Læsetid: 17 min.

’Helt inde i kernen af vores samfund er vi formet af stalinistisk terror’

Bid for bid piller Putin-styret Sovjets frygtelige forbrydelser ud af historien. Forfatteren Sergej Lebedev går den modsatte vej og giver forbryderne et ansigt. For ham er opgøret med fortidens bødler vejen til et retsopgør med nutidens forbrydere
Sergej Lebedev oplevede, som tiårig, at den verden han kendte, pludselig kollapsede. Sovjet brød sammen, og med ét var hans forældres og bedsteforældres og alle andres forældres og bedsteforældres samlede livsvisdom om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat totalt værdiløs.

Sergej Lebedev oplevede, som tiårig, at den verden han kendte, pludselig kollapsede. Sovjet brød sammen, og med ét var hans forældres og bedsteforældres og alle andres forældres og bedsteforældres samlede livsvisdom om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat totalt værdiløs.

Anders Rye Skjoldjensen

30. november 2018

Mod slutningen af Sergej Lebedevs bog, Ved glemslens rand, kommer vores fortæller til en ø i en rivende flod, langt mod øst, dybt i Sibirien. En nomadefamilie har fortalt ham om, hvordan de dengang så prammene komme. Mennesker i tusindvis blev sat af, vandet blev grumset af deres snavs, og stumper af deres mørnede tøjrester flød i strømmen. Der var intet på øen. Bare drivtømmer og sand. Så kom uvejret, og de deporterede gravede jordhuler, krøb sammen derinde og kreperede. »Sneen stoppede, tågen lettede, men der var ikke længere nogen i live på øen,« står der i romanen. Det er naturligvis fiktion – eller ikke ’naturligvis’.

For hør her, hvad en gammel ostjakisk bondekone så på floden Ob i 1933, da hun og familien skulle ud for at skære poppelbark på øen Nazino i det vestlige Sibirien.

»De havde læsset dem af på øen, alle disse mennesker, under åben himmel,« lyder det i hendes vidnesbyrd, der er gengivet i Nicolas Werths veldokumenterede historiske bog Kannibaløen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Mads Berg
  • Niels-Simon Larsen
Christian Skoubye, Mads Berg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Utrolig og god beskrivelse af Sovjet under stalin og Putins Rusland nu.
Det gamle Østtyskland bærer stadig på tavshed og ondskab.
Vor tid under 2 verdenskrig af ensidig hyldest af modstandsbevægelsen.
Ak, ja selv i vor frikadelle land er der tavshed.
er mennesket ondt og dumt? Og høres retfærdighed kun sporadisk?

Mads Berg, Thomas Bindesbøll og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Nu handler dette om Sovjetunionen og nuværende Rusland samt den ortodokse kirke på sidelinjen, men man kunne også medtage det daværende Rusland før Sovjet.

I øvrigt er der andre lande, der heller ikke har gjort op med deres sorte fortid. F.eks, Spanien, Portugal, Italien, Ungarn, Kroatien, Serbien, Tyrkiet og ikke mindst Østrig.

I Østrig lever og dyrkes minderne ikke blot om den glorieværdige nazi-tid men også om de stolte tider under dobbeltmonarkiets tyranni. Og i byen Brno husede i øvrigt det smukke sted med de store kældre, hvor man anbragte sine systemkritikere, der ofte blev aflivet ved simple tæsk eller sultet ihjel.

I bl.a. Thailand har jeg hørt, står der 'No Russians' ved turiststederne!
Det kan dog ikke nytte noget at udelukke nuværende og kommende generationer fra det fællesskab, der skal holde verden sammen og undgå nye krige.
Historien må rykkes tilbage og give plads for nutiden og fremtiden.
De krigsførende og undertrykkende nationers adfærd er forbrydelser mod menneskeheden (incl. USA' atombomber mod Japan) og de skal for evigt fordømmes, men holdes på distance.(Dog nok ikke så fjernt som korsriddernes slagterier i Europa)
Der er mange eksempler på samarbejde nationerne imellem herunder menneskers rejsen rundt i verden. Dette grundlag skal udvides til sikring af fred og måske til og med harmoni i verden.
Aldrig mere krig lyder naivt? men er at foretrække fremfor at rode rundt i den forfærdelige historie.
(DR og andre viser nakkeskud fra Stalintiden som ren underholdning, nu i farver).( Et utal af programmer har billeder af tyskernes overgreb mod menneskeheden ,som underholdnig!)
Stop det og søg samvær med andre nationer for fremtiden.

Niels-Simon Larsen

Russerne er nok ikke specielt onde, men det er ufattelige lidelser, de har gennemgået. Deres historie er som en lang lidelseshistorie. Det er utroligt, at der er nogle forfattere, der kan skildre de forbrydelser, der er foregået og har modet til at gøre det.
Det er utilgiveligt, at den russiske kirke lader sig købe, og at det ikke er den, der fortæller historien.
Det er også påfaldende så stor forskel, der er på Tyskland og Rusland mht. opgøret med fortiden.

Morten Hillgaard

Mennesket indretter sig efter den omgivende kultur. Så hvis du vil dit eget bedste i fx din arbejdssituation, så underordner du dig og lever op til, hvad de, som bestemmer over din fremtid, ønsker.

Der skal en vis naivitet til at tro, at de fastlagte love og bestemmelse og den dokumenterede synlige virkelighed betyder noget. Det er - nu for før - det gældende magtsystems privilegium at synliggøre en anden virkelighed.

Men her i landet selvfølgelig i en helt anden størrelsesorden end med Stalin, Hitler og mange andre steder.

Thomas Bindesbøll

Lebedev er en fin forfatter og en modig sjæl.
Han tør også konfrontere Rusland selv med dets egne historiske modsætninger - og diverse kyniske magthavere.
Alt imens den almindelige befolkning stort set altid har måttet lade sig kue.

I Weekendavisen #45, 9. november 2018 (desværre ikke online, bortset fra abonnenter) udtaler han sig også befriende klart om Ruslands mange eksempler på ''ubearbejdet arv'' plus årsagsforklaringer - også vdr. de sidste 20 år:
(Her manuelt gengivet og "håndciteret", så tilgiv evt, 'tyrkfejl', tak).

Lebedev siger bla.:

(...) ''Hvad er Den Russiske Føderation i virkeligheden? Hvorfor er vi sammen, alle disse 40 nationer? De fleste af landene blev jo erobret under det russiske tsardømme. Det er det grundlæggende spørgsmål, som en opposition må stille: Hvordan skal vi sameksistere? Og skal vi overhovedet høre sammen''?

Sergej Lebedev betegner den store Føderation som det sidste imperium.
- ''Det russiske samfund vil vare ved en tid endnu med hjælp fra Putin og hans folk. Men i længden kan det ikke opretholdes.
Vendepunktet kom i 1994, da Tjetjenien ville rive sig løs. Præsident Jeltsin havde to muligheder: at sende kampvogne ind eller søge en anden løsning. Han valgte kampvognene, og så var det en helt ufravigelig følge, at vi i løbet af 15 år ville få et autoritært styre''.

(Spørgmål- WA) - Hvordan det ?

"Man kan ikke holde sammen på alle disse historier og forskellige erindringer uden magt. Helt modstridende følelser om Rusland. Det handler jo ikke om beretninger fra 1700-tallet. Det er friske erindringer fra det 20. århundrede, hvor millioner af mennesker blev deporteret og undertrykt.
Hele Putins position hviler på, at han repræsenterer den magt, som kan holde sammen på det hele.
I 1994, da Jeltsin indledte krigen i Tjetjenien, stod det klart, at Rusland var tilbage på den imperialistiske vej. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville genskabe sine magtstrukturere og rulle hen over sine naboer''.

Ifølge Sergej Lebedev er den russiske status som kolonimagt aldrig blevet beskrevet.
" - Selv i liberale kredse eksisterer der en myte om fredelig sameksistens: Lad nu være med at rode op i dette - det er jo så lang tid siden, og vi er alle med i samme føderation nu. Historien bliver i dag præsenteret meget lig den måde, hvorpå den blev fortalt i Sovjetunionen.
Det er en kolonialistisk fortælling: Rusland forenede alle disse små lande. Det er afsindigt vigtigt at være opmærksom på dette, men kun få historikere i Rusland vover at bryde denne fortælling op. Russerne betragter for eksempel stadig Ukraine i dette koloni-perspektiv. Og så kommer de aldrig til at begribe hinanden".

Når det gælder krigen i Østukraine, iagttager Sergej Lebedev en slags dvale. Alt sammen til Putins fordel.
- " Der har været en bølge af bombeattentater. Det lader til at de russiske specialstyrker er i gang med at eliminere alle de semi-autonome krigsherrer. Èn for én. Så kan man få samlet hele området i én enhed, som er meget lettere at overvåge og forsyne".

Ifølge den forfatter lider den ukrainske side dog stadig mange tab i træfninger og artilleriangreb.
"Men fra russisk side har der faktisk ikke været den helt store militære aktivitet på det seneste. Der er stilstand i krigen, og den er også gledet ud af fokus i verden. For mig at se er dette, hvad Putin går efter. En stilstand, langsomt, men støt køres økonomisk i sænk af krigen. Med stilstanden kan Putin håbe på, at den ukrainske stat til sidst bryder sammen eller knækker over i to enheder. Og så kan Putin igen endegyldigt indlemme Krim-halvøen. Igen: Putin har masser af tid".

Citat slut -

Christian Skoubye, Mads Berg, Niels-Simon Larsen, Joen Elmbak og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

»Det var de dødes land,« siger han.

Jeg kan anbefale Dostojevskij, hvis man ønsker at få en smule forståelse for den russiske folkesjæl. Den stalinistiske terror er ganske vist unik i sin konkrete grusomhed, men samtidig har den rødder i gammel russisk kultur, hvilket Dostojevskij skildrer med stor indlevelsesevne.

Russerne har mange års erfaring i historieforfalskning, og det ensidige fokus på Stalins forbrydelser, såvel som forsøget på at hvidvaske Ruslands fortid, er to sider af samme sag. Rusland og russerne kan ikke forstås ud fra en generel dansk småborgerlig bevidsthed, det kræver derimod en stor indlevelsesevne i mennesker og forhold, som er helt uden for en dansk erfaringsverden. Alligevel er det muligt at få en fornemmelse af, hvad der rører sig, netop takket være forfattere som Dostojevskij, der kritiserer sit eget folk med en kærlighed, som vel kun kan betragtes som ubetinget.

Elsker Lebedev Rusland så ubetinget, så han er nødt til at holde først Stalin og nu Putin ansvarlig for det mørke i den russiske folkesjæl, som Dostojevskij skildrede mange år før Stalin blev født?

Jeg kan stærkt anbefale "Det døde Hus" om Dostojevskijs ophold i en Gulag-lejr.

Niels-Simon Larsen, Lars Rasmussen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Mit kendskab til Rusland og russere er kun overfladisk. Læste flere af Dostojevskijs bøger i min ungdom og var betaget. Betagelsen fortog sig efterhånden med hans tale om det hellige Rusland og dyrkelse af zaren. Til sidst blev jeg ret forvirret. Gogol blev jeg også betaget af, men han gik også ind for kirken og har skrevet en lille bog om den russiske messe. Kirken har altid været undertrykkende og i magthavernes hænder, og i dag er den mere korrupt end nogen sinde. Jeg har overværet adskillige russiske messer og undret mig over den dybe betagelse folk udviser. Den religiøse luft er så tyk, at man kan skære i den. Så er mit spørgsmål. Hvordan forenes indlevelsen i Kristi lidelse med den lidelse kirken tilføjer mennesker?
Jeg tror, at kirken har lært folk at lade sig misbruge, og derfor har undertrykkende herskere haft let spil. Jorden var gødet. Derfor er forfattere som Lebedev så enestående og skal prises.

I øvrigt har jeg intet til overs for den danske kirke, som har spillet og spiller samme rolle, men det er en anden historie.

Niels Duus Nielsen

Okay Niels-Simon, du skal så læse Brødrene Karamasov og bruge lidt tid på Storinkvisitorens tale om, hvordan mennesket ikke er skabt til frihed, hvorfor Kirkens mænd frivilligt påtager sig frihedens tunge ansvar.

Her har Dostojevskij - igen med stor indlevelsesevne - fanget frihedens dilemma, som han skildrer fra Kirkens perspektiv, uden at det umiddelbart er til at vide om han - Dostojevskij - bifalder argumentet eller finder det kritisabelt. Dostojevskij har den forunderlige evne at tvinge læseren til at tænke selv, han giver figurernes bevæggrunde, som de selv ser dem, men overlader det til os læsere at finde ud af, hvad vi egentlig selv mener om problemstillingerne.

At Dostojevskij var dybt religiøs trækker ikke ed i mine øjne, han havde evnen til at skille skæg fra snot, så det blev de rene eksistentielle spørgsmål, der står tilbage til fri beskuelse. At hans løsning var religiøs betyder ikke, at han pådutter læseren denne løsning, det er hele vejen i hans forfatterskab op til os, hvad vi skal synes.

Jeg må læse Lebedev, kan jeg forstå, selv om jeg umiddelbart er lidt skeptisk efter at have læst dette interview.