Læsetid: 17 min.

’Helt inde i kernen af vores samfund er vi formet af stalinistisk terror’

Bid for bid piller Putin-styret Sovjets frygtelige forbrydelser ud af historien. Forfatteren Sergej Lebedev går den modsatte vej og giver forbryderne et ansigt. For ham er opgøret med fortidens bødler vejen til et retsopgør med nutidens forbrydere
Sergej Lebedev oplevede, som tiårig, at den verden han kendte, pludselig kollapsede. Sovjet brød sammen, og med ét var hans forældres og bedsteforældres og alle andres forældres og bedsteforældres samlede livsvisdom om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat totalt værdiløs.

Sergej Lebedev oplevede, som tiårig, at den verden han kendte, pludselig kollapsede. Sovjet brød sammen, og med ét var hans forældres og bedsteforældres og alle andres forældres og bedsteforældres samlede livsvisdom om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat totalt værdiløs.

Anders Rye Skjoldjensen

30. november 2018

Mod slutningen af Sergej Lebedevs bog, Ved glemslens rand, kommer vores fortæller til en ø i en rivende flod, langt mod øst, dybt i Sibirien. En nomadefamilie har fortalt ham om, hvordan de dengang så prammene komme. Mennesker i tusindvis blev sat af, vandet blev grumset af deres snavs, og stumper af deres mørnede tøjrester flød i strømmen. Der var intet på øen. Bare drivtømmer og sand. Så kom uvejret, og de deporterede gravede jordhuler, krøb sammen derinde og kreperede. »Sneen stoppede, tågen lettede, men der var ikke længere nogen i live på øen,« står der i romanen. Det er naturligvis fiktion – eller ikke ’naturligvis’.

For hør her, hvad en gammel ostjakisk bondekone så på floden Ob i 1933, da hun og familien skulle ud for at skære poppelbark på øen Nazino i det vestlige Sibirien.

»De havde læsset dem af på øen, alle disse mennesker, under åben himmel,« lyder det i hendes vidnesbyrd, der er gengivet i Nicolas Werths veldokumenterede historiske bog Kannibaløen.

»Folk faldt døde om overalt,« lyder det videre, så kommer historien om en ung, smuk kvindelig fange, der blev sat af på øen efter noget tid.

»Folk fangede hende og bandt hende til en poppel, de skar brysterne af hende, musklerne, alt, hvad der kunne spises, alt, alt … De var sultne, det var nødvendigt at få mad.«

Sådan endte livet for en af de mange tvangsforflyttede i Sovjetunionens første årtier, hvor de nye magthavere uden at skele til menneskelige lidelser omdannede unionen til et gigantisk, menneskefjendsk og temmelig inkompetent eksperiment, der skulle omskabe verden og genføde mennesket. På øen Nazino døde folk af sult eller for at stille andres sult. Det var bare ét sted. Millioner af liv endte på andre måder. Under tvangsforflyttelser, i arbejdslejre ved massehenrettelser – særligt under Stalins ledelse fra 1924 til 1953, og dette statspåførte folkemord farver stadig Ruslands nutid og fremtid, mener Sergej Lebedev.

Det har han skevet en bog om. Den er fiktion, men grusomheden kommer fra virkeligheden. Det er det, vi skal tale om.

Men først en kort biografi.

Sergej Lebedev er forfatter og hans debutroman er netop udkommet på dansk. Han er født i 1981 i Moskva, og oplevede, som tiårig, at den verden han kendte, pludselig kollapsede. Sovjet brød sammen, og med ét var hans forældres og bedsteforældres og alle andres forældres og bedsteforældres samlede livsvisdom om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat totalt værdiløs. Det samme var pengene.

Men historiens vindue stod åbent for en kort bemærkning. De undertrykte erindringer om statens forbrydelser fik luft, og så lukkede det til igen. Det er disse erindringer, Sergej Lebedev bevæger sig rundt i, og hans bog hedder jo altså Ved glemslens rand. I begyndelsen af november kom han til København for at promovere bogen, og så lavede vi det her interview, der handler om Stalin og Gulag og den gamle rædsel – men ligeså meget om nutiden, om Putin og den nye frygt.

For Sergej Lebedev beskæftiger sig ikke bare med fortiden og hukommelsen for dens egen skyld eller for de dødes skyld. Han gør det for de levende – af mindst to årsager:

»Helt inde i kernen af vores samfund og stat er vi formet af oplevelsen af stalinistisk terror,« som han siger. Det er den ene årsag. Da der ikke har været et reelt opgør med forbryderne, tillader man at historien gentager sig. Og det gør den så. Se på Tjetjenien, se på Ukraine og se gentagelsen i øjnene, mener han

Så er der den anden årsag, nemlig at glemslen – den statssanktionerede af slagsen – har gjort comeback i Rusland. Historien kan bruges som et politisk våben, men det kræver, at man tager kontrol over den. Hvis våbenet skal være rigtig funktionelt, må fortidens rædsler renses ud, og det er Putin og resten af statsapparatet godt i gang med.

