertesorg og eksistentiel tomhed, mod lysere tider, idet de undervejs i selvmordsplanlægningen uforvarende kommer til at få nyt indhold i livet i form af meningsfulde relationer og gøremål.

Juryen kalder i sin begrundelse Ar for »en lille bog med et stort hjerte,« som stiller »dybe spørgsmål om liv og død, om individet i forhold til helheden, om menneskets privilegier, rettigheder og pligter i verden. Ikke mindst pligten til at give menneskeligheden lov til at udfordre mørket.« 

Her i avisen skrev Kristin Vego i sin anmeldelse: »Kan man forestille sig en livsbekræftende roman om selvmord? Et værk, som behandler tunge temaer, men som samtidig er overraskende let og humoristisk? Auður Ava Ólafsdóttirs finurlige Ar [...] er tilnærmelsesvis netop dét.« 

I sin takketale siger Ólafsdóttir, at hun skriver mod mørket i verden og påpeger det passende i, at hun som forfatter fra et land uden en hær skriver om et enmandsfredskorps udelukkende bevæbnet med en boremaskine. Og så slutter hun af med at dedikere prisen til sine oversættere.

Auður Ava Ólafsdóttir er født i 1958 og arbejder til daglig som lektor i kunsthistorie på Islands Universitet. Hun debuterede med romanen Upphækkuð jörð (på dansk: Hævet jord) i 1998 og har siden udgivet fem romaner, en digtsamling og et teaterstykke. Når Ólafsdóttir kommer hjem igen, skal hun i gang med at promovere sin nye bog, der kommer den følgende uge, fortæller hun: 

»Min nye bog hedder Ungfrú Ísland (på dansk: Miss Island), den foregår i 1963 og handler om en islandsk kvindelig digter. Hun er meget talentfuld, men ingen er interesseret i det, hun skriver. Folk er mere interesserede i hendes krop. Hun bliver inviteret til at deltage i Miss Island-konkurrencen og ender i Danmark. Det handler om moderlandet, som jeg kalder det i bogen. På dansk og islandsk hedder det jo fædrelandet, men jeg skriver om moderlandet. Bogen stiller spørgsmålet om, hvad det er for en forfatter. Hovedpersonen bliver en slags flygtning i Danmark, men en forfatter lever i sit sprog, det er det, der er vedkommendes moderland.«

– Det gælder vel især, hvis man skriver på et lille sprog?

»Ja, absolut. Hvis man er fra Sydamerika eller Haiti taler man et verdensomspændende sprog, men når man skriver på et minoritetssprog som islandsk – som faktisk er det eneste, islandske forfattere har til fælles – kan man kun blive læst og forstået af 330.000 mennesker og nogle få meget dyrebare oversættere. Det er derfor, jeg dedikerer prisen til mine oversættere. Jeg har enorm beundring for dem.« 

Ólafsdóttir nævner denne avis’ anmelder Erik Skyum-Nielsen, der har oversat de tre af hendes romaner, der findes på dansk.

Jeg spørger, om sproget virkelig er det eneste, islandske forfattere har til fælles.

»Ja, det mener jeg. Men selvfølgelig har det en stor betydning. Der er en særlig synsmåde i hvert sprog, der adskiller det fra andre sprog og påvirker måden, man ser verden på. Islandsk er et kompliceret sprog, og det er derfor, vi har stor beundring for alle, der lærer det. Nu skal jeg hjem og tale om bogen i forskellige sammenhænge, og så bliver den forhåbentlig oversat til en masse andre sprog.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her