Læsetid: 2 min.

»Grådig gris har ækel stank/ den sku’ ha’ no’n Danske Bank«

Brexit-forhandlinger, bankskandaler og brandvarme sommermåneder var blandt de dominerende emner i første runde af Informations julesangkonkurrence, der samtidig bød på en sørgelig nyhed fra vores egen verden
Brexit-forhandlinger, bankskandaler og brandvarme sommermåneder var blandt de dominerende emner i første runde af Informations julesangkonkurrence, der samtidig bød på en sørgelig nyhed fra vores egen verden

Christian Lindgren

1. december 2018

En uge inde i årets sangdyst er de første 50 vers allerede dumpet ind ad den virtuelle brevsprække på julesangredaktørens kontor, og der er både nye talenter og gamle kendinge blandt forfatterne.

Mange har skrevet om den historisk varme sommer, der brankede huden på de fleste danskere, men som til gengæld forbød os at branke vores bøffer under åben ild:

»Kødet måtte stå for skud,
da der kom et ildforbud,« begræder Anders Horne Henriksen fra Asperup, en af de nye drenge i klassen, mens Lone Faber fra Åbyhøj, der efterhånden hører til de faste bidragsydere, nærmer sig samme emne fra en mere klimabevidst vinkel. Hun husker os på, at vi bør:

»flyve mindre, cykle mer’
spise grønt og dyr med fjer
Men det haster, skynd dig n
 ind i klimakampen, du!«

Også andre emner pressede sig på i ugens løb, ikke mindst de mange bankskandaler, som Jens Raahauge fra København S opsummerer med et billede af en grådig gris, der i et »gustent grynt« stjæler alle »andres pynt« – og så fortsætter han med henvisning til hvidvasksagen i Estland tidligere i år:

»Grådig gris har ækel stank
den sku’ ha’ no’n Danske Bank.«

Sådan!

Jens Dalby fra Aarhus har i sit bidrag kastet sig over den totale nedsmeltning af Det Svenske Akademi, en skandale, der bl.a. fik som konsekvens, at Nobelprisen i litteratur slet ikke blev uddelt i år – for første gang siden 1943:

»Sveriges Akademi
fik så dårlig en kemi:
Utugt, strid og bittert nag
overtog helt kunstens sag,« konstaterer Dalby nøgternt. 

Til gengæld er der ingen vers fra Jan la Cour fra Lyngby, der ellers trofast har bidraget til Informations julesang lige fra begyndelsen, og som sidste år overgik sig selv med flere end 40 indsendte bidrag – alle af højeste kvalitet. Han er dog lovligt undskyldt. For han er her ikke mere.

Jan la Cour sov for nylig stille ind med sin familie omkring sig og blev begravet fra Lyngby Kirke i går, 75 år gammel. Til gengæld lever hans rim videre og vil blive hyldet og husket her på redaktionen i årevis. Personligt vil jeg især mindes et af hans vers fra december 2014 – dét år skulle der skrives på melodien »Nu har vi altså jul igen«, og Jan la Cour benyttede lejligheden til at forfatte en hyldest til Information:

»På siderne i min avis står in-for-ma-ti-o-ner,
som udenlands og indenrigs gi’r rim-inspirationer.
Det fører til, at versefødder danser hele tiden,
så rim og ord med sjæl og kød her viser hvilken viden,
jeg får i IN-FOR-MA-TI-ON, min hverdags vise ordkanon,
hvis krudt har udløst denne kædereaktion.«

Æret være Jan la Cours minde.

Og så til denne uges to vindervers. Anders Horne Henriksen fra Asperup har kastet sig over #MeToo-debatten med et satirisk vers om sex og samtykke, mens Anders Kinch-Jensen i sit bidrag behandler Theresa Mays kamp for en Brexit-aftale.

Anders Horne Henriksen:

»Har du fundet dig en ven
tag da straks din fyldepen,
skriv så sammen en kontrakt,
før I går til første akt.
Det er ej naturlig drift,
før det kommer ned på skrift!«

Anders Kinch-Jensen:

»Should we stay or should we go?«
Storbritanniens onemanshow
clasher her på tredje år,
får det ende og hvornår?
Hvad gør nu Theresa May?
»Should she go or should she stay?«

Konkurrencen fortsætter de kommende uger, så bliv endelig ved med at sende nye vers. Adressen er som sædvanlig: julesang@information.dk.

Serie

Læsernes julesang 2018

Hvert år siden 2010 har Information inviteret jer – læserne – til at skrive med på årets julesang. I år skal der rimes løs om store og små begivenheder i 2018 på melodien: »Juletræet med sin pynt.« Reglerne for konkurrencen er de samme som altid: Hver lørdag udvælger julesangsredaktionen de – efter vores totalt idiosynkratiske skøn – bedste stykker poesi og bringer dem i avisen, hvorved sangen vokser uge for uge frem mod sin fuldendelse den 22. december.

Nye vers skal være os i hænde senest kl. 10 hver torsdag for at komme i betragtning til ugens runde.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Oluf Husted og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu