»Et forbud om, hvem eller hvad man må skrive om, giver kun mening at lave for dårlige forfattere«

Da jeg ringer til Weekendavisens flittige kritiker Lars Bukdahl for at høre, om han kan nævne et værk, hvor forfatteren med større eller mindre succes har formået at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt, kommer hans svar sporenstregs: Charles Dickens. Lars Bukdahls store idol, som han også i sin tid skrev speciale om på litteraturvidenskab. 

»Man kan bare nævne hele hans enorme romanforfatterskab,« siger han. »Noget af det meget fantastiske og utrolige, som Dickens formåede – og som man rent empirisk kan sige, er objektivt sandt – var, at han vækkede et hav af personer til live i sine figurer, så de føltes levende. Og i øvrigt stadig gør det her 150 år efter.«

Figurerne er af alle slags. Kvinder og mænd. Det, Charles Dickens var dårligst til, var heltene, og det, der ifølge Lars Bukdahl står svagest i bøgerne, er alteregoer som David Copperfield og Pip i Store Forventninger.

»Men jo mere sære og forkvaklede, og jo mere langt ude, hans figurer – kvinder som mænd – er, desto mere gnist er der i skildringen. Der er mere liv. Hvilket er mystisk, men vel netop bevis på, at det er kunsten.«

Elektrisk levende skurk

Lars Bukdahl, der ud over at have anmeldt litteratur de seneste 30 år også selv er digter, fremhæver overskurken Fagin i Oliver Twist som en meget vellykket karakter, som Dickens har skrevet helt »elektrisk levende i sin skurkagtighed«.

Fagin er lederen af den bande, som Twist havner i, og som tager sig af ham, så længe han trofast bringer stjålne varer til kollektivet.

»På mange måder er Fagin en racistisk karikatur, som Dickens blev så ked af, at han i en senere roman gjorde sig umage for at fremstille en positiv jøde – hvilket gør det endnu mere sindssygt, at han er så levende og ægte,« siger Lars Bukdahl.

»Og som også bliver helt menneskeligt bevægende, da han til sidst kommer i fængsel og vandrer rundt og lider af dødsskræk. Det er helt vildt indlevet. Der må man sige, at der er tale om en person og situation, som Dickens ikke er nær med sin egen person.«

– Så der er ikke tale om, at Dickens selv var sær eller forkvaklet eller langt ude eller havde nogle de karaktertræk, som han var så dygtig til at legemliggøre?

»Det er vi jo alle sammen på en eller anden måde,« siger Bukdahl: »Det er jo det, der er kunsten, at der er nogle specifikke erfaringer, som er i spil med nogle helt elementære følelser og oplevelser, som vi alle deler. Men jeg synes, Dickens er et fremragende eksempel på den der sjældent, men faktisk forekommende vilde, indlevende forestillingsevne, som det hedder med et fint gammelt ord. At alt og alle kan få liv.«

Provokerende forlorent

Jeg spørger Lars Bukdahl, om han så kan nævne et konkret eksempel på det modsatte. Et værk eller et forfatterskab, hvor kunstneren ikke formår at sætte sig ud over sin egen identitet eller sit eget personlige udgangspunkt i skildringen af en karakter.

Han gnægger lidt i den anden ende.

»Det grove svar ... Der kunne være flere grove svar, men man kan sige, at netop fordi Jens Christian Grøndahl absurd nok har fået en pris for at gøre det her, at skrive en kvindestemme, så kunne man sige: Samtlige kvinder hos Jens Christin Grøndahl er bevis på, hvor dårligt det kan foregå.«

– Hvad gør dem dårlige?

»De er så forfærdeligt patroniserende og chauvinistiske på udspekulerede måder. De er insisterende inderlige kvinder, der som regel heller ikke er for kvikke og føler i stedet for at handle. Men hvis jeg skulle pege på et konkret værk eller en konkret figur, ville jeg sige frøken Smilla i Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne,« siger han.

»Denne halvt grønlandske kvide, hvis etnicitet skal give hende en autenticitet og en vildskab, samtidig med at hun skal være den her actionheltinde, som også skal være hyperintelligent. Det er i så kvalmende grad et konstrukt, som både bruger det kvindelige og det etniske lidt som hos Grøndahl: Det skal give et autentisk kick, som bare føles provokerende forlorent.«

– Så hvad skulle de her forfattere have gjort?

»Tja, hvis man som mand skriver om en kvinde, skal man huske på, at man nok ikke selv har været kvinde, og så skal man tænke sig om. Men det er svært at tale i absolutter, fordi der er så mange gode eksempler på både kvinder, der skriver om mænd, og mænd, der skriver om kvinder, så det vil være absurd at lave et forbud.«

– Men er der erfaringer, man som forfatter bør afholde sig fra at skildre, hvis man ikke har direkte adgang til dem?

»Nej, man kan netop ikke lave sådan et forbud. Et forbud om, hvem eller hvad man må skrive om, giver kun mening at lave for dårlige forfattere,« siger han.

»For da kan det virkelig blive forfærdeligt. Men det giver ikke mening at lave et forbud mod fremragende forfattere og genier.«

– Så hvilket råd kan du give forfattere, der ikke er genier?

»Jamen, man kan jo bare sige, at man skal nok tænke sig om. Men det er et tåbeligt råd at give, for netop for alle andre end genier er det i udgangspunktet en god ting at gøre: tænke sig om. At være bevidst om, hvad man gør.«

Klamme progressive versioner

Ud over at være bevidst om, hvad man gør, er det som forfatter fornuftigt at være opmærksom på alle de klicheer af etnisk eller kønslig karakter, som man kan komme til at bruge.

»Det værste er ikke de hårde racistiske karikaturer, tror jeg. Der, hvor det virkelig går galt, er de forskellige udgaver at forsøge at skildre den anden som autentisk,« siger han og nævner igen Fagin hos Dickens:

»Han er et eksemplarisk eksempel, fordi han er en antisemitisk karikatur, men fordi Dickens’ pen er så elektrisk, som den er, bliver karikaturen forlenet med liv alligevel – næsten på trods. På nogle måder bliver Fagin næsten den mest bevægende figur hos Dickens, hvilket er virkelig mærkeligt.«

Det klammeste, siger Lars Bukdahl, er, når forfattere patroniserer:

»Nogle gange må man med undren se på folk, der skal forestille at være oplyste og endda venstreorienterede, som f.eks Carsten Jensen, der i Vi de druknede skriver om nogle sorte slaver i bunden af skibet, der om natten sidder på dækket og kigger mod månen og synger deres hjemlands sange eller sådan noget. Det er så langt ude, at sådan noget kan skrives 50 år efter Tintin i Congo. Der er mange af de her klamme, progressive versioner, hvor kvinden og den farvede og den fremmede hele tiden skal inkarnere noget ægte.«

– Hvad gør det ved dig som læser, når du læser en roman, hvor forfatteren taler på vegne af de her farvede eller fremmede?

»I dag læser man jo den slags meget mere varsomt, end man gjorde tidligere. Og det er jo bare godt. Men selv om man ikke gjorde det, så hviner det bare i tænderne eller øjnene, når det går galt.«

– Er der noget, man som forfatter kan gøre eller stræbe efter, når man arbejder med kunst, der beskæftiger sig med andres erfaringer eller lidelse end ens egne?

»Jeg synes, det er svært. Det giver jo som sagt ikke mening at udstede forbud, men jeg tænker, at man skal være bevidst om, hvad man gør. Og så skal man lige tjekke – og det er det, der er det besværlige – hvor stor en forfatter, man er. For jo større og bedre, man er, jo mere kan man tillade sig med sin fantasi i forhold til at foretage ekspeditioner ind i andre mennesker.«