Informations Julekalender: Jeg kan gå fra nul til edderspændt rasende på få sekunder

Mine klareste barndomsminder er mine forældres skænderier.

De startede som regel omkring spisebordet, og så ville mine søskende og jeg diskret søge ly i de tilstødende lokaler, inden skænderiet nåede sit klimaks. Det gjorde det ofte, når min mor kaldte min far et eller andet kreativt, som for eksempel »vatpik«, og så fik min far nok og gik ud i skuret i haven og tændte en pibe tobak.

Da jeg var lille, var jeg altid frygtelig bange for, at de snart skulle skilles. Det skulle de ikke, forsikrede de mig, det var helt almindeligt og naturligt, at voksne mennesker skændtes. Efter de blev skilt, og jeg derfor ikke længere behøvede at frygte det, begyndte jeg i stedet at frygte, at jeg selv ville ende ligesom dem.

Som sådan en, der farer op og hugger til, der bider sig fast som en kamphund og først giver slip, når offeret ligger helt stille.

På grund af den frygt forfinede jeg gennem mange år min konfliktskyhed til perfektion.

Jeg har været en mester i at fremstå behersket, forstående og large, i at snakke mig fra mine følelser, bagatellisere dem, ironisere over dem. I aldrig at stille krav, men altid bestræbe mig på at opfylde andres. Alt sammen nyttige krumspring, der kan afværge konflikter af enhver art. Kronen på mine konfliktundvigelsesmanøvrer var et tre år langt parforhold uden et eneste skænderi.

Missede fly og forskrækkede gæster

Men så fandt jeg sammen med en mand, med hvem jeg kan gå fra nul til edderspændt rasende på få sekunder.

Måske er det en uvægerlig konsekvens af at kombinere en debatredaktør og en tidligere politiker, men alene betydningen, værdiladningen eller sågar toneringen af et enkelt ord kan vi diskutere i timer.

Senest sad vi midt i en god snak og glædede os over nye morgenrutiner, men så blev vi uenige om, hvorvidt det, at den ændring ikke allerede var sket, var det samme som, at det havde været umuligt at gennemføre indtil nu – og det brugte vi så hele vores mandag aften på at diskutere.

Okay, ret skal være ret. Nogle gange er uenighederne større, mere substantielle og konflikterne derfor også mere meningsfyldte, men vi er begge to forundrede og frustrerede over, hvordan bitte små ting næsten ved egen kraft kan udvikle sig til store metadiskussioner og flere gange har ført til, at vi er kommet for sent på arbejde, har misset fly og gjort vores gæster forskrækkede.

Så nu har vi i fællesskab besluttet, at det simpelthen skal være slut med de meningsløse marathondiskussioner.

Men det er jo nemmere sagt end gjort. For hvordan modstår man impulsen til at svare igen, når man bliver provokeret? Og skal diskussionen stoppes, inden den løber af sporet, eller skal den forudses og undgås? Og hvordan praktiserer vi et forbud mod marathondiskussioner, uden at vi ender med en liste over forbudte samtaleemner?

Efter diskussionen forleden sagde min kæreste noget, som jeg tror er en del af svaret:

»Det er, som om du ikke accepterer hele mig, når du ikke accepterer den måde, jeg taler på.«

Der gik det op for mig, at jeg ubevidst har bekriget hans måde at kommunikere på i stedet for at acceptere, at den er anderledes end min. Og at det nok er en hovedårsag til vores kampe om ord.

Så nu lover jeg mig selv og min kæreste, at når jeg bliver rasende eller ked af det, tier jeg og gestikulerer time out-tegnet med hænderne i stedet for at forsøge at gemme følelserne bag et argumentationsteknisk frontalangreb.

Og så vil jeg huske mig selv på, at det, at jeg har brudt med mange års beherskede liste-tås-taktik, jo er et tegn på, at jeg føler mig elsket fuldt og helt. At det er muligt at være vred og træls og, ja – umulig – og stadig være elsket af min elskede. Dét er der da god julestemning i.