Læsetid: 6 min.

Nekrolog: Bernardo Bertolucci var finkulturens sidste filmkejser

Den 77-årige filminstruktør Bernardo Bertolucci er død. Han gjorde sig bemærket som et radikalt geni, men hans omdømme vil altid være skæmmet af en kontroversiel sag om manglende samtykke i forbindelse med sexscener i ’Sidste tango i Paris’. The Guardians legendariske filmredaktør, Peter Bradshaw, skriver nekrolog
’To magtfulde mænd konspirerede om at begå overgreb på en yngre kvinde.’ Bertolucci (t.v.) og Marlon Brando under optagelserne af ’Sidste tango i Paris’ i 1972.

’To magtfulde mænd konspirerede om at begå overgreb på en yngre kvinde.’ Bertolucci (t.v.) og Marlon Brando under optagelserne af ’Sidste tango i Paris’ i 1972.

Ronald Grant Archive

27. november 2018

Filminstruktør Bernardo Bertolucci er kendt for at være et både genialt og sammensat menneske. Han var en af europæisk films giganter, en fascinerende antifacistisk forkæmper for efterkrigens kultur, en filmens befrielsesteolog, der kæmpede for at forstå både radikal katolicisme og venstrefløjsmarxismens indbyrdes konkurrerende krav.

Til hans generation hørte også Fellini, Visconti og Pasolini, og Bertolucci bidrog til denne bemærkelsesværdige nye italiensk filmbølge med geniale film som Prima della rivoluzione (1964) og Medløberen (1970), men var samtidig i stand til at omsætte sin prestige til Hollywoodsucces på en måde, få andre europæiske instruktører har villet eller kunnet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- hans omdømme vil altid være skæmmet af en kontroversiel sag om manglende samtykke i forbindelse med sexscener i ’Sidste tango i Paris’" og "Han var endnu mindre en person, der følte det nødvendigt at forsøge at forsone de frigørende motiver i hans værker og den sexisme og arrogance, der prægede hans karriere".

Hvor meget plads bør den slags overvejelser have i en nekrolog over en stor filmskaber? Det må være relevant af nævne det i en sidebemærkning, hans holdninger og hans praksis som instruktør taget i betragtning.

At gøre så meget ud af det, som der gøres i denne artiklen, der på den baggrund i lige så høj grad kommer til at fremstå som en moralsk kritik af filmskaberen som person, som en vurdering af hans betydning som filmskaber, er at gå over stregen.

En vurdering af en filminstruktørs betydning som filmskaber må vel primært dreje sig om en vurdering af vedkommendes film ud fra filmiske kriterier og ikke dreje sig om en moralsk vurdering af instruktørens fremstilling af køn og seksualitet og vedkommendes behandling af de kvindelige rolleindehavere under optagelserne.

Ligesom en filmkunstens historie fremover ikke bør dreje sig om, hvilket syn instruktørerne i teori og praksis havde til spørgsmål, der drejer sig om f.eks. køn, seksualitet og etnicitet.

Her tænker jeg, med en vis selvkritik, tilbage på marxistiske tendenser midt i 1970erne, hvor kunstnere i vid udstrækning blev vurderet på, om de i deres kunstneriske virke gav udtryk for den rette revolutionære historie - og samfundsopfattelse.

Når Information vælger at bringe nekrologen, i stedet for at få produceret én, der mere balanceret, må det ses som avisens knæfald for populistiske tendenser i tiden.