Læsetid: 6 min.

Nekrolog: Bernardo Bertolucci var finkulturens sidste filmkejser

Den 77-årige filminstruktør Bernardo Bertolucci er død. Han gjorde sig bemærket som et radikalt geni, men hans omdømme vil altid være skæmmet af en kontroversiel sag om manglende samtykke i forbindelse med sexscener i ’Sidste tango i Paris’. The Guardians legendariske filmredaktør, Peter Bradshaw, skriver nekrolog
’To magtfulde mænd konspirerede om at begå overgreb på en yngre kvinde.’ Bertolucci (t.v.) og Marlon Brando under optagelserne af ’Sidste tango i Paris’ i 1972.

’To magtfulde mænd konspirerede om at begå overgreb på en yngre kvinde.’ Bertolucci (t.v.) og Marlon Brando under optagelserne af ’Sidste tango i Paris’ i 1972.

Ronald Grant Archive

27. november 2018

Filminstruktør Bernardo Bertolucci er kendt for at være et både genialt og sammensat menneske. Han var en af europæisk films giganter, en fascinerende antifacistisk forkæmper for efterkrigens kultur, en filmens befrielsesteolog, der kæmpede for at forstå både radikal katolicisme og venstrefløjsmarxismens indbyrdes konkurrerende krav.

Til hans generation hørte også Fellini, Visconti og Pasolini, og Bertolucci bidrog til denne bemærkelsesværdige nye italiensk filmbølge med geniale film som Prima della rivoluzione (1964) og Medløberen (1970), men var samtidig i stand til at omsætte sin prestige til Hollywoodsucces på en måde, få andre europæiske instruktører har villet eller kunnet.

Det var blandt andet, hvad han gjorde med sin monumentale prisvindende Den sidste kejser (1987), produceret af Jeremy Thomas. Filmen følger det lille barn, som skulle overtage tronen, da den maoistiske revolution begyndte, og som blev isoleret i magtspillet. Bertolucci fik hidtil uhørt adgang til at filme i Den Forbudte By i Beijing. Hvis Bertolucci nogensinde har frygtet, at han selv kunne ende som en af finkulturens sidste filmkejsere, viste han det aldrig.

Alfahannerne udfordret

Han levede længe nok til at se alfahan-auteurens prestige blive udfordret – og til at se sit mest berømte værk Sidste tango i Paris (1972) blive hånet i to forskellige æraer og af to forskellige årsager. Den seksuelle historie om en midaldrende mand (spillet af Marlon Brando) og hans affære med en yngre kvinde (Maria Schneider) indeholdt scener med følelsesmæssig misbrug og sex, hvor det – for at sige det mildt – var uklart, om der var tale om samtykke.

Filmen blev første gang angrebet ved premieren på grund af traditionel moralistisk kritik og med rette forsvaret i frihedens og den seksuelle revolutions navn. Den amerikanske filmkritiker Pauline Kael sagde, at det var den vigtigste kulturelle begivenhed siden Stravinskys Le sacre du printemps. Kulturkampene blev udkæmpet mellem den reaktionære højrefløj og den progressive venstrefløj, og grænserne var skarpt optrukket.

Men i 2016 kom en video frem, hvor Bertolucci antyder, at den berygtede scene, hvori Brandos karakter brutalt trænger ind i Schneider med en pakke smør, var improviseret, men ikke desto mindre planlagt på forhånd af Brando og instruktøren selv – uden at de fortalte Schneider om det, eftersom de ønskede, at hendes ydmygelse skulle se ægte ud og være ægte. To magtfulde mænd konspirerede med andre ord om at begå overgreb på en yngre kvinde.

Ingen balance

Det skabte udbredt væmmelse. Jeg skrev, at min egen analyse af filmen, som fremhævede den balancerende effekt i, at Brandos karakter senere beder om at blive penetreret af Schneider, nu måtte gentænkes. Der var absolut ingen balance.

Erotikken ligger i noget andet end gensidig frigørelse og udforskelse, selv om giftigheden i det maskuline selvhad og den maskuline selvdestruktion stadig er ægte, og jeg stadig mener, at det er en stærk film.

Bertolucci selv udviste aldrig nogen anger og bekendtgjorde tidligere på året – til en begivenhed, der fejrede restaureringen af Sidste tango i Paris under Baris internationale filmfestival – at Ridley Scott skulle »skamme sig« for at have udskiftet Kevin Spacey med Christopher Plummer i sin seneste film All the Money in the World, og at Bertolucci selv med glæde ville arbejde med skuespilleren.

Bertolucci var ikke en instruktør, der reagerede med strategisk tavshed eller anger eller selvransagelse på #MeToo-bevægelsen. Han var endnu mindre en person, der følte det nødvendigt at forsøge at forsone de frigørende motiver i hans værker og den sexisme og arrogance, der prægede hans karriere. Han følte tydeligvis, at en filmveteran som ham ikke behøvede at stå til ansvar for noget.

Faktisk valgte han at optræde i dokumentaren Seduced and Abandoned (2013), der handler om de udfordringer, som ældre, umoderne mænd i filmindustrien må tåle – instruereret af en anden vanæret figur, James Toback.

Der er imidlertid intet, der kan tage genialiteten og den modige kreativitet fra hans værker. Hans Prima della rivoluzione (’Før revolutionen’), som han skabte som blot 22-årig, er et bjergtagende mix af erotik og politisk mulighed – om end af en ganske særlig mandlig slags, som mediterer over katoliscismen og marxismens nye og modsatrettede krav.

I Medløberen (1970) spiller Jean-Louis Trintignant en ung velstående skabsbøsse, der forsøger at passe ind, at tilpasse sig, ved at slutte sig til fascisterne. Det er en film, hvis temaer om vold og loyalitet tydeligvis inspirerede Francis Ford Coppola, men som også emmede af et distinkt patricisk mismod, en fornemmelse for tragedie og smerte.

Værd at genopdage

Bertoluccis 1900, der udkom i 1976, var en stor europæisk hybrid, nærmest wagnersk i sin ambition, om to venner fra hver sin ende af det sociale spektrum, spillet af Robert De Niro og Gérard Depardieu. Filmen var uhæmmet lang og genstand for bitter strid mellem instruktøren og producerveteranen Alberto Grimaldi, som havde arbejdet med mange af de største filmskabere i Italien og gjort sit til at berømme og kultgøre den egocentriske instruktør.

Filmen havde ikke det fokus og den relevans, som publikum har værdsat ved Bertolucci, og er blevet lidt glemt – selv om det måske er på tide at genopdage den.

Luna (1979) markerede en tilbagevenden til grænseoverskridende temaer, selv om filmen anses for at være forældet. Hans senere nabokovske film Forførende skønhed (1996) har ligeledes fået en hård medfart, og kritikken går på dens fejring af en meget maskulin form for ekstase over en ung kvindes skønhed. Ikke desto mindre var Den sidste kejser (1987) et massivt og atypisk gennembrud for Bertolucci og gav mindelser om den David Lean-stil, som Richard Attenborough havde genoplivet i sin prisvindende Gandhi (1982).

Med ni Oscar-statuetter var Den sidste kejser den film, der for alvor sikrede Bertolucci prestige og gjorde ham kendt i Hollywood på måder, som få europæiske instruktører af hans støbning har formået (eller ønsker at opnå).

Det er en imponerende og tilfredsstillende film med en oprigtig pionerånd.

Blandt hans senere film var Under himlens dække (1990) en filmatisering af en bog af Paul Bowles, hvor John Malkovich og Debra Winger spiller et amerikansk par, der tager til Nordafrika i et forsøg på at genoplive deres ægteskab. Jeg oplever filmen som et bemærkelsesværdigt bidrag til refleksionen over menneskets natur. Den står tilbage som en af de mest vellykkede filmatiseringer i filmhistorien, på niveau med Graham Greene i François Truffauts La nuit américaine.

Disse nye tider

Min yndlingsfilm blandt Bertoluccis senere værker er hans sanselige The Dreamers (2003) med manuskript skrevet af den store britiske filmkritiker Gilbert Adair baseret på hans roman The Holy Innocents – en historie om 1968-begivenhederne og de nye strømninger i Frankrig. Bertoluccis sidste værk var den beåndede Io e te (’Dig og mig’, 2013).

Bertolucci var en storslået filmskaber, men utvivlsomt fra en generation, som #MeToo-bevægelsen kastede skygger over, og det er trist, men måske forudsigeligt, at han ikke var stor nok til at forholde sig til disse nye ideer. Måske mente han, at han var for gammel en hund til at lære nye tricks, for gammel til at lade sig skubbe rundt af nye protestbevægelser, som alligevel var dømt til at forsvinde igen, modsat Kunstens udødelige dyder.

Sidste tango i Paris er nu genstand for lige så megen kritik som hyldest. Den evner stadig at chokere, men også at hensætte publikum i en uhyggelig trance, ikke mindst i den fabelagtige sidste scene, der viser, hvad Brandos karakter ser som det sidste, inden han dør.

Bertoluccis beundrere vil også til stadighed genbesøge Den sidste kejsers gavmilde fornøjelser og de skarpt begavede film Medløberen og Prima della rivoluzione, som står tilbage som intense minder om instruktørens revolutionære ikke-konformisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- hans omdømme vil altid være skæmmet af en kontroversiel sag om manglende samtykke i forbindelse med sexscener i ’Sidste tango i Paris’" og "Han var endnu mindre en person, der følte det nødvendigt at forsøge at forsone de frigørende motiver i hans værker og den sexisme og arrogance, der prægede hans karriere".

Hvor meget plads bør den slags overvejelser have i en nekrolog over en stor filmskaber? Det må være relevant af nævne det i en sidebemærkning, hans holdninger og hans praksis som instruktør taget i betragtning.

At gøre så meget ud af det, som der gøres i denne artiklen, der på den baggrund i lige så høj grad kommer til at fremstå som en moralsk kritik af filmskaberen som person, som en vurdering af hans betydning som filmskaber, er at gå over stregen.

En vurdering af en filminstruktørs betydning som filmskaber må vel primært dreje sig om en vurdering af vedkommendes film ud fra filmiske kriterier og ikke dreje sig om en moralsk vurdering af instruktørens fremstilling af køn og seksualitet og vedkommendes behandling af de kvindelige rolleindehavere under optagelserne.

Ligesom en filmkunstens historie fremover ikke bør dreje sig om, hvilket syn instruktørerne i teori og praksis havde til spørgsmål, der drejer sig om f.eks. køn, seksualitet og etnicitet.

Her tænker jeg, med en vis selvkritik, tilbage på marxistiske tendenser midt i 1970erne, hvor kunstnere i vid udstrækning blev vurderet på, om de i deres kunstneriske virke gav udtryk for den rette revolutionære historie - og samfundsopfattelse.

Når Information vælger at bringe nekrologen, i stedet for at få produceret én, der mere balanceret, må det ses som avisens knæfald for populistiske tendenser i tiden.