Læsetid: 10 min.

Her er de nominerede til Montanas Litteraturpris 2018

Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2018. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris
Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2018. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris

Frederik Troels-Smith

23. november 2018

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. I år er de nominerede værker:

Theis Ørntoft: Solar

Solar er umiddelbart bygget op i en klassisk treaktsstruktur og handler, også meget klassisk, om en ung mands tanker om tilværelsen og hans efterfølgende nedtur, deroute. Først en vandretur ad Hærvejen, hvor fortælleren reflekterer igennem. Han revser velfærden og kulturen og annullerer velkendte forestillinger og dikotomier og spinder en lang, økokritisk ende over vores begrænsede perspektiv på verden:

Peter Nygaard

»Alt er vævet sammen og forbundet, alt har virkninger i et uoverskueligt, multidimensionalt væv. Mit liv har et intet sprog for det, der foregår. Mit liv indgår i denne uoverskuelighed. Det private er ikke politisk. Det private er planetarisk.«

Det er flotheder, studentikose brøl, men det er også årvågent og intellektuelt nysgerrigt – og sjovt og oppe at køre med gode iagttagelser og overrumplende vendinger.

Ørntoft følger skemaet, men smadrer strukturen, fordi han er ligeglad med sammenhæng i karakter og med konsistens i plot og fortælling, og det er noget af det fede og foruroligende ved Solar, at der hele tiden er den her uro med hårde skift og en rå poetisk energi.

Så er vi i København og driver rundt dér, går i byen med venner, hænger ud. Så er han i Fitness World for at gøre noget, få selvtillid, score. Så forelsker han sig i Nadja fra Albertslund, fra et andet miljø, og fortsætter sit fald ned gennem strukturerne.

Er det for sjov, er det ironisk? Vi er pludselig langt inde i skydespillet Grand Theft Auto, og så er det i hvert fald ikke klogt og belærende længere. Eller det kloge eroderer og aflejrer sig på nogle andre niveauer, som erindringsglimt, drømmereferater, anelser om dommedag.

Til sidst en kaotisk rejse ned igennem Europa med lange meditative stræk, hvor fortælleren for eksempel i ugevis holder øje med windsurferne, og så pludselig hård action sammen den småkriminelle Diago, der hader sin far. Derefter: hallucinationer, skovbrande og båndsløjfer i tid og rum. Solar er en vild roman, der begynder med en fodrejse, dumper ned i Albertslund og ender i apokalypsen.

Jonas Eika: Efter solen

Der er noget verdens undergang over Jonas Eikas noveller. For hvad kommer der efter solen er brændt ud og efter festen og rusen og efter troen på, at pengene var alt? De lange noveller foregår lidt forskudt, lidt uden for eller under de velkendte og etablerede samfundsformer. I en slags paralleluniverser eller fantasier, der har temmelig meget med virkeligheden at gøre.

Sigrid Nygaard
F.eks. handler Alvin i samlingens første novelle med derivater, dvs. med anslåede værdier af produkter ude i fremtiden, han arbejder altså i en virtuel og fiktiv økonomi, der er en del af vore dages virkelige finansverden.

Det er i sig selv syret, det næste syrede er så, at Alvin med det neutrale blik og »blanke øjne«, der »lignede møtrikker i den kolde luft« inviterer en fremmed med hjem, og at den fremmede takker ja.

Så kan de ligge der i Alvins seng og tjene penge sammen, mens der er topmøde i København og den bank, Alvins gæst egentlig var kommet for at arbejde for, er sunket i jorden. Det er typisk for Eikas personer, at der midt i en kold og pengestyret verden findes ømhed og omsorg, især blandt mænd.

Ømheden ligger lige op ad begæret, og det er en vidunderlig ting i sig selv at studere Eikas begærlige blik, der har en hel del med det tidligere børnehjemsbarn og hustler, forfatteren Jean Genets begærlige blik at gøre. I den længste novelle, »Bad Mexican Dog«, arbejder seks beach boys på stranden i Cancún i Mexico. Den sidst ankomne beach boy fortæller. Han begynder med at se på de andre boys i aktion.

Immanuel er den første, han ser bevæge sig rundt på stranden for at skaffe kunder.

Han »får sine hofter til at falde skråt ind foran sig, i lange bølger af knogle og gulbrun hud der trækker ham frem over sandet, det får det til at gå i slowmotion for mig: Hvert skridt viser sig i alle sine faser, fra hælens anslag til sålens ormebevægelse over trædepuderne ud på tæerne, og sandet laver englehop omkring hælen.«

Så ubesværet kan Eika lade et blik vandre, stille skarpt, skifte tempo og ikke mindst perspektiv. Efter solen foregår i London, i Nevadaørkenen, i København og altså ikke mindst blandt okkulte beach boys i Mexico. Verden er i opløsning samtidig med at nye fællesskaber opstår – gerne som ulige og skæve erotiske relationer.

Vita Andersen: Indigo

Indigo. Roman om en barndom begynder med en kasse med legetøj. En kvinde, Vita-fortælleren ikke kender, har henvendt sig til hende gennem hendes forlag. Kvinden har en kasse med legetøj, som har været Vitas. Forfatteren er på det tidspunkt småbørnsmor. Hendes børn er spændte på, hvad der kan være i kassen. Men kassen skal ikke åbnes, siger moren, måske til jul. Hun har aldrig åbnet den.

Peter Nygaard

I stedet for åbner Vita Andersen scene for scene ind til en ulykkelig barndom, et uhyggeligt rum.

Det er ikke en historie, men en tilstand af skam, frygt, utryghed, sult, overspisning, grimme kjoler af klude, smukke kjoler af crepe de chine, en mors lussinger, en far, der mangler, voksenkroppe og deres lugte og størrelser, en tissemand der hænger ud af bukserne hos naboen, uforståelige beskeder fra voksne, regler, der skal følges, et barns forsøg på at passe ind i det ene hjem efter det andet, Børneværnet og dets damer i brunt tøj, og en mor, der vækker sin datter om natten i den lille lejlighed i Borgergade, så hun kan komme med ned til Langelinie og drukne sig.

Kort sagt er det meget nemt at forstå, hvorfor forfatteren ikke vil åbne kassen, og dermed dele sin barndom med sine egne tre børn.

Den ulykkelige tilstand kan lyde sådan her:

»Når jeg skulle på børnehjem, blev jeg fulgt af min mor eller hentet, jeg husker ikke af hvem.«

Eller sådan her, når den voksne skriver i sin barndoms nu, hvor hun er sammen med veninden Hanne, der bor i den samme fattige opgang:

»Jeg vidste godt, hvad en abort var. Det var noget frækt. Engang var jeg på Langelinie sammen med Hanne. Hanne var nede i skibet. Jeg ventede på hende på kajen. Hun havde fået silkestrømper, de var til hendes mor. Cigaretter, de var til hendes far. Tyggegummi. Toblerone-chokoladen delte vi. Jeg får bare en abort, sagde hun.«

Stoffet er tungt, sproget er let, det tilhører barnet. Ord som prostitution, omsorgssvigt og social ulighed bliver aldrig nævnt. Temaerne kan læserne selv navngive. Det er det, der er kunsten. Der er gentagelser, der lyder som omkvæd, og uklare minder for virkeligheden kan ikke ordnes og rettes ud. Vita Andersen har skrevet fra den afmægtiges position siden 1977. Her fyrre år efter er hun mere cool end nogensinde.

Nanna Storr-Hansen: Mimosa

Nanna Storr-Hansen skriver råt og suverænt om den fysiske kærlighed i sin anden digtsamling Mimosa, som består af tre afsnit, »Øen slayer«, »BBY« og »Teen Age«. »Øen slayer« er korte, prægnante tekster, et skitseagtigt forløb bygget op omkring en stemning af sommer, et jeg, et vi og enkelte konkreter: et fyr, et bål, snegle, bær og nyslået græs.

Sigrid Nygaard

Digtene er en afsøgning eller afmærkning af kroppen, der både er afgrænset og forbundet med omgivelserne, naturen:

»Ligesom træerne/ vokser jeg/ opad/ er det særligt/ menneskeligt/ hvad er det med højden/ sorter dig frem/ gennem det afgrundsdybe/ når nogen endelig/ får dig til at stønne.«

I andet afsnit, »BBY«, er digtene mere fortællende, mere udfoldede. Et jeg er grådigt forelsket, både fysisk afhængig og eksalteret, og det åbner for et større register og for mere attitude. Det kan være hårdt og liderligt, og det kan være dovent og humørsygt. Men det kan også blive sårbart og tyst. Eller det kan være højstemt og lykkeligt:

»og/ jo mere han/ roste/ brysterne/ jo mere/ følte jeg/ de var ikke/ af denne verden.« 

Hele tiden dykker man ned i det fysiske, i kroppen, den bedrageriske og afhængige krop, der får menstruation, og som bliver gravid og svulmer op, og en del af tiden er de i sengen:

»meget sæd går til spilde/ jeg gider snart ikke skifte betrækket/ en lille ivrig sø snart der snart der/ mine bryster er modstandsdygtige/ i den forstand at de ikke vil optage/ sæden når/ den lander/ på dem som bløde kometer.«

I baggrunden lurer naturen, den derude. Naturen trækker i jeget som en anden forbundethed, en anden afhængighed. I »Teen Age« er vi ude af sengen og tilbage i solen og landskabet, og solen er måske en anden, en ældre forelskelse, »solen/ er det første/ allerede største/ blik.« 

Nanna Storr-Hansen er en ny, vild stemme i dansk lyrik. Hendes poesi er elektrisk og flabet, hun kan tillade sig meget og tillader sig meget, og med Mimosa folder hun for alvor sit talent ud.

Helle Helle: De

De er ligesom Helle Helles tidligere romaner en virkelighedsnær udforskning af den måde, hovedpersonen er forankret i sin omverden og i sine relationer på. Hovedpersonen er denne gang en ung pige fra firsernes Lolland, og det de, der er på færde i bogen, er først og fremmest hende og hendes mor, som lever alene sammen.

Sigrid Nygaard

Romanen skildrer tiden op til et skelsættende tab: Moren bliver dødeligt syg, samme år som datteren starter i gymnasiet, og hovedpersonen har nok at gøre med at holde den sørgelige kendsgerning på afstand og samtidig nærme sig gymnasiets nye fællesskab.

De eksistentielle brydninger, det medfører, kommer til udtryk i form af lavpraktiske gøremål og sociale ritualer. Det er lige så komisk, som det er hjerteskærende. De to kvaliteter står ikke i noget modsætningsforhold her.

Romanen er holdt i en konsekvent nutidsform, der opereres slet ikke med datid. Hovedpersonens krampagtige fastholdelse af en bestemt tid bliver på den måde tydelig, når der f.eks. står. »Det er sidste år.«

Helle Helle excellerer i at beskrive det helt nære, nærmest symbiotiske mor-datter-forhold gennem konkrete handlinger, præcise iagttagelser og en indforstået dialog, der aldrig er overforklarende, men altid til at forstå.

Det er ikke en relation, der baserer sig på højtidelige erklæringer, men på en fælles daglig opmærksomhed på omgivelserne. Der er ikke tale om såkaldt italesættelse af problemerne, i stedet snakkes der udenom, og Helle Helles udenomssnak har sjældent været så rammende og så rørende.

Afstanden mellem folk står lige så tydeligt frem som nærheden, her f.eks. i beskrivelsen af en af hovedpersonens flygtige, lavintense romancer:

»De sidder blandt andet uden tøj på ved spisebordet, han er oprigtigt imponeret over udsigten, og hvor stor græsplænen ovre foran kommunen er.«

De markerer et højdepunkt i Helle Helles forfatterskab, fordi hun i skildringen af en ung pige fra firsernes Lolland og hendes dødeligt syge mor både raffinerer og udfordrer sin egen metode.

Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine

På Holbæk Sygehus ligger en ældre mand med lungebetændelse. Samtidig rejser en ægyptisk solgud gennem underverdenen. Amduat. En iltmaskine er en sammenskrivning af de to historier – fortalt af en søn til sin døende far. Engang besøgte de Kongernes Dal, hvor Solens færd gennem mørket er beskrevet i Tuthmosis III’s grav.

Tor Birk Trads/collage: Sigrid Nygaard
Nu, mens faren mister bevidstheden, bygger sønnen et monument af digte og drømmelignende beretninger fra sygehuset med den egyptiske mytologi som overlægningspapir:

»Tavshed over to lande. Kaffe på kontoret. Solbåden med den døde gud alene på stuen.«

Ildfloder, sivskove, himmellys og blomsterdekorerede spyd dukker op mellem iltmasker, gebis, bleer og kørestole og væves kalejdoskopisk ind og ud af hinanden i en skiftevis højstemt, udsyret og nænsom poesi.

»Det er bedre at svaje her mellem
nøkkeroser, mærke sivenes
knurhår mod min kind, mens
floddampen udbløder den hinde
hjernen har brugt sit liv på
at fremgruble.«

Omvejene og gentagelserne i samtalen med den konfuse far gør hans replikker til sin egen stille sang, der efterhånden toner ud. Voetmann formår som altid at skrive det ulækre og ubehagelige frem med elegance og et diabolsk temperament, der styrer uden om det patetiske eller måske snarere sprænger sig en vej ud af det indefra.

»Kekui. Kekuit. Af himmelrøv født og i himmelrøv atter opslugt. Nattens dyr giver sig til kende kek kekkek natten hvælver sin spættede ryg, visne hudflager drysser«

Når døden i et moderne sundhedsvæsen virker blottet for storhed, må man bygge ritualet selv. Der ligger en trodsighed i dette: Sønnen, som holder deres fælles leg i live til det sidste, uden dog at miste realiteterne fra sygehuset af syne.

I Amduat har Voetmanns tørre humor fået en ny og inderlig klangbund. Det hele kommer os i møde ved en kluntet håndskrift, som dels mimer det rituelle, men måske også bliver et ekko af det barn, der træder frem i sorgen – et barn, hvis kærlighed står og lyser afmægtigt i krydsfeltet mellem de to universer, han selv bringer sammen.

Montanas Litteraturpris 2018

  • Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kroner.
  • Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
  • Indstillingskomiteen består af Christian Dorph og Ingrid Nymo Møller fra Testrup Højskole samt Lone Nikolajsen og Kamilla Löfström fra Information.
  • En dommerkomité bestående af kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og forfatteren Hanne Højgaard Viemose vil udpege vinderen af årets pris.
  • Vinderen offentliggøres fredag den 11. januar. Prisuddelingen finder sted på ugekurset Tag og Læs på Testrup Højskole, hvor de seks nominerede bøger vil blive præsenteret og diskuteret i ugens løb.
Tre romaner, to lyrikudgivelser og en novellesamling udgør årets nominerede værker til Montanas Litteraturpris. De er vidt forskellige og valgt fordi, de trækker deres respektive genrer i en ny retning
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu