Læsetid: 4 min.

Forfattere: Informations anmeldelse af ’Eksperimentet, der slog fejl’ er præget af udeladelser, fordrejninger og regulært citatfusk

Det er fuldt ud legitimt at være politisk uenig med os, men kritikken af vores bog bør ske på et sagligt grundlag, skriver forfatterne Mikkel Andersson og Niels Jespersen
Det er selvfølgeligt fuldt ud legitimt at være politisk uenig med os. Men kritik af bogen bør ske på et sagligt grundlag, der forholder sig til de pointer, vi rent faktisk fremsætter. Det gør Lemberg desværre ikke, skriver Mikkel Andersson og Niels Jespersen som svar på Martin Lemberg-Pedersens anmeldelse af debattørernes nye bog Eksperimentet der slog fejl.

Det er selvfølgeligt fuldt ud legitimt at være politisk uenig med os. Men kritik af bogen bør ske på et sagligt grundlag, der forholder sig til de pointer, vi rent faktisk fremsætter. Det gør Lemberg desværre ikke, skriver Mikkel Andersson og Niels Jespersen som svar på Martin Lemberg-Pedersens anmeldelse af debattørernes nye bog Eksperimentet der slog fejl.

Anders Rye Skjoldjensen

23. november 2018

I sidste uges bogtillæg bragte Information en anmeldelse af vores bog, Eksperimentet der slog fejl. Den var skrevet af Martin Lemberg-Pedersen, der er adjunkt i Global Refugee Studies ved Aalborg Universitet.

At anmeldelsen var temmelig negativ, kommer ikke bag på os, da bogen ikke alene anfører, at store dele af det migrations- og integrationsorienterede forskningsmiljø er ekstremt politiseret, men også at man efter vores mening typisk får en både bedre og markant mindre verdensfjern analyse af de asylpolitiske udfordringer fra den gennemsnitlige pølsevognsgæst end fra en tilsvarende forsker fra dette miljø.

Lemberg kunne naturligvis godt have belæg for sine ankepunkter alligevel, men desværre er hans anmeldelse præget af fordrejninger, udeladelser og lodret citatfusk, hvoraf vi ser os nødsaget til at anholde nogle af de mest graverende.

Lemberg skriver: »For denne anmelder ligger bogens største problem dog i dens meget selektive omgang med kilder og udeladelsen af pointer, statistik og anden empiri, som ikke bekræfter forfatternes standpunkter, fordi dette fører til afgørende ubalancer i deres argumentation.«

Det er en ret markant anklage, som Lemberg ikke underbygger med et eneste konkret eksempel fra bogen.

Vi har selvsagt ikke behandlet alt materiale, som be- eller afkræfter vores overordnede argument, hvilket indlysende ikke lader sig gøre i en debatbog på 190 sider, men når Lemberg kommer med så voldsom en anklage, må man også forvente, at han kan pege på konkrete mangler i kildeanvendelsen. Andet er uredeligt.

Andre steder direkte fusker Lemberg med, hvad der står i bogen. Det sker i følgende passage:

»Forfatterne mener også, at medierne fokuserer for meget på ’solstrålehistorier’ om flygtninge, som de kalder ’uhensigtsmæssige journalistiske afvigelser’ fra normalen om, at flere muslimer begår meget kriminalitet og er arbejdsløse.«

For det første eksisterer citatet »uhensigtsmæssige journalistiske afvigelser« slet ikke i bogen, for det andet indgår dette opdigtede citat i et forsøg på at pådutte os en holdning, der ikke fremgår af bogen. Her er altså tale om såvel citatfusk som fordrejning af bogens pointe.

I det afsnit, Lemberg omtaler, argumenterer vi derimod for, at et overdrevet fokus på solstrålehistorier i medierne om en bestemt gruppe i samfundet – her asylmigranter – kan virke kontraproduktivt, fordi det kan give det indtryk, at der netop er tale om undtagelser, når folk fra denne gruppe er i arbejde og ikke begår kriminalitet.

Det er det selvsagt ikke, hvilket vi anerkender og skriver flere gange. Vi mener selvsagt, at muslimer, og alle andre asylmigranter, skal behandles præcis som alle andre i pressen, og absolut ikke at man kun skal skrive om kriminalitet og arbejdsløshed.

En anden fejlagtig gengivelse af bogens pointer begår Lemberg her:

»Ligeledes er framingen af modtagecentre eller lejre i Nordafrika som humanitære, fordi de kan forhindre folk i at hoppe i bådene, problematisk, for ifølge International Organization for Migration dør tre gange så mange mennesker, før de når til Middelhavets kyst end på havet.«

Vi framer ikke sådanne lejre som humanitære. Vi skriver faktisk, at den type lejre – både som foreslået af EU og Socialdemokratiet – er urealistiske og kan virke kontraproduktivt i forhold til at bremse migrantstrømme (se side 150 og 155-156). Lemberg fremsætter altså et argument mod en løsning, som vi ikke advokerer for.

Afslutningsvis skriver Lemberg, at: »… selvom Marie Krarup kritiseres som autoritær, overtager forfatterne hendes segregationistiske idé om lejrisolering uden kontakt med det danske samfund, når de skriver, at asylansøgere ikke under nogen omstændigheder bør ’have nogen udsigt til … at skabe sig en permanent tilværelse i Danmark’.«

Det er også ukorrekt. Krarup advokerede i tv-programmet Vi ses hos Clement for en model i stil med lejrene for de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig (det synspunkt har hun siden undsagt), hvor de blev interneret i lejre, de ikke måtte forlade, og ikke måtte have noget samkvem med den danske befolkning. Det gør vi ikke.

Vi skriver, at såfremt asylansøgere ankommer, der ikke kan afvises ved grænsen, tilbagesendes til sikre transitlande eller hjemsendes (enten fordi de ikke vil udsendes hertil frivilligt, fordi oprindelseslandet ikke vil tage imod dem, eller fordi forholdene i hjemlandet ikke tillader det), skal de indkvarteres på vilkår, der svarer til det nuværende tålte ophold på eksempelvis Kærshovedgård, hvor man får tag over hovedet, måltider og ikke meget mere, men naturligvis hverken er spærret inde eller forhindret i at omgås danskere.

Vi er ikke i tvivl om, at Lemberg også finder Kærshovedgård vanvittigt inhumant, men det ændrer ikke ved, at vi intetsteds advokerer for det samme, som Krarup gjorde hos Clement.

Det er selvfølgeligt fuldt ud legitimt at være politisk uenig med os. Men kritik af bogen bør ske på et sagligt grundlag, der forholder sig til de pointer, vi rent faktisk fremsætter. Det gør Lemberg desværre ikke. Dermed underbygger han ufrivilligt bogens pointe om, at dele af migrationsforskningsmiljøet er mere interesseret i at agere politiske aktivister end nøgterne analytikere.

Ovenstående er en forkortet og redigeret udgave af et længere svar, der kan læses her.

Mikkel Andersson og Niels Jespersen er aktuelle med bogen ’Eksperimentet, der slog fejl – Status over 35 års dansk asylpolitik’.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problem er, at anmeldere ofte anmeldere politisk mere end at tage højde for eventuelle fakta, også selvom de måske er ubehagelig og strider imod ens overbevisning. På den måde bliver anmeldelsen et debatindlæg.

Jørgen Wind-Willassen

Problemet er vist at anmelderen og mange Informations læsere er fakta resistente.
Medicinen mod dette er at søge oplysning andre steder end i ekkokammeret.

Niels Duus Nielsen

Jørgen Wind-Willassen, hvilke fakta er det, anmeldere og læsere er resistente over for? Du må komme med nogle eksempler, for ellers ved vi jo ikke, hvad du taler om.

"...anmeldelsen beskriver blot forfatternes eget standpunkt som værende tæt knyttet til Dansk Folkepartis officielle politik om segregering..." - segregering som politisk løsning er det, vi også kalder apartheid, og hvis det er denne kendsgerning - at DF ønsker at indføre apartheid i Danmark - som der er tale om, er der ikke tale om resistens, men derimod god gammeldags uenighed.

Vi skal ikke have apartheid i Danmark, så når en debatbog argumenterer for racisme, må forfatterne finde sig i at blive kritiseret.

https://www.information.dk/kultur/2018/11/martin-lemberg-pedersen-uddybe...