Kommentar
Læsetid: 3 min.

Martin Lemberg-Pedersen: Jeg uddyber gerne problemerne ved ’Eksperimentet der slog fejl’

Bogen glimrer ved fraværet af et stort dansk og internationalt forskningsfelt, som ellers har været refereret i danske medier. Og det er problematisk, svarer Martin Lemberg-Pedersen på kritikken af hans anmeldelse af Mikkel Anderssons og Niels Jespersens bog ’Eksperimentet der slog fejl’
Kultur
23. november 2018

Sidste uge anmeldte undertegnede Mikkel Anderssons og Niels Jespersens bog Eksperimentet der slog fejl i Information og anførte, at den har en selektiv omgang med kilder og udelader centrale pointer.

Selvom anmeldelsen forsøgte at være så tekstnær og detaljeret som muligt, gjorde pladshensyn selvfølgelig, at visse aspekter ikke kunne uddybes. Jeg er derfor taknemmelig for denne mulighed for kunne uddybe problemerne ved bogen.

Generelt er bogens 192 sider forsynet med 66 slutnoter, hvoraf kun to er forskningsarbejder. Derved forbigås megen af den store viden, der er indsamlet om migration, flygtninge, integration og asylpolitik. Forskning kan selvfølgelig diskuteres, og ikke alle bøger behøver være fyldt med forskningslitteratur.

Men forfatternes egentlige svar på kritikken om selektivitet og udeladelser er faktisk en indrømmelse af, at de »selvsagt ikke har behandlet alt materiale, som be- eller afkræfter deres argument«. Men selvfølgelig kræver kritikken ikke en gennemgang af »alt materiale«.

Udfordringen er, at selvom bogen refererer fra interview med nogle få forskere, typisk på linje med forfatterne, glimrer den ved fraværet af et stort dansk og internationalt (tvær)fagligt forskningsfelt, som ellers har været refereret i danske medier. Og det er problematisk, fordi forfatterne derved ikke udfordrer egne præmisser tilstrækkeligt, samt fordi de kritiserer selv samme vidensfelt for at være »politiseret« og »aktivistisk«.

At kalde udgivelsen for en tilgængelig »debatbog« adresserer ikke dette problem, medmindre man forfægter synspunktet, at debat kan adskilles fra sagligt grundlag.

Brugen af rapporter om de økonomiske konsekvenser af indvandring, grænsekontrol og flugtruter er også selektiv. Finansministeriets skøn om, at indvandring er en nettoudgift refereres, mens svenske og engelske rapporter, der har anskuet indvandring som økonomisk gavnlig ignoreres.

Aktører som Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Human Rights Watch, Amnesty International eller Transnational Institute falder muligvis ikke i forfatternes smag, men har dog produceret relevant viden. Sådanne humanitære undersøgelser bør selvfølgelig gennemgås kritisk, men de udelades i stedet.

Forfatterne henviser ofte til meningsmålinger – men kun dem, der bekræfter deres modstand mod asylansøgere og muslimsk indvandring.

Sådanne målinger findes, men problemet er, at forfatterne bruger dem som knockdown-argumenter og ikke nævner andre meningsmålinger, der har vist, at europæiske befolkninger har støttet fælleseuropæiske løsninger eller ikke føler at de har store problemer med flygtninge i lokalsamfundene. Eksempelvis nævnes én Pew-undersøgelse, der estimerer en procentvis vækst i andelen af muslimske borgere, mens en anden Pew-undersøgelse, der har vist, at flertallet af europæiske befolkninger støtter modtagelsen af flere flygtninge, forbigås.

Selvom anmeldelsen bringer mange citater og ordvalg, er anklagen om »citatfusk« kun baseret på én passage. Som forfatterne har misforstået. For den parafraserer blot deres eget synspunkt om, at solstrålehistorieformatet om god integration er »uhensigtsmæssige«, »journalistiske afvigelser«.

Og læses der efter, er det, der kaldes »citatfusk«, slet ikke disse termer, men i stedet den følgende beskrivelse af, at solstrålehistorierne afviger fra »normalen om, at flere muslimer begår meget kriminalitet«. Men dette er ikke et citat, men i stedet anmeldelsens egen beskrivelse af den medienorm, hvor muslimer fremstilles som mere kriminelle og arbejdsløse. Hvilket netop er forfatternes pointe.

Det er rigtigt, at forfatterne siger, at S-ideen om lejre i Nordafrikas lejre er urealistiske, og afviser med frygt for flere asylansøgninger, men anmeldelsen påstår heller ikke, at forfatterne støtter en sådan løsning. Den påtaler i stedet forfatternes bagvedliggende framing af kausaliteten bag de humanitære tragedier ved EU’s grænser, fordi den er præget af en række antagelser, man også finder bag lejr-idéen: asylstop, intervention over for smuglere, lukning af legale flugtruter og opbevaring af asylansøgere i nærområder.

Forfatterne forklarer ikke, hvordan de har tænkt sig at sikre, at alle asylansøgere bliver i nærområderne.

Når det kommer til asylansøgere i Danmark, tror forfatterne fejlagtigt, at der henvises til Marie Krarups optræden i Vi ses hos Clement.

Men anmeldelsen beskriver blot forfatternes eget standpunkt som værende tæt knyttet til Dansk Folkepartis officielle politik om segregering via bogens vision om, at muligheden for både asyl og familiesammenføring skal lukkes ned, og at de, der alligevel formår at komme til Danmark, som hovedregel bør isoleres i strukturer lig den seneste generation af udsendelseslejre, drevet af Kriminalforsorgen, uden »nogen udsigt til … at skabe sig en permanent tilværelse i Danmark,« som der står i bogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her