Læsetid: 5 min.

Jeg kunne jo også bare smutte op i bjergene og tæmme en araberhingst

De store computerspilsproducenter forlader i stigende grad de lineære fortællinger og giver i stedet spilleren en stor åben verden uden egentlig fremadskridende narrativ. Men hvem orker egentlig at drive formålsløst rundt i en pixeleret sandkasse? Mig for eksempel
’Red Dead Redemption 2’ er også for seniorgamere som Anna von Sperling

’Red Dead Redemption 2’ er også for seniorgamere som Anna von Sperling

Rockstar Games

30. november 2018

Jeg var ukarakteristisk tavs over frokosten en mandag tidligere på måneden.

For mens mine kolleger lystigt fortalte om at sætte filt op i ny lejlighed og en tur til Jylland, brændte jeg inde med langt vildere historier fra min weekend. For problemet er, at det i voksenkredse ikke gælder at have gennemført togrøveri ved højlys dag, når det er på en PlayStation – uanset at det stadig er en bedre historie end filt.

Så jeg tav.

Men det nye spil Red Dead Redemption 2 sad så meget i kroppen på mig, at det næsten føltes, som om jeg tilbageholdt vigtige oplysninger.

Jeg havde spenderet mindst ti timer af min netop overståede børnefri weekend som gunslinger Arthur Morgan (født 1863) i selskab med mine lovløse kammerater i Van der Linde Gang. Og alene det har en effekt på hjernen. Jeg brugte for eksempel cirka 50 procent af skoletiden i gymnasiet på at spille Tetris og kunne derfor i slutningen af 3.g spille det ved blot at lukke øjnene og lade min af KGB vaskede hjerne smide figurer ned foran mit indre blik.

Fri

Men med Read Dead Redemption (RDR) er det mere end det.

Når jeg sad der og var ved at fortælle klimajournalist Jørgen Steen Nielsen, at jeg havde røvet et tog, er det, fordi at jeg faktisk følte, at jeg havde gjort det helt selv. Det var ikke noget, spillet bad mig om, og jeg fik ikke meget andet ud af det end en hårpomade, et bæltespænde og 12 dollar. Jeg kedede mig bare, og så kom der tilfældigvis et tog forbi.

For RDR giver – ulig noget andet, jeg har prøvet, men i lighed med størstedelen af de helt store produktioner, der i disse år lanceres af computerspilsgiganterne – spilleren så meget frihed og valgfrihed, at det føles lidt som … liv.

Du kan hoppe på et hvilket som helst tog, der tøffer igennem den enorme verden. Eller du kan lade være og i stedet gå på jagt efter en af de 200 forskellige dyrearter i skovene. Eller bare blive hjemme og skifte tøj i to timer og så feste, som var det 1889.

Fænomenet

Red Dead Redemption 2 er den længe ventede efterfølger til Rockstar Games’ megahit fra 2010. Og der hviskes på internettet om, at det tyder på at blive det bedst indtjenende kulturprodukt nogensinde.

Det blev i hvert fald det mest indtjenende produkt i underholdningsindustriens historie på sin opening weekend, hvor det gav et overskud på 725 millioner dollar, og solgte siden 17 millioner kopier på bare to uger. Herunder et til mig, der ikke har rørt et computerspil siden Tetrisdagene før præstationssamfundet. For Electronic Gaming Monthly skrev:

»Hvis du frivilligt undgår det, er du enten ikke en gamer eller i koma«.

Jeg er forholdsvis ved bevidsthed og overbevist om, at man kan blive til lige, hvad man vil, og downloadede de 100 GB (!). 

Og noget tyder på, at jeg er sprunget på vognen på et afgørende tidspunkt i denne relativt unge kunstforms udvikling: Den endelige sejr til ’Open World’-spillet. For hvor klassiske computerspil er bygget op i baner, som spilleren gennemfører efter en mere eller mindre fastlagt plan, før man så gør sig fortjent til at åbne et nyt kapitel (tænk i sin simpleste form Donky Kong), er det i spil som RDR designet til, at spilleren på egen hånd går på eventyr.

Sandkassen

De er også blevet kaldt ’sandbox games’, sandkassespil, og på mange måder er det en sigende betegnelse for, hvordan jeg har det, når jeg spiller.

For verdenen er, uanset hvor stor i computerspilsmålestok, stadig begrænset af kanter, og legen kan føles lidt formålsløs i sammenligning med det spil rundbold, der foregår på boldbanen ved siden af og mindre intellektuelt udfordrende eller følelsesmæssigt vedkommende, end den bog, som barnepigen læser på bænken.

For når jeg som spiller får frihed frem for regler, ved jeg aldrig, hvor langt jeg er, eller om jeg snart vinder. Og når jeg opfordres til frit at hoppe rundt på siderne, fralægger fortælleren sig jo også alle de greb, der driver en rigtig god fortælling frem.

Narrativet

De computerspilskyndige fremhæver, at RDR er noget af det mest optimale historiefortælling inden for sin genre. Der er da også et overordnet narrativ, og jeg skal vel før eller siden have ram på røvhullerne i den rivaliserende bande O'Driscoll Boys.

Skaberne vil også noget med deres univers. Det moderat interessante er nemlig, at man ikke bevæger sig rundt i en romantiseret udgave af Det Vilde Vesten, men derimod i et landskab anno cairka 1900, hvor civilisationen og industrialiseringen med alle deres dræbende regler og festdræbende etik er rykket ind og er i gang med at smadre, ikke blot det uberørte landskab, men også frirummet for friske fyre som mig.

Men jeg er ikke væltet bagover af historien. Trænger du til en god Western, så se i stedet Cohen-brødrenes nye The Ballad of Buster Scruggs på Netflix.

22 igen

Men det er ikke så vigtigt. Jeg vil også i denne weekend daske lidt rundt i min Arthur Morgan-inkarnation. Skyde med spredehagl og droppe en opgave, hvis jeg ikke løser den i tredje forsøg, og nyde den totale frihed, men også være lettere paralyseret af de mange valg og have en snigende følelse af meningsløshed og fornemmelse af, at den gode fest, med den tungeste violin og de mest sassyklædte cowboys, er et andet sted imens.

Hvad er det nu, det minder mig om … bum, bum. Jo! At være 22 år. I min 45årige trummerummede tilværelse – hvor jeg for eksempel denne morgen blev vækket kl. 6.45 af en påmindelse om, at jeg skal huske at give min søn gymnastiktøj med – er det en følelse, som jeg ikke finder mange andre rum til. Som ikke giver tømmermænd.

Og hvad hvis man nu er 22 år?

Ja, så kan man vel vælge at spille det på en anden måde. Man kan for eksempel vælge at følge spillet mere planmæssigt. Eller give helvede i det hele og smide en suffragette for krokodillerne eller meje en hel lokalafdeling af KKK ned. Alt efter politisk observans.

Og således slår Read Dead Redemption fast én gang for alle, at computerspil godt nok tjener mere end film, men overhovedet ikke er en konkurrent, og da slet ikke skal vurderes med de redskaber, der følger filmmediet.

Den virtuelle og den virkelige verden smelter sammen i Ida Rørholm Davidsens børnebog om teenagelivets udfordringer ved at blive en del af et fællesskab.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
Steen Voigt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu