Læsetid: 5 min.

Sov sødt, lille Jumbo og visselul, nu bliver kulturkampen skinger

Det har været diskuteret siden pædagogikkens fødsel, hvor hårdt vi skal hive vores børn ud af naturtilstanden og hvornår. Lige for tiden diskuteres det tema med omdrejningspunkt i en bog om putning
Puttediskussionen afspejler ikke grundlæggende uenigheder om det menneske, vi ønsker at skabe, men om vejen dertil

Puttediskussionen afspejler ikke grundlæggende uenigheder om det menneske, vi ønsker at skabe, men om vejen dertil

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

9. november 2018

Af natur er mennesket godt. Og derfor er det egentlig blot opdragerens rolle at give barnet tro på sig selv og muligheden for at følge sin nysgerrighed. På sine egne præmisser. For barndommen er ikke en generalprøve til voksenlivet, men sin helt egen tilstand. En naturtilstand.

Da den schweiziske filosof – og mener flere, verdens første pædagog – Jean-Jacques Rousseau i 1762 formulerede dette børnesyn i sin opdragelsesroman Émile, valgte bystyret i begge Rousseaus hjembyer, Paris og Genève, at forbyde og brænde bogen, og Rousseau selv måtte flygte fra Frankrig, for at undgå at blive arresteret.

I denne måned satte en gruppe kvinder sig for at opkøbe og brænde bogen Godnat og sov godt – en praktisk guide til at få små børn til at sove ved blandt andet at lade dem græde i afmålte intervaller. Det skal retfærdigvis siges, at der mig bekendt ikke er blevet brændt en eneste bog, men den virtuelle aktion har fået forlaget Gyldendal, der står bag udgivelsen, til at sende bogen til revurdering hos eksperter.

To bøger, to tider, men udtryk for samme fænomen: At opdragelsen af vores børn altid har været genstand for kulturkampe drevet af de helt store følelser. Og dem tog vi i ugen, der gik, også ind i Informations spalter.

For hvor kvinderne på Facebook mener, at metoden, der anbefales i Godnat og sov godt, er direkte skadelig for børn og kan betegnes som ’omsorgssvigt’, kunne man i indeværende avis læse på lederplads, at den derimod er udtryk for en »sund« adskillelse. Mette Line Thorup skriver:

»Det, Godnat og sov godt-metoden vel dybest set prøver at lære forældre, er, at adskillelse er en del af livet, og i søvnen adskilles vi fra vores forældre.«

Privatsag?

Her kunne man jo have valgt at gå en anden vej. Man kunne pænt og pragmatisk have skrevet, at søvn er en privatsag, at børn er forskellige, og det er forældre også, og hvis det virker, er det vel meget fint – og at vi jo alle skader vores børn på den ene eller anden måde, så husk at betale for deres psykologtimer, når de bliver voksne.

Problemet er bare, at vores børns søvn ikke bare er en privatsag. Den er, ligesom alle mulige andre aspekter af børneopdragelse også et fælles anliggende, fordi vi ikke kun opdrager dem til at skabe små gode liv for sig selv, men også til, at de en skønne dag kan slippes løs på andre. De skal ud og være samfundsborgere.

Putteritualer er derfor også en udøvelse af det, antikke tænkere kaldte ’paideia’: Den formning af mennesket, der danner grundlaget for realiseringen af det gode liv (Ethika) i det gode samfund (Politeia). Og derfor afspejler God nat og sov godt-kontroverserne den bredere kulturkamp, præcis som bålet med Émile gjorde på Rousseaus tid.

Min søns søvn

Ingen kan hæve sig op over deres børns søvn. Lige meget hvor mange citater af Rousseau, jeg kyler ind i denne tekst, er jeg også en mor, der putter et barn, så lad mig derfor komme med en disclaimer, før jeg fortsætter: Jeg har hver aften ligget ved min søns side, til han faldt i søvn. Og jeg har det store held, at det sjældent tager mere end 10 minutter. I dag er han seks år, og han sover stadig i min seng. Fordi sådan passer det os at sove. Og sådan tror jeg på, at jeg medskaber det bedste menneske: Ved at tanke ham helt op på nærhed og tryghed derhjemme, for så at sende ham ud i verden.

Lederen lægger op til et andet syn. Der står videre:

»Adskillelse er et livsvilkår, og børneopdragelse har som mål at gøre børn til livsduelige mennesker. Det gør man ikke ved at skærme børn fra grundlæggende vilkår i livet, men ved at forberede dem på dem.«

Verden er stor og grum, og når alt kommer til alt, er du alene. Det skal man ruste børnene til at møde. Også sovende.

Uafhængighed

Det er to grundlæggende forskellige syn på metoden, men interessante nok ikke på målet. For om man læser de allermest radikale amerikanske ’livmoderfeministiske’ fortalere for samsovning og attachment parenting, eller man skulle få den indskydelse at søge råd og vejledning hos en tidehvervspræst, vil man sandsynligvis møde, at målet er det samme: at skabe uafhængige børn.

’Uafhængighed’ er idealet. Men hvor der på den ene side argumenteres for, at børn lærer at stå på egne ben ved at tage kampen i ensom majestæt fra en tidlig alder, vil argumentet på den anden side være, at et barn, der har den ultimative tryghed hjemme, vil have øget styrke og selvtillid i mødet med verden.

Puttediskussionen afspejler altså ikke grundlæggende uenigheder om det menneske, vi ønsker at skabe, men om vejen dertil. Jeg kunne jo fx godt have et mere radikalt mål derhjemme, der fx hed at mit samsovende barn læres, at kollektivet er udgangspunkt for alt, og at vi kun kan nå vores mål i fællesskab. For det er det jo. 

Det skal nok … gå

Det lå ikke i kortene, at Rousseau skulle blive den moderne pædagogiks stamfader, da han afleverede alle sine fem børn på børnehjem som spæde – en mand skal have ro til at tænke. Men man skal jo skelne mellem mand og værk, og hans forfatterskab er faktisk fuld af gode konkrete råd. Om fænomenet ’at gå’ skriver han fx:

»Intet er mere tåbeligt end den umage, man gør sig for at lære børn at gå, som om man nogensinde havde set et voksent menneske, der på grund af sin ammes forsømmelighed ikke kunne gå!«

Og de skal nok også lære at sove, de små. Imens må vi spændt vente på, at eksperterne fælder dom over God nat og sov godt. De har desværre ikke meget andet end deres egne erfaringer fra børneværelset at holde sig til, da der ikke findes solid nok forskning, der viser hvilke metoder, der får børn til at sove og samfund til at fungere. Så måske Gyldendal bare skulle nøjes med at genudgive Émile. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Jeg synes, der er to problemer her. Den ene står mellem dem, der mener, man skal lade børn græde, og dem, der mener det modsatte. Det kan man mene om, hvad man vil - eller kan man? For det lader til, at den ene part ikke blot modsiger den anden, men direkte prøver at bringe den anden til tavshed. Og det er det andet problem - og det vigtigste af de to. En ung mand er netop blevet dømt for at have revet valgplakater ned. Han mente åbenbart ikke, at politiske modstandere skulle have plads i debatten. De ophidsede mødre synes ude i et lignende ærinde, og det er jo blodig ironi, for, som Anna von Sperling skriver, er putteritualerne en del af den opdragelse, der skal give børnene et godt liv som hele mennesker og gode medborgere. Men hvad nytter det at opdrage de små til rummelighed og demokrati, når forældrene opfører sig intolerant og totalitært?

Oliver Brunchmann, Morten Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hvad rager det den, som er sikker på sit, at resten af verden er ude af ude af trit

Hvis man har boet væg i væg med nogen, som har været så uheldige at blive velsignet med et såkaldt kolikbarn, har man jo nok et andet syn på de gode råd, der (videre)kolporteres af forfatteren til bemeldte 'puttebog', end folk, der går ind for at lade ungerne vræle sig i søvn, til de har vænnet sig til lugten i bageriet ..... ;o/

Kasper Philbert

Umiddelbart, tror jeg, der er en misforståelse i den her: For det er vel ikke målet - at børn skal sove - der er det vigtige. Diskussionen af denne her godnat-bog (som jeg ikke har læst), handler vel både om, at vi forældre er sådan en lille bitte smule trætte af bagsædechauffører, når det kommer til vores børn og samtidig, at der ikke er noget mål som sådan med samværet med børn. Børn er mennesker - ligesom unge, voksne osv. - og deres individ udvikles i samspillet med deres omgivelser.

Hele diskussionen, mener jeg, har en slagside, der omhandler det kapitalistiske menneskesyn, hvor vi struktureres til at passe ind i nogle bestemte kasser for at kunne begå os i lønarbejdet og skabe profit. I det lys er søvnen mest belejligt i nattetimerne, da langt det meste lønarbejde foregår om dagen.

Kunne vi dog bare udvide debatten til at omhandle samværet med vores børn, tid og accelerationen af tid, oplevelser og levet liv, ville den give langt mere mening.

E Z, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær!
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!
Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst,
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.
Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst,
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi!
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.
Vågn til kamp af jer dvale ...

Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vort slid og plage
til en mægtig rigdom kom,
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom!
Vågn til kamp af jer dvale ...

