Læsetid: 16 min.

»Jeg er Paprika! Jeg er Zlatan! Jeg er alle mulige ting!«

Paprika Steen er selvsikker, skarp og flamboyant. Og tvivlende, ydmyg og selvransagende. I anledning af premieren på hendes tredje film som instruktør, julekomedien ’Den tid på året’, hvori hun også spiller en af hovedrollerne, har Informations filmredaktør mødt den snart 54-årige skuespiller, der på trods af grænseløs irritation måske snarere opfatter sig selv som filminstruktør
Paprika Steen er aktuel med julekomedien ’Den tid på året’

Noget af det værste, Paprika Steen ved, er martyrer. »Hvis du vil se en bitchy Paprika, så er det der, hun kommer frem. Jeg er ligeglad med, hvor hårdt du har det. Vi kan konkurrere om, hvem der har det hårdest. Der er ikke noget, der hedder, hvor svært dit job er i forhold til mit job. Så kan jeg trække min barndom frem og alt det lort, jeg skal kæmpe med. Det er ikke interessant i en arbejdsproces.«

Anders Rye Skjoldjensen

2. november 2018

»Hvornår er du født?«

Paprika Steen sidder med sin mobiltelefon i hånden og ser spørgende på mig.

»Den 28. januar 1972,« svarer jeg.

Hun taster noget på telefonen.

»Hvornår på dagen?«

»Jeg er ikke sikker. Jeg kan prøve at skrive til min mor. Men om morgenen tror jeg. Lad os sige kl. 6.«

Hun taster igen og begynder så at læse op fra telefonens skærm – mit horoskop.

»Følsom, sart og ret så omskiftelig på din egen charmerende måde. Med Månen i Krebsens Tegn er dit indre styret af vand, og i astrologisk forstand betyder det, at du er følelser med følelser på ...«

Vi sidder på restauranten Promenaden på Frederiksberg Allé. Paprika Steen bor lige om hjørnet, og det er tydeligvis hendes stamsted. Alle tjenerne kender hende og ved, hvilken kaffe hun drikker. Det er oktober, men solrigt og lunt, så vi sidder udenfor med tæpper. Hun vil gerne kunne ryge.

Vi skal tale om hende og hendes nye film som instruktør, julekomedien Den tid på året, hvori hun også spiller en af hovedrollerne over for blandt andre Jacob Lohmann, Karen-Lise Mynster, Lars Brygmann, Sofie Gråbøl og Lars Knutzon.

Jeg siger med et smil, at jeg på ingen måder selv tror på horoskoper eller astrologi. Men alligevel er jeg ret overtroisk og spytter f.eks. over venstre skulder, hvis jeg ser en sort kat eller går under en stige.

»Jeg tror lige så lidt på det, som du gør, men alligevel gør jeg ikke. Jeg kan ofte gætte folks stjernetegn. Jeg kan også sagtens tage fejl. Det handler om, hvor min intuition ligger den dag. Hvor åben jeg er,« siger hun.

Jeg spørger, om astrologien og horoskoperne er en art system for hende. Noget, hun kan strukturere sin interaktion med verden omkring. Det siger hun ja til.

»Da jeg blev præsenteret for det i mine 20’ere, syntes jeg, at det var det mest latterlige i verden. Men det er jo ikke en spådom. Det er det, du ikke forstår. Astrologi er muligheder. Det handler om, hvordan man er i verden. Det er et redskab, jeg bruger. Men jeg bruger også diagnoser – psykiske diagnoser.«

Hun ler.

Skåner ingen

At tilbringe nogle timer i Paprika Steens verden er på ingen måder kedeligt. Tværtimod. Hun siger tingene, som de er, og som hun ser dem. Hun skåner ingen, slet ikke sig selv.

Som hun selv siger: »Jeg har ikke det der filter. Det er også mit problem. Jeg plejer at sige til de journalister, jeg ikke kender så godt, at jeg enten kan være kedelig og censurere mig selv, eller jeg kan sige, hvad jeg tænker, og så må de være ansvarsfulde og ikke putte alle bandeordene ind. Men jeg vil gerne have, at det er en samtale. Du giver noget, og jeg giver noget.«

Netop fordi Paprika Steen giver så meget af sig selv, er det også hårdt at give interviews, forklarer hun og understreger, at hun ikke brokker sig. Men i begyndelsen af sin karriere gjorde det hende ligefrem syg. Det gør det ikke længere. Men det er stadigvæk lige så stressende og slidsomt for hende som første gang, både fordi journalister har så mange forskellige dagsordener, og fordi hun indimellem synes, at hun bliver misforstået, og at nuancerne og humoren i det, hun siger, går tabt, når ordene bevæger sig fra tale til tryk.

»Jeg er et menneske, som hele tiden reflekterer over det, jeg bliver spurgt om. Når jeg har sagt noget, tænker jeg: ’Men der er jo også det modsatte.’ Det kan være svært at skrive, hvis man f.eks. bare skriver et klassisk spørgsmål-svar-interview‚« siger hun.

Det lader jeg så være med.

Anders Rye Skjoldjensen

Mange modsætninger

Paprika Steen er en af Danmarks største film- og teaterskikkelser og har været det gennem mere end 20 år. Måske både på grund af og på trods af de modsætninger, hun rummer: På den ene side selvsikker, afklaret, hurtig, skarp, flamboyant og en smule intimiderende – indtil man lærer hende at kende – på den anden side tvivlende, ydmyg, usikker og selvransagende.

Da jeg for nogle måneder siden stødte ind i hende ude hos Nordisk Film, der har produceret Den tid på året, var hun og hendes klipper, Jacob Thuesen, lige blevet færdige med at klippe filmen.

»Jeg har lavet et mesterværk,« sagde hun højt, da hun så mig.

Nu, hvor vi sidder over for hinanden, er hun stadigvæk stolt af filmen, men også nervøs for, hvordan den bliver taget imod af de danske kritikere og det danske publikum. Og så betyder det ikke så meget, at den med succes er blevet vist på efterårets store, betydningsfulde filmfestivaler i Toronto og London.

Den tid på året er en bidsk komedie om den højtid, hvor familien er i højsædet, nemlig julen, og om, hvor svært det kan være et planlægge og afholde den perfekte juleaften. Der er så mange forskellige og markante meninger og store forventninger på spil i de fleste familier, og gammelt nid og nag lurer lige under overfladen.

»Det er ikke Paprikas liv 1:1, der er en vis del abstraktion i det,« siger Paprika Steen, der ofte taler om sig selv i tredje person. Det vender vi tilbage til.

Filmen er ikke en personlig fortælling eller inspireret af hendes samliv med hendes producer og eksmand, Mikael Rieks. Den er en blanding af egne oplevelser og historier, som de har hørt fra andre, fortæller hun: »Ingen andre dage kan udløse så mange sælsomme minder og traumer, som julen kan.«

Forbudte motiver

Det er også et forsøg på at lave en film med udgangspunkt i situationer og personer, ikke plot. Og så handler den om middelklassen, som Paprika Steen kalder ’det forbudte motiv’.

»Min stedfar var kunstner og lavede en masse malerier – blandt andet af solnedgange og solopgange, og de stod bag alle de andre malerier,« siger hun.

»’Det er de forbudte motiver. Dem må man ikke male. Det er ikke hipt nok,’ sagde han. Jeg elskede de malerier. Han lavede også nogle med grønne træer og sagde, at ’det må man ikke male. Man må ikke male grønt’.«

På samme måde følte Paprika Steen ikke, at man måtte lave film om ’den kedelige’ middelklasse eller film, som ikke rummede et eller andet vigtigt tema. Hun havde en fornemmelse af, at der fandtes en æske med temaer, som man kunne trække fra, når man var instruktør.

»Rugemødre, abort, gravide i fængslet, miljø, indvandrere. Man trak et kort med et tema og lavede en film rundt om det. Jeg ville gerne begynde helt anderledes,« siger hun og fortæller, at hun er inspireret af instruktører som Robert Altman og Woody Allen, for hvem personer og dialog betyder alt, og som gerne lader personerne tale i munden på hinanden.

»Jeg er ligeglad med plot, jeg er ligeglad med tema. Jeg er kun interesseret i karakter, situation og manuskript. Og så er jeg i øvrigt interesseret i, at det ser pissegodt ud, hvis der er råd til det. Hvilket der ofte ikke er.«

Ikke hjertet med

Den tid på året er Paprika Steens tredje film som instruktør. Den første, sorgfortællingen Lad de små børn (2004), blev pænt modtaget af kritikere og publikum. Men film nummer to, det sorthumoristiske ægteskabsdrama Til døden os skiller (2007), fik tæsk. Det resulterede i en nedtur som instruktør, som det tog hende 11 år at komme sig over.

»Jeg overfortolker mig selv og spøger: ’Hvad vil folk have?’« siger hun

»Til døden os skiller var svær at lave. Jeg var alene i den proces, og det slog mig ud rent psykisk, og jeg tænkte: ’Det er for hårdt for så lidt. Det er bare en film. ’Jeg er blevet tilbudt at instruere alt muligt – jeg får flere tilbud som instruktør end som skuespiller, hvilket irriterer mig grænseløst. Men det skal være noget, jeg gerne selv vil lave. Jeg kan ikke lave en film, der ikke er min egen.«

Paprika Steen læner sig ind over bordet og taler højere. Bygningsarbejdere på den anden side af Frederiksberg Allé støjer så meget, at det er svært at høre hinanden.

»At bo her er ligesom at bo i New York,« siger hun.

»Vi vågner med skraldebilerne klokken seks, og folk, der står og råber på gaden. Vi har ikke nogen skyderier. Men vi har alt det andet. På gode dage er det okay, på dårlige dage bliver jeg sure fru Olsen og har lyst til at skrive til kommunen.«

Løgne og selvbedrag

Man skulle ikke tro, at det var muligt for Paprika Steen at tvivle – og da slet ikke på sig selv. Hun virker, som om hun har styr på sagerne. Det er kun på film, at hun spiller neurotiske, usikre kvinder, der ikke kan finde ud af, hvad de vil. Men efter oplevelsen med Til døden os skiller havde hun følelsen af, at alle film var lavet, at alle andre instruktører var dygtigere end hende, og at hun ikke havde noget at komme med. Heldigvis var hun omgivet af mennesker, som fortalte hende, at det var noget vrøvl.

Anders Rye Skjoldjensen
»Mikael (Rieks, hendes producer, red.) sagde til mig: ’Du spilder dit talent, Paprika. Du har så megen indsigt og dygtighed, og du bruger det ikke til noget. Hvad vil du gerne lave en film om?’ Jeg sagde: ’Det eneste, der interesserer mig: Familiestrukturer og den hvide, kedelige middelklasse, der fucker alting op, f.eks. juleaften.’ Og så sagde Mikael: ’Det vil alle se.’«

Paprika Steen afskyr de løgne og det selvbedrag, som de fleste mennesker lever med. Det kunne hun bruge i Den tid på året. Hun siger selv, at hun er ret brutal i sit menneskesyn, og at hun bliver provokeret af andre menneskers manglende generøsitet. Det kunne hun også bruge i filmen.

»Der er så lidt taknemmelighed over for det menneske, der sidder lige ved siden af dig. Det bliver taget for givet. Den måde, hvor vi alle sammen synes, at vi er de vigtigste i verden. Forstår du, hvad jeg mener?«

Jeg nikker.

En sen starter

Paprika Steen arbejdede sammen med to andre manuskriptforfattere, inden hun fandt sammen med dramatikeren Jakob Weis, der har skrevet Den tid på året. Weis stod bag teaterstykket Tove, om Tove Ditlevsen, hvori Paprika Steen spillede hovedrollen, og hun havde det godt med hans replikker. Det blev begyndelsen på et lykkeligt samarbejde, som de begge gerne vil fortsætte.

Da Paprika fortalte Mikael Rieks, at hun gerne ville arbejde sammen med Weis, sagde produceren, at han havde ventet på, at hun skulle foreslå det: »Han ved godt, at han ikke skal stoppe en forfatter ned i halsen på mig, fordi det er ikke sikkert, at det bliver godt. Jeg skal selv finde ud af det. Det tager den tid, det tager med mig,« siger hun og kalder sig selv en sen starter.

»Jeg er ikke særlig entreprenant, modsat min bror (musikeren, skuespilleren, instruktøren, manuskriptforfatteren Nikolaj Steen, red.) eller Susanne Bier, der bare er på og kan lave noget hvert år. Det er en vild energi og et vildt talent at have.«

Det tog Paprika mange år at komme ind på teaterskolen, og da alle de andre skuespillere i hendes generation tog til Hollywood, var hun heller ikke parat. Det var hun så bitter over i en periode, men det er hun ikke længere.

»Når jeg tænker tilbage, tænker jeg: ’Du var jo ikke parat. Du havde lige fået barn. Du ville måske bare være i Danmark, men fordi alle de andre gjorde drog af sted, syntes du, at du også skulle.’ Måske er jeg parat nu, eller når jeg bliver 60. Det kan være, at jeg bliver sådan en Judi Dench, der gør det sent i livet.«

Handler om faget

Judi Dench, der først brød internationalt igennem for 20 år siden, er i det hele taget et forbillede for Paprika Steen. Den nu 83-årige britiske film- og teaterdiva har sagt noget klogt, som Paprika er meget enig i, nemlig at det er instruktøren og de øvrige medvirkende, der er afgørende for, om hun siger ja til en film eller et teaterstykke.

»Judi Dench læser nærmest ikke manuskriptet, før hun ved, hvem der instruerer og ellers er med, og det er også cirka sådan, jeg har det. For nej, hvor er det ufedt, når man står sammen med nogen, som ikke har samme forhold til sit fag,« siger Paprika og understreger, at det i dag handler om faget for hende. Det var anderledes, da hun var yngre og mere styrende i forhold til sin egen karriere.

»Der var ting, jeg ikke ville lave, fordi de ikke var fine nok. Der var også mange ting, jeg gerne ville lave, men som jeg ikke fik lov til at lave. Jeg var sjov, og så ville jeg ikke være sjov længere. Og så gik jeg totalt efter Det Kongelige Teater. Nu bliver jeg glad, bare jeg får et tilbud. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg siger ja.«

Da Paprika Steen for godt ti år siden var aktuel i Martin Zandvliets Applaus, fortalte hun, at telefonen sjældent ringede, og at det var småt med filmroller. Sådan er det faktisk stadigvæk. Hendes seneste film før Den tid på året var Bille Augusts Stille hjerte, som blev optaget i 2013. Indimellem har hun lavet lidt tv, blandt andet i Sverige, hvor de, siger hun, synes, at det er spændende at arbejde med Paprika Steen, fordi hun engang var ’nogen’ – hendes eget udtryk.

Ikke diplomatisk nok

»’Det er ikke, fordi hun passer skidegodt til rollen, men det er dejligt, at hun vil være med, fordi så har vi hendes navn på.’ Jeg er blevet sådan et underligt kvalitetsstempel, hvilket jeg ikke helt selv forstår. Det er ikke, fordi jeg bliver tilbudt de mest oplagte roller. Det gør jeg faktisk aldrig.«

Man skulle tro, at denne mangel på filmtilbud ville gøre Paprika Steen bange og usikker. Men når hun taler om sin skuespilkarriere og de muligheder, hun får, lyder hun ganske afklaret og nøgtern. Hun forklarer, at hun har været igennem den fase, hvor hun spurgte sig selv, om det var hende, der var noget galt med. I dag kan hun selv se udefra, hvad hun er for en type.

»Jeg er sådan en underlig blanding af skuespiller og rockstjerne. Jeg er enten-eller. Jeg fylder meget, og selv om jeg er en dygtig skuespiller, så skinner Paprika Steen helt vildt meget igennem, når det er i Danmark,« siger hun.

Det er noget andet, når hun er i udlandet, hvor de respekterer det, hun kan.

»Herhjemme handler det meget om min person. Det kan være, fordi jeg har givet for mange interviews, hvor jeg har været for ærlig. Det kan være, at jeg ikke har været voldsomt taktisk og diplomatisk. Det kan skyldes alle mulige ting, men det er i hvert fald nok til, at min telefon ikke ringer. Men det er bare sådan, det er.«

Anders Rye Skjoldjensen

Skuespiller eller instruktør?

Måske er det en af grundene til, at Paprika Steen er begyndt at opfatte sig selv mere som instruktør end som skuespiller. Hun har kun instrueret tre film på 14 år, og hun føler stadig, at hun som billedmager går i første klasse. Men oplevelsen med at lave Den tid på året har været så god og rigtig for hende, at hun gerne vil fortsætte ad den vej. Det hjælper, at Mikael Rieks og Jakob Weis skubber på.

»Hvis jeg skal se på mig selv ovenfra, så vil jeg sige, at jeg nok er mere instruktør, end jeg er skuespiller. Jeg har lavet tre meget personlige og distinkte film. Min dygtighed ligger i min menneskekundskab. Jeg er lige så dygtig en instruktør, som jeg er skuespiller – jeg er muligvis en bedre skuespiller. Men mit gen for lederskab og instruktion lyser så meget ud af mig. Det er måske også grunden til, at jeg intimiderer så mange instruktører i Danmark.«

Alligevel definerer hun sig ikke som instruktør. Hun definerer sig som Paprika Steen.

»Det er lidt ligesom at sige: ’Du er single.’ Nej, jeg er ej. Jeg er Paprika! Jeg er Zlatan! Jeg elsker det udtryk: Jeg er Zlatan! Jeg er alle mulige ting,« siger hun.

»Jeg er skuespiller, jeg er instruktør, jeg er single – nej, nogle gange er jeg ikke. Jeg er også ældre – nej, for nogle gange er jeg yngre. Jeg er hele pakken. Hvis jeg skulle sammenligne mig med nogen, skulle det være med Lars von Trier. En stor personlighed, hvis personlighed nærmest er vigtigere end de film, han laver, fordi han laver installationskunst. Det var min klipper, Jacob Thuesen, der sagde det til mig. Det var ikke, fordi jeg blev smigret eller det modsatte, men jeg forstår det godt. Den der bestemte måde at være på, som alle kender. Det er lige før, at der er noget, der hedder Paprika-agtigt. Det kan man ikke selv se, Christian. Det er ikke noget, jeg har styret. Det er noget, der er sket gennem årene. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle bevise mig selv. Og jeg tror stadigvæk, at jeg skal bevise mig selv.«

Strittende energi

Paprika Steen synes selv, at hun er ret tidløs – uden alder. Det siger folk i hvert fald til hende. Og det kan de have ret i. Man kan godt se på hende, at hun er blevet ældre, men der er noget meget ungdommeligt over hende og det store, blonde hår og det brede, hvide smil. Hun har det samme boblende væsen og er lige så vittig og passioneret som altid.

»De tænker ikke, at ’der sidder én på 53.’ Jeg bliver snart 54 (3. november, red.). De tænker: ’Der sidder Paprika med sit hår og mærkelige strittende energi.’ Man er altid lidt nysgerrig efter, hvad der kommer ud af mig. Det kan jeg godt mærke.«

Blå bog: Paprika Steen

Paprika Steen er født den 3. november 1964 på Frederiksberg.

Hendes far er musikeren Niels Jørgen Steen, hendes mor skuespilleren Avi Sagild, der døde i 1994. Hun har to brødre, musiker, skuespiller og instruktør Nikolaj Steen og musiker og producer Kim Sagild. Blev efter flere forgæves forsøg optaget på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1988, var færdiguddannet i 1992, hvor hun også fik sine første teater- og filmroller.

Sammen med Martin Brygmann, Hella Joof og Peter Frödin dannede hun den musikalske, satiriske gruppe Lex og Klatten. Medvirkede i film af Thomas Vinterberg – ikke mindst Festen – Wikke & Rasmussen og Søren Kragh-Jacobsen, inden hun i 1999 fik sit folkelige gennembrud som Stella i Susanne Biers Den eneste ene. Rollen gav hende den første af fire Bodil-statuetter.

Siden har Paprika Steen medvirket i en lang række teaterstykker og film og tv-serier i både ind- og udland: Dancer in the Dark, Okay, Elsker dig for evigt, Adams æbler, Vikaren, Den du frygter, Applaus, SuperClásico, Den skaldede frisør, Stille hjerte. Hun har instrueret tre film: Lad de små børn, Til døden os skiller og Den tid på året.

Lars Brygmanns figur i Den tid på året, en forsmået, drikfældig forfatter, ægtemand og far, er umiddelbart ret irriterende, men man får faktisk ondt af ham og begynder at forstå, hvorfor han er, som han er. Der er også en grund til, at Paprika Steen er blevet, som hun er blevet: »Ansvarsbetændt og dominerende,« som hun udtrykker det.

»Jeg har nogle familiemedlemmer, der ikke rigtig var der, da de skulle tage sig af mig og lære mig at spise med kniv og gaffel. Det har jeg selv skullet lære mig. Jeg har selv skullet lære mig alting,« siger hun.

»Jeg har fået masser af åndelighed og kunst, men jeg har ikke fået den sædvanlige småborgerlige opdragelse, hvor man lærer at sidde pænt ved bordet og vente med at tale, til det bliver din tur. Det har jeg skullet lære mig selv. Og jeg ved ikke engang, om jeg har lært det endnu. Det er en grund til, at Paprika tumler og braser ind i folk.«

Bitchy Paprika

Og så er vi tilbage ved Paprika Steens vane med at tale om sig selv i tredje person. Det kan virke selvbevidst, men dækker også over en vis usikkerhed og et oprigtigt ønske om at kunne se og forstå sig selv og i en vis udstrækning justere eller undskylde for sin opførsel, hvis den sårer andre.

»Som yngre tit fik jeg at vide, at jeg var på en bestemt måde, som overraskede mig, og så er man jo nødt til at kigge på sig selv. Jeg bestiller ikke andet end at glo på mig selv, men jeg har også gloet så meget på mig selv, at jeg ved, at der er nogle toner og farver og akkorder, jeg ikke kan lave om. Jeg er, som jeg er. Men det kommer fra et godt hjerte,« siger hun.

Hun har lært at acceptere sig selv, og hun formår at grine ad det, når hun får at vide, at hun er ulidelig eller for meget.

»Lars Brygmann har sagt om mig: ’Du kan være virkelig irriterende, men jeg kender ingen som dig, der holder op med det samme og siger undskyld, hvis man siger det til dig.’ Jeg har ikke lært det, men jeg skal bare have det at vide, og så stopper det,« siger hun og fortæller, at noget af det værste, hun ved, er martyrer.

»Hvis du vil se en bitchy Paprika, så er det der, hun kommer frem. Jeg er ligeglad med, hvor hårdt du har det. Vi kan konkurrere om, hvem der har det hårdest. Der er ikke noget, der hedder, hvor svært dit job er i forhold til mit job. Så kan jeg trække min barndom frem og alt det lort, jeg skal kæmpe med. Det er ikke interessant i en arbejdsproces. Martyrer er ikke min stærke side. Så kan man sige, at ingen kan holde martyrer ud? Nej, men der er mange, der bliver det alligevel.«

’Den tid på året’ har premiere den 8. november og anmeldes her i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
Steen Voigt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu