Læsetid: 10 min.

Lars von Trier vil ikke filmanalyseres, men bliver det igen og igen

Hvad har Gangnam Style at gøre med ’Breaking the Waves’, hvorfor er ’Direktøren for det hele’ profetisk, og hvad er fællesnævneren mellem Triers film og voldsom BDSM? Få svarene her
Hvad har Gangnam Style at gøre med ’Breaking the Waves’, hvorfor er ’Direktøren for det hele’ profetisk, og hvad er fællesnævneren mellem Triers film og voldsom BDSM? Få svarene her

Anders Rye Skjoldjensen

16. november 2018

Lars von Trier er aktuel med The house that Jack built.

I forbindelse med Christian Monggaards interview med instruktøren om filmen har vi her samlet en række eksempler på filmanalyser af Triers værker.

’Europa’ (1991) : Latterliggørelse af idealisten

Rolf Konow/ Zentropa

Lars von Trier har engang sagt, at hans film handler om mødet mellem idealer og virkelighed. Når en kvinde har hovedrollen, holder hun fast i idealerne til den bitre ende. Når manden har hovedrollen, erfarer han på et tidspunkt, at hans idealer ikke holder.

I Europa-trilogien ender de mandlige hovedpersoner med at bidrage til ondskaben ved at forfølge deres gode intentioner. I Forbrydelsens element kvæler detektiven Fisher den kvinde, han vil redde, mens Leo, en amerikaner, der vil vise Tyskland »lidt venlighed« efter Anden Verdenskrig, bliver viklet ind i et nazistisk terrornetværk og lider druknedøden.

Lars von Triers henrettelse af idealisten er der intet nyt i. I sin bog om instruktøren påpeger Linda Badley dog, at Europa ikke bare fremstiller Leo som en naiv, tragisk skæbne, men som en decideret latterlig, næsten komisk, figur. Således laver Trier flere referencer til klassiske slapstick-film, blandt andet i scenen, hvor et stopur tårner sig over Leo, som var han hovedpersonen i Harold Lloyd-komedien Safety Last (1923), eller da baggrunden konstant skifter bag ham og fører ham tilfældigt igennem sit eget bryllup

»Jeg har haft følelsen af, at der er nogle, der har røvrendt mig, siden jeg kom her!« siger han endelig mod slutningen.

Han kunne starte med at anklage manden bag kameraet.

’Riget’ (1994): Det okkultes Matador

Rolf Konow/ Zentropa

Lars von Trier har selv kaldt sin gyserserie Riget for en »up to date Matador«, og selvom hans analyser af egne film er notorisk drilske, er der måske noget om snakken.

I hvert fald argumenterer medieprofessor emeritus Gunhild Agger i Lars von Trier: Det gode med det onde for, at Riget har samme mission som Matador, nemlig at hudflette en række brister, der udbredes af eliten i det danske samfund: magtfuldkommenhed, korruption, hykleri og dobbeltmoral.

Riget er ikke bare Rigshospitalet, det er også en metafor for selve det danske kongerige. Og den hierarkiske struktur er lige så fasttømret som i Korsbæk: Ligene og opvaskerne med Downs syndrom, der kommenterer de okkulte hændelser på hospitalet (»det er u-hyg-ge-ligt«), holder til i bygningens kælder, de velansete neurokirurger har deres gang på 9. sal, mens den svenske overlæge Stig Helmer, der nægter at tage ansvaret for en fatal fejloperation, råber eder og forbandelser om den danske velfærdsstat over Sundet.

Agger påpeger også, at rollelisten emmer af Matador. Holger Juul Hansen, der forsøgte at holde sammen på den gamle verden i Korsbæk som bankdirektør Hans Christian Varnæs, prøver at opretholde lægernes festlige loge i Riget. Og Ghita Nørby gør op med Ingeborgs tilgivende væsen og træder i karakter som Rigmor Mortensen.

’Breaking the Waves’ (1996): K-pop og kirkeklokker

Rolf Konow/ Zentropa

Lars von Trier og K-popprinsen PSY. Måske ikke to alen af et stykke, men ikke desto mindre har den slovenske filosof Slavoj Žižek formået at koble to af deres hovedværker, henholdsvis Breaking the Waves og Gangnam Style.

Filosoffens pointe er denne: PSY bruger selvhånende ironi på samme måde, som Lars von Trier bruger håndholdt dogmeæstetik. Det er formgreb, der giver os lov til at nyde indhold, der ellers heftigt udfordrer den gode smag.

I Gangnam Style legitimerer den ironiske distance »den dumme nydelse af rave-musikken«, som Žižek formulerer det. I Breaking the Waves sluger man melodramaet – historien om kvinden Bess, der bilder sig ind, at Gud vil redde hendes kvæstede mand, hvis hun prostituerer sig – fordi det er pakket ind i en dokumentarisk stil.

Stik imod Douglas Sirks genreklassikere, der flyder over med Technicolor-farvelade og højstemt strygermusik, er det ikke formen, der markerer melodramaet, tværtimod modarbejder formen det. Herunder de kolossale kirkeklokker i himlen, der dukker op, da Bess dør efter en gruppevoldtægt, og hendes mand mirakuløst rejser sig fra sengen.

’Idioterne’ (1998): Dostojevskij vendt på hovedet

Jan Schut/ Zentropa

Da den norske forfatter Karl Ove Knausgård så Idioterne i 1998, tænkte han pludselig, at hans debutroman, Ude af verden, var noget lort.

Det handlede dels om formen, selve bedriften i, at Lars von Trier kan fremhæve skabelsen af filmen – mikrofoner i billedet og bevidste kontinuitetskoks – og alligevel kunne få Knausgård til at græde under slutningen. »Lars von Trier er en brillant manipulatør,« siger han.

Men det handler også om, at instruktøren ifølge den norske forfatter fjerner sløret mellem kunst og virkelighed.

Fortællingen om en gruppe mennesker, der løsriver deres indre idiot og optræder som »spassere« i offentligheden, sammenligner han med Dostojevskijs Idioten, hvor en simpel, oprigtig mand kolliderer med et kaotisk, uærligt samfund. I Lars von Triers Dogmefilm er det omvendt: Virkelighedens simple kendsgerninger kryber langsomt og brutalt ind på spasserne og udfordrer deres optræden. Som da en af deres fædre griber ind og fjerner sin datter fra den fælles villa, eller da gruppen erfarer, at Karen (Bodil Jørgensens hovedperson) har mistet et barn.

Knausgård rangerer i hvert fald Trier mindst lige så højt som Dostojevskij: »Jeg tror ikke på genier, men der er én undtagelse fra den regel, og det er Lars von Trier.«

’Dancer in the Dark’ (2000): En meta-antimusical

Rolf Konow/ Zentropa

Det er intet under, at Selma vil flygte fra virkeligheden.

Som tjekkoslovakisk immigrant pukler hun på en fabrik for at for at finansiere sin søns operation mod den arvelige øjensygdom, der er ved at gøre hende selv blind. Senere bliver hun dømt til døden, fordi hun dræber manden, der har stjålet hendes opsparing.

Hvor sang og dans normalt driver handlingen frem i musicals, er de musikalske indslag i Dancer in the Dark udtryk for en virkelighedsflugt, en illusion, der foregår i Selmas hoved og gang på gang punkteres af virkeligheden. Som når hun forestiller sig hele fabrikken synge og danse, inden hendes maskine bryder sammen og flår hende ud af eget tankespind.

Ifølge Milo Sweedler fra Bright Lights Film Journal er Dancer in the Dark på den måde en meta-antimusical, en bidsk kommentar til musicalen som genre. På et tidspunkt siger Selma, at hun hader klimakset i musicals, hvor kameraet løfter sig mod taget, fordi man ved, at at filmen slutter. I Dancer in the Dark lader Trier også en kran hejse kameraet i det sidste billede, men her er der ingen forsoning, kun Selmas livløse krop og nogle tilskuere til henrettelsen, der sidder forstenede tilbage i stolene. Der er sågar et tæppefald.

I en film, der, som Sweedler påpeger, refererer til The Sound of Music, Busby Berkeley-koreografi og har Catherine Deneuve på rollelisten (hun fik sit gennembrud i Pigen med paraplyerne), er det svært at se slutningen som andet end en morbid punktering af musicalgenrens eskapisme – og en særligt triersk kommentar til os, der ser med.

’Dogville’ (2003): Triers ’J’accuse’ mod USA

Rolf Konow/ Zentropa

Varietys daværende chefanmelder Todd McCarthys analyse af Dogville er ikke mindeværdig for sin spidsfindighed, måske snarere sin harme.

At Dogville, en fiktiv mineby i Rocky Mountains, opdelt af kridtstreger som på en teaterscene, er et billede på USA, er en udbredt tolkning, ikke mindst på grund af filmens rulletekster, hvor Lars von Trier blandt andet viser Jacob Holdts billeder af amerikansk armod til tonerne af David Bowies samfundskritiske Young Americans.

Men ifølge McCarthy er historien om uskyldige Grace, der kommer til minebyen under Depressionen og bliver udnyttet så groft af indbyggerne, at hun ender med at udslette dem, den grovest mulige anklage. Et ideologisk angreb, der implicerer, at USA slet og ret bør fjernes fra verdenskortet.

»Man kan ikke slippe udenom den kendsgerning, at hele pointen med Dogville er, at von Trier har vurderet Amerika, fundet landet mangelfuldt og derfor modent til øjeblikkelig udslettelse. Der er kort sagt tale om hans ’J’accuse!’ rettet mod en hel nation,« skriver McCarthy og forstærker dermed Triers rygte som en sten i skoen.

’Direktøren for det hele’ (2006): Trier forudser finanskrisen

Nordisk Film

»Et profetisk kunstværk.« Det var ikke de ord, kritikerne brugte, da de nedsablede Lars von Triers bud på en fuldtonet komedie, Direktøren for det hele, men det er ikke desto mindre sådan, Mads Brügger beskriver filmen.

I kulturmediet Soundvenue udpegede Radio24syvs programchef komedien som årtusindets bedste danske film. Ifølge Brügger er filmen enestående – også i sammenligning med tungere Lars von Trier-værker – fordi instruktøren ser ind i fremtiden og forudser både finanskrisen og IT Factory-skandalen.

I ’Direktøren for det hele’ opdigter it-chefen Ravn en direktør, der kan tage skraldet for fyringsrunder og deslige. Da de islandske investorer, der vil købe firmaet, kræver at møde direktøren for det hele, ansætter Ravn en skuespiller til at foregive at være direktøren.

Svindel og opportunisme trumfer ærlighed og indvarsler ifølge Brügger finansverdenens kollaps. Og så bekræfter filmen, at selve konceptet om ’chefen’ bygger på en illusion, nærmere bestemt ideen om, at der er én, der går rundt og har styr på det hele. »Det har personen højst sandsynligt ikke,« siger programchefen.

Antichrist’ (2009): Djævlen skabte jorden

Christian Geisnæs/ Nordisk Film

Hvor Lars von Trier selv har forklaret, at han har opkaldt Antichrist efter en pjece af Friedrich Nietzsche, som han aldrig har fået læst, er den østrigske forfatter og nobelpristager Elfriede Jelineks forklaring noget mere højstemt.

Hun mener, at filmens begivenheder er funderet i antagelsen om, at verden ikke er skabt af Gud, men af djævlen.

Da et elskende pars barn dør i filmens billedskønne sort-hvid-prolog – hvilket kun sker, fordi djævlen har skabt verden – bliver også moderen og faderen udraderet, skriver hun. Faderen bliver kastreret, det samme gør moderen – sådan helt bogstaveligt i voldsomt grafiske scener.

»Han (faderen, red.) kunne også lave et nyt barn, men dette ene barn kan han ikke lave igen, det er udslettet, og dermed er han og hans hustru blevet tilintetgjort,« skriver Jelinek.

At kvinden i filmen ihærdigt forsøger at tage livet af manden – efter at hun i øvrigt har maltrakteret hans erigerede lem – skal ikke tolkes som et forsøg på at slippe af med ham, men som et forsøg på det modsatte: at tvinge ham til at blive hos hende. Det er en slags Ødipusmyte med omvendt kønsligt fortegn, mener Jelinek. Vendt på hovedet – som alt andet i filmen.

’Melancholia’ (2011): En film om depression

Christian Geisnæs/ Nordisk Film

I Yasujiro Ozus Tokyo Story lyder de udødelige ord: »Jeg ønsker, du skal være lykkelig.« I Lars von Triers dommedagsfilm Melancholia er tonen hårdere: »Du har bare at være lykkelig!«

Det er ordene, som Kiefer Sutherlands hobbyastronom siger til Kirsten Dunsts Justine, da han fornemmer, at hun har den frækhed at være deprimeret, selvom hun lige er blevet gift med hans søn – og han i øvrigt har brugt astronomiske summer på brylluppet.

I sin bog En fremtid uden fremtid udlægger Mikkel Krause Frantzen svigerfarens krav som et udtryk for en bredere tendens i vores samtid, en stærk moralsk fortælling om det lykkelige liv. Lykken, siger han, har forvandlet sig fra en mulighed til en nødvendighed.

Justine, der som den eneste ved, at planeten Melancholia vil ramme og tilintetgøre Jorden, midt under bryllupsfesten, er ude af takt med sine omgivelser. Hun kan ikke engang finde ud af at skære kagen, og mens hendes søster og nyslåede mand næsten ikke kan holde op med at planlægge, er hun fanget i en evig, monokrom nutid.

Hun smiler og smiler, siger hun, men de andre gæster fornemmer, at hun ikke er lykkelig. Hvad bilder hun sig ind?

Det, de anklager hende for, er ikke at leve op til tidens moralske imperativ, mener Krause Frantzen. Kravet om at være uafbrudt lykkelig, på arbejdspladsen, i familien, i hele samfundet. Alt andet ville jo være utaknemmeligt.

Nymphomaniac (2013): BDSM på metamåden

Christian Geisnæs/ Nordisk Film

Man behøver kun at skimme traileren til The House That Jack Built for at forstå, at der er tale om en allegori over Triers oeuvre og skabelsesproces: filminstruktøren som seriemorder.

Et lignende sygeligt metalag befinder sig ifølge filmprofessoren Rosalind Galt i instruktørens tobindsværk Nymphomaniac om sexafhængige Joes kropslige udskejelser siden toårsalderen. Galt forklarer, at vi som seere går ind til Lars von Triers film, på samme måde som Joe går ind i sadomasochisten K’s lejlighed.

»Der er ikke noget safe word,« siger han. »Hvis du går herind er der intet, du kan sige, der vil få mig til at stoppe.«

Når vi går ind i biografen, har vi ingen kontrol over, hvad der sker på lærredet. Og når vi træder ind i salen for at se en film af Lars von Trier, accepterer vi, at vi bliver udsat for en voldsom blanding af nydelse og smerte i et forhold, vi endnu ikke ved, om vi kan håndtere.

K arrangerer akten så minutiøst, at det kan forveksles med en instruktørs iscenesættelse, og deri ligger måske også en selvironisk kommentar. I hvert fald sender K på et tidspunkt Joe hjem, fordi hun ikke har røven i den rigtige højde – og Trier er jo kendt for at være krævende på settet.

Lars von Trier laver de film, som ingen andre har lyst til at lave, og han ser ingen andre film, fordi han ikke vil miste sit fokus. Hans seneste film, seriemorderthrilleren ’The House That Jack Built’, skildrer grumt og blodigt fem af seriemorderen Jacks mord – eller værker – mens den diskuterer kunstens væsen og godt og ondt og stikker en provokerende finger i øjet på Triers kritikere. Vi har talt med ham om den nye film og hans ambition om at få publikum til at tænke selv
Læs også
Ugens Radio Information står i Lars von Triers tegn, men vi kommer også en tur forbi Tibetkommissionen, somaliersagerne og den nu tidligere ATP-formand Christian Hyldahl
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu