Læsetid: 16 min.

»Litteraturen er stedet, hvor vi kan mødes med al vores grimhed og skønhed«

Med Simon Pasternak som forlagschef for dansk skønlitteratur kommer Gyldendal hverken til at skære ned på antallet af skønlitterære titler eller de litterære ambitioner, sådan som man ellers kunne få indtryk af efter direktør Morten Hesseldahls udtalelser. Tværtimod. Litteraturen skal ud i helt nye dele af samfundet, og intet identitetspoliti skal sætte begrænsninger for den, siger Simon Pasternak
»Når du går ind ad litteraturens dør, går du ind i en verden af troldspejle. Her skal du ikke være den, du er, og det, du siger, er ikke noget, der skal tages for pålydende. Man kommer ind i et forhekset rum, hvor alt er muligt. Et mulighedsrum, hvor ting kan prøves af,« siger Simon Pasternak.

»Når du går ind ad litteraturens dør, går du ind i en verden af troldspejle. Her skal du ikke være den, du er, og det, du siger, er ikke noget, der skal tages for pålydende. Man kommer ind i et forhekset rum, hvor alt er muligt. Et mulighedsrum, hvor ting kan prøves af,« siger Simon Pasternak.

Anders Rye Skjoldjensen

9. november 2018

Han har gennem halvandet årti været en central figur for udklækning og udgivelse af nye danske litterære talenter, mange af dem er nu etablerede forfattere. Det var også ham, der for nogle år siden ’fandt’ Yahya Hassan.

Selv har han skrevet succesrige krimier, en roman om tyskernes brutale partisankrig mod civilbefolkningen i Hviderusland i 1943 og filmmanuskripter, og i forrige uge modtog han sammen med Christian Dorph andenprisen for ’Bedste europæiske radiofiktion’ for radiodramapodcasten Kom ind i min drøm.

Hans navn er Simon Pasternak, og for nylig blev han udnævnt til Gyldendals nye skønlitterære forlagschef.

Den alsidige herre tager imod i det legendariske hjørneværelse, hvor den afgåede litterære direktør Johannes Riis sad i mange år. Simon Pasternak skal også overtage den rolle, Riis har haft som chef for den danske skønlitteratur. Det vil sige helt den samme rolle er det ikke, for forlaget er ved at blive reorganiseret, og stillingen som litterær direktør er nedlagt.

Simon Pasternak er lige flyttet ind, det meste står endnu i flyttekasser, malerierne på gulvet, men kursen er lagt. Simon Pasternak er i offensiven, han kender sit eget værd og vil lægge en linje, som ikke er til at misforstå. Han har en plan for litteraturen, ja, ligefrem en slags programskrift.

»Litteraturen er stedet, hvor vi kan mødes med al vores grimhed og skønhed, og stedet, hvor vi kan høre den andens stemme og få bud på, hvordan man kan navigere i en verden, der bliver mere og mere vanvittig. Som stort forlag er det vigtigt at tænke bogen som det medie, hvor alle kan mødes. Det betyder, at vi skal ud og finde nye forfattere og få indsigt i nogle verdener, vi ikke kender. Vi skal udgive bøger, der er vigtige og relevante for alle danskerne, og danskerne lever i mange forskellige verdener.«

Simon Pasternak tænker her både på læsere og forfattere.

»Vi diskuterer meget identitetspolitik, og det har jeg det dobbelt med. På ene side synes jeg, det er ekstremt vigtigt, at vi får flere stemmer, flere synspunkter på banen. Verden er blevet mere mangfoldig og sværere at navigere i. På den anden side synes jeg, det er ødelæggende, hvis den nødvendige vending mod andre stemmer resulterer i safe spaces, hvor identitetspolitikken skal diktere, hvad der må siges. Jeg tror ikke på krænkelses- og tankepoliti – litteratur er ofte skandaløs og krænkende, vred, urimelig og uholdbar – men til gengæld tror jeg stærkt på repræsentation. Og bogen er et sted, hvor vi kan mødes. Det skal vi holde fast i, for når man taler identitetspolitik, taler man ofte om minoriteternes pres, men majoritetens pres er mindst lige så stort, når man banker minoritetsstemmer i jorden og ikke gider høre på deres ’partikulære erfaringer’. Men alle erfaringer er partikulære, og litteraturen er det partikulæres sted.«

Han ser med andre ord litteraturen som et frirum til forskel fra den offentlige samtale.

»Når du går ind ad litteraturens dør, går du ind i en verden af troldspejle. Her skal du ikke være den, du er, og det, du siger, er ikke noget, der skal tages for pålydende. Man kommer ind i et forhekset rum, hvor alt er muligt. Et mulighedsrum, hvor ting kan prøves af.«

Blå bog: Simon Pasternak

  • Født 1971. Forfatter, filmmanuskriptforfatter og forlagschef på Gyldendal.
  • Cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
  • Debuterede i 1998 med biografien Oqaluttuartoq Jens Rosing.
  • Er sammen med Christian Dorph i gang med en serie af krimiromaner, hvor der foreløbig er udkommet fire bind. Har desuden i 2013 i eget navn udgivet den historiske roman Dødszoner.
  • Han har desuden skrevet flere filmmanuskripter bl.a. manuskriptet til Spies & Glistrup fra 2013 sammen med Christoffer Boe.

Han nævner retssagen anlagt af Thomas Skade-Rasmussen Strøbech mod forfatteren Claus Beck-Nielsen for i romanen Suverænen, skrevet under kunstnernavnet Das Beckværk, mod hans vilje at have stjålet hans identitet ved at gøre ham til hovedperson i romanen. Sagen faldt ud til fordel for den fiktive fortællings frihed over hensynet til virkelighedens personer.

»Den dom er ikke et perfekt, men et godt værn, således at hvis du arbejder med en fiktiv verden, kan du tillade dig alt muligt, og det skal man sådan set bare blive ved med, fordi talen ude i verden er så vanvittig.«

– Så du mener, at litteraturen er blevet vigtigere, fordi verden er blevet så polariseret?

»Bogen er presset, men den er samtidig vigtigere end nogensinde, fordi den faktisk tilbyder et rum, hvor vi kan mødes. Bogen kan nå ud til de stemmer i befolkningen, som vi ikke nødvendigvis hører. I litteraturen hører man de individuelle stemmer, hører et andet menneskes indre.«

Det handler med andre ord for Simon Pasternak om repræsentation og rekruttering. Men hvordan gøres det i praksis, når man sidder på en attraktiv adresse midt i København?

»Vi kommer til at være mere aktive i vores rekruttering af forfattere. Vi skal være relevante for alle danskere, ikke bare for nogle. Hvis vi tror på litteraturen som et sted, hvor vi kan møde hinanden, så bliver vi nødt til selv at prøve at finde de manuskripter, som handler om det, der rent faktisk sker. Dansk litteratur er på godt og ondt skrevet af den hvide middelklasse. Det er en stor opgave at rekruttere bredere klassemæssigt, geografisk og også få flere brune personer m/k ind i dansk litteratur, så den bliver lidt mindre kridhvid. Vi skal have fat i de miljøer, som der ikke bliver skrevet så meget om eller som mest bliver beskrevet i journalistikken. Lad os få dem ind i litteraturen.«

– Så I skal også ud til Mjølnerparken eller Vollsmose eksempelvis?

»Vi skal både bevare vores åbenhed og gå ud i verden. Det er ikke sikkert, du skal sætte dig ud med det kulturradikale flag i Mjølnerparken, men du skal holde øjnene åbne, for det nye talent kan komme alle mulige steder fra. Det kan for eksempel komme fra en buddhistisk økodigter fra Fanø.«

Med en buddhistisk økodigter fra Fanø hentyder Simon Pasternak til forfatteren Lars Skinnebach. Det var ham og Simon Fruelund, der i sin tid først opdagede Yahya Hassan og tippede om det store talent.

»Vi ved ikke altid, hvor forbindelseslinjerne går, så sørg for at få fat på de fedeste mennesker. Skinnebach er ikke bestsellerforfatter, men hvor er de forbindelseslinjer dog vigtig for litteraturen og for rekrutteringen.«

Anders Rye Skjoldjensen

Yahya Hassan er med andre ord en slags case for det, Gyldendal gerne vil i højere grad. Men Simon Pasternak er samtidig ulykkelig over digterens skæbne.

»Jeg er ked af det, der er sket. Men der er også en naivitet i den måde, vi har omgåedes ham og ikke læst hans bog, for det hele står jo i den. Mange tænker, at hvis du bare skriver en god bog, så kommer du op i middelklassen med os andre og formår at administrere dit liv på en middelklassemåde. Det er jo ikke sådan, det er. Yahya Hassan er stadig den, han er, han er bare også god til at skrive. Hele den moralisering om, at man skal være et bedre menneske, og alle de krav til, hvordan ting skal være, det holder jo ingen steder. Vi bliver også nødt til at acceptere folk, som de er. Læs hans sidste langdigt om at komme op i de fortolkende og selvfede klasser, de får lige så meget fingeren som hans ghettovenner, fordi han vil finde sit eget sted, nemlig i litteraturen. Man er nødt til at skelne mellem litteratur og liv, også selv om det efterfølges af et fald. Yahya Hassan er den, han er, men det gør ham ikke til en mindre forfatter.«

– Er det rigtigt, at Yahya Hassan har indleveret et nyt manus?

»Der er ikke nogen nyhed. Jeg ville ønske det, men nej.«

Revitalisering af klassikere

Gyldendal er ikke bare landets største forlag, det har også i årtier spillet en vigtig kulturpolitisk rolle. Det har været forvalter af en kulturel arv og har sørget for at holde hånden under en mangfoldig litteratur ved ikke kun at udgive overskudsgivende litteratur.

Gyldendal har med andre ord følt en public service-forpligtelse og opfattet sig selv som en central kulturinstitution. Hvordan ser den nye forlagschef på balancegangen mellem at forvalte den arv og samtidig forny sig?

»Det er ikke længere, som da Gyldendals litterære direktør Ole Wivel blev inviteret ind for at være med til at lave kunstfonden. Gyldendal spillede en vigtig rolle også i forhold til det generelle kultur- og museumsliv. Sådan har det ikke været i mange år. Det er ikke vores skyld, verden har bare ændret sig, og det må vi bare tage ad notam. Det betyder ikke, at vi ikke har en vigtig arv at forvalte. Man taler ofte om den ’gyldendalske’ forpligtelse, som ingen kan definere; sidder den i mahognien? For mig er den at holde litteraturen levende.«

Simon Pasternak peger på de områder, hvor kampen især skal stå. For det første revitalisering af klassikerne. Han nævner, at Henrik Pontoppidans Lykke-Per i august var den bedst sælgende roman, ligesom forlaget er i gang med nye klassikerserie, hvor yngre forfattere udvælger og præsenterer. For det andet gælder det de nye stemmer, forlaget skal tiltrække.

»Vi lever i mange flere verdener. Jeg kan godt blive ved med at udgive ting, jeg synes er spændende, men det er nødvendigt at få skrivende fra andre miljøer og emner på banen. Vi skal finde læserne, hvor de er, ellers dropper de os. Derudover skal vi bevare en profil, der går fra bred til pivsmal. Vi skal befolke det her sted med de største talenter og de vildeste mennesker. Jeg har selv skrevet krimier, jeg har ikke noget imod krimier, jo, jeg har noget imod dårlige krimier. Smal litteratur kan være ligegyldig og uinteressant, men den kan også være livsvigtig. Vores arbejde går ud på at finde ud af, hvor læserne er henne, og så finde det, som er vigtigt. Men vi skal ikke klippe noget af og sige, at nu skal vi kun være det eller det, for vi skal være det hele. Det er så også en ret stor opgave at være det hele.«

Simon Pasternak vil gerne have flere forfattere som Yahya Hassan ind på Gyldendal – om end han er ulykkelig over netop Yahya Hassans skæbne. Han ses her på bogmessen i Bella Centret i 2013 i selskab med bl.a. den afgåede litterære direktør på Gyldendal, Johannes Riis.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Ansættelsen af Morten Hesseldahl som ny administrerende direktør for Gyldendal tidligere i år er ikke passeret uden dramatik. Først forlod forfatteren Carsten Jensen Gyldendal med bulder og brag i protest mod ansættelsen, samme dag som nyheden om Hesseldahls ansættelse nåede medierne. På vej ud ad døren fik Carsten Jensen kaldt Morten Hesseldahl for »dansk kulturlivs evige vandrepokal« og »kronisk inkompetent«.

Der lød igen gisp rundt omkring i den danske litteraturverden, da Morten Hesseldahl i oktober i forbindelse med reorganiseringen af forlaget i et interview til Politiken udtalte, at det »at være forlægger og redaktør er også at have en fornemmelse af, hvilke længsler og drømme boglæserne har. Hvis man kun synes, det er én bestemt slags bøger, man udgiver, så er det jo en klub, man er medlem af. Det kan du gøre, hvis du siger, du kun vil udgive nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960«.

Enhver, der kender lidt til forlagets historie, tænkte, at det med de nordjyske noveller var møntet på Gyldendal-forfatteren Jens Smærup Sørensen og sådan set også hans redaktør og forlagets mangeårige litterære direktør, Johannes Riis, som i forbindelse med reorganiseringen fratrådte stillingen som litterær direktør. Som en hån blev det i hvert fald opfattet af Jens Smærup Sørensen, der straks sagde farvel og tak til det forlag, der har udgivet hans bøger gennem årtier.

I interviewet taler Morten Hesseldahl også om en kraftig beskæring af årlige titler og om, at Gyldendal har overserviceret en lille del af markedet – underforstået den smalle skønlitteratur – ved i for høj grad at udgive det, man som redaktør selv synes er fedt, og ved ikke at være tilstrækkelig opmærksom på også at udgive det, som optager danskerne.

Hvad læser Gyldendals skønlitterære forlagschef, når han ikke er på arbejde?

»I alle mine sommerferier læser jeg kun klassikere. På anbefaling af digteren Anders Abildgaard har jeg senest kastet mig over japanske romaner fra 1920’erne og 30’erne, først og fremmest de to japanske kortromanmestre Junichiro Tanizaki og Osamu Dazai. De er tidligere end Mishima, utroligt korte og sorte og perverse. Hvis man er spærret inde i den europæiske romans uendelige jeg-problematik, så ved man præcis, hvor den kristne skam ligger. Her kommer man til en kultur, hvor skammen ligger et helt andet sted. Det kan være helt utrolig skamfuldt, hvis man holder tekoppen på en bestemt måde, til gengæld kan man binde sin kone op med reb, bedøve hende og have sex med hende. Det er fascinerende. Japansk litteratur er glad for korte romaner, og det er en skam, at de ikke rigtig findes i Danmark. I sommer læste jeg så også ungarske romaner, og dér fatter man sig ikke i korthed.«

Så hvordan vil Gyldendals nye skønlitterære forlagschef forene de krav fra højeste sted med egne ambitioner om at bevare profilen, den litterære bredde og samtidig opsøge helt nyt land?

»Morten taler om hele Gyldendal. Hvis vi skal have mulighed for at arbejde ordentligt med vores titler, så vi også bliver læst bredt, skal vi have færre titler. Det er der ualmindelig meget fornuft i. Men hvis du går ind og ser på dansk skønlitteratur, så skal vi holde det samme niveau af nye titler.«

Og det niveau er 40-50 nye titler om året, mens Gyldendal samlet udgiver tæt på 400 titler om året.

»Vi skal vælge det bedste og få det til at leve. Ting, der dør, er uspændende. Men det vigtige er, at vi bliver ved med at være dem, vi er. Hvad det er, kan man ikke altid sige, men jeg vil sige, at hovedvægten vil være fortællinger, gode lange fortællinger. Det betyder ikke, at vi ikke kommer til at udgive lyrik, vi skal som i dag have en sprængfarlig lyrikliste. Og så kommer vi til at udgive mere genrelitteratur.«

– Hvis I ikke skal udgive færre titler og mindre bredt, er du så ked af Morten Hesseldahls udmelding?

»Jeg har hørt fra mange forfattere, der siger, at deres næste bog enten bliver nordjyske noveller eller haikuer. Muligvis nordjyske haiku … Alt det, Morten Hesseldahl siger, giver god mening på koncernniveau. Han skal stille de hårde spørgsmål, hvorefter vi sammen skal finde nogle løsninger. Kogt ned er det, Morten siger, jo indlysende. Det er en forudsætning for, at vi kan udgive smalle ting, at vi også kan bredden. Men der er en tendens til, at hver gang nogen siger noget om Gyldendal, så tror man, det er skønlitteratur, og hvis det er skønlitteratur, det handler om, så spørg os i den skønlitterære redaktion. Morten Hesseldahl kommer ikke til at udgive en eneste bog, det gør vi. Han kommer til at lægge rammerne for det, vi skal lave, og det er fornuftige rammer. Hvad der skal ind i dem, er redaktørernes område.«

Efter Morten Hesseldahls udtalelse i Politiken, var Simon Pasternak hurtigt ude på Facebook med en formulering, det var svært ikke at tolke som en undsigelse eller korrektion:

»Hvis litteraturen findes i et haiku, så udgiver vi det på Gyldendal. Hvis litteraturen findes i en novelle fra Nordjylland, så udgiver vi det på Gyldendal. Hvis litteraturen findes i et haiku fra Nordjylland, så udgiver vi det på Gyldendal. For vi udgiver de bøger, hvor litteraturen – det vildeste redskab for indsigt og skønhed – findes. Det var bare det.«

Simon Pasternak vil ikke nogen konfrontation i dag.

»Jeg tror ikke, Morten vil være uenig i ti sekunder. Nogle gange kan kritikerne sutte på en enkelt formulering, men jeg vil hellere lægge vægt på, at det er en udfordring og en gåde hele tiden at finde nye svar på, hvordan man får det her underlige luftskib af drømme og talent til faktisk at flyve. Hvis du bare klipper den ene del af og laver et mindre skib og kun går efter det, der sælger, så kan vi godt flyve, men det vil vi bare ikke, for det er ikke det væsentlige, og vi tror heller ikke altid, det er sandt. Det nye kommer ofte fra et sted, du ikke ved, hvor er.«

– Men du kan stadig ikke se bort fra, at Morten Hesseldahls udtalelse og Jens Smærup Sørensens afgang fra forlaget satte gang i en bølge af usikkerhed hos jeres forfattere?

»Man kan sige en masse om misforståelser, men det er en ulykkelig situation, som vi gerne ville have været foruden. Vi har og skal have et nært forhold til vores forfattere. Hvis vi mister den samtale, er det katastrofalt, den skal vi pleje. Uden forfatterne er vi jo – ingen.«

– I har vel så været nødt til at berolige jeres forfattere?

»Jo, vi har i hvert fald fået mange spørgsmål. Jeg forstår godt uroen og opstandelsen. Johannes Riis er en stor forlægger, og selvfølgelig skal der ske ting, når han vælger at holde op. Og når det er Gyldendal. Men vi er de samme mennesker, som vi var i går. Vi skal forny os, ja, men vi skal tage alt det gode med os – litteraturen, samtalen, tilliden.«

Ud i verden

Der er endnu ikke kommet reoler op på kontoret, og på panelet bag sit skrivebord har Simon Pasternak lavet en udstilling af frontvendte bøger som mere nutidige eksempler på den her »frygtindgydende arv af vildt talent siden 1850’erne«, som han udtrykker det.

Et udvalg af Tove Ditlevsen er faldet på gulvet, og tykke bøger af Hanne Vibeke Holst eller Christian Jungersen kan ikke stå der, så her står kun tynde bøger af Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen, Lone Aburas, Yahya Hassan, Theis Ørntoft, Inger Christensen, Bjørn Rasmussen, Naja Marie Aidt, Mette Moestrup og Christina Hagen.

– Er det alle bøger, du har udgivet?

»Der er ikke noget herinde, der hedder mig, mig, mig. Vi er et team af uhyggeligt stærke redaktører, og vi arbejder sammen på kryds og tværs. Vi arbejder på at have flere måder at arbejde med bøgerne på, der passer til de forskellige processer, forfatterne har. Nogle afleverer et højglanspoleret mesterværk, og der gælder det bare om at få det ud i verden. Andre afleverer nogle sider, en idé – og det skal vi også kunne takle. Det traditionelle billede af forfatter-redaktør-forholdet har været præget af et forfatterbegreb, hvor forfatteren afleverede et færdigt værk, og så skulle redaktøren få det ud i verden. Men sådan arbejder mange forfattere ikke i dag, og vi skal have mange kritikformer.«

Han fortæller, at han for nylig talte med Svend Åge Madsen. Han sendte manuskriptet til sin første roman ind til Gyldendal i efteråret 1962, og et halvt år efter modtog han en korrektur tilbage og en kontrakt.

Anders Rye Skjoldjensen

»Princippet var, at han i sit forfatterliv havde manglet en samtale. Han kommer selv fra en kollektiv, eksperimenterende kultur i 60’erne, som fandtes ude i samfundet, men ikke herinde. Derfor konkluderede han, at han måtte vænne sig til at skrive bøgerne færdige selv. Det betyder ikke, at redaktørerne skal til at skrive forfatternes bøger. Vi skal bruge hinanden, og det har bøgerne brug for. Verden, forfatterne, generationerne ændrer sig. Vi kan bare se på vores børn, hver gang de har sat en pind i en lort, så skal det dokumenteres. Vi får manuskripter i mange grader af færdiggørelse, og det skal vi kunne håndtere.«

– Vil det sige, at redaktørerne også skal deltage mere i selve skriveprocessen?

»Nej! Absolut nej! Redaktørerne er ikke medforfattere eller filmproducenter. Men nogle gange skal vi lave læseprocessen længere. Vi vil gøre det, der er bedst for forfatterne, men det handler også om, at hvis du har et projekt, hvor det er påkrævet, så skal du også kunne tilbyde det. Vi kunne godt tænke os et hus, hvor forfatterne møder og inspirerer hinanden, fortæller om, hvad de gør, uanset om de er 22 eller 87 år. Vi har eksempelvis haft Kirsten Thorup inde og fortælle redaktørerne om sin seneste roman, Erindring om kærligheden, hvordan byggede hun sin roman, og vi sad alle med åben mund og polypper, for det var vildt inspirerende.«

– Kræver det ikke en ændret redaktørrolle?

»Det værste er en redaktør, der forsøger at sætte sit eget fingeraftryk på en bog. Man kan ikke forestille sig en mere patetisk figur, så skriv da for fanden en bog selv! Men igen – vi tager det bedste med os og prøver at finde nye veje i forhold til læsning. Læsning er jo vores branche, forfattere er forskellige, redaktionelle processer skal også kunne være forskellige. Det redaktionelle rum er meget intimt, og det skal være et generøst og præcist rum – uanset hvordan man tilrettelægger arbejdet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu