Læsetid: 6 min.

Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …

Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der
Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der

Frederik Troels-Smith

13. november 2018

Lilian Munk Rösing holder en kort pause, mens hun studser over spørgsmålet. Jeg har spurgt den mangeårige litteraturanmelder og lektor på Københavns Universitet, om hun kan give et eksempel på en bog, hvor forfatteren med succes har formået at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt – sin egen identitet – i beskrivelsen af en romankarakter. 

»Jeg får lyst til at sige, at jeg næsten ikke kan nævne andet,« siger hun og griner.

– Men et konkret eksempel?

»Så vil jeg nævne Henrik Pontoppidans skildring af Jakobe i Lykke-Per, en ung, jødisk kvinde af det bedre københavnske borgerskab, som umiddelbart ikke har meget til fælles med Henrik Pontoppidan selv.«

– Hvorfor er det et godt portræt?

»Det er blandt andet et godt portræt, fordi Jakobe ikke udtømmende kan beskrives ud fra de identitetsprædikater, hun slæber rundt på. Hun beskrives som en »jødisk rigmandsdatter« med »kroget næse«, men det er ikke dækkende for den samlede persontegning af hende, som er langt mere nuanceret, fordi den dels opstår igennem hendes egne replikker, gestik, mimik og tanker – og dels gennem alle de andre personers forskellige blikke på hende. Det bliver en kæmpemæssig mosaik. Undervejs kan man måske som kvinde sidde og tænke: ’Hvor ved fortælleren dét og dét fra?’ Men det tænker man kun, hvis man opfatter identifikation som litteraturens eneste omdrejningspunkt. Jakobe er ikke beskrevet af en fortæller, der ligner hende. Hun er beskrevet af en fortæller, der er forelsket i hende. Og det kan der tydeligvis også komme fremragende litteratur ud af.«

– Har det slet ingen betydning for Henrik Pontoppidans evne til at skildre Jakobe, at han ikke selv er en ung, jødisk kvinde af det bedre borgerskab?

»Lige nedenunder dét spørgsmål ligger et andet spørgsmål, nemlig om man som forfatter overhovedet har ret til at tale på offerets vegne. Man kunne fremføre den identitetspolitiske pointe, at Henrik Pontoppidan ikke er i stand til at leve sig ind i, hvad det vil sige at være en ung kvinde, fordi han ikke deler hendes personlige erfaringer. Men det forudsætter en forestilling om, at det kun er en kvinde, der ved, hvad det vil sige at være kvinde – og det tror jeg simpelthen ikke på. For jeg tror ikke på, at man nødvendigvis – og slet ikke når man begynder at skriftliggøre sine erfaringer – har en suveræn indsigt i sig selv. Men jeg har en respekt for hele den diskussion, der hedder: ’Kan man tale på vegne af et offer?’ For der kan være erfaringer, der er så præsente eller smertefulde, at man bliver nødt til at fare frem med lempe som kunstner og forfatter.«

– Har du nogensinde selv haft kvababbelser ved at læse en roman, hvor forfatteren talte på vegne af et offer?

»På et tidspunkt læste jeg nogle romaner af forfatteren Aleksandar Tišma, der skriver fra en Auschwitz-fanges perspektiv uden selv at have været i Auschwitz. Og jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det måske lige præcis er dén erfaring, man ikke kan fortælle om, hvis man ikke selv har haft den. Og så alligevel … For jeg ved jo, at min meget store helt Imre Kertész, som selv sad i kz-lejr og også har skrevet om det, elskede Roberto Benignis kz-komedie Livet er smukt – selv om Benigni heller aldrig har været i koncentrationslejr. Så det er ikke så entydigt.«

– Men alligevel påvirkede det din læseoplevelse, at Aleksandar Tišma ikke havde været lejrfange og dermed heller ikke havde direkte adgang til de traumatiske erfaringer, han formidlede i sine romaner?

»Ja, det må jeg jo indrømme, at det gjorde. At det vakte en eller anden form for anstød. Jeg blev simpelthen ramt af den dér følelse: ’Må man det? Kan man det?’«

– Og hvad er så svaret?

»Ja, det er jo lidt specielt … For på den ene side kan jeg ikke løbe fra, at jeg havde dén oplevelse, da jeg læste Tišmas romaner. På den anden side vil jeg til enhver tid forsvare Roberto Benignis Livet er smukt. Så måske er svaret, at der bare er forskel på at skrive en roman 20 år efter Holocaust, og så indspille en film 60 år efter. Det handler måske mere om situationsfornemmelse end om så meget andet.«

– Er der erfaringer, man som forfatter bør afholde sig fra at skildre, hvis man ikke har direkte adgang til dem?

»Det kan godt være, at jeg er i fare for at mytologisere forfattere, men jeg mener grundlæggende, at man som forfatter netop har evnen til at leve sig ind i andre mennesker, uanset hvem de er – eller hvad de er. En af de bedste romaner, der udkommet i denne bogsæson, handler om tre generationer af isbjørne, som fortæller deres erindringer. Så nej, jeg mener ikke, der skal sættes grænser for fantasien. Men jeg har måske den pragmatiske tilføjelse, at der kan være historiske og geografiske kontekster, som gør, at man måske skal passe lidt ekstra på som forfatter.«

–Hvad får det dig til at tænke om litteratur og identitetspolitik generelt?

»At den identitetspolitiske tænkning grundlæggende ikke er forenelig med litteratur og kunst. Kunsten er interesseret i at undersøge og indfange alt det, som overskrider alle de etiketter, vi til daglig går og klistrer på os selv og hinanden.«

–I ’Lykke-Per’ siger Jakobe på et tidspunkt til Per: »Det er ikke paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv!« Er det i virkeligheden et udsagn, du kan skrive under på?

»Det er det i dén grad. Der er netop brug for at tænke i det almenmenneskelige og universelle, uden at man dermed underkender, at der til det almenmenneskelige også hører at være underkastet nogle bestemte identitetsprædikater. Men man bliver nødt til at skelne mellem det partikulære og det singulære. Identitetsprædikaterne hører til det partikulære – til det, vi kan blive ved med at inddele i mindre og mindre enheder, indtil vi får mindre og mindre til fælles. Det singulære, derimod, afspejler det universelle. Hvert individ er samtidig et singulært svar på de store universelle spørgsmål. Det er også derfor, jeg startede med at sige, at vi godt kan opregne en lang liste over Jakobes særegne identitetsprædikater: hendes semitiske papegøjenæb og kvindelige følsomhed osv. Men summen af den liste er ikke lig med Jakobe.«

3 aktuelle identitetspolitiske sager

Maleriet ’Open Casket’ af Dana Schutz.

Benjamin Norman/ritzau scanpix

Dana Schutz

Den hvide amerikanske maler Dana Schutz blev sidste år mødt med protester fra kunstnerkolleger, da hun afbillede liget af ​​en sort dreng, Emmett Till, der i 1950’erne blev torteret ihjel af en racistisk lynchpøbel.

Den første til at melde sig i kritikerkoret var kunstnerkollega Parker Bright, der mente, at den hvide Schutz havde benyttet sig af »sorte menneskers smerte som råmateriale for sin kunst«. Senere opfordrede en større gruppe med den britiske kunstskribent Hannah Black i spidsen til at fjerne eller ligefrem destruere det skandaløse værk.

Sagen er blandt de eksempler, den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg bruger i sin argumentation for, at kunstverdenen er dødeligt omklamret af identitetspolitisk korrekthed.

Scarlett Johansson

Skuespilleren Scarlett Johansson var længe tiltænkt hovedrollen som den transkønnede gangsterboss Dante ’Tex’ Gill i en kommende Hollywood-film med titlen Rub & Tug. Men tidligere i år blev hendes medvirken stærkt kritiseret.

Det begyndte med et tweet skrevet af hendes skuespilkollega Elise Bauman: »Som hvid ciskvinde bør du bruge dine privilegier til at forstærke de undertryktes stemmer – ikke tale på vegne af dem,« skrev hun henvendt til Johansson. Scarlett Johansson er selv født som kvinde og identificerer sig som kvinde.

Flere protester fulgte, og kort efter meddelte Johansson, at hun »i lyset af de mange etiske spørgsmål« ville trække sig fra rollen. Siden har også den danske filmfestival Mix Copenhagen valgt helt at boykotte transfilm uden transpersoner.

Lena Dunham

Den amerikanske skuespiller og forfatter Lena Dunham – kendt fra serien Girls – blev for nylig mødt med en lignende kritik. Dunham har takket ja til at skrive et filmmanuskript baseret på den dokumentariske beretning om Doaa Al Zamel, en mor til to på flugt fra Egypten til Sverige med båd, der kæntrede på rejsen.

Men der er et problem. For Lena Dunham er ikke selv syrisk bådflygtning, og det har fået flere til at anklage Dunham for whitewashing, et begreb der bruges om hvide, der overtager minoriteters historier.

Blandt kritikerne finder man den syrisk-cubanske SoMe-redaktør Suzanne Samin fra onlinemediet Romper, der i et tweet skriver: »Please, lad de syriske fortællinger være, hvis ikke du er syrer. Specielt, hvis du er Lena Dunham. Tak.«

Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Seneste artikler

  • Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

    11. december 2018
    Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  • »Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

    7. december 2018
    Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  • Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

    6. december 2018
    Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Bjørn Pedersen
  • Peter Knap
  • Bjarne Toft Sørensen
Eva Schwanenflügel, Bjørn Pedersen, Peter Knap og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er en del at tænke over, selv om min indstilling er helt klar. Man kan skrive om alt, menuet er ikke alt omgivelserne finder passende.
Man kan med sindsro skrive om Gud uden at have været i himlen.

Nike Forsander Lorentsen, Niels Duus Nielsen, Kjeld Jensen, Eva Schwanenflügel, Henriette Lund, Jørn Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Grete Roulund udgav for tyve år side en bog, Silberknabe, her vokser jeg-fortælleren op i en kz- lejr hos sin far, der er kommandant og onkel, som er læge.
Fortælleren tvinges til at skyde sine jødiske legekammerater og overvære bestialske medicinske forsøg.
En bog man kan få en 'underlig fornemmelse' i kroppen af, da da den, efter min mening, er grusom og forfærdelig god.
Roulund skulle - kunne - burde ikke have skrevet denne bog? - hun var ikke vokset op i en kz-lejr, ikke mand og ej heller ond.
Et stort litterært tab, hvis Roulunds forfatterskab ikke fandtes, men ikke for sarte sjæle.

Nike Forsander Lorentsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I essensen kan alle skrive om alle.
Oplevelsen er læserens.
Er det troværdigt? Rimer det med mine egne erfaringer? Er det urimeligt overfor de skildrede personer eller efterkommerne?
Gider jeg læse om mig selv?
Er eksotiske oplevelser bedre end mine depressive vredesudbrud?

Er det hele ikke bleget, lidt som i Lars von Triers "Riget", hvor den narcisistiske svenske overlæge stod og skreg på taget at "danskjävlerne" havde overtaget sundhedsvæsenet?

Jan Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Det er måske lige præcis, fordi en forfatter ikke har oplevet koncentrationslejre eller ikke er flygtet fra Syrien, at forfatteren er i stand til at skildre et tragisk forløb. Vedkommende står på afstand, som en beskuer.

Da jeg kom til Danmark fik en sælger fra Gyldendal held til at overbevise mig om, at jeg skulle være medlem af bogklubben. Jeg glemte selvfølgelig næsten altid at afbestille månedens bog, derfor fik jeg købt Kaus Rifbjergs Anna, jeg Anna. Hans skildring af den kvindelige hovedperson er ganske god.

Troels Ken Pedersen

Kan hvemsomhelst skrive om hvadsomhelst? Kan hvemsomhelst spille en hvilkensomhelst rolle? Jamen naturligvis, det ligger jo i kunstens natur. Med det lille aber dabei, at det socialt/økonomisk er vekslende grader af op ad bakke for nogle mennesker at nå så langt at andre kan komme til at læse/se/høre deres kunst.

Da Lykke-Per blev skrevet var det virkelig, virkelig op ad bakke for kvinder at få litteratur udgivet. Ikke kategorisk umuligt, bare ...næsten. Lige som det i dag er klart muligt for (modige, åbensindede) ciskønnede skuespillere at komme til at spille transkønnede roller, men virkelig op ad bakke for transkønnede skuespillere at komme til at spille, ja, noget som helst. Er problemet så at mænd skriver kvinder og ciskønnede spiller transkønnede (og så videre, indsæt kategori efter behov)? Nej, ikke i sig selv, og derfor er det også en skam at slaget kommer til at stå lige hér. Problemet er de mekanismer som holder andre uden for festen. Og det ER et problem, som jeg ærgrer mig noget over at artiklen skriver sig så glat udenom.

Noget andet er at når de magtfulde laver kunst ud af de mindre magtfulde, kan de slippe af sted med dovne og nederen stereotyper som ville være blevet kaldt det bras, det er, hvis de havde skrevet det om folk som dem selv. Uanset at der også er masser, der godt kan. (Seriøst, der er overraskende mange mænd, der i øvrigt godt kan skrive, som skriver de ynkeligste papfigurer af kvinde-karakterer!)

Noget tredie er at når de mindre magtfulde skriver om folk som sig selv, eller spiller sig selv, bliver det ofte afskrevet som navlepilleri uden generel interesse, som f. eks. Mette Høeg og hendes udgydelser om mænds vs. kvinders auto-fiktion, hvor mænd skriver universelle erfaringer mens kvinders erfaringer ikke er interessante for andre end dem selv.

Dette er ikke grunde til at låse kunsten ned i små kasser, men det ER grunde til en gang imellem at løfte blikket og se på konteksten, og hvem der ELLERS bliver lukket mere eller mindre ude.

Linda Klein, Steffen Gliese og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

Litteratur og anden kunst transcenderer tid og sted - og en del andre ting - og har gjort det til alle tider. God kunst frisætter, åbner op til rum udenfor os selv samtidig med, at vi genkender noget i os selv. Det gælder vel for både læser og forfatter.
PS: Mænd har kvindelige træk og kvinder har mandlige træk. Og gudskelov for det for vi er vel først og fremmest mennesker alle sammen? Uanset køn, hudfarve og forskelig historisk erfaring (herunder også den, der videregives fra generation til generation)?

Ideen om, at individets reference og kommunikation ikke bør gå ud over deres egen tid og deres eget rum, er nok værd at kolportere som del af en strategi til konsolidering af et givet system. Et hvilket som helst system derudover.
Et af flere tiltag for tiden til erstatning for den globale multi neolib, nu både venstre og højre fløje slår sig i tøjret.
En jeg rigtig godt 'kan lide' er at hvis vi alle lever af soyapiller så kan kvinder og KGBT-par ikke mindst, få lov at blive ved med at få 68 børn ad lib og følelser med ham den samme gode sædmand med den arvelige sygdom, som så senere kommer i flok og gerne vil ha 'More Time ..... Father' i op til 100 år endnu før vi bliver nødt til at forbyde dem. Kvinderne. Og LGBT'erne. Eller i det mindste More Time Father. Fantastisk ikke ?