Læsetid: 5 min.

Stan Lee var den vestlige populærkulturs store impresario

Marvel er på godt og ondt blevet en vital del af vores fælles kulturarv. Det forstod Stan Lee, der døde i denne uge
Marvel er på godt og ondt blevet en vital del af vores fælles kulturarv. Det forstod Stan Lee, der døde i denne uge

Chad Batka

16. november 2018

Stan Lee, som døde i Hollywood i mandags i en alder af 95, var en af den vestlige populærkulturs store impresarioer. På linje med Walt Disney og George Lucas. Han stod fadder til det vidt forgrenede Marvel-univers, hvis fantastiske figurer og koncepter i dag er et uomgængeligt populærkulturelt fænomen. Han var til stede ved skabelsen af Spider-Man, Iron Man, the Avengers, Black Panther, Hulk, the X-Men og mange af de andre superhelte, der i dag – hinsides de tegneserier, de udsprang af – overbefolker underholdningsbranchen i form af blockbusterfilm, TV-serier, videospil og merchandise.

Stanley Martin Lieber blev født i 1922. Han voksede op i depressionens Bronx som søn af rumænsk-jødiske immigranter og drømte som ung om at skrive Den Store Amerikanske roman. I stedet fandt han som 16-årig ansættelse som tekstforfatter hos sin kusines mand Martin Goodman (1908–1992), på dennes lurvede bladforlag Timely Publications. I forventning om en dag at blive »rigtig« forfatter, antog han det pseudonym, der skulle blive hans skæbne, og fra 1971 hans borgernavn. Stan Lee.

Det store gennembrud kom midt i hans liv, da han som 39-årig, med Goodmans mulige mellemkomst, i et forsøg på at redde forlagets lukningstruede tegneserieafdeling, besluttede sig for at følge de mere velsmurte og pengestærke rivaler hos DC Comics – dem med Superman, Batman og Wonder Woman – og introducere en række nye superhelte. Siden storhedstiden i krigsårene havde genren hensygnet til fordel for andre, men Lee vejrede morgenluft.

Isaac Julien

Året var 1961, og det blev starten på den såkaldte Marvel Age of Comics. Lee havde det held, at han i sin stald havde to af branchens mest visionære billedskabere og fortællere, veteranen Jack Kirby (1917–1994), og den i øvrigt nyligt afdøde Steve Ditko (1927–2018). Andre var involveret, men de tre er hovedkræfterne bag de tegneserier, der forandrede branchen for bestandigt, og den dag i dag udgør Marvels grundstof.

Science fiction og sæbeopera

Marvels nye helte var mere genkendeligt menneskelige end deres fjerne, idealiserede forgængere, og de færdedes i en verden tættere på den virkelige. Ditkos og Lees Spider-Man svang sig gennem Manhattans bygningsskakter, når han ikke i sin civile identitet som nørdede Peter Parker bekymrede sig om sin syge tante og forsøgte at undgå bøllerne i sin gymnasieklasse. Hans edderkoppelignende superheltekræfter var i højere grad en forbandelse end en velsignelse.

Kirbys og Lees Fantastic Four var en art superfamilie, der tilbragte ligeså meget tid på indbyrdes at skændes – og til tider slås! – som de gjorde for at afværge trusler mod Jordens eksistens. En af dem, Ben Grimm, eller the Thing, hidrørte ligesom Kirby fra New Yorks slummede Lower East Side. Hans sociale utilpassethed blev understreget af, at de kosmiske stråler, der gav kvartetten deres superkræfter, havde gjort ham til et orange stenmonster, afskåret fra normal fysisk kontakt med andre mennesker og følgelig depressiv. ’Superhelte med fødder af ler’, som Lee senere opsummerede det.

Isaac Julien

Formlen, der var en kombination af science fiction og sæbeopera, blev en omgående succes, som kun voksede sig større i takt med, at serierne de følgende år blev mere komplekse og fantasifulde. Serierne blev til efter Lees såkaldte Marvel-metode, der bestod i at han overlod broderparten af det kreative arbejde – karakterer, koncepter, plot – til Kirby, Ditko og hans andre ansatte og nøjedes med at skrive den fortællende tekst og dialog ind på de færdigtegnede sider. Det gav friere hænder til de talentfulde fortællere, men frustrerede dem også, fordi Lee stadig anførte sig selv og tog sig betalt som forfatter.

Metoden gjorde, at Lee ene mand kunne lægge tonen for hele Marvels tegneserielinje – sprudlende optimistisk, uhøjtidelig og med en klar fornemmelse, at det alt sammen foregik i ét stort sammenhængende univers. Ligeså vigtigt var det, at han delagtiggjorde sine læsere i processen – hans redaktionelle kommentarer foregav indsigt i ’Smilin’ Stan’, ’Jolly Jack’, ’Sturdy Steve’ og alle de andres arbejde. Marvel føltes under ham som et civiliseret og hyggeligt fællesskab. Etisk var Lees linje forsigtigt politisk progressiv og humanistisk.

Det menneskelige ansigt

Perioden, der strakte sig over små ti år, er uendeligt omdiskuteret, fordi det qua Marvel-metoden er svært præcist at bestemme, hvem der skabte hvad. Én ting er imidlertid sikker: Lee endte med broderparten af både belønningen og anerkendelsen, mens hans samarbejdspartnere måtte tage til takke med deres freelanceløn.

Lee blev i stigende grad forlagets ansigt udadtil og forkyndede som Marvels selvbestaltede skaber vidt og bredt sit univers’ fortræffelighed. Det bekymrede ham mindre end det gjorde hans kolleger, at ingen af dem – efter gængs praksis i den rovkapitalistiske amerikanske tegneseriebranche – havde ophavsretligt krav på deres arbejde.

Ditko forlod i frustration Marvel i 1966, Kirby fulgte ham fire år senere. Andre kræfter kom til, men det blev aldrig det samme. Det er sigende, at mens Ditko og Kirby begge fortsatte distinkte og dybt originale kunstneriske livsbaner, skabte Lee hverken før eller siden noget, der kommer i nærheden af det, de lavede sammen. Samtidig er det imidlertid klart, at netop den kemi og den spænding, de to meget forskellige kunstnere opnåede i samarbejdet med Lee udmundede sig i værker af en ganske sjælden vitalitet.

Isaac Julien

I Spider-Man og i den til tider nærmest abstrakt-symbolske serie om troldkarlen Doctor Strange tempererede han Lee Ditkos dybt seriøse Ayn Rand-afledte moraliseren og sære eksistentielle angst med social varme, mens han agerede humanistisk kontrapunkt for Kirbys hæmningsløse og dybest set pessimistiske kosmiske fantasier.

De følgende årtier voksede Marvel sig støt større og skiftede hænder mellem diverse multinationale selskaber – senest Disney, der i 2009 erhvervede koncernen for 4,2 milliarder dollar. De så alle fordelen i at fastholde Lee som koncernens menneskelige ansigt og holdt ham således i velstand. Desværre havde han samtidig svært ved fuldt ud at anerkende sine tidligere kollegers indsats, og han gjorde ikke det store for at hjælpe flere af dem, der i forskelligt omfang forsøgte at opnå fair kompensation for deres bidrag til den milliardforretning, Marvel var blevet.

Det hører med til historien, at Kirbys arvinger i 2014 indgik et tydeligvis lukrativt forlig med Disney, og at retvisende kreditering, a la den der for den strengt moralske Ditko var hovedsagen, i dag er fast praksis i alle Marvelproduktioner.

Marvel er på godt og ondt blevet en vital del af vores fælles kulturarv. Meget af det er spekulativ overflade og fladpandet bulder og brag, men kernen er en række dybt originale koncepter og fortællinger. Det forstod Lee, og han spandt det sammen til en forjættende påstand om fællesskab, der fortsat bjergtager.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu