Klumme
Læsetid: 3 min.

Det er aldrig for sent at få et nyt barndomsland

Det er vigtigt at høre til hos andre mennesker, men længe afviste jeg, at det var afgørende at høre til et sted. Nu leger jeg nogle gange, at jeg stammer fra Falster
»Dette hjørne af jorden smiler for mig mere end noget andet,« skrev Oehlenschläger om Falster.

»Dette hjørne af jorden smiler for mig mere end noget andet,« skrev Oehlenschläger om Falster.

Mikkel Østergaard

Kultur
9. november 2018

Jeg stammer fra det østlige Falster. I generationer er min familie vokset op og spist sig brødfede i frugterne fra de muldrige jorde i syd og skuet mod Europa fra Danmarks udkant... ej, det er løgn. Jeg stammer faktisk ikke rigtig nogen steder fra, men nogle gange, når jeg bevæger mig rundt på Falster, leger jeg med fantasien. 

Jeg er ved at gå Falster rundt sammen med en veninde. I etaper. Vi kalder turen ’Falster rundt i guldsandaler med tømmermænd’. For sådan faldt det bare ud – prøv du selv at sidde og se solen gå ned over Farøbroen uden at tage en lille en.

Med de par benspænd er vi ikke nået længere end fra Hesnæs til Bøtø. På to år. Men det er helt okay. Ingen venter på os, og vi er uden bagkant. Derfor er det et godt koncept, som jeg vil anbefale enhver: Vælg et landområde, og sæt dig for at følge kysten. Min far og hans kæreste er ved at gøre det med hele Jylland (*HOST* blærerøve), men mindre kan bestemt gøre det. For det er den helt rigtige måde at opleve et kystland som Danmark. At se hvor forskellige vores kyster er afhængigt af den retning, de vender, det landskab, der fører op til, og de mennesker, der forvalter den (ned med ’privat’-skilte nu!).

Smiler for mig

Denne sommers etape ledte os igennem et af de smukkeste steder, jeg kender – eller med Oehlenschlägers ord: »Dette hjørne af jorden smiler for mig mere end noget andet« – nemlig Danmarks længste kystskov ved Corselitze. Her skrev han i 1819 teksten til Der er et yndigt land. Det siger i hvert fald myten på egnen, og om det er sandt, er for så vidt ligegyldigt, for bøgen hænger på skrænterne og spejler sig i det salte vand. Det ser man, når man går.

Vi kom forbi urmindeskoven Halskov Vænge med de seks stendysser fra bronzealderen og hele 72 gravhøje og så en masse græssende får, der får skoven til at stå åben og fuld af lysindfald. Og så var der pandekager med is til veteran-Citroën-autocamper-træf på Ulslev StrandCamping. Hvor heldig kan to kvinder være.

Her!

Under gåturen fik jeg en tanke. Jeg går ikke Falster rundt: Jeg skridter øen af. For da min familie for nogle år siden købte et lille fiskerhus i Grønsunds vandkant, var det ikke tilfældigt. Jeg havde valgt lige præcis denne del af riget og siden haft den som åbningsside på Boligportalen.

Og det er faktisk lidt sært, for jeg har absoulut ingen relation til øen. Jeg kender ingen, der bor der, og uden at have det komplette sperlingske stamtræ i frisk hukommelse tror jeg godt, jeg kan sige, at vi aldrig har hørt til der.

Alligevel besluttede jeg mig for, at her ville jeg gerne høre til. Og derfor – også derfor – skridter jeg øen af. 

En nomade falder til patten

Jeg er ellers sådan en, der har defineret mig selv som en nomade. Vi flyttede meget i løbet af min opvækst, rundt i verden, rundt i Danmark, rundt i København.

Og jeg er en del af den nok mest globaliserede generation i verdenshistorien. Vi fløj rundt uden skelen til fremtiden og sagde ting til hinanden i lufthavne som: »Jeg har da mere til fælles med en ung progressiv kvinde i Bogota end én, der stemmer på Fremskridtspartiet.« 

Jeg har ikke et sted, hvorfra jeg slyngede guitaren på ryggen og drog mod hovedstaden, og hvortil jeg nu kører hjem til jul.

Men årene gik, og jeg opdagede, at jeg faktisk gik og ledte efter et sted. Forleden sagde Suzanne Brøgger i Radio24syvs ’Det andet kapitel’, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom. Det er smukt, men selvfølgelig også noget vrøvl. Jeg kan heller aldrig få et nyt barndomsland, men vi kan alle sammen vælge os et nyt sted, som vi vil høre til resten af tiden. Så er det bare ud og skridte det af. 

PS. Falster har faktisk en stolt tradition for at tage imod fine, lidt ridsede damer fra Kongens København. I 1600-tallet var det kutyme at tildele enkedronningerne Falster som en slags gyldent håndtryk.

For eksempel regerede dronning Sophie, mor til Chr. IV, over Falster i 43 år. Og hun satte sit præg på landskabet – blandt andet siges det, at hun beorderede kirkerne lyserøde (bad choice, sister), men vigtigst, så havde hun brug for indtægterne fra jagt og tømmer, så hun bevarede kystskovene på Østfalster. Og her kan man den dag i dag kramme Danmarks ældste træ, hvis man er til den slags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her