Interview
Læsetid: 3 min.

Statsministernes taleskriver er forfatter: »Jeg føler ikke noget unaturligt ved at leve en slags dobbeltliv«

Anita Furu, der sidste weekend vandt BogForums Debutantpris, har arbejdet som taleskriver i Statsministeriet i ti år. Hun skriver på sine egne projekter om morgenen, når hjernen stadig er mærket af søvnens tåger og endnu ikke farvet af dagens indtryk. Det er måske et dobbeltliv, men det føles ikke unaturligt
Anita Furu, der sidste weekend vandt BogForums Debutantpris, har arbejdet som taleskriver i Statsministeriet i ti år. Hun skriver på sine egne projekter om morgenen, når hjernen stadig er mærket af søvnens tåger og endnu ikke farvet af dagens indtryk. Det er måske et dobbeltliv, men det føles ikke unaturligt

Mia Mottelson

Kultur
2. november 2018

Anita Furu, forfatter til bogen ’Mit halve liv’ og taleskriver i Statsministeriet, 56 år

»Jeg har altid elsket at skrive, og den historie, jeg har skrevet, har jeg altid haft i mig. Den bygger på min farmors liv. Hun blev forældreløs, da hendes far blev dræbt under pogromerne – jødeforfølgelserne – i Rusland, og blev som seksårig sendt alene til Danmark for at blive adopteret. Hendes historie er rammen om romanen, men min hovedperson trækker også på det liv, jeg selv har levet.«

»De seneste ti år har jeg som embedsmand arbejdet som taleskriver i Statsministeriet. Det vil sige, at jeg skriver for den, der nu er statsminister. Jeg er uddannet økonom, men har bevæget mig mere og mere over mod kommunikation, fordi jeg ikke kun er interesseret i tal, men også interesserer mig for sprog.«

»Jeg betragter mit forfattervirke som en hobby, der så har udviklet sig og taget lidt overhånd. Det er blevet til et bijob, hvor mit hovedjob er i Statsministeriet. Begge steder arbejder jeg med sprog, selvom det er inden for forskellige genrer. Når jeg skriver som forfatter, er det en luksus, at jeg kan skrive lige præcis, hvad jeg selv ønsker. I mit daglige job er jeg ansat til at skrive, hvad andre mener. Men der er selvfølgelig nogle sproglige ting, jeg kan bruge begge steder. Når man skriver taler, så stiller det ret høje krav til, at sproget er præcist, fordi det er noget, man hører, og ikke noget, man læser. Man kan ikke sådan bladre tilbage, så den skal sidde i skabet med det samme. Den præcision har jeg nok forsøgt mere eller mindre at tage med ind i mit forfatterskab og også i min roman. Når jeg har arbejdet på et afsnit, har jeg læst det højt for mig selv for at se, om det fungerer, og hvis der er noget, jeg så er snublet over, eller hvor jeg ikke syntes, at rytmen har været rigtig, har jeg skrevet det om. Så det er jo nok i virkeligheden en taleskriverteknik, jeg har taget med dér.«

»Jeg skriver om morgenen, før jeg går på arbejde. Så står jeg op halv seks, tager bare en kop kaffe og skriver et par timer, før jeg går på arbejde. Jeg er bedst til at skrive råtekst, når jeg lige er stået op og hjernen på en måde stadig er tåget af søvnen og på den anden side er mere klar, fordi dagens indtryk ikke er kommet endnu. Når jeg bagefter skal redigere teksten, og det bruger jeg lang tid på, kan det være på alle mulige tidspunkter af døgnet. På arbejdet skriver jeg professionelt på det, jeg nu skal skrive på. På den måde er det måske lidt et dobbeltliv, men det kan jeg godt skelne mellem – at jeg er i den ene rolle og så træder ind i den anden rolle.«

»Jeg føler ikke noget unaturligt ved at leve en slags dobbeltliv. Der er mange veje til at blive forfatter, og måske er det ikke så tosset at leve livet samtidig, ikke kun sidde i et forfattermiljø og en forfatterboble – selvom jeg beundrer mange af dem, der har gået på Forfatterskolen og arbejder fuld tid som forfatter, så vil jeg gerne tale for, at der også er andre måder. At stoffet kan komme gennem et levet liv.«

»At være taleskriver giver en sproglig bevidsthed, og så giver det helt klart en arbejdsdisciplin, fordi jeg kan skrive på kommando. Altså, jeg lider ikke af skriveblokering, for jeg er vant til bare at skrive hele dagen.«

»Der er selvfølgelig tidsproblemet – at det tager tid at skrive. I de perioder, hvor der er travlt på arbejdet, så har døgnet ikke timer nok til, at jeg kan få skrevet på min roman. Men jeg tænker også, at de fleste forfattere vel er nødt til at have noget andet at leve af, det gælder nok også de  virkelig dygtige og anerkendte forfattere. Dér føler jeg mig jo egentlig privilegeret, at jeg har et job, jeg synes er spændende, hvor jeg også skriver, og hvor jeg får en løn, som jeg kan leve af.«

Serie

Kunstnerens andet job

De færreste kunstnere kan leve af deres kunst. De fleste er afhængige af et andet arbejde ved siden af. På denne plads fortæller en række kunstnere om de bedste, værste, sjoveste og mest underlige bijobs, de har haft igennem tiden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her