Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …

Lilian Munk Rösing holder en kort pause, mens hun studser over spørgsmålet. Jeg har spurgt den mangeårige litteraturanmelder og lektor på Københavns Universitet, om hun kan give et eksempel på en bog, hvor forfatteren med succes har formået at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt – sin egen identitet – i beskrivelsen af en romankarakter. 

»Jeg får lyst til at sige, at jeg næsten ikke kan nævne andet,« siger hun og griner.

– Men et konkret eksempel?

»Så vil jeg nævne Henrik Pontoppidans skildring af Jakobe i Lykke-Per, en ung, jødisk kvinde af det bedre københavnske borgerskab, som umiddelbart ikke har meget til fælles med Henrik Pontoppidan selv.«

– Hvorfor er det et godt portræt?

»Det er blandt andet et godt portræt, fordi Jakobe ikke udtømmende kan beskrives ud fra de identitetsprædikater, hun slæber rundt på. Hun beskrives som en »jødisk rigmandsdatter« med »kroget næse«, men det er ikke dækkende for den samlede persontegning af hende, som er langt mere nuanceret, fordi den dels opstår igennem hendes egne replikker, gestik, mimik og tanker – og dels gennem alle de andre personers forskellige blikke på hende. Det bliver en kæmpemæssig mosaik. Undervejs kan man måske som kvinde sidde og tænke: ’Hvor ved fortælleren dét og dét fra?’ Men det tænker man kun, hvis man opfatter identifikation som litteraturens eneste omdrejningspunkt. Jakobe er ikke beskrevet af en fortæller, der ligner hende. Hun er beskrevet af en fortæller, der er forelsket i hende. Og det kan der tydeligvis også komme fremragende litteratur ud af.«

– Har det slet ingen betydning for Henrik Pontoppidans evne til at skildre Jakobe, at han ikke selv er en ung, jødisk kvinde af det bedre borgerskab?

»Lige nedenunder dét spørgsmål ligger et andet spørgsmål, nemlig om man som forfatter overhovedet har ret til at tale på offerets vegne. Man kunne fremføre den identitetspolitiske pointe, at Henrik Pontoppidan ikke er i stand til at leve sig ind i, hvad det vil sige at være en ung kvinde, fordi han ikke deler hendes personlige erfaringer. Men det forudsætter en forestilling om, at det kun er en kvinde, der ved, hvad det vil sige at være kvinde – og det tror jeg simpelthen ikke på. For jeg tror ikke på, at man nødvendigvis – og slet ikke når man begynder at skriftliggøre sine erfaringer – har en suveræn indsigt i sig selv. Men jeg har en respekt for hele den diskussion, der hedder: ’Kan man tale på vegne af et offer?’ For der kan være erfaringer, der er så præsente eller smertefulde, at man bliver nødt til at fare frem med lempe som kunstner og forfatter.«

– Har du nogensinde selv haft kvababbelser ved at læse en roman, hvor forfatteren talte på vegne af et offer?

»På et tidspunkt læste jeg nogle romaner af forfatteren Aleksandar Tišma, der skriver fra en Auschwitz-fanges perspektiv uden selv at have været i Auschwitz. Og jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det måske lige præcis er dén erfaring, man ikke kan fortælle om, hvis man ikke selv har haft den. Og så alligevel … For jeg ved jo, at min meget store helt Imre Kertész, som selv sad i kz-lejr og også har skrevet om det, elskede Roberto Benignis kz-komedie Livet er smukt – selv om Benigni heller aldrig har været i koncentrationslejr. Så det er ikke så entydigt.«

– Men alligevel påvirkede det din læseoplevelse, at Aleksandar Tišma ikke havde været lejrfange og dermed heller ikke havde direkte adgang til de traumatiske erfaringer, han formidlede i sine romaner?

»Ja, det må jeg jo indrømme, at det gjorde. At det vakte en eller anden form for anstød. Jeg blev simpelthen ramt af den dér følelse: ’Må man det? Kan man det?’«

– Og hvad er så svaret?

»Ja, det er jo lidt specielt … For på den ene side kan jeg ikke løbe fra, at jeg havde dén oplevelse, da jeg læste Tišmas romaner. På den anden side vil jeg til enhver tid forsvare Roberto Benignis Livet er smukt. Så måske er svaret, at der bare er forskel på at skrive en roman 20 år efter Holocaust, og så indspille en film 60 år efter. Det handler måske mere om situationsfornemmelse end om så meget andet.«

– Er der erfaringer, man som forfatter bør afholde sig fra at skildre, hvis man ikke har direkte adgang til dem?

»Det kan godt være, at jeg er i fare for at mytologisere forfattere, men jeg mener grundlæggende, at man som forfatter netop har evnen til at leve sig ind i andre mennesker, uanset hvem de er – eller hvad de er. En af de bedste romaner, der udkommet i denne bogsæson, handler om tre generationer af isbjørne, som fortæller deres erindringer. Så nej, jeg mener ikke, der skal sættes grænser for fantasien. Men jeg har måske den pragmatiske tilføjelse, at der kan være historiske og geografiske kontekster, som gør, at man måske skal passe lidt ekstra på som forfatter.«

–Hvad får det dig til at tænke om litteratur og identitetspolitik generelt?

»At den identitetspolitiske tænkning grundlæggende ikke er forenelig med litteratur og kunst. Kunsten er interesseret i at undersøge og indfange alt det, som overskrider alle de etiketter, vi til daglig går og klistrer på os selv og hinanden.«

–I ’Lykke-Per’ siger Jakobe på et tidspunkt til Per: »Det er ikke paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv!« Er det i virkeligheden et udsagn, du kan skrive under på?

»Det er det i dén grad. Der er netop brug for at tænke i det almenmenneskelige og universelle, uden at man dermed underkender, at der til det almenmenneskelige også hører at være underkastet nogle bestemte identitetsprædikater. Men man bliver nødt til at skelne mellem det partikulære og det singulære. Identitetsprædikaterne hører til det partikulære – til det, vi kan blive ved med at inddele i mindre og mindre enheder, indtil vi får mindre og mindre til fælles. Det singulære, derimod, afspejler det universelle. Hvert individ er samtidig et singulært svar på de store universelle spørgsmål. Det er også derfor, jeg startede med at sige, at vi godt kan opregne en lang liste over Jakobes særegne identitetsprædikater: hendes semitiske papegøjenæb og kvindelige følsomhed osv. Men summen af den liste er ikke lig med Jakobe.«

3 aktuelle identitetspolitiske sager

Maleriet ’Open Casket’ af Dana Schutz.

Benjamin Norman/ritzau scanpix

Dana Schutz

Den hvide amerikanske maler Dana Schutz blev sidste år mødt med protester fra kunstnerkolleger, da hun afbillede liget af ​​en sort dreng, Emmett Till, der i 1950’erne blev torteret ihjel af en racistisk lynchpøbel.

Den første til at melde sig i kritikerkoret var kunstnerkollega Parker Bright, der mente, at den hvide Schutz havde benyttet sig af »sorte menneskers smerte som råmateriale for sin kunst«. Senere opfordrede en større gruppe med den britiske kunstskribent Hannah Black i spidsen til at fjerne eller ligefrem destruere det skandaløse værk.

Sagen er blandt de eksempler, den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg bruger i sin argumentation for, at kunstverdenen er dødeligt omklamret af identitetspolitisk korrekthed.

Scarlett Johansson

Skuespilleren Scarlett Johansson var længe tiltænkt hovedrollen som den transkønnede gangsterboss Dante ’Tex’ Gill i en kommende Hollywood-film med titlen Rub & Tug. Men tidligere i år blev hendes medvirken stærkt kritiseret.

Det begyndte med et tweet skrevet af hendes skuespilkollega Elise Bauman: »Som hvid ciskvinde bør du bruge dine privilegier til at forstærke de undertryktes stemmer – ikke tale på vegne af dem,« skrev hun henvendt til Johansson. Scarlett Johansson er selv født som kvinde og identificerer sig som kvinde.

Flere protester fulgte, og kort efter meddelte Johansson, at hun »i lyset af de mange etiske spørgsmål« ville trække sig fra rollen. Siden har også den danske filmfestival Mix Copenhagen valgt helt at boykotte transfilm uden transpersoner.

Lena Dunham

Den amerikanske skuespiller og forfatter Lena Dunham – kendt fra serien Girls – blev for nylig mødt med en lignende kritik. Dunham har takket ja til at skrive et filmmanuskript baseret på den dokumentariske beretning om Doaa Al Zamel, en mor til to på flugt fra Egypten til Sverige med båd, der kæntrede på rejsen.

Men der er et problem. For Lena Dunham er ikke selv syrisk bådflygtning, og det har fået flere til at anklage Dunham for whitewashing, et begreb der bruges om hvide, der overtager minoriteters historier.

Blandt kritikerne finder man den syrisk-cubanske SoMe-redaktør Suzanne Samin fra onlinemediet Romper, der i et tweet skriver: »Please, lad de syriske fortællinger være, hvis ikke du er syrer. Specielt, hvis du er Lena Dunham. Tak.«