Forfatter Jesper Brygger: »Jeg sugede slim op fra deres lunger, mens jeg kiggede dem direkte i øjnene«

Jesper Brygger, 45, er en dansk forfatter, der til daglig bor i Göteborg. Han har skrevet tre digtsamlinger og en roman, der snart kommer i svensk oversættelse. Han har en femte bog på vej, der udkommer 16. november

»Jeg arbejdede i en periode som respirator-operatør. Det var et meget ansvarsfuldt job, som gik ud på at tage sig af patienter, der var afhængige af at få hjælp til at trække vejret fra en respirator. Derfor var det vigtigt, at maskinen fungerede, som den skulle. Det var bare ikke altid, at den gjorde det.«

»Tit opstod der utætheder eller forstoppelse på slangen. Det kom typisk fra slim i lungerne eller luftvejene, der havde ophobet sig. Hvis man rammes af en lammelsessygdom, som patienterne led af, kan du ikke trække vejret selv, og derfor heller ikke komme af med dit slim. De fleste kender det der med at hoste slim op i tilfælde af forkølelse. Forskellen her var dog, at det var tyktflydende slim, hvor min rolle så var at suge den op. Nogle gange ved at skifte filtre på maskinen, andre gange ved manuelt at stikke et sugekateter ind fra nøglebenet. Ved respiratorbehandling får man lavet et snit på forsiden af halsen ind til luftrøret, så slangen kan kobles til. Det var via dét hul, at jeg skulle suge slimen op gennem lungespidsen.«

»Det var ikke let. Jeg skulle være omhyggelig med renligheden og undgå forekomst af bakterier. Men det sværeste var nok at glide sugekateteret ind, hvor jeg kunne mærke, at der var langt ned. Lige indtil der kom modstand, og jeg opdagede: ’Gud, nu er jeg ved lungen’. Det var samtidig så mærkeligt, for man kiggede patienten lige direkte i øjnene, mens en forlængelse af mig selv via min arm var inde i deres krop.«

»Patienterne led af ALS. Det er en sygdom, der angriber de motoriske nerveceller, som stimulerer de muskler i kroppen, der er viljestyrede. Man ved ikke, hvad den kommer af. Men man ved, at der som regel går fem år fra du får konstateret den, til du dør. Der er ingen, der overlever.«

»Mine vagter foregik primært om natten, hvor jeg overvågede patienterne i deres private hjem. Jeg måtte selvfølgelig ikke selv falde i søvn. Konsekvensen ved det ville være et retsligt efterspil, for det værst tænkelige kunne jo være, at patienten døde. I så fald ville jeg få skylden. Det hændte, at jeg blev nervøs for at have misset noget, hvis nu luften ikke var kommet ordentligt ind, eller at jeg måske havde lavet en decideret fejl. Så jeg holdt mig vågen ved enten at læse eller skrive på min egen bog. Men det var begrænset, hvor meget jeg kunne koncentrere mig om at skrive i min notesbog. Jeg blev så udmattet.«

»Når jeg tænker tilbage på det i dag, husker jeg det som et splintret arbejde. Jeg skulle være nærværende og yde omsorg til den døende. Der var en grundlæggende varme forbundet med det. Jeg har set masser af dem sove ind omgivet af deres nærmeste, men også nogle, der lå i deres lejlighed helt alene.«

»At være så tæt på andre menneskers sidste tid gør, at døden bliver konkret. Der er så meget lidelse, som vi godt ved findes, men som vi alligevel lukker øjnene for i en slags normalitet, hvor der ikke må findes død, og der må ikke findes lidelse. På en måde virker det som en parallel virkelighed. Men man behøver de der eksistentielle åbne sår for at grunde over døden. Det var derfor, at jeg blev så interesseret i at skrive om det i min bog. For det var et ret meningsfuldt job.«