Læsetid: 7 min.

Retten har talt – Suste Bonnéns kærlighedsfilm var mere hævnporno end kunst

Tirsdag blev fotografen Suste Bonnén idømt 20 dages betinget fængsel i en sag, hvor brudfladerne mellem hævnporno og kunst er blevet gransket. Et kortvarigt, tumultarisk ægteskab efterlod en kunstfilm om et forlist forhold, en mand, der følte sig krænket, og en kvinde, der oplevede sin kunstneriske frihed angrebet
Tirsdag blev fotografen Suste Bonnén idømt 20 dages betinget fængsel i en sag, hvor brudfladerne mellem hævnporno og kunst er blevet gransket. Et kortvarigt, tumultarisk ægteskab efterlod en kunstfilm om et forlist forhold, en mand, der følte sig krænket, og en kvinde, der oplevede sin kunstneriske frihed angrebet

Mia Mottelson

21. november 2018

»I mørket står der en mand, der er ulykkelig.«

Sådan fortæller kunstfotograf Suste Bonnén i et retslokale i Retten på Frederiksberg om den nat i slutningen af august 2016, hvor de første optagelser til hendes film blev skudt.

Manden i mørket var hendes eksmand. Parret var efter syv ugers ægteskab blevet skilt godt to uger forinden. Og nu havde eksmanden ifølge Bonnén låst sig ind i den lejlighed, som han ganske vist ejede, men som hun efter aftale havde fået lov til at låne, indtil hun fandt noget andet.

»Han ville have, at jeg ham og fotograferede ham nøgen,« siger Suste Bonnén.

Afhøringen af eksmanden foregår bag lukkede døre, men man kan udlede af Bonnéns svar, at han bestrider at have brudt uanmeldt ind.

Han har rejst sag mod Suste Bonnén for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d, der handler om uberettiget videregivelse af »meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden«, samt straffelovens § 232, som handler om blufærdighedskrænkelse.

Som anklageren formulerer det, er det altså en sag om »hævnporno«.

Bonnéns videredistribution af filmen, der angiveligt startede som et fælles forsøg på at forstå, hvorfor ægteskabet var smuldret og endt i skilsmisse, vender vi tilbage til. Men først skal vi tilbage til sensommernatten, hvor det hele startede.

Den 70-årige fotograf fortæller domsmandsretten, at hun aldrig have hørt eksmanden udtrykke ønsker om at blive fotograferet nøgen før, og at hun blev meget overrasket, men efterkom hans begær for at »please ham« også i taknemmelighed over at have fået lov til at bo i lejligheden.

Hun syntes efter eget udsagn, at situationen var ubehagelig, men ville samtidig gerne forstå eksmandens forbavsende opførsel. Også selvom han gjorde ting, som hun angiveligt oplevede som grænseoverskridende.

»Han kunne meget godt lide at blive fotograferet uden tøj på. Og han var meget stolt. Jeg har aldrig oplevet nogen vende sig om og onanere mod mig, og jeg blev da chokeret,« siger Suste Bonnén.

Det kan udledes af afhøringen, at eksmandens oplevelse tilsyneladende var, at Bonnén i en eller anden udstrækning opfordrede ham til lade sig filme. Og at han desuden i visse tilfælde angiveligt ikke vidste, at han blev filmet.

Det bestrider Suste Bonnén, men sikkert er det i hvert fald, at det skilte par i løbet af de næste to måneders tid efter hændelsen mødtes en lille håndfuld gange og optog nøgensekvenser af eksmanden, som de ifølge Bonnén oprindeligt var enige om skulle bruges til en kunstfilm om deres forliste ægteskab.

»Hvorfor skulle der være nøgenhed?« spørger anklageren.

»Det er der som regel i et ægteskab,« svarer Suste Bonnén, der sidder i en ulden rullekravesweater med frynser hængende fra ærmerne.

Lokalet i byretten på Frederiksberg er hvidt, køligt oplyst, og der er vandkander i tåget plast med lyseblå drejelåg som dem, man kender fra et fritidshjem. Der er blomstrede papkrus på bordene.

Foruden Bonnén og kvinden fra anklagemyndigheden består persongalleriet af en firskåren forsvarsadvokat med rare øjne og vinrødt slips; dommeren flankeret af to domsmænd og to bænke med tilhørende (og en enkelt, der har fået lov at sidde på sin rollator) – hovedsageligt velklædte, ældre mennesker, øjensynligt fra Bonnéns omgangskreds.

»Det er faktisk en smuk film – den er meget stærk,« hvisker en af de tilhørende.

En julehilsen

Eksparrets fælles kunstneriske filmprojekt om at forstå det kortlivede ægteskabs opløsning med arbejdstitlen Brylluppet i Gudhjem endte med at blive Bonnéns soloværk.

I de godt to måneder optagelserne stod på, sendte eksmanden løbende korte videoklip optaget på sin telefon – i alt omkring ti sekvenser – hvori han ifølge Bonnén »onanerede og stønnede mit navn«.

Hun meldte ham til Bornholms Politi for krænkende adfærd, men trak senere politianmeldelsen tilbage og endte med at bruge ét af klippene i sin egen film. Et klip, hvor han kører bil med erigeret lem. Bonnén kunne angiveligt »ikke holde optagelsesbesøgene ud mere«, og samtidig begyndte eksmanden at blive i tvivl om, hvorvidt han ønskede filmen offentliggjort.

Men Bonnén var ikke i tvivl. Heller ikke selvom samarbejdet om filmen var stoppet.

»Han fortrød. Og han fortrød, at han havde fortrudt. Så jeg besluttede at lave den alene, så det bliver mit værk, min bearbejdning af den frygtelige mareridtsoplevelse,« siger Suste Bonnén.

Hun brugte november 2016 på at færdigklippe et udkast til »kærlighedsfilmen«, hvoraf nøgensekvenserne af eksmanden fyldte en mindre del af de i alt 12 minutter, og den 18. december 2016 sendte Suste Bonnén så en e-mail ud til 13 personer fra eksmandens familie og deres fælles vennekreds, hvori hun takkede dem for at være kommet til brylluppet et halvt år tidligere og vedlagde et privat link til en YouTube-link af en ufærdig version af filmen, som altså angiveligt var hendes kunstneriske udforskning af det tumultariske parforhold – et forsøg på at forstå.

»Glædelig jul og godt nytår,« sluttede e-mailen.

Blandt modtagerne var eksmandens voksne søn, der klikkede på YouTube-linket netop som han stod i entreen på vej ud for at købe juletræ med sin datter, som hans far (eksmanden) var ved at give flyverdragt på. Han spoler ind midt i videoen, men stopper efter blot at have set to-tre sekunder, da han hører »lyde af seksuel karakter«.

»Det sidste i verden, jeg har lyst til, er at se min far have sex. Det var sindssygt ubehageligt, enormt blufærdighedskrænkende,« siger eksmandens søn.

Han fortæller, hvordan har haft svært ved af få klippet ud af hovedet, og at det ikke mindst påvirkede ham, fordi hans mor gik bort kort inden Bonnén og hans far fandt sammen. Samtidig føler han sig utryg over, at Bonnén ligger inde med billeder af hans datter, fordi hun var med til hendes børnefødselsdag.

»Jeg ved ikke, hvad hun kunne finde på at bruge dem til. Det er meget grænseoverskridende,« siger eksmanden søn.

Suste Bonnén løfter øjenbrynene i vantro.

Kunst eller hævnporno?

Ifølge straffelovens § 264 d stk. 2 kan det være en skærpende omstændighed, hvis videregivelsen af privat materiale bredes ud til større kreds af personer.

Og det er et forhold, som anklagemyndigheden mener gør sig gældende i Bonnén-sagen, ikke kun fordi videoen er delt med 13 personer, men fordi linket – på trods af at være »privat« – kan åbnes af enhver, der har adgang til det, hvilket betyder, at videoen med det, som anklageskriftet beskriver som »pornografisk indhold«, potentielt kan være nået ud til en langt større skare. Og det er formentligt sket.

En af eksmandens tidligere kolleger fortalte således retten, hvordan han en vinterdag fik en henvendelse fra en elev på hans arbejdsplads (og eksmandens tidligere arbejdsplads), der viste ham en video på internettet, hvori han genkendte eksmanden »med sin penis i hånden.«

»Det føltes ikke særlig godt. Min blufærdighed blev krænket,« siger eksmandens kollega.

Suste Bonnéns forsvarsadvokat argumenterer for, at det ikke kan være Bonnéns ansvar, at videoen er blevet sendt videre rundt til flere personer end modtagerne af den oprindelige e-mail. Omvendt er det anklagemyndighedens opfattelse, at »man må bære en stor del af ansvaret, når man lægger noget ud på internettet«.

Retssagen handler egentlig om, hvorvidt Bonnéns værk er kunst eller hævnporno, om, hvorvidt eksmanden har givet samtykke til filmoptagelserne og offentliggørelsen, og om, hvorvidt videoen i retlig forstand kan have krænket eksmandens og de øvrige mailmodtageres blufærdighed.

I alle tre spørgsmål er forsvar og anklager uenige.

»Der er stor forskel på samtykke til optagelse og samtykke til deling. Der er ikke givet samtykke til deling. Og man kan ikke gemme sig bag et påskud om, at det er kunst – det er det ikke. Videoen har ikke noget formål. Det er altså hævn,« siger anklageren i sin afsluttende procedure.

Forsvarsadvokaten argumenterer modsat og refererer til et klip i den omtalte film, hvori eksmanden angiveligt bekræfter til kameraet, at han godt er klar over, at optagelserne vil blive brugt.

»Det er en kunstnerisk bearbejdet kærlighedsfilm. [Eksmanden] kan på ingen måde være krænket. Han medvirker fuldstændig frivilligt – det er ikke skjulte optagelser. Og hvordan kan han føle sig krænket, når han samtidig sender onanifilm til Suste Bonnén? Det forhold, at han senere har fortrudt det, kan Suste Bonnén ikke straffes for,« lyder forsvaret.

I retten får den anklagede det sidste ord:

»Når jeg hører dig sige, at det ikke er kunst … Det er det. I sidste ende er jeg kunstner,« siger Suste Bonnén henvendt til anklageren.

»Jeg har opfyldt alle hans ønsker, og så har han fortrudt.«

Anklagemyndigheden bad om tre måneders ubetinget fængsel til Suste Bonnén, og eksmanden havde gennem sin bistandsadvokat nedlagt påstand om en torterstatning på 50.000 kr.

Tirsdag blev Suste Bonnén fundet skyldig i overtrædelse af straffeloven og idømt 20 dages betinget fængsel samt torterstatning på 10.000 kroner til eksmanden. 

Pulterkammerets Aktivister er en facebookgruppe, som bekæmper hævnporno på sociale medier ved at kontakte forældre til unge, der deler, efterspørger og bytter nøgenbilleder
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi kan vel være enige om at man ikke skal kunne slippe afsted med påstand om at det er kunst? - og hvad er det i øvrigt? Kunst eller ej så er det stadig blufærdighedskrænkende

Jørgen Clausen

Jeg viste det. Nu har vi det endelig på sort og hvidt. Kvinder ér langt være end mænd. Ikke om jeg skal have min pølse offentligt udstillet. Fandeme nej. Og sgu da slet ikke af eks konen.

Vi mænd må stå sammen mod denne flodbølge af feminin seksisme, som skylde ind over planeten disse år.

Bjarne Frederiksen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar