Læsetid: 12 min.

»Jeg ser det som en forbandelse i vores tid, at vi har glemt, hvorfor ideer er vigtige«

Den amerikanske stjernehistoriker og fascismeforsker Timothy Snyder har skrevet berømmede værker om Holocaust og Anden Verdenskrig, men har nu rettet sit fulde fokus mod vores egen epoke og det trængte liberale demokrati. Han pointerer, hvor farligt det er, når vi ikke kan få øje på alternativer til dominerende tankesæt og derfor opfatter enhver given retning som ufravigelig
Timothy Snyder.

Timothy Snyder.

Christine Olsson

2. november 2018

WIEN – Et dusin brevbomber til Trumps værste modstandere, et blodigt skudangreb på en synagoge i Pittsburgh, og et Brasilien, der med folkeviljens velsignelse falder til en højreekstremistisk tilbeder af militærdiktaturer – knap en dag går uden dramatiske foruroligende meldinger: Verdens liberale retsstater knager i fugerne, mindretal dæmoniseres systematisk, løgne og manipulationer vokser vildt på de sociale medier, der fortrænger gamle platforme for oplyst debat og demokratisk viljesdannelse. Og overalt er de autoritære populister er på fremmarch.

Vi lever i en tid fuld af faresignaler. Betegnende for den udvikling, at historikere med ekspertise i det 20. århundredes grummeste kapitler i stigende grad engagerer sig i at diagnosticere vores egen samtid.

En af de mest bemærkelsesværdige af disse er Timothy Snyder, som Information møder på hans universitetskontor i et gyldent solbeskinnet Wien. Vi skal tale om hans nye bog, der netop er udkommet på dansk under den dystre titel, Vejen til ufrihed. Snyders originale analyser af paralleller mellem de to folkemorderiske ideologier nazisme og stalinisme, i værker som Blodlande og Sort Jord har givet ham et stort internationalt læsepublikum. Men den ranke, gråsprængte Snyder, der behersker og forsker i kilder på hele ni forskellige sprog, retter i dag sit fulde engagement mod at begribe nutidens tendenser.

Sidste år udsendte han pamfletten Om tyranni, som han skrev umiddelbart efter det amerikanske præsidentvalg – den handler om tyve ting, vi kan lære af det 20. århundredes kampe mod sine tyranner. Vejen til ufrihed ligger i forlængelse af samme ansats. Men denne gang drejer det sig ikke bare om at forstå populismens giftige aspekter, men også om at erkende, hvilke kræfter der står klart til at levere giften.

– Hvad er dit centrale ærinde i ’Vejen mod ufrihed’? Hvordan er vi på vej mod ufrihed?

»Mit projekt i bogen er sådan set ret gammeldags. Jeg prøver at beskrive, hvorfor ideer har betydning, hvorfor de kan gøre en forskel. Jeg ser det som en forbandelse i vores tid, at vi har glemt, hvorfor ideer er vigtige. Vi vil ikke vide af dem, og derfor kan vi heller erkende, hvordan de virker på os. Det er den holdning – det fænomen, jeg i min bog kalder for ’det uundgåeliges politik’. Altså det forhold, at vi ikke kan få øje på alternativer til de dominerende tankesæt, gør, at vi opfatter den givne retning som ufravigelig.«

Vedtagne sandheder

Snyder præciserer, at uundgåelighedstænkning typisk giver sig udslag i sådanne vedtagne sandheder som, at kapitalisme og frie markeder uvægerligt fører til mere demokrati, at ny teknologi altid er menneskeligt fristættende, og at politik bare er del af økonomisk administration.

»Den slags antagelser er dybt problematiske. For det første, fordi de ikke holder stik. For det andet, fordi de får os til at resignere. Vi bliver dovne og moralsk selvtilfredse. I det øjeblik vi tror, det virkelige automatisk også er det gode, og at der bare kommer mere af det gode i kraft af en proces, der forløber uafhængigt af os selv, har vi afskaffet os selv som demokratisk deltagende medborgere i en fælles offentlig sfære. Så har vi erstattet politik og historie med abstrakte selvkørende eller teknokratiske processer uden menneskelige aktører.«

Det uundgåeliges politik er så farlig, fordi den afpolitiserer virkeligheden, pointerer Snyder. Men den afpolitiserer også historien.

»Vi troede, historien var forbi, selv om historien aldrig kan stoppe. Hvad der skete, var, at vi prøvede at slå den ihjel, og det drabsforsøg har svækket vores historiske følsomhed, så vi har svært ved at forbinde nutid med fortid. Dermed er vi blevet sårbare og lette at ryste. Under uundgåeligheds-politikken skulle alt ske efter velkendte mønstre. Men når der så kommer en finanskrise eller en flygtningekrise, eller vi pludselig indser, at vi aldrig får råd til at komme ind på boligmarkedet, bliver vi chokerede og føler os skrøbelige, udsatte, frustrerede.«

Uundgåelighedsparadigmets tid er ved at ebbe ud, hævder Snyder. Vi er på vej ind i et nyt og endnu værre paradigme: Det, han kalder evighedspolitikken.

Offerfortælling

»Vores frustration gør os mere lydhøre over for den idé, at intet er vores egen fejl, vores eget ansvar, og alt det negative sker, fordi der kommer nogle andre – fjerne eliter, fremmede fra andre kulturer – og stjæler alt det, som skulle være vores. Historiens og politikkens paradigme overgår herefter fra at handle om automatiske fremskridt til at handle om en ulykkelig skæbne, man identificerer sig med, om en offerfortælling, som man kun kan reproducere.«

– Jeg har bemærket, at du i denne sammenhæng ikke bruger termen ’identitetspolitik’ – men det er vel præcis de samme mekanismer, du analyserer under dit begreb om ’evighedens politik’?

»Jeg hader det ord,« udbryder Snyder. ’Identitet’ er et umuligt begreb at arbejde med. Vi kan end ikke definere os selv. Hvordan skulle vi så kunne definere gruppeidentiteter? Identiteten er en gåde, identiteter vil altid være vage, altid skjule mere, end de afslører. Du kan godt sige, at ’identitetspolitik’ falder ind under det, som jeg kalder evighedspolitik, men kun i den forstand, at det fortæller os, hvad vi ikke er. Evighedspolitikken siger: ’Vi’ har altid været her. ’Vi’ har altid været gode, altid været uskyldige. Og ’de’ bliver ved med at komme efter os. Og ikke af andre grunde end, at de vil krænke vores grænser og livsform. For at skade os.«

Evighedspolitikkens eksponenter er vor tids demagogiske populister og deres fake news-manipulerende trollehære, siger Snyder, og eksemplificerer:

»Når Donald Trump taler om mexicanske voldtægtsforbrydere, og når russiske trolls iscenesætter en fake news-event om muslimsk massevoldtægt på en tysk pige, er det altid den samme idé, om at ’de andre’ kommer efter os, vi, de uskyldige og gode ofre. Tricket er at sige: Vi ved, vi er os, fordi de er dem. Men dermed undviger vi netop spørgsmålet om identitet. Vi slipper for at sige, hvem vi selv er, og hvad vi ønsker. Det gør det muligt for os at undgå at være individ og demokratisk samfundsborger. Evighedspolitikken lærer os alle, at vi skal frygte de samme ting. Jeg har udviklet en ny minimaldefinition på frihed, som jeg er ret glad for: Frihed er at være fri til at frygte noget andet end det, din sidemand frygter. Men i stigende grad ligger vi under for præcis de samme frygtforestillinger. Det er et tegn på, at vi er på vej i forkert retning.«

Kleptokratiets position

– Evighedspolitikkens pioner og læremester, det fremgår af din bog, er selvfølgelig Vladimir Putin – han har erklæret en ny slags krig mod Vesten, skriver du, og uden at vi vesterlændinge er os specielt akut bevidste om at være udpeget som fjender? Hvad er hans mål?

»Det undrer mig gang på gang, at europæere og amerikanere er så respektløse over for Rusland i politiske diskussioner. Vi tager ikke Rusland alvorligt. Enten ignorerer vi Putin og hans kreds og behandler dem, som om de bag deres aggressive opførsel reelt var pragmatikere, vi kunne nå pragmatisk. Eller også vi ser bare konfuse til over for handlinger, vi oplever som uventede eller uforklarlige. Jeg forsøger i min bog at forklare den russiske magtelites position fra et insider-perspektiv.«

– Det må du forklare nærmere ...

»Set indefra er deres position som følger: ’I Kreml sidder vi på toppen af et kleptokratisk regime, og næsten alle vores indtægter får vi fra fossile brændsler og oligarkiske monopolforetagender. Hvordan kan vi retfærdiggøre vores position? Ved at aflyse fremtiden’. Man er nødt til at finde en måde at regere på, der udelukker fremtiden, og som udelukker et magtskifte. Derfor er det russiske regime pionerer inden for evighedspolitik. De er nået længst, gør det bedst og trækker nu os andre med sig. Og hvorfor er der ikke en fremtid i russisk politik? Jo, hvis man kun kan tjene penge på olie og naturgas, taler man ikke om fremtiden. For fremtiden er global opvarmning, der igen skyldes brug af fossile brændstoffer.«

At aflyse fremtiden er ifølge Snyder oligarkernes mesterstrategi for at beskytte deres egen velstand, privilegier og magtpositioner. Et afgørende moment i metoden består i at ophæve skellet mellem sandhed og løgn.

»Er man russisk eller amerikansk oligark, vil man for enhver pris ikke tale om fremtiden. Oligarki betyder, at velstand er koncentreret i hænderne på de få. Det betyder permanent og forværret ulighed. Det betyder ingen sociale fremskridt for almindelige mennesker. Men hvis befolkningen ikke har nogen bedre fremtid at se hen imod, må dens opmærksomhed fanges på anden vis. I Rusland har man aldrig fundet ud af at håndtere magtskifter fredeligt og velordnet. Ingen aner, hvad der sker efter Putin – det må og kan ikke diskuteres. Derfor må de holde alle fokuseret på nutiden, der på en eller anden måde må gøres til en evighed. De siger: ’Hør her, vi ved godt, at I nærer mistillid til os. Lad os bare indrømme det: Vi er en gruppe oligarker, der er kommet uærligt til vores velstand, og vi lyver hele tiden’. Men, se på resten af verden – den er ikke spor bedre!’ De regerer nok fra en mistillidens position, men siger: ’Stol ikke på os, men stol endnu mindre på alle andre, for i det mindste er vores løgne vores egne, mens deres løgne er deres!’«

– Vores løgne er mere ærlige?

»Ja, for vi har modet til at indrømme, at vi lyver! Vi er autentiske, fordi vi siger den store sandhed: at alting er løgn. Det er deres position: Men ikke blot regerer de på den måde. De bedriver også udenrigspolitik på den måde ved at forsøge at bilde også vestlige offentligheder ind, at demokratiet og dets institutioner er ren facade og en stor vits ...«

Postmodernisme

– Det er jo postmodernisme på steroider?

»Det er postmodernisme på tonsvis af olie- og naturgaspenge, er det. Deres sandhedsforagt er helt i tråd med den postmodernisme, en del teoretikere på venstrefløjen måske skylder at påtage sig et ansvar for. Der er endda en direkte forbindelse. Folk som Vladislav Surkov og andre vigtige Kreml-ideologer er interessant nok særdeles velbevandrede i postmoderne litteraturkritik.«

Vejen til ufrihed er kronologisk inddelt i kapitler, der bærer årstal. Kapitlet 2014 handler således om Ruslands krig imod et Ukraine, der vovede at se en bedre fremtid for sig som forankret i et EU defineret ved retsstatsværdier. For Snyder er det evident, at Rusland fører en systematisk og målrettet krig for at nedbryde EU som det farligste modbillede til sit eget oligark-kleptokrati. For lande som Ukraine, men også Makedonien, Montenegro, Albanien osv. er EU ikke det fjerne teknokratiske uhyre med demokratisk underskud, der fører ’uundgåelighedspolitik’. Det er en drøm om retsstatslig orden og en bredere fordelt velstand.

»Ruslands mål er at forme Europa ’som Rusland’. Kan Rusland ikke blive et bedre sted, så skal EU gøres til et værre sted. EU er en ekstraordinær konstruktion, det har taget enorm lang tid at skabe, men som kan ødelægges ret hurtigt gennem vedvarende sabotage og løgnepropaganda. At hjælpe Brexit-fløjen til sejr var et højt prioriteret mål for russisk udenrigspolitik. Rusland bidrog med penge og internethjælp. Både Front National og Alternative für Deutschland har adgang til russiske pengekasser. Det er forfærdende, og det er slående, så mange ting, der i de seneste år er gået Ruslands vej: Brexit, Trumps sejr, Legas sejr i Italien osv. Hvem ville for bare et år siden have troet, et parti som AfD kunne få støtte fra tyve procent af Tysklands befolkning?«

– Det forekommer mig, at der er to konkurrerende Putin-billeder: Vi har på den ene side den kyniske og mafiøse kleptokrat, KGB-manden, der excellerer i magtspil og vil magten for magtens egen skyld, men også en sandhedsforagtende nihilist – en mand uden stærke moralske værdier. Men på den anden side, og det gør du meget ud af i bogen, er Putin også ideologi og førerfigur for en ny reaktionær, internationale. Han er de national- og socialkonservatives helt – en mand, der fører korstog mod homoseksualitet og graver gamle fascistiske russiske filosoffer som Ivan Iljin frem af glemslen? Kan begge disse Putin-figurer være sande?

»Jeg ikke sikker på, at der er den klare forskel imellem dem, du stiller op. En mafiaboss kan være en tænker, og en tænker være en mafiaboss. Der er ingen grund til at antage, at mennesker, der er i stand til at akkumulere og koncentrere enorm magt og velstand – Putins formue løber op i snesevis af milliarder dollar – bare vil nøjes med det at være ekstremt rige og magtfulde. De magtfulde er også nødt til at fortælle historier om sig selv for at retfærdiggøre deres status, for deres egen selvforherligelses skyld. Det er det, jeg mener med, at vor tids oligark-vælde har skabt de objektive betingelser for evighedspolitik. Og det her, at det gamle russiske fascistiske tankegods viser sig så genbrugsegnet.«

– Kan du konkretisere den ideologiske genbrug?

»Ja, f.eks. hele forestillingen om, at Rusland udgør en skæbnebestemt eurasisk civilisation og et tredje Rom for kristenheden snarere end at være et land eller en stat. Hvis man er stat, skal der være love og aftaler og institutioner, hvilket gør tilværelsen forudsigelig og ansvarsfordelingen præcis, men hvis man er en hel civilisation betyder det vedvarende og ubevægelige dybe kulturelle sandheder: at Rusland og Ukraine er det samme, så hvis vi invaderer er det ikke rigtig krig, men selvforsvar, og faktisk er vi selv ofre her for ondsindede konspirationer om at ødelægge Moder Rusland. Jeg er overbevist om, at Putin selv med tiden er kommet til at tro på sine egne historier, om at han er en moderne inkarnation af Ruslands oprindelige landsfader fra 1000-tallet, Vladimir den Store, at han er Ruslands frelser. Det er ikke kun en herskerteknik.«

Sandhedsarbejdere

– Hvad er fremtiden for vor tidsepokes fake news-regime? Kan evighedspolitik vare for evigt? Abraham Lincoln sagde, at man kan narre hele befolkningen noget af tiden og en del af befolkningen hele tiden, men ikke hele befolkningen hele tiden? Må der ikke efterhånden opstå en ny appetit på sandhed?

»Jeg tror desværre ikke, at sandhed i det lange løb altid vil triumfere over løgnen. Sandhed er så uendeligt meget sværere at producere end løgn. Det kræver enormt stærke institutioner – professionelle medier, universiteter, et ikkekorrupt retsvæsen osv. Og sandheden kan ofte være smertelig og ubekvem og upopulær. Sandheder er sjældent umiddelbart tilgængelige. Derfor er vi nødt til at beskytte de mennesker, der arbejder med at producere sandheder og nødt til at skabe et reguleringsmiljø, der ansporer til mere sandhedsarbejde, og hvad man kunne kalde informationssuverænitet, ganske på samme måde, som vi har bestemmelser for fødevaresikkerhed«.

– Det sidste kapitel i din bog handler om Trumps USA. Er Trump ikke en endnu mere usandsynlig ideolog end Putin? Trump virker ... nå ja, uden intellektuel nysgerrighed. Hans eneste virkelig projekt er hans egen narcissisme, så er han ikke mest en nihilist?

»Han er ikke nogen ideolog i den forstand, at han har gennemgået en eller anden ideologisk skoling eller udtænkt en selvstændig ideologi. Men han er genial til at få de amerikanere, der savner det hvide overherredømme og føler deres privilegier truet, i tale. Det særlige talent rækker muligvis ikke til at være en ideologi, men disse mennesker behøver ikke mere end det. Trump kan tale til de store forsamlinger. Hans foragt for sandhedsidealer ser jeg mere som instinktiv end planlagt. Han ville ikke kunne skrive en postmoderne traktat. Men ligesom med Putin er der ikke nogen forløsende fremtidsvision for enden af magtspillet. Trump kan bruge sine talenter til at nedbryde institutioner og retsprincipper og til at svække moralen i den amerikanske republik, så folk som han selv, dvs. andre amerikanske oligark-klaner, kan tjene endnu flere penge. Både Putin og Trump er evighedspolitikere, når de refererer til fortiden og fantaserer om at genskabe tabt storhed. De kombinerer nostalgi efter en forestillet tabt storhed med moderne kommunikationsteknologi for at dupere befolkningen med sentimentale budskaber, der skal hindre os i at tale om – eller hindre os i overhovedet bare at forestille os en anden fremtid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Jens Carstensen
  • Joen Elmbak
  • Kim Folke Knudsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Franck Irakoze
Runa Lystlund, Jens Carstensen, Joen Elmbak, Kim Folke Knudsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Franck Irakoze anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Timothy Snyder - Et identitetsbillede af år 2018, en beskrivelse så præcis, som var det et forfinet naturvidenskabeligt måleinstrument, som var stukket ned i jorden.

I hundrede året for det vi den gang troede var afslutning på den første omfattende moderne storkrig i Europa siden Napoleons krigene. En 1. Verdenskrig der rev alle illusioner om militarisme og dyrkelsen af det heroiske i stykker, for det var sunket væk i mudderet fra Skyttegravenes klaustrofobiske øjeblikstilværelse for mio af soldater unge mennesker fra Frankrig, England, USA, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland, Italien, Serbien, Bulgarien, Tyrkiet.

" Intet nyt fra Vestfronten " Skrev Erich Maria Remarque i omvæltningernes år 1929

hvor den økonomiske Verdenskrise skyllede forhåbningerne om et rigere velstående og mere fredeligt Europa væk.

Det moderne menneske: Glem ikke historien, hvad der den ene dag synes som den evige tilstand af velstand og velfærd kan på et årti forvandles til det modsatte.

Jens Carstensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar