Læsetid: 12 min.

»Jordkloden er et klippestykke i det ydre rum lastet til bristepunktet med mysterier«

Den økokritiske forfatter Theis Ørntoft har besøgt Louisianas udstilling Månen – fra den indre verden til det ydre rum. Men hvorfor egentlig månen? Som om en hånd ville række ud efter det ukendte, men tøvede halvvejs og greb fat i noget trygt?
Stillbillede fra Fritz Langs ’Frau in Mond’ fra 1929. Foto: Horst von Harbou/Deutsche Kinemathek/Louisiana

Stillbillede fra Fritz Langs ’Frau in Mond’ fra 1929. Foto: Horst von Harbou/Deutsche Kinemathek/Louisiana

23. november 2018

På Museum of Natural History i New York findes et udstillingsrum, jeg husker særlig tydeligt. Rummet er dunkelt, og belysningen har noget sakralt over sig, i hvert fald ser det sådan ud i min erindring. I midten troner genstanden, det hele drejer sig om. Det er fragmentet af en nedstyrtet meteorit.

Klippestykket er udstillet på et plateau hævet over gulvet, et par trin leder derop, og således forstår man, at man nu har muligheden for at lægge ens hånd, denne ens menneskehånd, på en virkelig kosmisk helligdom. Børn og voksne finder hver dag op ad trapperne og gør, som de skal, det samme gjorde jeg, lagde min hånd forsigtigt på stenen, mærkede dens overflade; tricket syntes at virke.

Tænk, at man som menneske, lige nu og her, kunne få lov at røre ved dette urgamle klippestykke, der havde roteret tyst og tavst gennem universets evigheder.

Da jeg forlod rummet og gik videre, blev jeg alligevel ramt af en slags forstemmelse. Og hvis jeg kender mig selv ret, angik den det priviligerede menneskes sælsomme evne til at tage alting omkring sig for givet. For det er jo netop, hvad vores egen jordklode er, tænkte jeg, mens jeg gik videre gennem museet – et klippestykke i det ydre rum lastet til bristepunktet med mysterier; vi rejser gennem det kosmiske ocean på en blågrøn klippeø, så hvorfor ikke blot sætte sig på hug og lægge hånden på museets gulv, hvis man vil røre ved et objekt fra det ydre rum; museet her og hele Manhattan for den sags skyld, tænkte jeg, befinder sig lige nu i udkanten af en af Mælkevejens spiralarme, liv er spiret frem her, denne ubegribelige sjældenhed, mikrober og amøber, krybdyr og fisk, planter, urskove, stenaldersamfund, industrialiseringens fabriksbyer, glitrende metropoler af algoritmer og lys – så hvad er det for noget at ophøje sådan en gold lille meteoritklump til et mysterium, tænkte jeg. Hvad siger det om mennesket? Hvorfor undrer det tilsyneladende ingen af de besøgende her på Museum of Natural History, at museet selv, med alle dets toiletter, cafeer og stole og borde, netop nu farer gennem verdensrummet?

Af en eller anden grund kom jeg i tanker om den oplevelse, da jeg i sidste uge satte mig i bilen og kørte op til Louisiana for at se deres nye efterårsudstilling Månen – fra den indre verden til det ydre rum.

Det var en grå onsdag formiddag, og et par af mine venner havde allerede over sms informeret mig om deres positive holdninger til udstillingen; den var »sgu fed nok!« hed det blandt andet – stor og indholdsrig, med mange forskellige medier blandet sammen; malerier, konceptkunst, videnskab, installationer og virtual reality, alt sammen forbundet tematisk via Månen.

Kurateringsprincippet er velkendt; man tager et fænomen eller et tema og gør det til mødested for stof, som ellers ikke ville kommunikere, således at viden og kunst for eksempel kan åbne sig, tværæstetisk som det hedder, imod hinanden og danne forbindelser.

Jeg ankommer til museet og finder ind. Det første, jeg bliver rørt af, er meget lidt tværæstetisk. Det er Galileo Galileis dagbog. Den ligger opslået foran mig i en lysende glasmontre. Jeg står i den første udstillingssal, her er dunkelt og roligt, det er sidst på formiddagen.

Jeg kan stadig høre klaveret spille ude i hall’en, hvor jeg for lidt siden trådte ind. Klaveret gentager Måneskinssonaten af Beethoven igen og igen. Men den lyder ikke, som den plejer. Kunstneren bag værket, Katie Peterson, har morset Beethovens sonate op til Månen og tilbage igen på radiobølger, og den hjemvendte melodi er fuld af huller og småfejl forårsaget af den lange rejse.

Klaveret er hurtigt begyndt at forstyrre mig, hvilket har sendt mig lukt i armene på min generelle holdning til konceptkunst: Konceptuelle ideer kan være gode, de kan være tankevækkende, men udførelsen af dem er tit underlig overflødig.

Ideen med at lade en klaversonate fra det nittende århundrede rejse ud til et fremmed himmellegeme og tilbage igen via radiobølger, hvem kan synes dårligt om den? Det er en smuk idé. Og man kommer til at tænke af det, på forholdet mellem mennesket og dets teknologier, og på de betydningsskred, der uundgåeligt opstår, når kommunikation rejser fra punkt til punkt. Men er det smukt at lytte til? Nej, jeg bliver hurtigt lidt træt af det hakkende melodikoncept. Og derudover fornemmer jeg, at jeg ufrivilligt trækker stemningen fra Måneskinssonaten med mig videre gennem rummene, mod min egen vilje, som når soundtracket stiger op i en film og angiver stemningen, ja, det er som en film fra et gammelt århundrede, en Kieslowski-film, ikke futuristisk science fiction, men Beethoven; dunkel, ildevarslende og eksistentiel i al sin centraleuropæiske vælde.

Galileis dagbogsoptegnelser til gengæld; de fylder mig med andagt og ømhed. Hans håndskrift og skitser af Månen på de gulnede sider, tænk at det virkelig er hans håndskrift.

Museets tekst forklarer, at Galilei gennem flere nætter i vinteren 1609 observerede Månen fra San Giorgio Maggiore-kirken i Venedig, og jeg står en stund og falder gennem billederne af renæssancens Italien, gaderne og hustagene, vinternætterne, hvad tænkte han mon på, Galilei, som han stod der og så op på Månen gennem sit teleskop? Var han træt eller ensom, var hans psykologi lige så forfinet og kompleks som vor tids netværksindspundne superegoer?

I de andre glasmontrer ligger der optegnelser fra flere af de store videnskabsmænd, Tycho Brahe og Andreas Cellarius blandt andet, og der er farverige kartografier og atlasser over Månen fra renæssancens videnskabelige halvgætterier, indtil vi til sidst får det første uafviseligt ægte fotografi af Månen, taget i 1840.

Jeg går videre. Der er en del malerier. Egentlig er de distribueret ud over hele udstillingen, men i hukommelsen kategoriserer jeg dem i samme rum: Edvard Munch, Salvador Dali, Gertrude Abercrombie, Yves Klein, C.W. Eckersberg, Caspar David Friedrich, Max Ernst. Jeg står en tid foran Max Ernst, der er to billeder; En galakses fødsel, smukt og blåt, og endelig The twentieth century, et gråt nattelandskab af sammenfiltrede menneskeskeletter med en kold hvid måne over sig.

Max Ernst: ’En galakses fødsel’, 1969, Olie på lærred. Fondation Beyeler, Riehen/Basel, Beyeler Collection.

Robert Bayer/ Louisiana

Et sted er en væg dedikeret til viden og information om tressernes rumkapløb, der som bekendt kulminerede med den amerikanske månelanding i sommeren 1969.

Et foto af Buzz Aldrins fodaftryk i månesandet, raketopsendingen fra Kennedy Space Station i Florida, en astronaut hængende i det tomme rum forbundet til rumskibet med en skrøbelig hvid line som en navlestreng i verdensrummets livmoder; under ham ses Jordkloden med dens tynde væv af skyer, det er svimlende, svimlende. Få sommernætter ville jeg give mere for at have været i live end juli 1969, hvor Apollo 11 blev sendt op gennem Jordens atmosfære og efter tre døgns rejse nåede Månen.

Alligevel finder jeg hurtigt igennem denne videnssektion; jeg ved det meste i forvejen, har set billederne før, og resten ville jeg kunne finde på wikipedia i fred og ro. Samme wiki-fornemmelse får jeg af en serie lysende fotos af velkendte stjernetåger, der er hængt op i en af museets mellemsektioner.

Det er Ørnetågen, Sombrerogalaksen og andre fænomener beliggende millioner af lysår fra Jorden, fotograferet af Hubbleteleskopet; usigeligt smukke, men også let tilgængelige ved en søgning på Google.

I en mørk passage af museet ser jeg videoværket Io/I af Marie Kølbæk Iversen. Installationen er baseret på billeder fra NASA’s overflyvninger af Jupiters måne, Io. Jeg sidder længe i mørket og ser de store bløde celleplaneter glide hen over hovedet på mig. Farverne er mørke og mystiske, som om jeg befinder mig på et kosmisk dybhav i en fjern, måske digital dimension.

Det minder mig ikke rigtig om noget andet på udstillingen, og kuratorisk åbner det for første gang op for en større afstand end den til Månen, hvad der for mig er en udfrielse – for Månen er ikke kun noget, der roterer omkring vores klode, alle planeter har måner, i varierende antal, Jupiter har omkring tres, og Iversens digitale goppelplaneter svømmer rundt i forståelsens ukendte regioner, uendelig langt fra Beethoven og Måneskinssonaten.

På et tidspunkt står jeg foran Darren Almonds fotografier Fullmoon. Ved første øjekast forekommer billederne ordinære, det er landskabsbilleder, skovbryn og flodløb, og man tror, man kender motiverne til bevidstløshed, men ser man efter, opdager man, at fotografierne har en psykedelisk understrøm. De er taget om natten med fuldmånen som eneste lyskilde og med en lukketid på op mod femten minutter, hvilket giver landskaberne en plastisk, men også underlig pastoral glød. De gløder af længsel efter den spiritualitet, som hele vores generation af kunstnere leder efter, men har så svært ved at finde. Landskaberne har noget selvlysende og 3D-printet over sig, og samtidig er de sært udviskede, som blev de sanset af andre dyr, af organismer med en anden perception end den menneskelige; et sted flyder et vandløb afsted helt udvisket og glat, som var det flydende plastik eller vand på en planet, hvor naturlovene har skulptureret materien anderledes.

Disse udviskede landskaber får mig til at tænke på ikkemenneskelige stadier, på dyrs scanninger af et landskab.

Som vi ved fra biologen Edward O. Wilson, er det relativt få organismer, der orienterer sig via synet, de fleste finder vej gennem kemien, og for størstedelen af dyreriget manifesterer et landskab sig derfor primært som varme og kulde, lugte og vibrationer.

Et rum længere inde i udstillingslabyrinten er dedikeret til drømmen om Mars. Jeg står foran et oplyst modellandskab med arkitektoniske bud på, hvordan bebyggelserne på den røde planet ville kunne se ud. Højteknologiske iglootelte, der skal opføres af 3D-printere i den øde klippeverden; hvide bikubeagtige boligkomplekser med bølgende organiske former, posthuman, galaktisk liebhaverarkitektur.

På væggene hænger en række fotos og tekster om universet set som et magtpolitisk rum. Hvem ejer for eksempel Månens mørke bagside? Hvem ejer Mars? Skal vi til at trække linier igen, og i så fald hvilke former for linier; vil vi gentage de samme geografiske magtlogikker, når vi en dag koloniserer en ny planet og får den fuldstændig unikke mulighed for at genstarte et helt politisk økosystem?

Og hvad med de miner, Rusland og Kina planlægger at opføre på Månen i en nær fremtid? Det er kolonialisme taget ud i solsystemet, og for en verdensfjern drømmer som mig er det et deprimerende aspekt at lægge ned over Universet. Og så alligevel; kort efter får jeg øje på et andet fotografi, der viser nattehimlen med langstrakte striber af lys aftegnet hen over sig.

Men det er ikke stjerner set med lang lukketid; det er hemmelige militære overvågningssatelliter i rotation omkring jordkloden, som fanges ind og afsløres. Af og til ser det slørede blik skarpest, og det er et interessant billede, for det indfanger hele den antropocæne tidsalder, hvor mennesket er kravlet ind i naturens kontrolrum og nu aftegner sig, halvt bevidst halvt ubevidst, som politiske lyslinier ned over det nattesorte kosmos.

Mens jeg finder ovenpå og forbi en væg med nogle lidt halvhjertet ophængte digte – to af mænd og to af kvinder – kommer jeg i tanker om den bedste månemetafor, jeg kender fra litteraturen. Den findes i American psycho af Bret Easton Ellis. Ellis skriver: »Når fuldmånen rammer dig i ansigtet som et kæmpe pizzalyn« ... Jeg smiler ved tanken om den absurde linie, mens jeg går forbi digtene af Fernando Pessoa og Emily Dickinson. Et pizzalyn; det giver ikke mening, før man tænker på, at fuldmånen netop er rund som en pizza. Og hvis man betragter Månen og forestiller sig, at det er et lyn set lige forfra? I hvert fald er det nok poesi for mig nu, jeg kaster et hurtigt blik på digtene på væggen, men de forekommer mig alvorlige og forsonlige, og jeg er ikke i det humør.

Blå Bog: Theis Ørntoft

  • Født 1984
  • Theis Ørntoft gik på Forfatterskolen fra 2007 til 2009.
  • Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen ’Yeahsuiten’.
  • I 2014 var udgav han sin anden bog, den anmelderroste ’Digte 2014’.
  • I marts 2018 udkom Ørntofts første roman, ’Solar’ – et ifølge omslaget »moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Og en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.«

Længere nede ad gangen får jeg til gengæld øje på en kolossal lyseblå videoprojektion, der øjeblikkeligt suger mig til sig som et insekt mod lyset. Everything and more af Rachel Rose. Det er billeder af NASAs svømmehaller, hvor astronauter dykker rundt og lærer at manøvrere i et rum uden tyngdekraft, og samtidig afspilles en lydoptagelse med en tidligere opsendt astronaut, der fortæller hvordan kroppen og sindet reagerer, når man vender tilbage til Jorden efter en odyssé ud i verdensrummet.

At vende hjem til Jorden er også at vende hjem til en krop, en tyngde og et sansesystem, en krop, som kan vælte, som skal dreje om hjørner, ned ad gader og stræder. Og hvordan det pludselig er svært. Hvordan sansesystemet, som har stået relativt tomt nu løber over af information igen ved ankomsten til Jorden; duften af en nyslået græsplæne på villavejen, Solen, der varmer huden, alle de strømme af lugte, lyde og temperaturer, som man ikke bemærkede før, fordi de var så sammenvævede med dagligdagens banaliteter. Nu manifesterer de sig med et næsten mystisk nærvær.

I udstillingens sidste sal hænger et maleri af Mark Rothko. Det er det eneste, jeg bemærker, da jeg træder ind, jeg finder øjeblikkeligt derhen og stiller mig foran det som ved alteret i en kirke. Jeg får ondt i maven.

Modsat Rothkos mest ikoniske farverige billeder, er dette gråt og sort. Jeg står der længe. De meditative firkanter … Uendelige følsomhed … ind, ind … lade sig falde hvis man tør … gennem geometrierne for sjælens ubærlighed Maleriet er fra 1969, månelandingens år, og det kan uden problemer ses som månens overflade, men ifølge Rothko selv handlede maleriet om døden.

Månen – fra den indre verden til det ydre rum afslutter med en gennemgang af Jordens geologiske perioder, Ordovicium, Silur, Devon og videre op, samt nogle korte, relevante ord om den antropocæne tidsalder. Og overordnet set kunne jeg måske have ønsket mig, at disse ord var faldet tidligere. At vor tids kaotiske logik var blevet vævet ind i udstillingens dna som sådan. Det antropocæne flyder ind og forandrer alt, det er netop pointen; verdenshistorien, geologien, biologien, videnskaben og kunsten, intet bliver nogensinde det samme igen.

Måske forestiller jeg mig, at det ville have fået noget i den meget lidt kontroversielle kuratering til at kortslutte. Der er noget lidt nostalgisk ved Månen som tema. Hvorfor ikke Solen, tænker jeg pludselig. Ja, hvorfor ikke Solen? Brændende, nådesløse Sol. Vulkaniske Sol. Uforsonlige Sol. Destroyer of worlds. Du er billedet på vores tidsalder. Månen som motiv er og bliver en kende retrospektivt; månen, som hele den amerikanske Don Draper-generation kyssede under i deres glitrende Cadillacs, månen, som i århundreder har ageret metaforisk skydeskive for digternes længselsfulde projektioner. Men det er nok bare mig og mit temperament.

Jeg nød alle passager af udstillingen – selvfølgelig gjorde jeg det, hvem vil ikke stå foran absolut verdenskunst – men undervejs slog det mig alligevel – hvorfor egentlig Månen? Som om en hånd ville række ud efter det ukendte, men tøvede halvvejs og greb fat i noget trygt? Når nu bestræbelsen er at søge væk fra vores klode og ud i kosmos, hvorfor så ikke række længere ud? Ud til Solen, som man brænder sig på. Den er ikke så menneskevenlig. Den er ubeboelig og nådesløs, nøjagtig som den kommende antropocæne tidsalder.

Hvis jeg havde kone og børn, ville jeg hilse og sige tak for månebesøget, Louisiana. Men det har jeg ikke. Så nu vil jeg lægge mig ned, lukke øjnene og drømme videre om Solen.

Louisianas udstilling Månen – Fra den indre verden til det ydre rum tegner med over 200 værker et portræt af månen. Udstillingen kan opleves indtil 20. januar 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu