Klumme
Læsetid: 4 min.

Har vi brug for Attenboroughs glansbillede af naturen for at passe på den?

Er det at stikke folk blår i øjnene, når David Attenborough med rusten røst præsenterer en blå planet uden plastikaffald? Det mener journalist George Monbiot. Jeg siksakker som en svale i skumringen på det spørgsmål
David Attenborough vil vise den smukke og vilde natur i al dens skønhed, fremfor dens menneskabte forfald.

David Attenborough vil vise den smukke og vilde natur i al dens skønhed, fremfor dens menneskabte forfald.

Björn Larsson Roswall/ Ritzau Scanpix

Kultur
16. november 2018

»Det ligner Starwars!« udbrød min søn, da en drone panorerede hen over et bjerglandskab. Et sted i New Zealand. Er mit bedste bud. Det var sidste vinter, og vi var gået i hi med BBC’s naturserie Den blå planet. Når børnene nu alligevel hænger ved skærmen, og jeg er for lad til at gå i skoven, kan man jo ligeså godt forsøge at snige lidt opbyggeligt tv ind, var mit ræsonnement. I sidste uge læste jeg The Guardian og kom i tvivl.

For hvad er det egentlig, jeg derved viser et medlem af den næste generation? Hvad er det for en natur, jeg binder ham – ham, der er vores klodes sidste chance, hvis man skal tro de klimakyndige – på ærmet er virkeligheden i verdens have?

I en klumme går journalist og aktivist George Monbiot, velkendt fra disse spalter, nemlig til næsten dyrisk angreb på selveste David Attenborough, der er stemmen bag Den blå planet og talrige andre naturprogrammer og – ifølge en rundspørge – »den mest troværdige mand i Storbritannien«.

Anledningen til Monbiots kritik var et interview, som Attenborough for nylig gav til avisen The Observer som optakt til hans nye BBC-serie, Dynasties.

Heri fortæller Attenborough, at han i serien godt nok vil nævne truslen mod den vilde natur som følge af menneskeskabte klimaforandringer og andre af vores arts hærderier, men at han har valgt at »underspille« det for at forhindre, at formidlingen bliver »missionerende« og »dommedagsagtig«.

I stedet vil han lægge vægt på at vise den vilde natur fra dens allerbedste vinkel for derved at påpege, præcis hvor værdifuld den er. Og så gør det jo ikke noget, at man hygger sig imens. Hans serie vil derfor være en »tiltrængt pause fra det politiske landskab, der ellers dominerer vores tanker,« som han siger – i en mere eller mindre korrekt dansk oversættelse af en, på originalsproget lidt diffus formulering.

Eskapisme

Ifølge George Monbiot er det et farligt eksempel på ansvarsfralæggelse hos en mand med så meget magt. For ikke alene misser han muligheden for at nå ud til en masse mennesker, der normalt ikke står i kø for at købe The Guardian (eller Dagbladet Information) for at læse om presset på vores naturgrundlag. Den »eskapisme«, der præger Attenboroughs formidling, kan endda skade sagen, mener klummeskriveren. »Ikke bare tvivler jeg på, at det automatisk fører til miljømæssig engagement at åbenbare naturens mirakler,« skriver George Monbiot. »Jeg er faktisk begyndt at frygte, at det kan have den modsatte effekt.«

For i årevis har naturfilm skabt et billede af sikkerhed og overflod – selv på steder, som beviseligt er tæt på kollaps, mener han. »Kameraet forsikrer os om, at der er store områder af vild natur, der stadig trives. Det skaber ubekymrethed, kræver ikke handling.«

Jeg har altid været vild med de fascinerende fortællinger om livet som naturfotograf. Hvordan de i dagevis ligger på lur med deres linser ved et vandhul for at fange det øjeblik, hvor den halte gnu bliver alligatorføde. At de stadig er pionerer, der indtager nyt land ved at fange nye øjeblikke i faunaens mangfoldighed, foreviggjort til glæde for videnskaben og mig og min dreng.

Men ifølge Monbiot er der tilstødt en ny udfordring i arbejdet: at naturfotograferne kæmper med overhoved at få en kameravinkel uden ødelæggelser. »De ved det,« skriver Monbiot. »Og mange er ubekvemme ved den sandhed, at de fortæller en falsk historie, skaber en eventyrverden, der overbeviser os alle om, at alt er i den fineste orden, midt i den meget virkelige krise.«

Det skal retfærdigvis siges, at Monbiot understreger sin respekt for Attenborough. Han indtog nyt land, da han i 2000 lavede en serie om klimaforandringerne (Monbiot var ikke imponeret over de politiske konklusioner, men lad det nu ligge for denne gang) og derved gjorde han, hvad ingen andre ville have fået lov til hos BBC, der dengang mente, at miljø og klima var stensikre humørdræbere, som stationen derfor så det som en public service-forpligtelse at undgå. Og ikke mindst anerkender han, at Attenborough har fået hele verden til at holde vejret ved synes af en ørn på jagt og en kanin i flugt.

Men Monbiot stiller et vigtigt spørgsmål: Er der i dag noget, der hedder ’apolitisk’ formidling, når det handler om natur? 

Den apolitiske natur

Naturfotografi har aldrig kunnet fange den vilde natur, da den blotte tilstedeværelse af menneske og maskine er en indblanding. Men når den menneskelige ødelæggelse er så massiv, vælger man så side alene ved ikke at dokumentere den? Hvis man ikke oplyser, at økosystemer er truet, siger man så ikke derved, at det er robust?

For det er jo dybest set det, vi alle sammen længes efter. Konfronteret med angsten er vores første tilbøjelighed jo at vifte den bort. Kun når det ikke virker, sætter vi os i bevægelse for at fjerne truslen. 

På den anden side, er mennesket vel dybest drevet af længslen efter skønhed og drømme om noget bedre. Så hvordan skal vores byboende, computerspilspillende børn modvirke den følelse af afmagt, som vi giver dem i fødselsgave, hvis de ikke har set, hvor magisk den uberørte natur er? Findes der en vej ud af dyb apati uden en glad okapi?

Jeg ved det ikke. Og selv om polemikken mellem to store naturelskende silverbacks er et godt udtryk for dilemmaerne omkring formidling af klodens tilstand, vil jeg tillade mig at placere mig midtimellem. Og også bænke min søn til Attenboroughs Dynasties, der efter sigende handler om junglens store flokdyr.

Men jeg vil nok denne gang være mere opmærksom på, om den mest troværdige mand i naturformidling nu også husker at fortælle, at mens en grånende hangorilla jo ser imponerende robust ud, kan en motorsav og en hel verden, der kigger den anden vej, sørge for, at han bliver den sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Men det forbigås her, at Attenborough netop i sidste afsnit af Blue Planet II fokuserede på arters uddøen og forurening.

Ejvind Larsen, Anne Eriksen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Jeg ser altid naturudsendelser (uden for mange dyredrab) for at huske på det unikke og fantastiske, man mere eller mindre forsøger at ødelægge.
Det hører med til forståelsen og værdien af alt det, der ikke koster penge.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Svært, svært emne; plastik er en ting, menneskenes fortrængning af vildt-områder er værre. Vi skal tæmme vores udvidelsestrang, men det er umuligt, pga. befolkningstilvæksten.
Så måske må fremtidens mennesker nøjes med "naturen" på film. Problemet er graverende og dybt bekymrende, uden lys for enden af tunnelen.
Lykkes plastik-reduktionen, har jeg også håb for den vilde natur!

100 Species Doomed as Farms 'sterilise' Land.

The Sunday Times. 21.08.16.

The State of 'British' Nature udgivet med forord af Sir David Attenborough.

'In its foreword the broadcaster and naturalist is expected to warn of a 'crisis' facing wildlife in Britain.
The report will blame the common agricultural policy'.

Jeg aner ikke hvor relevancen ligger, men det viser at Attenborough nok ikke bevidst skønmaler naturen, selvom virkningen af mangel på modbilleder bliver netop det indlægget anker over.

Stemte han for Brexit? Who knows!

I dag vokser de fleste børn op med meget ringe kontakt til naturen. I den situation er David Attenboroughs positive tilgang til naturoplevelser langt bedre end den dystopiske jamren, som vi har forurenet miljøet med gennem de sidste par årtier. Kærligheden trumfer altid den dårlige samvittighed.

Peter Beck-Lauritzen, Anne Eriksen, Jens Falkenberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dårlig samvittighed maner til forsvar, Peder Bahne, så man opnår det modsatte, du har helt ret.

Hvordan give politikere og landbrugsfolk en forståelse af egne dispositioner og handlemåder - de må have kendskabet - som voksne personer?

David Attenborough har jo netop gjort meget meget MERE for at ruske op i vores natursyn, give os naturkærlighed og naturbevidsthed, SAMTIDIG med han hele tiden har kæmpet for mere natur, mere plads, mere opmærksomhed også fra politikere!! Han er efter min mening naturforkæmper nummer!
Og så er hans naturprogrammer aldrig 'følelsesporno' eller går for tæt på, når dyr slå hinanden ihjel.

Han er på alle måder opbyggelig og helt vild vigtig for vores naturkamp, ja, hans indsats er helt uvurderlig!!