Feature
Læsetid: 8 min.

Vi er ikke færdige med at tale om disse seks bøger

Tre romaner, to lyrikudgivelser og en novellesamling udgør årets nominerede værker til Montanas Litteraturpris. De er vidt forskellige og valgt fordi, de trækker deres respektive genrer i en ny retning
Tre romaner, to lyrikudgivelser og en novellesamling udgør årets nominerede værker til Montanas Litteraturpris. De er vidt forskellige og valgt fordi, de trækker deres respektive genrer i en ny retning

Frederik Troels-Smith

Kultur
23. november 2018

Helle Helles elegante roman De, Harald Voetmanns ømme og brutale langdigt Amduat. En iltmaskine, Theis Ørntofts topanfægtede roman Solar, Jonas Eikas visionære novellesamling Efter Solen, Vita Andersens hjerteskærende erindringsroman Indigo og Nanna Storr-Hansens cool og kulrede digtsamling Mimosa er nomineret til Montanas litteraturpris.

Litteraturpriser er primært til for at skabe opmærksomhed på værker, der fortjener det, og sekundært til for at skabe en festlig anledning, hvor læsere kan møde forfattere, skåle for deres værker og tale om, hvad de går ud på.

Derudover skal forskellige priser kunne forskellige ting. Nogle fejrer bemærkelsesværdige debuter, andre tager sig af de såkaldt svære toere, hylder et samlet forfatterskabs tyngde eller belønner dets gennemslagskraft hos læserne.

En pris som Nordisk Råds Litteraturpris har til formål at gøre gode bøger synlige uden for de respektive nordiske landegrænser. Nobelprisen retter – når Det Svenske Akademi ikke lige er kriseramt – søgelyset mod et forfatterskab, der fortjener global opmærksomhed. Der findes priser specifikt til børnebøger, faglitteratur, krimier og så videre.

I feltet af priser er Montanaprisen så fleksibelt stillet, at den kan gives til litteratur inden for alle genrer, så længe den er »fornyende inden for sin genre eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«, som det hedder i fundatsen. Blogs, nonfiktion og billedbøger er velkomne. I år er det udelukkende skønlitteratur (med varierende andel af selvbiografisk indhold), der er nomineret til Montanaprisen.

Det drejer sig om tre romaner, to lyrikudgivelser og en enkelt novellesamling, som fortjener at blive fremhævet her i tillægget og at blive nærlæst og diskuteret, som de vil blive det på Testrup Højskoles litteraturseminar ’Tag og læs’, hvor prisen uddeles i januar. 

Montanas Litteraturpris

  • Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kroner.
  • Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
  • Indstillingskomiteen består af Christian Dorph og Ingrid Nymo Møller fra Testrup Højskole samt Lone Nikolajsen og Kamilla Löfström fra Information.
  • En dommerkomité bestående af kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og forfatteren Hanne Højgaard Viemose vil udpege vinderen af årets pris.
  • Vinderen offentliggøres fredag den 11. januar. Prisuddelingen finder sted på ugekurset Tag og Læs på Testrup Højskole, hvor de seks nominerede bøger vil blive præsenteret og diskuteret i ugens løb.

Velkendte skabeloner vrides

Det er aldrig sket og vil næppe nogensinde ske, at de seks indstillede værker peger i samme retning, men sammenlignet med sidste år er der alligevel en forskel, der falder i øjnene.

Alle bøgerne holder sig i år inden for traditionelle genreafgrænsninger, hvor tre ud af sidste års seks nominerede var mere eller mindre hybride, mens vinderværket, den illustrerede, animerede agitproppamflet Det er et jeg, der taler (regnskabets time) af Lone Aburas, placerede sig et nyt sted i den danske litteraturs genrelandskab. 

At årets seks bøger er nemme at genrebestemme, gør dem ikke mindre originale. Tværtimod udmærker flere af bøgerne sig ved at bruge de forventninger, man som læser møder det velkendte format med, som afsæt for deres små og store tematiske og stilistiske udskejelser.

De velkendte skabeloner vrides tydeligst og voldsomst i Theis Ørntofts roman Solar om en (snart ikke længere) ung mand, der til forveksling ligner forfatteren selv.

Romanens Theis traver i bogens første del ud ad den jyske hærvej som en anden ensom vandrer fra romantikken, der betragter landskabet omkring sig og derudfra reflekterer over verdens beskaffenhed og sin egen rolle på planeten. Det er en rolle, han nok indledningsvist giver sig hen til, men som han hele tiden kommer til kort i og begynder at ironisere over:

»Jeg kunne gøre mig nogle refleksioner her. Over hvordan byen glider over i landet, over hvordan grænserne mellem fænomenerne altid er flydende, altid kan diskuteres. Samtidig med at de findes. Men jeg tror jeg undlader.«

I bogens anden del begynder Theis at afkoble sig fra samfundet. Vejen går via Fitnessworld, hvor han tilegner sig en ny kropstype og møder en kvinde fra Vestegnen, som i modsætning til ham ikke spekulerer vildt meget over de mindste ting. Hende flytter han ind hos, og her fortaber han sig i spillet Grand Theft Autos virtuelle L.A.

I bogens tredje del rejser Theis på røven ned gennem Europa, hvor romanen syrer ud i voldsscenarier, hallucinationer og opløsning af skellet mellem ham selv og omverdenen. Solar erstatter på den måde eventyrets og dannelsesromanens klassiske hjem-ud-hjem-struktur med en hjem-ud-længere ud-model. 

Hverdagsrealisme og barndomserindring

Helle Helles roman De befinder sig temperamentsmæssigt, kompositorisk og tematisk i den helt anden grøft end Solar. Her er det ikke det enkelte individs fortabelse i et vildt uoverskueligt kosmos, det handler om, men derimod almindeligt komplekse relationer mellem mennesker på Lolland i 80’erne. Tonefaldet er genkendeligt fra Helles øvrige romaner, alting underdramatiseres og fortælles gennem konkrete handlinger og iagttagelser.

Helle Helle gør både det, hun er bedst til – lader beskrivelser af hverdagslige situationer og genstande flette sig sammen til et tekstligt univers, det er meget nemt at føle sig hjemme i – og noget, hun ikke plejer at gøre.

For første gang siden debuten, tekstsamlingen Eksempel på liv, som foregik i et absurdistisk, forvrænget univers, lemper hun på det hverdagslige sprog, idet hun konsekvent holder sig til at skrive i nutid, også når det drejer sig om noget, der sker længe før den situation, der ellers beskrives.

På den måde går den tid, hovedpersonen og hendes i romanen døende mor har sammen, i ét. På den måde bliver det forestående tab, romanen handler om, ekstra nærværende. Og det billede af hovedpersonen, der går henover marken iført kinasko og med et blomkålshoved at lave gratin af, som indrammer romanen bliver ekstra hjerteskærende. 

Vita Andersens roman Indigo kunne kaldes autofiktion, men er beslægtet med litterære skildringer af selvoplevet elendighed fra Amalie Skram til Tove Ditlevsen. Den præsenterer sig som en »roman om en barndom« og er et forsøg på at genkalde sig en barndom præget af omsorgssvigt og bratte skift mellem anbringelser uden for det, der til at starte med skulle forestille et hjem.

Barndommen vil ikke slippe sit tag i forfatteren, men er heller ikke til at huske, fordi Vita Andersen mangler vidnesbyrd fra voksne omkring sig og offentlige dokumentationer af, hvordan der blev skaltet og valtet med hende. 

Indigo er ikke den type erindringsroman, der leger med skellet mellem virkelighed og fiktion og nødvendiggør begreber som dobbeltkontrakt. Det er heller ikke den type autofiktion, der skal læses uden skelen til den virkelighed, værket refererer til. Det er vigtigt, at der her er tale om en reel, omend sløret erfaring. Bogens tematiske relevans modsvares af dens litterære kvaliteter, så forfatterens smertelige erfaringer både fremstår helt klare og nuancerede.   

Fantastiske fortællinger

De tre nominerede romaner trækker på original vis på hver sin romantradition fra undergangsfortælling over hverdagsrealisme til barndomserindring.

Jonas Eikas novellesamling Efter Solen repræsenterer en fjerde retning inden for prosakunsten med sine fantastiske og mystiske elementer, der er fuldstændigt integrerede i de ellers virkelighedstro universer, novellerne foregår i.

En bank er sunket i grus, hvad der ikke i sig selv er overnaturligt, men dog aparte. En beach boy, der lever af at udlevere vand, parasoller og solcreme til badegæster i Mexico lader sig genoplive i et hjemmelavet okkult ritual, og en pensioneret amerikaner fuld af sorg lykkes med at gå i en form for kosmisk forbindelse med en slags parabolantenne, han har placeret i Nevada-ørkenen.

Efter Solen er Jonas Eikas anden bog, og den adskiller sig både fra hans debutroman Huset. Lageret. Marie ved at indskrive sig i den primært latinamerikanske tradition for længere fabulerende fortællinger.

Brasilianske Clarice Lispectors tendens til at lade sine karakterer gå i forbindelse med deres omgivelser og med andre livsformer er også tydelig hos Jonas Eika, ligesom inspirationen fra mystisk litteratur er det.

Eksempelvis når førnævnte sorgfulde amerikanske pensionist gennemfører et makabert ritual, hvor han indfører et rør i sin egen strube for at kunne skrige et skrig, der udarter til en nærmest psykedelisk sammensmeltning med overdenen. Den slags ser man ikke hvert år i dansk prosa, og da slet ikke så sikkert, vildt, fantasifuldt og følsomt udført.  

Som en digtsamling om forelskelse og ungdommelig væren i verden er Nanna Storr-Hansens anden bog Mimosa tematisk beslægtet med tusindvis af andre digtsamlinger, men ikke desto mindre rager den op og gør sig fortjent til en del mere opmærksomhed, end den har fået. Billeddannelsen og rytmen er sikker, og der ligger i mange af digtene en opløftende omvending af, hvad der plejer at blive fremstillet som stærkt, og hvad der plejer at blive fremstillet som svagt. 

Den måde, bogens tredje og sidste del »Teen Age« f.eks. tilskriver sin centrale teenagepigefigur styrke og coolness, minder lidt om Molly Balsbys debutdigtsamling Ponyprivilegiet. Derudover brillerer Nanna Storr-Hansen med soleklare, elegant sjofle forelskelsesdigte og en interessant rollefordeling mellem menneske og natur.  

Amduat. En iltmaskine markerer et nybrud i Harald Voetmanns forfatterskab, idet det er hans første lyrikudgivelse efter en lang række (ofte Montana-nominerede) prosabøger. Voetmann har sammenskrevet sin fars langsomme død på Holbæk Sygehus med en oldegyptisk mytologisk tekst om solens rejse gennem underverdenen. De to spor går i forbindelse med hinanden i et langdigt, der ikke minder om nogen anden dansk lyrik lige nu.

At bogen er skrevet ind i hånden af forfatteren selv gør det endnu tydeligere, at der er tale om en nærmest ritual handling, med hvilken det forsøges at give rum til en personlig sorg af et omfang, der kræver et større beredskab end hvad en nøgtern beskrivelse af et sygdomsforløb kan levere.

De seks nominerede værker til Montanas Litteraturpris lader sig ikke kategorisere under ét, men det gælder dog for dem alle – som for de fleste gode bøger – at de på original vis trækker de genrer og litterære traditioner, de ligger i forlængelse af, i nye retninger. Det er ikke bøger, jeg tror vi bliver færdige med at tale om lige foreløbigt. Med nomineringen til Montanas litteraturpris håber vi at give samtalen om de seks bøger et skub.  

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her