Læsetid: 6 min.

Skidetrist, Benny!

Der skal en meget stor overfrakke til at rumme både Becketts absurde teater og Ballings lystige folkekomedier, men sådan én bar Morten Grunwald med stor selvfølge og værdighed på sine brede kunstnerskuldre
Der skal en meget stor overfrakke til at rumme både Becketts absurde teater og Ballings lystige folkekomedier, men sådan én bar Morten Grunwald med stor selvfølge og værdighed på sine brede kunstnerskuldre

Erik Refner / Ritzau Scanpix

16. november 2018

»Kompromisløshed« var det ord, der først kom til Per Pallesen, da han torsdag stillede op på tv for at beskrive sin gode og netop afdøde ven og kollega gennem en menneskealder. Kompromisløs som både instruktør, skuespiller og teaterdirektør.

Jeg har et sigende eksempel.

I tre nydelige villaer på Frederiksbergs Solsortevej boede i 1970’erne nogle kulturelle powerpersoner ved siden af hinanden, trip, trap, træsko. I den ene skuespillerparret Per Pallesen og Kirsten Peüliche, i den anden tv-dokumentaristen Poul Martinsen og frue, og i midten flyttede filmmanden og digteren Jørgen Leth ind med hustru. Ham kendte jeg, og derfor kom jeg der.

Lidt længere henne på vejen havde Lily Weiding og Morten Grunwald deres villa. Han, der ellers var kendt som en meget benyttet og populær skuespiller i den tids mange folkekomedier på film, var sprunget ud som teaterchef for et lille teater, som han selv med stor ildhu havde fået etableret: Bristol Teater, som lå på Strøget i København.

Til nogles overraskelse var det ikke hans plan at spille morsomt teater, også det, men ikke mindst klassikere med stort K og avantgarde med stort A.

Midt i perioden bestemte han sig således for at opføre et skuespil af Samuel Beckett, som var et billede på livets absurditet og menneskeligt vilkår, som Samuel Beckett fortolkede det.

Til at instruere det havde han ansat Palle Kjærulff-Schmidt, tidens hotteste instruktør af Leif Panduros tv-spil og Klaus Rifbjergs filmmanuskripter.

En fyring

En dag traf jeg en forbitret og rystet Palle Kjærulff-Schmidt på gaden. Hvad var der los? Jo, han var lige blevet fyret af Morten Grunwald, førend han dårligt nok var kommet i gang, og hvorfor så det? Jo, han og hans scenograf havde haft en idé om at stille nogle olietønder på scenen og i det hele taget at fortolke stykket som symbol på den stigende forurening, som man allerede dengang talte meget om i oppositionel politik. Palle Kjærulff-Schmidt mente, det var hans ret som instruktør og følte som sådan sin ære gået for nær.

Tine Sletting / Ritzau Scanpix

Et par dage senere på Solsortevej fik jeg lejlighed til at konfrontere Morten Grunwald med fyringen i form af et meget forsigtigt spørgsmål. Denne slog det hen.

»Åh, men det var bare en kunstnerisk uenighed«, sagde han.

»Palle ville have, det skulle handle om forurening, men det handler jo om så meget mere end det«.

Lille teaterchef fyrer stor instruktør. Sådan ser kompromisløshed ud.

Østre Gasværk

Morten Grunwald blev efterfølgende en stor teaterchef, først på Betty Nansen Teatret i tolv år, senere på Østre Gasværk Teater i endnu flere år. Sidstnævnte var han også selv med til at etablere sammen med sin bestyrelsesformand fra Bristol-tiden, erhvervsmanden Pelle Sadolin, hvilket var noget af en bedrift. Grunwald havde fået øje på en vældig gastank på Østerbro, tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som ikke længere blev brugt. Så opstod ideen til at omdanne det til moderne, rundt teater med plads til det helt store publikum, 800 pladser.

Fra ideen blev undfanget, til teatret stod færdigt, gik der adskillige år med at rejse den nødvendige investering. Det krævede åndeligt knofedt, mange møder og forhandlinger med diverse interessenter, før det lykkedes. Grunwald havde orden i sagerne og var god til at snakke med folk uden for teatrets verden.

For at fylde teatret aften efter aften spillede han en række populære musicals, men også f.eks. Shakespeare.

Figuren Benny

Morten Grunwald var fynbo fra Odense. Hans tyskfødte far, der var håndværker, blev efter Besættelsen anklaget for at være stikker. Det satte sig sine spor i den tiårige drengs skoletid, men en nærmere undersøgelse frikendte faderen. Som teenager kom han med i et operakor, men til en begyndelse fik han forskellige lærepladser inden for møbler og mejeri, før han blev optaget på Odense Teaters elevskole efter et ophold på Askov Højskole.

Han ville til København og fik lov til at blive overflyttet til Det Kongelige Teaters elevskole. I titelrollen i Billy Løgneren fik han sit teatergennembrud, og herfra gik det stærkt, især i en række film som Fem mand og Rosa, Slå først, Frede! og Far laver sovsen, der ikke bød på de store udfordringer rent skuespilmæssigt.

Så var der trods alt lidt mere kød på, da Erik Balling tog ham med i Olsen-banden-filmene, hvor han skabte figuren Benny, en småforbryder med de gule sokker, den ternede jakke, de for korte bukser og den sjove hat. Her blev han ikke bare populær, men superpopulær med den ikoniske replik: »Skidegodt, Egon!« som danskere begyndte at sige i diverse passende situationer. 14 Olsen-banden-film blev det til.

Heldig og privilegeret

Der skal en stor overfrakke til for at rumme så forskellige genrer som Ballings lystige komedier og Becketts absurde skuespil, men Morten Grunwald bar sin ’kappe’ med stor selvfølge og værdighed på begge skuldre. Hvor andre finere og kongelige skuespillere kunne have en tendens til at se ned på det folkelige, gjorde han det ikke, men var stolt af sin rolle som Benny og lykkelig for samarbejdet med Balling.

I et interview med lokalavisen på Fyn sagde han:

»Olsen-banden har betydet utrolig meget for mig, og jeg har aldrig været ked af, at folk har dunket mig i ryggen og sagt ’Hej, Benny’. Tværtimod føler jeg mig heldig og privilegeret over, at jeg fik lov til at være med i nogle film, som havde så stor gennemslagskraft. Selv i dag kan man møde en lille rod på syv-otte år, der har set Olsen-banden på dvd, og det kan ikke undgå at varme én, når han så begynder at fløjte kendingsmelodien.«

Tine Sletting / Ritzau Scanpix

Det ville have været på sin plads, om han også havde fået en hovedrolle i Lise Nørgaards Matador-serie, men Balling har vel ikke fundet en passende. Det blev dog til en lidt mindre rolle som kunstmaleren Ernst Nyborg, Maudes ungdomsven, der pludselig dukker op i Korsbæk og bringer et strejf af romantik ind i hendes ellers stillestående liv i stuerne.

Stort øjeblik

Antallet af roller, Morten Grunwald spillede, er nærmest uendeligt, men gennem alle årene bevarede han en stor kærlighed til Samuel Beckett, som han vendte tilbage til igen og igen både som chef og instruktør, ikke mindst hovedværket Mens vi venter på Godot. Beckett var hans helt nummer ét, og da Grunwald erfarede, at denne skulle sætte et af sine egne stykker op i Berlin, rejste han derned sammen med sin skuespillerhustru Lily Weiding og kollegaen fra Olsen-banden Ove Sprogøe. De fik foretræde, og selv om Beckett viste sig som en ordknap person, var det et stort øjeblik.

Til Berlingske Tidende har Grunwald fortalt:

»Jeg husker det der lange ansigt. De lange, tynde fingre. Han var et nænsomt menneske. Meget letfodet og følsom. Vi var alle lidt nervøse den eftermiddag. Men også fuldstændig målløse over, at vi sad der sammen med ham. Det var jo som at møde Molière eller Shakespeare.«

Morten Grunwald bemærkede ved den lejlighed Becketts akkuratesse, når han instruerede. Alt skulle være præcis og på centimetermål, som det var tænkt.

Stamina

Var Morten Grunwald følsom? Absolut. Ellers kunne han ikke være den kunstner, han blev. Men han kunne altså også sige fra, og ligesom mesteren vidste han altid præcis, hvad han ville have af sine skuespillere. Så kunne de risikere at få et barskt rap over fingrene, en tilrettevisning, men fulgte de den, ville det stort set altid vise sig, at Grunwald havde ret.

Kompromisløs, ja, men også regulær. Sagde ligeud, hvad han mente, tænkte højt, og man vidste, hvor man havde ham. ’Regulær’ kunne altså være et andet ord, Per Pallesen kunne have karakteriseret ham med. Det plus hans stamina og viljefasthed kom ham til gode i forbindelse med de to teatre, han startede. Populariteten hjalp ham også på vej, naturligvis. Han var løbende interesseret i samfundsforhold og med til at stifte tænketanken Cepos.

Ved hans død som 83-årig af en kræftsygdom, som han valgte ikke at få behandlet, har dansk film og teater mistet en af de helt store personligheder med mange farver på paletten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Eriksen
  • Per Torbensen
Tommy Clausen, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

For dælen da Benny.
ÆV.
Og kæmpe tak til en skuespiller der gjorde en kæmpe forskel ved at omdanne Østre Gasværk til et skuespilhus.
TAK :-)

Hanne Ribens, Tommy Clausen, Per Torbensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Åh hvor trist - alle kæmperne falder på stribe - først Benny Andersen , så Kim Larsen og nu Morten Grunwald - heldigvis fik de 2 af dem et ganske langt liv, Kim Larsen havde nogle år til gode , synes jeg.
Morten Grunwald - tak for altid at tale og kæmpe for teatrets og kunstens sag .
Tusind knus, kys og kram

Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Per Torbensen, Ole Frank og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Det er lidt trist at det eneste jeg kender Morten Grunwald for er hans rolle som Benny i Olsen Banden og så læste jeg at han blev direktør for et teater engang.
Under alle omstændigheder har jeg det lidt med Morten Grunwald som jeg havde det med Kim Larsen.
For mig er de begge to en del af noget større. KL for Gasolin og MG for Olsen Banden.
Nu vil jeg drikke en pilsner, eller flere, og se den første Olsen Banden film igen lige som jeg genhørte et par vinyl plader med Gasolin da Kim Larsen stod af svinget i Solrød.

Claus E. Petersen

@Torben Skov

Stakkels Morten.
Han er i selskab med både Martin Ågerup (direktør i CEPOS), Mads Lundby Hansen (vice-direktør i CEPOS) og Henrik Christoffersen (forskningschef i CEPOS) og flere andre self.

Alle er at finde under:
https://www.cepos.dk/personer/

Mere interessant er nu siden der viser stifterne af CEPOS:
https://www.cepos.dk/om-cepos/stiftere
Der var et par navne jeg ikke umiddelbart forbandt med lige dén organisation.

Den rene, ægte folkelighed falder som fluer i dette efterår. Tilbage bliver Morten Kolorts arvinger. Går Frikadelle partiet i regering efter næste valg - og de kan de gøre, hvad enten statsministeren hedder Lars Uløkke eller Mette Hjorth Frederiksen, så blive Alex Ahrendtsen kulturminister, og så får vi "folkelighed" som ….. ku' li' det.

Claus E. Petersen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Historien om Morten Grunwalds død var tophistorien i de tyske nyheder.

https://www.tagesschau.de/ausland/grunwald-olsen-101.html

https://www.berliner-zeitung.de/panorama/schauspieler-morten-grunwald-da...

https://www.mdr.de/kultur/themen/morten-grunwald-olsenbande-gestorben-10...

Øst for Elben var han, mindst, lige så stor som I Danmark. Jeg har aldrig mødt en østtysker, som ikke har strålet over hele bærret, når talen faldt på Olsen Banden. Og det - det er ikke nogen dårlig arv.

Eva Schwanenflügel og Claus E. Petersen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

@niels astrup

"Historien om Morten Grunwalds død var tophistorien i de tyske nyheder. "

Olsen Banden var ret stor i det forgange DDR som nu er en ikke ubetydelig del af det nuværende Tyskland :)

Claus E. Petersen

Hvor man i DDR havde fattet at den slags kan ikke imiteres, på nær lydsporet forstås, så købte svenskerne licens til Olsen Banden og genindspillede filmene med svenske skuespillere under navnet "Jönssonligan".
De fik stor succes skal der til siges, så Balling & Co. må have gjort noget rigtigt når deres film både kan dubbes til tysk og genindspilles på svensk og stadig være hamrende populære :)