Det er det, vi skal tale om.

Men nu en lang biografi.

Alle de andre er døde

Det var på kirkegården, at hun begyndte at tale. Den tyske kirkegård i Moskva var et mærkeligt sted. Omgivet af en gotisk mur, fyldt med fremmedartede monumenter med fremmede navne og fremmede bogstaver. Det var som fjendtlig jord. Sergej Lebedev havde end ikke fortalt sine klassekammerater, at familiens gravsted lå her – også selv om forældrene havde forsikret om, at det altså ikke betød noget særligt. De var en almindelig russisk familie, og familiens grav lå her ved et tilfælde. Deres forfædres russiske knogler lå over de fremmede tyskes. Gravstenen var en stor grå sten mellem to hvide kalkstenssøjler, der ikke havde noget med dem at gøre. Det kunne ligeså godt være antikke, græske søjler.

»De var ruiner uden funktion,« forklarer Sergej Lebedev.

Altså lige indtil den dag i de tidlige 1990’ere, hvor hans bedstemor tog familien derhen og fortalte, at de hvide søjler også var deres. Monumenter over en tysk – og indtil nu fortiet – familiær fortid.

»Verden eksploderede,« siger Sergej Lebedev.

»Et ord, og pludselig går det op for dig: Du ved intet om dig selv.«

Anders Rye Skjoldjensen

Bedstemoren brød tavsheden. Da hun blev født, var det ind i en familie på 50 mennesker. Fætre, kusiner, nevøer, tanter, onkler. Nu var hun eneste overlevende, og den eneste af flokken, der kunne håbe at få en naturlig død. Første Verdenskrig, revolutionen, hungersnøden, udrensningerne, Anden Verdenskrig og lignende begivenheder havde taget livet af dem alle én for én på forskellige voldelige faconer, og mormoren selv havde levet de første 20 år efter revolutionen som i en lang redigeringsproces, hvor man brændte papirer, glemte alt om slægtninge, omskrev sin historie igen og igen og igen.

»Du ved intet om dig selv.« Dette var Sergej Lebedevs arv.

Oven i den lagde han få år senere sine egne erfaringer. For som ganske ung – bare 15 år – fik han job som arbejdsmand hos et kompagni af flossede geologer, »der opererede på kanten af det sorte marked og også over stregen«. De samlede mineraler og sjældne sten, der kunne sælges til samlere i udlandet. Det var i 1990’erne, og de gamle regler gjaldt ikke længere. Hans chef havde skaffet sig en stak gamle kort over miner, som straffefanger havde anlagt som en del af Stalins gigantiske system af straffefangelejre, kendt som Gulag. Minerne var blevet lukket ned i 1960’erne og forladt. Nu kom Sergej Lebedev og de andre dertil med motorbåd og helikopter.

»Det var som en tidslomme fra 1960’erne. Jeg forventede at finde rå natur, men så, at der var hundredevis af lejre, forbundet med veje og broer, som floderne havde skyllet væk,« siger Sergej Lebedev.

»Det var et Atlantis. En ældgammel civilisation.«

Blå Bog: Sergej Lebedev

  • Født 1981 i Moskva som søn af to geologer.
  • Har arbejdet som geologisk arbejdsmand og journalist, inden han i 2011 debuterede med ’Ved glemslems rand’. Bogen er nu oversat til 13 sprog og blev i 2016 udnævnt som en af årets vigtigste bøger af Wall Street Journal.
  • På dansk udgives ’Ved glemslens rand’ af Forlaget Palomar. Oversat af Lotte Jansen.
  • Han har i alt skrevet fem romaner.

Der var ingen mursten, ingen beton. Bare rådnende træbarakker, ludende vagttårne, rustende pigtråd. Og så var der alle gravene. Det var ikke kirkegårde, for der var ingen markering, ingen sten, ingen kors. Bare fordybninger i jorden, hvor jorden var sunket over lig, der var kastet ned, dækket til, blevet til muld og ormemad.

»Det var de dødes land,« siger han.

»Jeg tog afsted år efter år, og jeg så, hvor mange der var forsvundet. Men de kunne ligeså godt have ligget på Månen, for de var fuldstændig adskilt fra resten af landet. Deres minde var alene lagret geografisk, ikke historisk. Og sommer efter sommer tog jeg på de her mærkelige rejser til det, der ikke fandtes. Jeg følte mig som en shaman, der kunne rejse mellem de levendes og de dødes verden.«

Men Sovjet var jo væk på det tidspunkt. Folk kunne frit tale om rædslerne, så det var vel ikke så skjult og dunkelt?

»En ting er at tale om noget. Noget andet er at handle. Ingen opsøgte gravene, ingen præster rejste ud, ingen lavede ritualer for de døde, gav dem deres egen gravplads med navn. Der var ingen anerkendelse,« siger han.

Det havde selvfølgelig også været et stort arbejde at lave individuelle grave til Sovjets ofre, for skalaen var enorm. Lad os lige hurtigt se på tallene fra koncentrationslejre i Gulag-systemet:

Spredt ud over alle Sovjets 12 tidszoner fandtes mindst 476 lejre, som husede fra hundreder til tusinder af fanger, der lavede alle former for arbejde i et parallelt samfund med egne love og regler.

Man regner med, at omtrent to millioner mennesker sad i disse lejre ad gangen, og fra 1929 til 1953 passerede omtrent 18 millioner mennesker gennem »kødhakkeren«, som fangerne kaldte systemet. Oveni var der seks millioner, der blev tvangsforflyttede til øde egne. Nok var de ikke bag pigtråd, men de var stadig tvangsarbejdere. Hvor mange, der mistede livet, ved man ikke. Men det var ufatteligt mange.

Tager vi til øen Nazino, som blev beskrevet i artiklens indledning, så blev der sat 7.000 mennesker af på øen i begyndelsen af sommeren 1933. Da efteråret nærmede sig var 2.000 stadig i live. Andre steder var dødsprocenten meget lavere, men man regner med, at et sted mellem en og to millioner mennesker arbejdede sig ihjel, frøs ihjel, sultede ihjel og blev slået ihjel på alskens måder i det nådesløse fængselssystem.

Det var resterne af lejrene og resterne af de døde, som Sergej Lebedev sommer efter sommer besøgte med geologerne. Senere – og det her er sidste biografiske anekdote – arvede Sergej Lebedev sin bedstemors lejlighed i Moskva. I den tomme og afsjælede Moskva-lejlighed begyndte han at gå hendes ting igennem på jagt efter ét bestemt dokument.

Endnu et chok

Da Sergej Lebedev var lille, og Sovjet var for evigt, der drømte han om at blive som sin afdøde bedstefar, krigshelten. Sergej Lebedev havde set skrinet med de tre medajler hjemme hos bedstemor. Den røde stjerne, det røde banner – ja, selveste Leninordenen. Bedstefaren havde da også klaret lidt af hvert. Været soldat under hele krigen fra 1941-1945 og overlevet, hvilket var ufatteligt. Kæmpet i slaget om Stalingrad og overlevet – hvilket var endnu mere ufatteligt. Hvor den lille Sergej Lebedev havde drømt om at blive kaldt ud af geleddet og få hængt medaljer på brystet, så drømte den voksne Sergej i den arvede lejlighed nu om at finde bedstefaderens officersbog, så han kunne se, hvad ordenerne var givet for og kortlægge hans militære karriere.

Men papirerne var væk.

Først ved tredje gennemsøgning i lejligheden fandt han gemt bag tapetruller og nogle gamle malerbøtter en almindelig indkøbspose i plastic, og her lå to sæt dokumenter. Et for den biologiske bedstefar, krigshelten, og et på bedstemorens nye mand, en grå og kedelig standardpensionist, som også døde, inden Sergej Lebedev blev født.

»Jeg åbnede min bedstefars officersbog, og der var ingen omtaler af medaljerne. Jeg tænkte, det var en fejl. Men så åbnede jeg hendes nye mands bog,« fortæller han.

Værsgod, et nyt postsovjetisk identitetschok.

I papirerne stod, at han, hendes anden mand, også havde været officer – løjtnant – men i den statslige sikkerhedstjeneste. Han havde tilsluttet sig som helt ung i revolutionsåret 1917, og hans første opgave var at konfiskere korn fra bønderne. Millioner døde af sult i Sovjets tidlige år. Medaljerne var hans. Den røde stjerne, Det røde banner og selveste Leninordenen.

Der stod ikke, hvad han havde fået dem for. Men årstallet stod der. Medaljerne blev givet i 1938 – året efter Stalins store terror, hvor 700.000 mennesker blev henrettet og kastet i massegrave. Bedstemorens mand havde med sikkerhed været en af bødlerne, og medaljerne var statens tak, så meget stod klart for Sergej Lebedev. I officersbogen stod også, at han var stoppet i tjeneste samme år, som Stalin døde. Sendt hjem med en fin pension til et langt, roligt otium som anonym sølvræv med rene hænder og intakt partimedlemsskab. Først havde bødlerne sendt millioner ud i glemslen, og siden lod de sig selv glemme.

»Det var hele Sovjetmyten, der knækkede der,« siger Sergej Lebedev.

»Hele familiens myte var ødelagt. Der er to roller, du kan få: offer eller morder. Pludselig var vi ikke ofre og helte – vi var også på morderens side.«

Sådan er det i Rusland. Alt har dobbeltbund, alt er anderledes, end du fik fortalt, siger han.

Så Sergej Lebedev gik til arkiverne for at finde mere info om bedstemorens mand, men sikkerhedstjenestens arkiver er lukket land. Mordernes historier er utilgængelige. Beskyttet af mordernes arvtagere.

Og her er vi så fremme ved nutiden.

For hvad gør man, når man ikke kan spore virkelighedens bøddel, men stadig ønsker at komme tæt på.

»Der findes et eneste fartøj, der kan tage os derhen,« siger Sergej Lebedev.

»Prosa. Her kan du forme dem og give dem et ansigt. Kun i fiktionen, kan jeg få adgang til hans forladte kongerige.«

Volden stopper ikke

Romanen Ved glemslens rand er den bog. Her et kort rids: En dreng vokser op med en 'Bedstefar To', en på overfladen tilforladelig pensionist, hvis grusomhed kun barnet fornemmer. Barnet bliver voksent og tager på geologiske ekspeditioner og ser de forladte Gulag-lejre. Senere arver han reservebedstefarens lejlighed og finder her ud af, at han har været en stor kanon i Gulag-systemet, hvilket sender ham på en rejse til en mineby østpå og ind i den undertrykte erindring. Sådan kort fortalt.

–Hvad får dig til at tro, at man overhovedet kan begribe en tragedie af det omfang gennem fiktion?

»Det er i hvert fald forsøget værd. Man skal forstå, at i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor Stalins forbrydelser kom frem, sagde fremtrædende folk: Vi skal tage ansvar, vi skal omforme vores samvittighed – vi skal være nye mennesker. Men sådan virker det ikke. Det er en meget socialistisk tankemåde at tro, at man kan omskabe mennesket på kort tid. Det er smertefuldt at påtage sig ansvaret, og man bliver nødt til at regne med, at folk ikke ønsker at påføre sig den smerte. Derfor må man udvikle kunsten, så den kan indeholde det. Men dengang lavede man blot propaganda i en ny form, der sagde: Du skal skamme dig, ellers er du en skide kollaboratør. Jeg ville skabe et maskineri, der kan hjælpe folk med at bearbejde deres egen uvillighed og egne fejl. Min ide var at tilbyde, at vi kunne rejse ind i den smertefulde oplevelse sammen og gennemleve historien.«

–Du er selv født lang tid efter alle de her forbrydelser. Hvad skal din generation og de nye generationer bruge det til?

»Vi er formet af fortidens rædsler. Enhver samtale om, hvad der sker i Rusland i dag, har dette startpunkt. Det gentager sig. Tag krigen i Tjetjenien fra 1994-2004, ti års åben konflikt, tusinder af civile myrdet – det er sammenligneligt med Stalins udrensninger. En million flygtninge, luftbombardementer af civile, koncentrationslejre, tortur – alt sammen forskellige former for det, som det hemmelige politi kalder sikkerhed. I ti år levede vi ved siden af et sort hul. Der var ingen love i Tjetjenien – ligesom under Stalin – ingen beskyttelse, ingenting. Og også det er glemt i dag. Ingen blev straffet, og selv blandt dem, der påstår at udgøre oppositionen, er det ikke noget, de rører. Korruption, økonomi, frihedsrettigheder, det bekymrer de sig om. Men ti års borgerkrig i vores land, hvor der blev begået forbrydelser mod menneskeheden, rører de ikke,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

»Og Tjetjenien står ikke alene, men skriver sig ind i en række af forbundne hændelser. Det samme sker lige nu med de russiske styrker i Ukraine, de russiske lejesoldater, der bliver dræbt og bliver begravet på russisk jord i grave uden navn. Oppositionen kæmper ikke for, at invasionen skal undersøges og de ansvarlige stilles for en dommer. De siger bare, det er meget kompliceret. Der er ingen juridisk præcision. Nok er Stalin død, men det stalinistiske mindset lever i bedste velgående.«

–Hvordan kan det være?

»Den statslige sikkerhedstjeneste er som en stat i staten, og samtidig udgør de rygraden i det russiske magtapparat. De har deres egen historieskrivning, og de sikrer fortsættelsen og sammenhængen mellem nutidens hemmelige politi og datidens KGB, NKVD, Cheka og så videre. Det er en del af deres identitet, og du kan ikke sikre Ruslands fremtid, hvis du ikke vil skære det bånd over og statuere et eksempel – måske endda posthumt – over de ansvarlige for forbrydelserne.

I det 20. århundredes russiske tragedie er der masser af ofre, og de bliver endda anerkendt som ofre. De er ofre for en uvis forbrydelse, der ikke er juridisk defineret, men som tilskrives Stalin. Men der er ingen forbrydere. Hvordan kan vi se tragedien som fortælling, når den ene af hovedrollerne ikke er udfyldt? Tragedien kan ikke vises, for det onde optræder ikke på scenen. Sådan var den dengang, og sådan er det nu, og det skal man se. Det er det, jeg prøver at vise i mine bøger.«

– Med den danske udgave er ’Ved glemslens rand’ oversat til 16 sprog, og du har udgivet en række bøger siden, hvordan bliver dine bøger modtaget i Rusland?

»Jeg forventede, at min debutbog ville blive et kæmpe brag – være bogen, som hele Rusland talte om. Det skete ikke. Jeg tror, at den kulturelle sfære i Rusland er en del af det store maskineri, der undgår erindringen. Ansvaret fylder ikke i den offentlige samtale. Og her taler jeg ikke om ansvaret for at huske, men ansvaret for at dømme og straffe de skyldige. Min bog handler om det. Siden blev jeg beskrevet som en forfatter, der skriver for Vesten.«

– Historien spiller jo også en stor rolle i Putins måde at lede Rusland på. Han har for eksempel sagt, at kritik af Stalin er noget, Vesten bruger til at angribe Rusland. Hvordan er historien blevet politiseret under Putin?

»Det begyndte længe før, Putin kom til. Da det trak op til konflikt i Tjetjenien i 1994 havde Rusland et valg, og man valgte en kolonialistisk imperialistisk tilgang, hvor man sagde, at løsrivelse fra Rusland er umulig. Når du træder ned af den sti, så bevæger du dig langsomt mod et totalitært styre. Du kan ikke holde alle Ruslands nationer, historier og traumer sammen uden at undertrykke erindringen og hukommelsen. Fra det øjeblik var vi fordømt. Man begyndte at se fjender af staten dukke op, præsidentens magt voksede, præsidenten omfavnede sikkerhedsapparatet. Man begyndte at glorificere fortiden. I midten af 1990’erne var der stor fattigdom, ingen penge, men man byggede en kæmpe katedral til Kristus og et endnu større og dummere museum dedikeret til sejren i den store fædrelandskrig. Ofrene for forbrydelserne fik en sten. Det var i 1995, at det stod klart, at regimets søjler ville være den gloværdige sejr og den spirituelle genrejsning. Putin var viceborgmester i Skt. Petersborg dengang og anede intet om sin fremtidige karriere, men bevægelsen mod det totalitære var i gang, og bevægelsen mod at udnytte historien var i gang.«

Putins historieskrivning

Oven i var en ny form for frygt dukket op i de sene 1990’ere, fortæller han. Hvor man som sovjetborger fra 1970’erne og frem kunne være ret sikker på ikke at blive myrdet, hvis man ellers overholdt reglerne og holdt sig inden for stregerne, så blev dette forudsigelige liv knust, da terroren kom til landet. I september 1999 hærgede en række terrorbombardementer Moskva, militæret rykkede ind. Det var en ny slags krig, en asymmetrisk en, og ifølge Sergej Lebedev ramte den russerne rent i frygtcenteret og banede vejen for, at man ofrede frihedsrettigheder til fordel for en stærk stat.

»Putin stillede sig op mellem folket og frygten. »Jeg er jeres skjold,« sagde han. For mange russere blev det seglet på Pandoras æske,« siger Sergej Lebedev.

Først overtog Putin kontrollen med medierne, og så brugte han overskuddet fra de stigende oliepriser til at stabilisere økonomien. Sådan fik lærerne og andre offentligt ansatte igen deres løn. Det var populært. Samtidig fandt han ud af at udnytte nostalgien hos befolkningen – længslen efter fordums styrke og magt kunne udnyttes ved at blande historiske bidder fra Sovjet med bidder fra det gamle imperium og skabe en fortælling, der på en gang legitimerede magten og forklarede, hvorfor folk skulle ofre sig for nationen. Siden er der bare blevet skruet op for historieknappen, siger Sergej Lebedev.

»Regimet har brug for massemobilisering, og her er sejren i Anden Verdenskrig den eneste eksisterende moralske kapital, som Rusland har. Sejren favner hele føderationen. Men det slører billedet, hvis Sovjet samtidig var ondt. Man kan tillade, at en enkelt side i bogen om Sovjet er mørk, men ikke mere, og derfor er regimet nødt til langsomt men sikkert at omskrive Sovjets historie.«

Og det er så det, der foregår i dag, siger Lebedev. Staten og sikkerhedstjenesten ensretter og omskriver historien, så ofrene for statens forbrydelser erstattes med ofrene for fjendtlige landes forbrydelser. Et aktuelt eksempel udspiller sig for tiden i Karelen i det vestlige Rusland.

Her er først en historiker, der for 20 år siden opdagede en massegrav med 7.000 ofre for Stalins terror, blevet fængslet på baggrund af noget, som Sergej Lebedev anser for falske pædofilianklager.

»Han er under angreb, så man skulle tro, at han havde afsløret helt nye forbrydelser begået af sikkerhedstjenesten. Men mordene er 80 år gamle.«

Siden er også den lokale museumsleder blevet anholdt på lignende anklager, og regionale medier har udbredt en fortælling om, at det ikke kun er ofre for sovjets myrderier, som ligger nakkeskudte under nåletræerne. Næh, der skulle også ligge helte fra den røde hær, som blev henrettet af finske tropper flere år senere, lyder det nu. En regimetro militærforening har for bare et par måneder siden foretaget nye udgravninger og bekræftet den nye teori. Alle forskere med indsigt i området afviser, at det har noget på sig, men det er lige meget.

»For nu har myndighederne rørt mindesmærket. De har etableret et brohoved af usikkerhed om, hvorvidt det kun er en sovjetisk forbrydelse, det her? Herfra kan de overtage kontrollen over historien ganske langsomt,« siger Sergej Lebedev. Alt kan forklares med den store krig, og alt bliver forklaret med den store krig.

– Det er jo ikke det mest muntre billede, du maler op. Hvordan ser du fremtiden for Rusland?

»Styret er stærkt og vil bestå længe endnu. De senere år har vist, at økonomien ikke er så skrøbelig, som man måske troede. Som tingene er nu, er der ingen revner i styret og magten.

Men revnerne skal nok dukke op. Det er lidt som Churchill sagde: Det her er ikke begyndelsen på enden. Men det er enden på begyndelsen.«

Sergej Lebedev: ’Ved glemslems rand’, oversat af Lotte Jansen, Forlaget Palomar,  305 sider, 299.95 kr. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Skoubye
  • Mads Berg
Olaf Tehrani, Christian Skoubye og Mads Berg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Utrolig og god beskrivelse af Sovjet under stalin og Putins Rusland nu.
Det gamle Østtyskland bærer stadig på tavshed og ondskab.
Vor tid under 2 verdenskrig af ensidig hyldest af modstandsbevægelsen.
Ak, ja selv i vor frikadelle land er der tavshed.
er mennesket ondt og dumt? Og høres retfærdighed kun sporadisk?

Mads Berg, Thomas Bindesbøll og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Nu handler dette om Sovjetunionen og nuværende Rusland samt den ortodokse kirke på sidelinjen, men man kunne også medtage det daværende Rusland før Sovjet.

I øvrigt er der andre lande, der heller ikke har gjort op med deres sorte fortid. F.eks, Spanien, Portugal, Italien, Ungarn, Kroatien, Serbien, Tyrkiet og ikke mindst Østrig.

I Østrig lever og dyrkes minderne ikke blot om den glorieværdige nazi-tid men også om de stolte tider under dobbeltmonarkiets tyranni. Og i byen Brno husede i øvrigt det smukke sted med de store kældre, hvor man anbragte sine systemkritikere, der ofte blev aflivet ved simple tæsk eller sultet ihjel.

I bl.a. Thailand har jeg hørt, står der 'No Russians' ved turiststederne!
Det kan dog ikke nytte noget at udelukke nuværende og kommende generationer fra det fællesskab, der skal holde verden sammen og undgå nye krige.
Historien må rykkes tilbage og give plads for nutiden og fremtiden.
De krigsførende og undertrykkende nationers adfærd er forbrydelser mod menneskeheden (incl. USA' atombomber mod Japan) og de skal for evigt fordømmes, men holdes på distance.(Dog nok ikke så fjernt som korsriddernes slagterier i Europa)
Der er mange eksempler på samarbejde nationerne imellem herunder menneskers rejsen rundt i verden. Dette grundlag skal udvides til sikring af fred og måske til og med harmoni i verden.
Aldrig mere krig lyder naivt? men er at foretrække fremfor at rode rundt i den forfærdelige historie.
(DR og andre viser nakkeskud fra Stalintiden som ren underholdning, nu i farver).( Et utal af programmer har billeder af tyskernes overgreb mod menneskeheden ,som underholdnig!)
Stop det og søg samvær med andre nationer for fremtiden.

Niels-Simon Larsen

Russerne er nok ikke specielt onde, men det er ufattelige lidelser, de har gennemgået. Deres historie er som en lang lidelseshistorie. Det er utroligt, at der er nogle forfattere, der kan skildre de forbrydelser, der er foregået og har modet til at gøre det.
Det er utilgiveligt, at den russiske kirke lader sig købe, og at det ikke er den, der fortæller historien.
Det er også påfaldende så stor forskel, der er på Tyskland og Rusland mht. opgøret med fortiden.

Morten Hillgaard

Mennesket indretter sig efter den omgivende kultur. Så hvis du vil dit eget bedste i fx din arbejdssituation, så underordner du dig og lever op til, hvad de, som bestemmer over din fremtid, ønsker.

Der skal en vis naivitet til at tro, at de fastlagte love og bestemmelse og den dokumenterede synlige virkelighed betyder noget. Det er - nu for før - det gældende magtsystems privilegium at synliggøre en anden virkelighed.

Men her i landet selvfølgelig i en helt anden størrelsesorden end med Stalin, Hitler og mange andre steder.

Thomas Bindesbøll

Lebedev er en fin forfatter og en modig sjæl.
Han tør også konfrontere Rusland selv med dets egne historiske modsætninger - og diverse kyniske magthavere.
Alt imens den almindelige befolkning stort set altid har måttet lade sig kue.

I Weekendavisen #45, 9. november 2018 (desværre ikke online, bortset fra abonnenter) udtaler han sig også befriende klart om Ruslands mange eksempler på ''ubearbejdet arv'' plus årsagsforklaringer - også vdr. de sidste 20 år:
(Her manuelt gengivet og "håndciteret", så tilgiv evt, 'tyrkfejl', tak).

Lebedev siger bla.:

(...) ''Hvad er Den Russiske Føderation i virkeligheden? Hvorfor er vi sammen, alle disse 40 nationer? De fleste af landene blev jo erobret under det russiske tsardømme. Det er det grundlæggende spørgsmål, som en opposition må stille: Hvordan skal vi sameksistere? Og skal vi overhovedet høre sammen''?

Sergej Lebedev betegner den store Føderation som det sidste imperium.
- ''Det russiske samfund vil vare ved en tid endnu med hjælp fra Putin og hans folk. Men i længden kan det ikke opretholdes.
Vendepunktet kom i 1994, da Tjetjenien ville rive sig løs. Præsident Jeltsin havde to muligheder: at sende kampvogne ind eller søge en anden løsning. Han valgte kampvognene, og så var det en helt ufravigelig følge, at vi i løbet af 15 år ville få et autoritært styre''.

(Spørgmål- WA) - Hvordan det ?

"Man kan ikke holde sammen på alle disse historier og forskellige erindringer uden magt. Helt modstridende følelser om Rusland. Det handler jo ikke om beretninger fra 1700-tallet. Det er friske erindringer fra det 20. århundrede, hvor millioner af mennesker blev deporteret og undertrykt.
Hele Putins position hviler på, at han repræsenterer den magt, som kan holde sammen på det hele.
I 1994, da Jeltsin indledte krigen i Tjetjenien, stod det klart, at Rusland var tilbage på den imperialistiske vej. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville genskabe sine magtstrukturere og rulle hen over sine naboer''.

Ifølge Sergej Lebedev er den russiske status som kolonimagt aldrig blevet beskrevet.
" - Selv i liberale kredse eksisterer der en myte om fredelig sameksistens: Lad nu være med at rode op i dette - det er jo så lang tid siden, og vi er alle med i samme føderation nu. Historien bliver i dag præsenteret meget lig den måde, hvorpå den blev fortalt i Sovjetunionen.
Det er en kolonialistisk fortælling: Rusland forenede alle disse små lande. Det er afsindigt vigtigt at være opmærksom på dette, men kun få historikere i Rusland vover at bryde denne fortælling op. Russerne betragter for eksempel stadig Ukraine i dette koloni-perspektiv. Og så kommer de aldrig til at begribe hinanden".

Når det gælder krigen i Østukraine, iagttager Sergej Lebedev en slags dvale. Alt sammen til Putins fordel.
- " Der har været en bølge af bombeattentater. Det lader til at de russiske specialstyrker er i gang med at eliminere alle de semi-autonome krigsherrer. Èn for én. Så kan man få samlet hele området i én enhed, som er meget lettere at overvåge og forsyne".

Ifølge den forfatter lider den ukrainske side dog stadig mange tab i træfninger og artilleriangreb.
"Men fra russisk side har der faktisk ikke været den helt store militære aktivitet på det seneste. Der er stilstand i krigen, og den er også gledet ud af fokus i verden. For mig at se er dette, hvad Putin går efter. En stilstand, langsomt, men støt køres økonomisk i sænk af krigen. Med stilstanden kan Putin håbe på, at den ukrainske stat til sidst bryder sammen eller knækker over i to enheder. Og så kan Putin igen endegyldigt indlemme Krim-halvøen. Igen: Putin har masser af tid".

Citat slut -

Christian Skoubye, Mads Berg, Niels-Simon Larsen, Joen Elmbak og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

»Det var de dødes land,« siger han.

Jeg kan anbefale Dostojevskij, hvis man ønsker at få en smule forståelse for den russiske folkesjæl. Den stalinistiske terror er ganske vist unik i sin konkrete grusomhed, men samtidig har den rødder i gammel russisk kultur, hvilket Dostojevskij skildrer med stor indlevelsesevne.

Russerne har mange års erfaring i historieforfalskning, og det ensidige fokus på Stalins forbrydelser, såvel som forsøget på at hvidvaske Ruslands fortid, er to sider af samme sag. Rusland og russerne kan ikke forstås ud fra en generel dansk småborgerlig bevidsthed, det kræver derimod en stor indlevelsesevne i mennesker og forhold, som er helt uden for en dansk erfaringsverden. Alligevel er det muligt at få en fornemmelse af, hvad der rører sig, netop takket være forfattere som Dostojevskij, der kritiserer sit eget folk med en kærlighed, som vel kun kan betragtes som ubetinget.

Elsker Lebedev Rusland så ubetinget, så han er nødt til at holde først Stalin og nu Putin ansvarlig for det mørke i den russiske folkesjæl, som Dostojevskij skildrede mange år før Stalin blev født?

Jeg kan stærkt anbefale "Det døde Hus" om Dostojevskijs ophold i en Gulag-lejr.

Niels-Simon Larsen, Lars Rasmussen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Mit kendskab til Rusland og russere er kun overfladisk. Læste flere af Dostojevskijs bøger i min ungdom og var betaget. Betagelsen fortog sig efterhånden med hans tale om det hellige Rusland og dyrkelse af zaren. Til sidst blev jeg ret forvirret. Gogol blev jeg også betaget af, men han gik også ind for kirken og har skrevet en lille bog om den russiske messe. Kirken har altid været undertrykkende og i magthavernes hænder, og i dag er den mere korrupt end nogen sinde. Jeg har overværet adskillige russiske messer og undret mig over den dybe betagelse folk udviser. Den religiøse luft er så tyk, at man kan skære i den. Så er mit spørgsmål. Hvordan forenes indlevelsen i Kristi lidelse med den lidelse kirken tilføjer mennesker?
Jeg tror, at kirken har lært folk at lade sig misbruge, og derfor har undertrykkende herskere haft let spil. Jorden var gødet. Derfor er forfattere som Lebedev så enestående og skal prises.

I øvrigt har jeg intet til overs for den danske kirke, som har spillet og spiller samme rolle, men det er en anden historie.

Niels Duus Nielsen

Okay Niels-Simon, du skal så læse Brødrene Karamasov og bruge lidt tid på Storinkvisitorens tale om, hvordan mennesket ikke er skabt til frihed, hvorfor Kirkens mænd frivilligt påtager sig frihedens tunge ansvar.

Her har Dostojevskij - igen med stor indlevelsesevne - fanget frihedens dilemma, som han skildrer fra Kirkens perspektiv, uden at det umiddelbart er til at vide om han - Dostojevskij - bifalder argumentet eller finder det kritisabelt. Dostojevskij har den forunderlige evne at tvinge læseren til at tænke selv, han giver figurernes bevæggrunde, som de selv ser dem, men overlader det til os læsere at finde ud af, hvad vi egentlig selv mener om problemstillingerne.

At Dostojevskij var dybt religiøs trækker ikke ed i mine øjne, han havde evnen til at skille skæg fra snot, så det blev de rene eksistentielle spørgsmål, der står tilbage til fri beskuelse. At hans løsning var religiøs betyder ikke, at han pådutter læseren denne løsning, det er hele vejen i hans forfatterskab op til os, hvad vi skal synes.

Jeg må læse Lebedev, kan jeg forstå, selv om jeg umiddelbart er lidt skeptisk efter at have læst dette interview.