Læsetid: 3 min.

Informations Julekalender: Jeg kan gå fra nul til edderspændt rasende på få sekunder

Debatredaktøren perfektionerede sin konfliktskyhed i en sådan grad, at hun var i et tre år langt parforhold uden et eneste skænderi. Men nu diskuterer hun og manden op ad stolper og ned af vægge
Debatredaktøren perfektionerede sin konfliktskyhed i en sådan grad, at hun var i et tre år langt parforhold uden et eneste skænderi. Men nu diskuterer hun og manden op ad stolper og ned af vægge
1. december 2018

Mine klareste barndomsminder er mine forældres skænderier.

De startede som regel omkring spisebordet, og så ville mine søskende og jeg diskret søge ly i de tilstødende lokaler, inden skænderiet nåede sit klimaks. Det gjorde det ofte, når min mor kaldte min far et eller andet kreativt, som for eksempel »vatpik«, og så fik min far nok og gik ud i skuret i haven og tændte en pibe tobak.

Da jeg var lille, var jeg altid frygtelig bange for, at de snart skulle skilles. Det skulle de ikke, forsikrede de mig, det var helt almindeligt og naturligt, at voksne mennesker skændtes. Efter de blev skilt, og jeg derfor ikke længere behøvede at frygte det, begyndte jeg i stedet at frygte, at jeg selv ville ende ligesom dem.

Som sådan en, der farer op og hugger til, der bider sig fast som en kamphund og først giver slip, når offeret ligger helt stille.

På grund af den frygt forfinede jeg gennem mange år min konfliktskyhed til perfektion.

Jeg har været en mester i at fremstå behersket, forstående og large, i at snakke mig fra mine følelser, bagatellisere dem, ironisere over dem. I aldrig at stille krav, men altid bestræbe mig på at opfylde andres. Alt sammen nyttige krumspring, der kan afværge konflikter af enhver art. Kronen på mine konfliktundvigelsesmanøvrer var et tre år langt parforhold uden et eneste skænderi.

Missede fly og forskrækkede gæster

Men så fandt jeg sammen med en mand, med hvem jeg kan gå fra nul til edderspændt rasende på få sekunder.

Måske er det en uvægerlig konsekvens af at kombinere en debatredaktør og en tidligere politiker, men alene betydningen, værdiladningen eller sågar toneringen af et enkelt ord kan vi diskutere i timer.

Senest sad vi midt i en god snak og glædede os over nye morgenrutiner, men så blev vi uenige om, hvorvidt det, at den ændring ikke allerede var sket, var det samme som, at det havde været umuligt at gennemføre indtil nu – og det brugte vi så hele vores mandag aften på at diskutere.

Okay, ret skal være ret. Nogle gange er uenighederne større, mere substantielle og konflikterne derfor også mere meningsfyldte, men vi er begge to forundrede og frustrerede over, hvordan bitte små ting næsten ved egen kraft kan udvikle sig til store metadiskussioner og flere gange har ført til, at vi er kommet for sent på arbejde, har misset fly og gjort vores gæster forskrækkede.

Så nu har vi i fællesskab besluttet, at det simpelthen skal være slut med de meningsløse marathondiskussioner.

Men det er jo nemmere sagt end gjort. For hvordan modstår man impulsen til at svare igen, når man bliver provokeret? Og skal diskussionen stoppes, inden den løber af sporet, eller skal den forudses og undgås? Og hvordan praktiserer vi et forbud mod marathondiskussioner, uden at vi ender med en liste over forbudte samtaleemner?

Efter diskussionen forleden sagde min kæreste noget, som jeg tror er en del af svaret:

»Det er, som om du ikke accepterer hele mig, når du ikke accepterer den måde, jeg taler på.«

Der gik det op for mig, at jeg ubevidst har bekriget hans måde at kommunikere på i stedet for at acceptere, at den er anderledes end min. Og at det nok er en hovedårsag til vores kampe om ord.

Så nu lover jeg mig selv og min kæreste, at når jeg bliver rasende eller ked af det, tier jeg og gestikulerer time out-tegnet med hænderne i stedet for at forsøge at gemme følelserne bag et argumentationsteknisk frontalangreb.

Og så vil jeg huske mig selv på, at det, at jeg har brudt med mange års beherskede liste-tås-taktik, jo er et tegn på, at jeg føler mig elsket fuldt og helt. At det er muligt at være vred og træls og, ja – umulig – og stadig være elsket af min elskede. Dét er der da god julestemning i.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu vil jeg altså komme med et lille råd.

Reiter skal begynde at notere i sin kalender, HVORNÅR hun har skændtes med sin kæreste og ført de meningsløse marathondiskussioner.

HVis det mest er om tirsdagen, så kan det jo være fordi kantinen har vegetardag.

Dorte Nielsen, Annika Hermansen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

De mennesker, man elsker højt, er som regel også de mennesker, man kan blive mest vred på. Kunsten er at tillade vreden at opstå (det kan man alligevel ikke forhindre) og så forsøge at kanalisere energien over i en konstruktiv debat. Det er nemmere sagt end gjort, men med lidt øvelse kan man faktisk godt.

Læs evt. Senecas "Om Vrede", den er god at få forstand af.

Lise Lotte Rahbek

Jeg ved ikke om det er sandt, at det som irriterer mest ved mennesker, vi holder af, er når de minder mest om os selv. Men jeg tror på det.