Arbejdere, i stad, på landet,
engang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord!
Mange gribbe på vort kød sig mætter,
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter,
hvor solen altid stråler smukt.
Vågn til kamp af jer dvale ... "

Det helt centrale spørgsmål er vel, hvad det er for en slags mennesker man skaber ved at insistere på en tidlig løsrivelse, med alt hvad det medfører af følelsesmæssige afsavn på et tidspunkt i livet, hvor absolut hjælpeløshed er et grundvilkår.
I den forbindelse er det symptomatisk, at historiens største og mest afstumpede sataner stort set alle er produkter af tidlig eksponering for 'livets barske realiteter'.

Marie Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Læs alice miller som netop belyser emnet qua velresearchet forskning og cases - bemærk især afsnittet om hitler.

Niels Duus Nielsen

"For barndommen er ikke en generalprøve til voksenlivet, men sin helt egen tilstand." Nemlig. Og den uafhængighed, som tilstræbes, er ikke absolut. Vi er sociale væsner, og som sådan afhængige af hinanden, og den selvstændighed, som vi tilstræber at give vore børn, er og bliver relativ: Et "selv" giver ingen mening, hvis ikke det står i et forhold til en "anden".

Jeg er sociofob og til tider misantrop, men jeg anerkender fuldt ud, at jeg er, som jeg er, på godt og ondt, på grund af alle jer andre. At lade børn græde sig i søvn er en fuldstændig unødvendig måde at undervise dem i, at verden er ond og ubarmhjertig. Det er netop erindringen om forældrenes altomfattende kærlighed, overbærenhed og beskyttertrang, der skal ruste det lille menneske til at kunne stå verdens ondskab imod.

Det er min erfaring, at børnene selv opsøger det farlige i takt med, at de bliver ældre, så det er vigtigt ikke at være alt for overbeskyttende, så man opfostrer små kujoner, der af forældrene har lært at være bange for alt.

Omvendt er det helt hul i hovedet at tro, at man kan give spædbarn hår på brystet ved at ignorere deres gråd, som jo blot er et råb om hjælp. Vis ungerne, at de er elskede, og at vi vil gøre alt for at beskytte dem, og lad dem så selv frigøre sig for vores omsorg i takt med, at de bliver ældre. Børn vil selv, men ikke før de er klar til det. Og spædbørn er ikke klar til at sove alene.

Anna von Sperling, René Arestrup, E Z, Marie Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Luk op for noget godt luk op for Evigglad

Cand mag i litteratur og filmvidenskab, professionel trend-spotter, selvstændig erhvervskvinde med eget marketing-bureau, dus med dyrene fra over- og underDanmark samt de kendte og kongelige og altid til rådighed som foredragsholder og event-arrangør mod passende betaling, hvis dit image trænger til et lille løft, og din forretning går en smule sløjt ... ;o)

Grethe Preisler

Det er DR-TV selvfølgelig, hvad ellers randi?

P.S. Var du ude og vifte med de røde faner i Kastrup Lufthavn og sige 'velkommen hjem' til den kærlige 64-årige moder, som er mistænkt for at have nolet 111 mio kr fra satspuljen til de fattigste i DK for få råd til at forsøde tilværelsen for sit eget lille vidunderbarn i Sydafrika?

Philip B. Johnsen

@Grethe Preisler
Ja Fru Grethe Preisler, opdragelse er ikke altid lige til, men vedrørende det store postyr over den indflyvende mistænkte kvinde, uanset skyld, var pengene allerede stjålet en gang, hvor gerne man end vil, så kan man ikke rive håret af en skallet, ikke fordi tyven ikke skal straffes, for det skal tyven i reglen, men det kan jo forsvares en smugle ved, skulle det vise sig kvinden er skyldig i tyveri af 111 millioner af i forvejen stjålne penge og hovedparten af pengene viser sig brugt i Sydafrika, så er kvinden allerede bedre til ulandsbistand end Statsministeren, der køber et eller andet for bistandsmidler, som ingen præcist ved hvad er, men fra en mange milliardær, der ikke har, eller nogensinde får, brug for pengene.

Fælles for de tre tyverier, er muligvis, at der er købt aflad?

Grethe Preisler

Du siger noget, Philip B. Johansen

Det kan jo være det går med 'kassebedrøveren Britta', som det gik med Tante Sofie i 'Folk og Røvere i Kardemomme By'. Hende prøvede røverne som bekendt at 'stjæle tilbage igen' til huset, hvor de havde taget hende, da det gik op for dem, hvor ubekvem en fangst, de havde skaffet sig selv på halsen ved den lejlighed .. ;o)

Philip B. Johnsen

Det er ikke usansynligt fru Grethe Preisler.
Med den ekstreme opmærksomhed politikere giver sagen om Britta, vil det være fint, hvis Britta vendte focus til politikkerenes manglende interesse for, at passe på de udsattes penge.

For det var penge, der er investeret meget politisk arbejde på, som værende positivt og rigtigt, at tage fra de udsatte, men penge som ingen savnede, da de forsvandt.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar