Læsetid: 22 min.

Hold kæft og skriv! En forfatters essay om kunst og medborgerskab

Chimamanda Ngozi Adichie bliver ofte spurgt, om hun er en afrikansk forfatter. Hun svarer i dette essay med at beskrive balancen mellem sine forskellige identiteter som afrikaner, forfatter, feminist og afrikansk feminist
Chimamanda Ngozi Adichie.

Chimamanda Ngozi Adichie.

Redux/Scanpix Danmark

16. november 2018

For nogle år siden læste jeg op i Lagos. En ung mand rakte hånden op for at stille mig et spørgsmål: »Er du afrikansk forfatter?«

Umiddelbart et besynderligt spørgsmål. Det er almindelig kendt, at jeg er født og opvokset i Nigeria, har skrevet en roman om en central periode i nigeriansk historie, og taler igbo, et af mit lands indfødte sprog. Derudover har jeg kun ét pas, og det er nigeriansk. At Nigeria ligger i Afrika er et ubestrideligt geografisk faktum. Og alligevel ville den unge mand vide, om jeg er afrikansk forfatter. Jeg havde forresten fået det samme spørgsmål før – fra andre afrikanere.

Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være afrikansk forfatter, kommer jeg tilbage til. Men først vil jeg gerne fortælle jer, hvad det betyder for mig at skrive.

Jeg har skrevet, siden jeg kunne stave. Og kan ikke huske en tid, da jeg ikke blev draget af historier: af at læse dem, skrive dem og finde dem.

Jeg har en barndomserindring, hvor jeg sidder på bagsædet i min mors bil og kigger ud ad vinduet. Med ét rammes jeg af dyb melankoli, af en slags stum sorg. For hvad jeg ser ud ad vinduet, mens vi kører afsted, er et utal af historier. Historier, der kun venter på at blive fortalt. Men lige dér går det op for mig, at jeg aldrig i hele mit liv vil blive i stand til at fortælle dem alle.

Når jeg skriver, og det lykkes, oplever jeg, hvad jeg bedst kan beskrive som en ekstravagant glædesrus. Andre gange vil det ikke lykkes. Jeg bekender gerne, at jeg personligt ikke kender nogen større kilde til angst og depression.

At skriveakten har så fast greb om mit følelseslivs ydergrænser og er så central for min egen selvforståelse, gør den til noget uhyre privat. Havde jeg ikke fået den lykkelige skæbne at blive udgivet og læst – og i dag også hædret med Pinter-prisen – ville jeg befinde mig et ukendt sted og ikke være læst af nogen. Men skrive hele tiden ville jeg alligevel.

Det er selvfølgelig ikke den fulde sandhed, at skriveakten er noget privat. Var det sådan, kunne jeg nøjes med at skrive dagbog og gemme den i skuffen. Vel skriver jeg, fordi det er en indre nødvendighed. Men jeg skriver også, fordi jeg gerne vil læses og håber på at blive det. Når publikum findes, reelt potentielt, rykker skriveakten over i den offentlige sfære.

Hvem skriver jeg for? Mit ærligste svar er, at jeg ikke ved det. Jeg gør mig aldrig klare forestillinger om et konkret publikum, når jeg skriver romaner og noveller. Et måske mere meningsfuldt svar kunne være: Jeg skriver den litteratur, jeg gerne selv vil læse. Og skriver således for dem, der sætter pris på samme litteratur, jeg selv kan lide at læse.

Kunstnere er også medborgere

Da min første roman var nomineret til Orange-prisen (uden at vinde), henvendte en kvinde i Nigeria, jeg ikke kendte, sig til mig i lufthavnen og udbrød: »Tillykke alligevel, næste gang vinder vi!« At hun sagde ’vi‘, blev jeg rørt over.

Der udtrykte sig i hendes inklusive ’vi’ en slags medejerskab til mit værk. En stolthed, der ikke kun angik min litterære bedrift, men pegede på en mere vidtfavnende kollektiv triumf.

Da jeg få år senere vandt samme pris med en ny roman, blev jeg gentagne gange krammet og lykønsket af mig vildfremmede nigerianske landsmænd. Tydeligvis var deres budskab, at jeg repræsenterede os. Derfor kom jeg også selv til at se det som en ære, der omfattede ikke bare Nigeria, men hele Afrika, fordi jeg var første afrikanske kvinde til at vinde en så prestigefyldt pris, (uanset at jeg selv kunne beholde alle medfølgende penge).

Men gløden fra det inklusive vi kan hurtigt fortone sig. Eller måske er gløden der endnu, men stillet i en form for skygge af nye forventninger. For at tale om vores sejr, at pege på kollektivt ejerskab af en litterær pris, er at fremsætte et udsagn om en delt identitet. Og om et delt medborgerskab. Her støder vi på en gådefuld sammenhæng. Den person, der krammes og lykønskes i en lufthavn, er en repræsentant for Nigeria, for Afrika. Men den person, som er denne medborger, er ikke helt den samme person, som er kunstneren.

Proust skrev, at en bog er et produkt af et andet jeg end det jeg, vi manifesterer i vaneadfærd, socialt liv og laster. Jeg vil hævde, at disse to udspaltninger af selvet aldrig kan være fuldt adskilte – hvordan skulle dette være muligt? Men jeg mener også, at der findes en frisættelse i spaltningen.

Som vi ser det eksemplificeret i romanfiguren Ezeulu i Chinuna Achebes Guds pil (Chinuna Acebe (1930-2013), som var nigeriansk romanfatter og kaldes den moderne afrikanske litteraturs fader, red.), som under udførelse af sine hellige pligter som ypperstepræst i Ulu, bliver til en anden person – en anden version af sig selv, der nok er forskellig fra, men ikke mindre autentisk end den mand, han er, når han er simpel bonde.

Ikke desto mindre er kunstnere også medborgere. Det ville være uhæderligt at påstå, at vores kunst var helt og aldeles afkoblet fra vores liv som medlem af et samfundsfællesskab. Jeg kommer her til at tænke på min lærer i samfundsfag, da jeg gik i Nsukka, som med tordenrøst og som indledning til sine svar på et hvilket som helst spørgsmål havde for vane at udbryde: »INGEN MAND ER EN Ø.« Jeg tænker, at det samme gælder for kvinder.

Vores kunst farves af, hvor vi kommer fra. Den sydafrikanske forfatter Eskia Mphahlele skriver, at i apartheidtidens Sydafrika skrev alle sorte sydafrikanske forfattere for det meste noveller, fordi engagementet i deres politiske kamp satte særlige rammer for det kreative rum. Deres kampberedskab kom med andre ord til at forme deres litterære tekster.

Politiske magtforhold

I Vesten kan det være vanskeligere at tale om forbindelsen mellem kunstnerisk kreativitet og medborgerskab, for her er det en udbredt opfattelse, at kunsten er autonom. Og at kunstneren gennem sine værker først og fremmest bliver medborger i kunstens og de andre kunstneres imaginære og apolitiske land. Der findes vesterlændinge, som ligefrem bruger termen ’politisk’ i en nedsættende betydning, når de refererer til litterære værker. (Når jeg fremhæver Vesten her, er det, fordi kunst i de såkaldte udviklingslande som oftest ikke automatisk tænkes adskilt fra politik.)

Det er i nogle henseender korrekt, at kunsten er væsensforskellig fra politik, fordi den i modsætning til denne opererer i gråzoner. Og fordi den menneskeliggør og trænger ned under overfladelagene.

Men vi lever også i en verden, hvor de stærkeste nationalstater dominerer, og hvor den værdi, som de globale magtforhold sætter på os, bliver afgjort ud fra de pas, vi bærer.

Jeg kan knap forestille mig, hvordan det i dag må opleves at være en forfatter med et pas, som er udstedt i Syrien, Yemen, El Salvador eller DR Congo – lande, hvor kunstneres bevægelsesfrihed, og derfor antageligt også kreative frihed, er stærkt begrænset af politiske magtforhold.

At rejse med et nigeriansk pas

At rejse verden rundt med et nigeriansk pas er forbundet med altid at måtte bære på en byrde af mistænkeliggørelse. Det kender jeg fra egen erfaring. Mange steder, når man skal gennem paskontrollen, vil man som udgangspunkt blive mødt med mistillid. At rejse med et nigeriansk pas indebærer konstante konfrontationer med grænsepoliti, der stirrer på mig med vantro blikke, når jeg forklarer, at jeg er forfatter. Gang på gang bliver man kaldt til side for at skulle svare på flere spørgsmål. At rejse med et nigeriansk pas er at føle sig skyldig i et eller andet uudtalt.

Selvfølgelig indebærer medborgerskab langt mere end at være indehaver af et pas. Det er en hel sensibilitet – og jeg tænker, at den i høj grad må tage form af, hvor man har tilbragt sine mest formative år.

Selv om jeg elsker USA, hvor jeg jævnligt bor og er kommet til at se USA som mit andet hjemland, blev jeg ikke selv formet af den amerikanske kulturelle smeltedigel. Jeg er ikke vokset op i USA og tror næppe, jeg nogensinde kan blive sand amerikaner, da det åbenbart ligger uden for min fatteevne at forstå, hvad baseball går ud på.

Medborgerskab for en person, der som jeg kommer fra et land som Nigeria og fra et kontinent som Afrika, er mere end en særlig sensibilitet. Det er også et vilkår. Et vilkår, som defineres ved tilhørsforholdet til, hvad jeg vil kalde ’periferiens indbyggere’. Hvad mener jeg med ’periferiens indbyggere’?

Jeg sigter ikke til politiske termer som ’Den Tredje Verden’. Men til selve grunderfaringen af at være placeret langt fra centrum på niveauer, der kan være langt mere subtile end det politiske – på metafysiske og psykologiske niveauer. Det er en erfaring, som handler om at være arvtager til ’de besiddelsesløses historie’, som Chinua Achebe kaldte det. Og som indebærer, at man i sin personlige historie må overtage og leve med i et væld af akkumulerede uvisheder – i en særlig ’nervetilstand’, som min zimbabwiske forfatterkollega, Tsitsi Dangarembga, kalder det i sin roman, Nervous Conditions.

Vi er et folk, som af historien og vores placering i verden er blevet prædestineret til at skulle lede andre steder for at få bekræftelse. Det er en forudbestemmelse, som betyder, at vi har tillært os selv en mængde usandheder og halve sandheder om, hvem vi i grunden er. Og nok er vi mange, som sætter os for at aflære dem igen, men også selve aflæringen er en proces, der antager kolonialistisk farvning og igen opvirker vores nervetilstand. Vi er med andre ord kronisk mærkede af viden om at komme fra et sted, der i et langt historisk perspektiv tid har været udsat for ringeagt og for nedvurdering.

Hvis jeg gik ind i et tilfældigt klasselokale i et gennemsnitligt vestligt land og spurgte eleverne, hvad der først falder dem ind, når jeg siger ‘Afrika’, ville svaret i bedste fald blive en halvkvædet vise om safarier og smukke zebraer og giraffer – og i værste fald ville det være de klichébilleder, vi alle har på nethinden af fattigdom, borgerkrige og hjælpeløshed. Vestlig litteratur, vestlige film, vestlige fotografier har alle dyrket den samme historie om et Afrika, der er defineret ved det, som det ikke besidder. Uden at ville overdrive betydningen af deres vidnesbyrds virkningshistorie, er det hævet over enhver tvivl, at vi er præget af den. Og som jeg ser det, resulterer denne prægning i en besynderlig dobbeltattitude: Vi er på én gang defensive og fulde af forhåbninger om anerkendelse.

Chimamanda Ngozi Adichie

  • Født i 1977 i Nigeria.
  • Flyttede i teenageårene til USA, og bor i dag dels i Nigeria, dels i USA.
  • Debut i 2003 med romanen Lilla Hibiscus i 2003.
  • Hun fik sit internationale gennembrud med romanen En halv gul sol fra 2007. Har også udgivet romanen Americana i 2013 og essaysamlingen Vi burde alle være feminister i 2014 med sit bud på en definition af feminismen i det 21. århundrede.

Vi nigerianere har næsten gjort beklagelser over vores problemer til en kunstart. Vores samtaler udvikler sig oftest til hele litanier fulde af klager og forurettelser. Vi beklager os over korrupte myndigheder, konstante strømsvigt, dårlig vandforsyning osv. Men hvis en udlænding finder på at ytre de samme beklagelser, går vi prompte i forsvarsposition og reagerer nogle gange med vrede. Jeg har altid undret mig over nigerianernes særegne defensive holdning, som jeg i øvrigt også selv ligger under for.

Måske er forklaringen, at en nigerianer, der beklager sig, jo så udmærket ved, at Nigeria er så meget mere end et problemfyldt samfund. Han eller hun kender den menneskelige kompleksitet, er bekendt med sit folks snarrådighed og intelligens, kan leve sig ind i sine landsmænds motiver og længsler og forstår, hvad der giver mening for dem. Udlændinge, antager vi, kender derimod ikke noget til alle disse andre historier om os, og er der noget, vi ikke bryder os om, er det alene at blive defineret ud fra det, vi ikke har og ikke er. Lige dér har vores tilbøjelighed til at gå i forsvarsposition sit udspring.

Ikke desto mindre dækker vores defensive instinkter også over anerkendelseslængsel. Den samme nigerianer, som har let til vrede, når en udlænding taler eller skriver om vores problemer på endimensionel vis, har ikke mindre let til begejstring, når samme udlænding siger noget positivt og påskønnende om os eller inddrager os i en eller anden anerkendt udenlandsk sammenhæng. Det skal være en sammenligning, der bygger på såkaldt vestlige standarder, for det er primært her, at vi i kraft af vores uddannelsesbaggrund vil lede efter bekræftelse.

»Er du en afrikansk forfatter?«

For nogle år siden fortalte min nigerianske forlægger mig en historie om en mand, som havde kaldt mig for ’ikke-autentisk’, fordi jeg ifølge ham gjorde mig skyld i ’at skrive for Vesten’. Da min forlægger indvendte, at mine romaner jo også havde fundet mange læsere over hele det engelsktalende Afrika, svarede manden, at jeg alligevel ikke kunne være autentisk, fordi jeg udgav dem i Vesten først. Den anekdote kunne snart være gået i glemmebogen, havde det ikke været, fordi selv samme mand senere kontaktede mig for at fortælle, at han nu havde skrevet en novelle, som han gerne ville have min hjælp til at få offentliggjort i tidsskriftet The New Yorker. Hvad kunne, tænkte jeg ved mig selv, være mindre autentisk end at blive trykt i dette flagskib for vestlig finkultur? Overflødigt at sige, at autoriteten til at få andres tekster bragt i New Yorker er noget, jeg kun kan drømme om.

At blive udgivet i det, vi kalder Vesten, er således både kilde til stolthed og mistro. Uvægerligt udsætter man sig selv for granskninger af, hvorvidt man nu også repræsenterer Afrika på den rette måde. Det forventes, at man gennemspiller bestemte ritualer, at man underlægger sig alle det afrikanske medborgerskabs forventninger.

For nogle år siden diskuterede jeg netop dette spørgsmål med en ven fra Senegal, en fremragende akademisk skolet historiker. Han kom med denne helt enkle forklaring: »Du tilhører ikke længere dig selv«.

Dermed mente han, at når jeg havde truffet det valg at skrive og udgive realistisk fiktion om et sted som Nigeria, var jeg for mange mennesker, der kommer fra samme sted som jeg selv, kommet til at fremstå som en del, der repræsenterede en helhed. Jeg må se i øjnene, at disse medborgerlige forventninger nu er blevet den konstante ledsager til alt, hvad jeg skriver.

Men hvem har sat de vilkår, der gør, at jeg ikke længere tilhører mig selv?

Det spørgsmål, jeg blev stillet – »er du en afrikansk forfatter?« – handlede altså ikke om geografi, men om loyalitet.

Hvad svarede jeg? Jeg svarede ’nej’.

Jeg har intet imod at blive set som afrikaner. Tværtimod. For jeg har aldrig prøvet at være andet og kan ikke se, hvordan jeg kunne være andet. Ikke desto mindre svarede jeg ved denne lejlighed ’nej’ til spørgsmålet, om jeg var afrikansk forfatter. Ikke fordi jeg ikke er stolt over at være afrikaner – det er jeg så afgjort, og jeg har også fuld forståelse for, hvorfor sammenknytningen mellem stolthed og identitet kan opleves så magtpåliggende for periferiens indbyggere. Befinder man sig i centrum, nyder man automatisk godt af det privilegium ikke at måtte proklamere sin stolthed – den har man allerede i kraft af sin placering i verden.

»Er du en afrikansk forfatter?«

Jeg svarede nej, fordi jeg i stigende grad finder de uudtalte præmisser bag spørgsmålet, både de subtile og de mindre subtile, problematiske.

Ved samme oplæsningsaften i Lagos fortalte en anden ung mand mig, at havde han været en stor fan af mine bøger, indtil jeg var begyndt at udtale mig om det, han kaldte ’feminisme- og bøssespørgsmålet’. Han udtrykte sit håb om, at jeg ville holde op med det – i modsat fald kunne han ikke længere regne sig til mine støtter. Jeg svarede, at jeg satte pris på hans ærlighed, men at jeg foretrak at klare mig uden hans støtte.

Hvad han sigtede til, var min modstand imod en nigeriansk lov, der kriminaliserer homoseksualitet – en lov, jeg finder moralsk fordømmelig og politisk kynisk. Han refererede også til en tale, jeg for nylig havde holdt om feminisme, hvori jeg henviste til flere konkrete eksempler fra nigeriansk dagligliv i hensigten om at sætte gang i en længe tiltrængt debat om kvinders mangel på fuld ligestilling og menneskeligt ligeværd.

Problemet var ikke så meget, at den unge mand var uenig. Det var, at han søgte at artikulere sin uenighed i medborgerskabets sprog.

Jeg kunne ikke som en god afrikaner markere mig som feminist, for at være afrikaner og at være feminist er to ting, der gensidigt udelukker hinanden. Feminisme var en vestlig syge, og kun fordi jeg havde ladet mig forgifte af Vesten havde jeg pådraget mig den. Hvad angår homoseksuelle, var homoseksualitet uafrikansk, så når jeg støtter rettigheder for bøsser og lesbiske, svarer det til at forhåne afrikansk kultur.

Kunst kan menneskeliggøre politik

Harold Pinter skrev engang, at han i sit liv som forfatter og skabende kunstner kunne leve med det paradoks, at den samme ting på én gang kunne være sand og usand. Men at han i sit liv som politisk samfundsborger ikke kunne udholde samme paradoks. Her måtte han have afklaret, hvad der var sandt. Jeg har ofte tænkt over hans betragtning – og ofte citeret den, fordi den så præcis udtrykker den anspændthed og splittelse, jeg selv kan føle.

Jeg besluttede mig ikke til at ytre holdninger til sociale og politiske spørgsmål, fordi jeg er forfatter. Men fordi jeg er forfatter, har jeg fået en platform til at udtale mig om ting, der længe har ligget mig på sinde. Jeg hævder ikke, at forfattere nødvendigvis skal ytre politiske holdninger, men jeg synes omvendt heller ikke, at ’kunstneriske hensyn’ er en gyldig grund til at afsmyge et medborgerligt ansvar – dvs. et ansvar for at tænke i klare argumenter, holde sig orienteret om den politiske virkelighed og til tider også at handle, tale – og sige fra.

Kunst kan illuminere politik. Kunst kan menneskeliggøre politik. Kunst kan rette lyset imod sandheden. Men nogle gange er det ikke nok. Nogle gange kan man kun forholde sig til politik med politiske midler. Den erkendelse har sjældent været mere sand eller påtrængende end i dag, hvor de politiske landskaber i så mange vestlige lande skamløst overskylles af falske nyheder – hvor »det vældige væv af løgne, som vi næres ved«, som Pinter kaldte det, fylder stadig mere af vores horisont. Vi er nødt til at kunne skelne sandhed fra falskhed. Og nødt til at kalde løgn for løgn.

Ikke desto mindre føler jeg mig ofte ladt tilbage med en ejendommelig sårbarhed – som om modsatrettede kræfter flåede mig i hver sin retning. Jeg ønsker ikke, at mit kunstneriske værk skal bedømmes efter snævre politiske kategorier, men ønsker omvendt heller ikke at bruge min kunst som et skjold af neutralitet, bag hvilket jeg kan gemme mig. Jeg er forfatter, og jeg er medborger, og jeg ser det som en borgerpligt at udtrykke mine politiske og sociale holdninger.

Det ryster mig, så ofte mine holdningstilkendegivelser i Nigeria bliver mødt – ikke med et ægte engagement i debat eller med en kvalificeret uenighed, men med pression, der skal bringe mig til tavshed. En journalist var for nylig så hjælpsom at opsummere budskabet for mig: »Folk bryder sig ikke om det, når du taler om feminisme. De ser helst, du bare holder kæft og skriver.«

Men skriveakten, det kunstneriske arbejde, rummer sin egen forventningsbyrde. Bag spørgsmålet ’er du en afrikansk forfatter?’ står der mennesker, som vil belære mig om, at jeg som afrikansk forfatter ikke må skrive om sex i mine romaner. Eller belære mig om, at jeg som afrikansk forfatter ikke må tage emner op, der risikerer at skabe splittelse mellem afrikanere eller sætte afrikanere i et dårligt lys. Og at en sand afrikaner aldrig ville opføre sig, som en af mine romanpersoner opfører sig. Eller at en sand afrikaner aldrig ville bruge de ord, som personer i min roman bruger. Eller at en sand afrikaner aldrig ville træffe de valg, som min romanfigur træffer.

Flora Nwapa, en pioner inden for den engelsksprogede afrikanske kvindelitteratur, har skrevet vidunderligt og klogt om kvinder i en verden, hun selv beskriver som »domineret af mænd«. Men i flere interviews slog hun udtrykkeligt fast, at hun ikke er feminist.

Hvad er feminisme? Jeg vil mene, at Rebecca West har sagt det bedst: »Jeg har aldrig selv kunnet hitte ud af præcis, hvad feminisme er. Jeg ved bare, at folk kalder mig feminist, når jeg udtrykker holdninger, der adskiller mig fra en dørmåtte.« Men lad os af formelle grunde holde os til denne definition: Feminisme er erkendelsen af og ønsket om at forandre det vilkår, at mænd i de fleste, hvis ikke alle samfund i verden nyder godt af sociale, økonomiske og politiske privilegier, alene fordi de er mænd.

Flora Nwapas værk vidner både om en sådan erkendelse og et sådant ønske om at problematisere de mandlige privilegier. Hendes kvindelige figurer er stærke og handlekraftige, og hun har også blik for kvinders kompleksitet. Alligevel ville hun ikke kendes ved, at hun skulle være feminist.

Sagen er den, at ’feminisme’, på grund af ordets vestlige historik, er et omstridt begreb. Det kan være, at Nwapa, der døde i 1993, ikke ville vide af ordet, fordi det i for høj grad blev set som synonymt med hvide middelklassekvinders frigørelseskampe, der ikke nødvendigvis var sammenfaldende med de såkaldte tredjeverdenskvinders kampe. Eller måske Nwapa afviste det – det har jeg på fornemmelsen – fordi hun ikke ville indordne sig under medborgerskabsforventninger og ikke ville træde i politisk karakter. Fordi hun ikke ville se sig tvunget ud i at skulle erklære sin loyalitet ved den autentiske afrikanske identitets alter, hvor der ikke var gjort plads til feminisme.

Afrikansk feminist

For nogle år siden begyndte jeg at kalde mig selv afrikansk feminist som en reaktion på den opfattelse, at afrikansk identitet og feminisme gensidigt udelukker hinanden. Kort efter oplyste en yndig nigeriansk ung kvinde, efter at have læst et interview med mig, hvori jeg betegnede mig selv som afrikansk feminist, mig om, at feminister bare var galsindede kvinder, som ikke kunne finde sig en mand. Jeg tænkte derefter, at jeg hellere måtte præcisere yderligere og kaldte nu mig selv for »en glad afrikansk feminist«. Det var selvfølgelig halvt i spøg, men afspejlede også det ubehag og den ambivalens, jeg havde følt.

I dag finder jeg det unødvendigt at skulle vride og vende mig i min iver for at udføre medborgerskabspligter. Jeg er nu blot feminist og dermed punktum. Og det er en identitet, jeg selv vil påtage mig at definere for mig selv. Men hele kontroversen blev for mig en tydeliggørelse af, at magten ligger i selve dette at benævne.

Før jeg blev konfronteret med prædikatet ’feminist’, var jeg blot et simpelt menneske, som allerede fra barndommen af havde registreret og undret mig over de mange måder, hvorpå verden ikke anerkendte kvinders værdighed på lige fod med mænds. Når jeg blev hængt ud som ’feminist’, fik mine anklagere nu en særligt magt over mig, især når de kunne fremstille mig som en afviger fra afrikanske værdier. Og da det var mig magtpåliggende at gøre min medborgerlige pligt – hvilket det stadig er på et eller andet ikke altid rationelt niveau – fik denne benævnelse langt større kraft, end den i grunden fortjente.

Lad mig fortælle endnu en anekdote. Jeg var på besøg i den by, min familie stammer fra, Abba i delstaten Anambra. Det var i 2003, og jeg havde på dette tidspunkt dannet mig en stærkt romantiseret forestilling om min gamle fødeby, som jeg forresten stadig kan finde på at dyrke. Jeg elsker rytmen i ældre menneskers snak, når jeg hører dem fortælle om gamle dage, og griber mig i at ønske, at jeg kunne tale deres smukke og ordsprogsrige version af igbo frem for min egen moderne engelskpåvirkede udgave af sproget. På mine gåture i byen tænkte jeg: Her gik min oldefar engang, her plantede min oldemor engang det træ, den slags ting – forestillinger, der indgav mig dyb og varig tilfredsstillelse. Men det var altså i 2003, og jeg gik fra vores sommerhus til min families fædrene hjem for at besøge min onkel. Det var midt i Harmattan-sæsonen. Den solsvedne jordbund var krakeleret, og nogle af sprækkerne var blevet til store revner og huller. To piger gik foran mig. De var lokale – jeg havde tidligere set dem snakke med en gadesælger. De gik og snakkede og grinede, og så snublede pludselig den ene af dem og trimlede omkuld. Hun kom med et udbrud, da hun faldt. Jeg forventede, at det ville være noget på igbo, måske et almindeligt udråbsord som Ewo! Men de ord, der kom ud af hendes mund var på engelsk: Fuck, fuck! Min første indskydelse var, at det måtte jeg notere i min notesbog. Men straks efter var min næste tanke, at hvis jeg beskrev den scene i en novelle, ville de selvbestaltede dørvogtere af afrikansk autenticitet protestere og kræve, at hun i stedet brød ud i en hel igbo-elegi fuldstændiggjort med obligate ordsprog.

Selv i dag ville jeg ønske, hun havde sagt noget andet. Men hvad der på den anden side gjorde scenen interessant og derfor også potentielt romanegnet, var just, at hun ikke gjorde det. For mig er det essentielt i skønlitteratur, at den kan rumme, hvad H.G. Wells kaldte ’livets hjertelige grovheder’. Medborgerskabsforventninger har det imidlertid med at stille sig i vejen for alle ærlige livtag med alle disse hjertelige grovheder.

En af mine yndlingsromaner er The Dark Child af Camara Laye, en bog med opsigtsvækkende smukke passager, der er skrevet på en ukuelig optimisme og på lag på lag af nostalgi. The Dark Child handler om en stille barndom på Guineas sletteland. Det er en bog, der begynder med den enkle sætning: »Jeg var en lille dreng, der legede omkring min fars hytte« og fører os ind i et persongalleri af figurer, der kommer til at stå lyslevende for læseren: Hans far er en guldsmed, der laver nips og smykker, hans mor har overnaturlige kræfter, og selv er han en omhyggelig iagttager af lokale højtidsfester, jagter, rishøsten, overgangsriter til manddom, skolen, piger.

Camara Laye udgav bogen i 1953, da den antikolonialistiske frihedskamp var ved at gå ind i sin kulminerende fase, og flere afrikanske kritikere mente, at bogen ikke var tilstrækkeligt politisk vakt. En afrikansk kritiker gik mindeværdigt i rette med ham: »Var det virkelig sådan for dig, bror?« Hvad kritikeren mente, var ikke blot: »Var livet virkelig så lyst og let? Var det virkelig så lykkeligt?« Men snarere: »Hvor vover du at forråde os? Hvordan vover du ikke at vise din antikoloniale vrede?« Men for mig var Camara Layes smukke roman netop antikolonialistisk, fordi den stilfærdigt og insisterende skildrer virkelige menneskers komplekse menneskelighed – en menneskelighed, der var blevet til forhandling for at retfærdiggøre deres udnyttelse. Og gør det umuligt for læseren at se bort fra dette.

En ’afrikansk forfatter’

Det afrikanske medborgerskabs forventninger influerer givetvis på, hvordan en forfatter læses, men indlysende nok ikke kun af afrikanere. At bære etiketten ’afrikansk forfatter’ i det såkaldte Vesten er altid også at blive mødt med forventningen om at være en stemme, der kan forklare ens hjemlands politik.

Det blev klart for mig kort efter, at jeg fik udgivet min første bog, at mit værk ofte ville blive set gennem en politisk linse. Ved oplæsningsarrangementer blev jeg ofte spurgt om eller blev endda belært om, hvordan min roman var en politisk allegori om, hvor min voldelige faderromanfigur repræsenterede Nigerias brutale diktator. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, skal mine figurer på en eller anden måde repræsentere noget politisk? Hvorfor skal ord som ’sociopolitisk’ altid knyttes til mine værker? Hvorfor bliver jeg ikke i stedet spurgt om de mellempersonelle forhold mellem mine romanfigurer? Om deres kærlighed?

Selvfølgelig er jeg bekendt med alle de gode grunde til, at moderne afrikanske romaner har rødder i den antikoloniale kamp ​​og ved også meget vel, at afrikansk litteratur er så lidt kendt uden for Afrika, at det nemme svar altid er at læse disse bøger, som de indfødtes forsøg på at forklare deres ukendte verden. Det er næsten umuligt for enhver afrikansk roman først at blive læst som en historie om mennesker, før den bliver læst som en allegori om en politisk situation. Men det ændrer ikke på sandheden, som er, at da jeg satte mig for at skabe faderkarakteren i Lilla Hibiscus, tænkte jeg ikke: »Nu vil jeg skrive en betydningsfuld allegorisk repræsentation af Nigerias militære kultur.«

Spørgsmålet ’er du en afrikansk forfatter?’ er et, jeg har fået mange gange nu, og der er tidspunkter, hvor jeg bare har svaret ’ja’ – et ja, der afspejlede min ambivalens, men også min angst for at blive misforstået. Jeg hører til, var hvad mit ’ja’ skulle udtrykke. Jeg hører til. Men dette ’ja’ blev ofte fulgt op af en hvisken: ’Men I må lade mig høre til på mine egne vilkår, på forskelligartede vilkår, for sådan er kunstens væsen’.

Jeg vil gerne slutte af med nogle ord fra den sydafrikanske forfatter Bessie Head, der levede det meste af sit liv i Botswana. Da hun fik spørgsmålet: »Hvorfor skriver du?« svarede hun som følger: »Jeg bygger en trappe op til stjernerne, og det er min ret at føre hele menneskeheden med mig, når jeg går op ad den. Derfor skriver jeg.«

© Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer