Læsetid: 13 min.

Suppe-steg-og-is-musikerne er de sociale arkitekter bag en vellykket julefrokost

’Røvballemusikere’ kalder vi dem med et nedladende udtryk. Men spørger man en ekspert, der har forsket i suppe-steg-og-is-musik, har de en særlig evne til musikalsk at binde selskaber sammen på tværs af forskelligheder. Information tog med dansebandet SoupSteak&ICE til Aabenraa og den lokale dyrlægekliniks årlige firmafest
SoupSteak&ICE slæber selv udstyr og sætter scenen op. Et af bandmedlemmernes svigerfar er hyret som roadie.

SoupSteak&ICE slæber selv udstyr og sætter scenen op. Et af bandmedlemmernes svigerfar er hyret som roadie.

Tobias Nicolai

30. november 2018

»Så skal vi have en omgang med nogle krøller!«

SoupSteak&ICE’s 25-årige forsanger Lasse Sørensen forsøger at opildne aftenens publikum, mens bandets fire medlemmer hver især påfører sig en paryk med storslået afrofrisure. 

Siden aftenens forsamling satte sig til bords for at indtage forretten på idylliske Restaurant Knapp ved Aabenraa – eller »æ’ knapp,« som de lokale kalder stedet – har det sønderjyske festband SoupSteak&ICE forsøgt at spore sig ind på, hvad det er for noget musik, som aftenens kunde – en lokal dyrlægecentral – kan lide at høre. 

»Diuh-di-diuh«. De første toner af Tommy Seebachs »Krøller eller ej« fra 1981 brager ud gennem højtalerne. Fra dansegulvet lyder et skingert, men massivt og begejstret »Wuuuhuuu« fra en håndfuld lettere berusede, festklædte, stiletbærende kvinder, der har domineret dansegulvet, lige siden det forreste sæt borde blev ryddet af vejen efter bespisningen. 

Nu har de for alvor fået gang i selskabet.

Sociale arkitekter

Ballebands, røvballebands eller suppe-steg-og-is-musikere kalder vi dem med lettere nedladende udtryk. Men uden dem ville den sociale sammenhængskraft til familie- og firmafester hænge i en tynd tråd.

I hvert fald hvis man skal tro Henrik Smith-Sivertsen, der har forsket i suppe-steg-og-is-musik og dens betydning for familie- og firmafester. Faktisk har han skrevet en hel ph.d.-afhandling om dansksprogede versioner af udenlandske sange. Den hedder Kylling med soft ice og pølser – Populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007.

Tobias Nicolai

I dag arbejder han som forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek med fokus på populærmusik og har lavet flere studier af såkaldt suppe-steg-og-is-musik, og hvordan festmusikere agerer, når de spiller for forsamlinger. Det er der blandt andet kommet forskningsartiklen Til julefrokost med Bjørn & Okay ud af, hvor Smith-Sivertsen har set på, hvordan Bjørn & Okay som musikere evner at styre en fest på en ganske særlig måde, og hvordan især Bjørn Hansen, som er orkestrets absolutte frontfigur, i udpræget grad indtager og udfylder rollen som social arkitekt.

»Det, de her musikere altid skal forholde sig til, er, at de spiller for familier, hvor folk kommer fra forskellige steder og forskellige generationer. Derfor skal de finde bindeleddet, der giver den bedste stemning til festen. Det er ligesom hovedopgaven for de her festmusikere,« siger Henrik Smith-Sivertsen. 

Ofte har disse orkestre 3-400 sange i deres repertoire, fordi de er nødt til at aktivere den musik, der passer til det publikum, som de har til det pågældende job. Det er publikum – kunden – der bestemmer, hvad der skal spilles. Bandets job er alene at aflæse publikums smag og rette ind for at tilfredsstille dem.

Sporet ind på 80’erne

»De vil have 80’erne i aften,« siger forsanger og pianist Lasse Sørensen i pausen. Sammen med guitarist Mike Grandt og trommeslager Nicolai Bøttger-Larsen gør han sangerinde Anne Sofie Hoi selskab i kulden udenfor, mens hun tager et par hvæs af en smøg.

Bandet har tilbagelagt to timer i afdæmpet lydniveau med alt fra Kim Larsen & Bellamis »Fru Sauterne« (1986) til Frank Sinatras »Somethin’ Stupid« (1967), mens aftenens kunde har indtaget suppe og steg.

At det særligt er 1980’erne, der får selskabets deltagere til forsigtigt og taktfast at sidde og vippe med fødderne under bordene, er ikke tilfældigt. 

Til familiefester er dem, der ifølge Smith-Sivertsen bestemmer, hvilken musik der skal spilles, ofte de 40 til 60-årige, der er opvokset med rocken, og hvad der ellers blev spillet op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Uden at fornærme aftenens selskab er det ikke helt forkert at skyde størstedelen til at befinde sig i det aldersspænd. Men en ting er, at musikerne skal spore sig ind på det rigtige årti – de skal også spore sig ind på den rigtige genre. Og som aftenen går, kommer der flere danske og færre engelske popsange. 

»Vi laver aldrig en setliste på forhånd. Vi plejer altid at spore os ind, mens de spiser, hvor vi ikke spiller så højt. Så der spiller vi lidt i forskellige retninger og ser, hvilke bolde de griber, og så ved vi nogenlunde, hvad de vil høre, når vi når frem til dansen sidst på aftenen,« siger Lasse Sørensen.

Den sidste knap skal stå åben

Selve spillejobbet begynder klokken 18.00, men allerede 15.30 ankommer SoupSteak&ICE for at sætte deres gear op, som de har med i en stor tætpakket, lukket trailer. Der er ikke sparet på noget:

Et kæmpe bagscenetæpe med teksten »SoupSteak&ICE – Dinner and Danceband«, et elektronisk Tama-trommesæt med seks bækkener, to subwoofere, to aktive højttalere, en kæmpe mixerpult, to keyboards, to Fender Stratocastere, en harmonika, en keytar, tre skærme med noder og sangtekster, fire mikrofoner, to kæmpe lysbarer, otte moving heads (scenelys red.), en røgmaskine og den faste SoupSteak&ICE-maskot: en tøjbamse, der er troligt sidder på Nicolais storetromme og kigger ud i lokalet.

Med sig til at slæbe udstyr har de Mikes svigerfar, Allan, der i godt tre år har hjulpet med at fragte deres udstyr frem og tilbage fra spillejob »for en lille skilling«. 

Allerede mens de går og monterer udstyret, snakker de om, hvad der mon bliver serveret til natmad i aften. Ikke fordi de skal spise med. Men fordi spørgsmålet indgår i et væddemål, der er en fast tradition for bandet.

»Den, der vinder, skal give franske hotdogs på tanken i nat,« kommer det fra Lasse. 

Anne Sofie tror, det bliver aspargessuppe, Mike byder på ristede hotdogs, Nicolai siger pålægsmadder, mens Lasse mener selskabet skal have croissanter med hønsesalat. 

Den franske hotdog har været en fast del af deres spillejob, siden de spillede nogle af de første job i og omkring Sønderborg. Dengang var det den lokale Q8, de gik til weekend efter weekend, men efterhånden som bandet er begyndt at spille i det meste af landet, er det blevet til den nærmeste åbne tank, der serverer et »skinkesøm i spændetrøje«.

Afgørelsen må selvsagt vente til senere. Anne Sofie går ud for at skifte til en kjole, mens Mike, Lasse og Nicolai trækker ind bag bagscenetæppet for at skifte deres SoupSteak&ICE-T-shirts ud med et koordineret sæt røde skjorter, sorte bukser og sorte veste, hvor den nederste knap får lov til at stå åben.

»Det stammer fra uniformsreglementet dengang Nicolai og jeg spillede i et sækkepibeorkester,« siger Mike Grandt. 

Så er de klar. 

De historiske briller

Historisk set er suppe-steg-og-is ifølge Henrik Smith-Sivertsen den klassiske måde at holde familiefester på i Danmark.

»Før cd’en var det utrolig bøvlet at få musik til fester. Pladespillere var noget juks i festsammenhænge. Kassettebånd var lidt nemmere, men de kommer først for alvor fra 70’erne, hvor folk begyndte at lave festbånd. Inden da var den eneste mulighed for at få musik til fester, at hyre nogen til at spille,« siger han.

Klicheer står ofte i kø, når man tænker på datidens festmusikere. For mange er det billede, der kigger frem i hukommelsen, den ensomme keyboardspiller med klistermærker på tangenterne, der forsøger at holde liv i en døende fest.

»Os, der er opvokset med de her festmusikere i 70’erne, 80’erne og 90’erne, kan i den grad huske de musikere, der sad med keyboards, hvor sangene har været programmeret ind. De behøvede ikke at have været særligt gode musikere. I dag er niveauet generelt blevet langt højere,« siger han.

Over de sidste 10-20 år er repertoirene blevet skiftet ud. De numre, der dominerende hos suppe-steg-og-is-musikerne frem til 1990’erne var dem, der hittede i 1950’erne og 1960’erne. I dag er det særligt 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne, der bliver spillet til familiefester.

Opvokset med Giro 413

SoupSteak&ICE blev startet for godt otte år siden af Lasse og Mike sammen med deres daværende bassist Lars, der ikke længere er med i bandet. Egentlig var det slet ikke meningen, at det skulle udmønte sig i et suppe-steg-og-is-band, men efter drengene havde spillet et par numre til et lokalt arrangement på en institution for anbragte børn, hvor Lasses mor arbejder, blev de spurgt, om de ikke kunne spille til en fest i lokalområdet.

Og da konturerne til et selskabsband så småt begynde at tegne sig, måtte de også have et navn.

»Inden vi skulle spille til den her fest, kom vores tredje mand Lars, vi spillede med dengang, og sagde: ’Vi skal vel hedde et eller andet – hvad med Soup, steak and ice?’ Det er jo sådan lidt plat engelsk og ung med de unge, så vi tænkte: ’jo, det gør vi, for det er jo bare den her ene fest, vi skal spille til’,« siger Lasse Sørensen. 

»Men pludselig begyndte vi at få flere og flere henvendelser fra folk, der vil have os til at spille til deres fest, og folk i Sønderborg-området begyndte jo at kende os som SoupSteak&ICE, så vi tænkte: ’jamen, så hedder vi da bare det’. Og det har vi så heddet i otte år nu.«

Tobias Nicolai

Siden Mike og Lasse begyndte blev trommeslageren Nicolai Bøttger-Larsen tilknyttet i 2015, og siden kom Anne Sofie også med for at supplere Lasse i sangen. Modsat aftenens job er det dog ikke hver gang, at der er plads til alle, når der skal spilles suppe-steg-og-is.

»Nicolai er mere eller mindre fast med nu. Der er nogle enkelte job, hvor der ikke er plads til en trio. Til nogle af de store arrangementer har vi så Anne Sofie med, der er sangerinde. Så det er sådan fra to til fire alt efter arrangementstype. Trioen er den mest brugte,« forklarer Lasse.

Anne Sofie læser Lyd, musik og kommunikation på Aarhus Universitet. Nicolai læser musikvidenskab på Aarhus Universitet. Samme uddannelse færdiggjorde Lasse i sommer, og han arbejder i dag som organist i Gram Kirke, mens Mike valgte at blive sygeplejerske i Esbjerg og nu holder musikken ved lige i weekenderne med SoupSteak&ICE.

I dag kunne hverken Lasse eller Mike forestille sig at spille andet end selskabsmusik. »Det med at vi kan bidrage til den gode stemning til en fest, synes vi, er fedt,« siger Mike Grand, og Lasse Sørensen supplerer: 

»Når gæsterne kommer op efter et job og roser os, så giver det ligesom mening.«

Den musikalske opvækst taget i betragtning er det måske heller ikke helt tilfældigt, at det er endt, som det er. 

»Jeg har jo altid spillet keyboard, og jeg er vokset op i et hjem med Giro 413 og dansktop, så det lå jo meget naturligt for mig med min miljøskade. Så begyndte jeg at spille solo til fester med mit keyboard som 12-årig. Det var jo meget sødt, at der sad sådan en ung dreng og spillede til guldbryllupper, eller hvad det nu har været,« siger Lasse Sørensen.

Men han følte hurtigt, at det blev lidt ensomt at drage alene rundt i byen for at spille kun assisteret af sin mor, der kom og hentede sin dengang 12-årige søn og pakkede udstyret ned i en trailer, når jobbet var slut.

Koen Maren

Traditioner er en fast del af festmusikgenren. Det er langtfra ualmindeligt, at bands vender tilbage til de samme spillejob og med årene lærer deres publikum bedre at kende. I gamle dage kunne man ifølge Henrik Smith-Sivertsen enten slå op i en telefonbog eller finde nogle annoncer i aviserne, hvor man så enten skulle tage chancen, uden at have hørt dem først – og alt efter om man vil give 1.500 eller 5.000 kroner for en aften kunne man nok regne med, at kvaliteten var derefter. Alternativet til at gamble var at tage de festbands, man i forvejen kendte.

»Noget af det, der er fascinerende, er, at mange af dem, der spillede mest forfærdeligt, ofte var dem, som folk var gladest for, fordi de kendte dem,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

»Det kunne være 90-årige musikere, der knap nok kunne ramme tangenterne, men de havde spillet dengang de pågældende kunder blev konfirmeret, dengang de blev gift, dengang de havde sølvbryllup og nu også til deres guldbryllup. I den her genre handler det altså langtfra altid bare om selve musikken – den sociale dimension har også enormt stor betydning.«

Det er da heller ikke første gang, SoupSteak&ICE spiller for dyrlægeklinikken. Faktisk er det i aften fjerde år i træk, de spiller til deres årlige firmafest, men de vedvarende bookinger fra dyrlægecentralen har også krævet, at bandet gik i øvelokalet for at udvide repertoiret med en gammel vise, der behager dyrlægeselskabet.

»Første gang vi spillede for dem, kom de og spurgte: ’Kan I spille »Koen Maren«?’. Vi kiggede meget underligt på ham og vi prøvede at google den her sang, men vi kunne ikke finde nogen sang, der hed »Koen Maren«,« siger Lasse.

»De sagde så: ’Hvis I lover at kunne spille »Koen Maren« næste år, så skal vi nok bestille jer igen’. Nu har vi så lært sangen, som vi spiller hvert år, og det er en sang, som de virkelig skråler med på hvert år.«

På Restaurant Knapp er desserten fortæret. »Vi er kommet til aftenens højdepunkt,« siger Lasse fra scenen bag sit store keyboard.

Tonen bliver slået an, og hele salen skråler løs, mens tempoet stiger og stiger, og der bliver klappet i bordene:

»Første præmieko i stalden, først med mælken, først med kalven / Altid lystig og fornøjet, glad ved livet, glad ved føden, største fedtprocent i fløden / nummer ét af hele skaren – sådan var nu den kønne Maren.«

Publikum fik lige præcis det, de bad om. 

Kommer frem, når lyset bliver dæmpet

Efter desserten og et par længere indslag fra nogle af forsamlingens gæster, er det blevet tid til dansen. Det er her aftenen peaker for SoupSteak&ICE.

Volumen bliver skruet op, lyset bliver dæmpet og røgmaskinen bliver tændt. Det er nu, de skal finde ud af, om deres analyse af forsamlingens smag er korrekt.

»Vi er i baggrunden, når folk spiser, og hvis der så er nogen, der byder ind med en skålsang, så spiller vi os så ind på en toneart, der passer til, og så griber vi de bolde. Og så først til dansen går vi ind og overtager,« forklarer Lasse Sørensen.

»Vi ligger på lur, og så kommer vi frem, når lyset bliver dæmpet.«

Er det dansk i aften? Er det 80’erne og 90’erne? 

Første skud i bøssen for at få forsamlingen på dansegulvet bliver Ray Dee Ohhs »Jeg vil lade lyset brænde« fra 1990. 

En gruppe damer i midten af 30’erne stormer mod dansegulvet, da Mike Grandt begynder på introriffet. Snart følger et par ældre herrer trop, og pludseligt står halvdelen af festen og danser til SoupSteak&ICEs cover af den danske popgruppes store hit. 

Men SoupSteak&ICE er kun lige begyndt. De har ikke spillet mange sange til dansen, før en stor kasse med alverdens sjove hatte, parykker, solbriller bliver åbnet.

Med et stort smil på læben og et par solbriller, der engang var moderne, vrider Mike guitaren til Lonnie Devantiers »Hallo, hallo«, mens Lasse giver den gas bag keyboardet med en enorm paryk og fikse solbriller.

Afkastet synes at være tilfredsstillende; endnu et par dyrlægekolleger slutter sig til dansegulvet.

Inden næste nummer bliver parykkerne skiftet ud med klaphatte i Dannebrogs farver. »Det er blevet tid til at fejre vores grandprixvindere fra 2000,« siger Lasse, der ikke engang når at synge første ord, inden salen skråler med: 

»I den varme nat / Fyldt med drømmen at / Lykken varer evigt / Lyser månen op / På en kvindekrop, ja / Og hendes smukke ansigt«.

Tobias Nicolai

Som den sene aften bliver til nat, kommer der mere og mere lir på fra SoupSteak&ICE, der spiller det ene hit efter det andet: 

The Pointer Sisters’ »I’m so exited« fra 1982 er næste skud i bøssen. Der sidder ikke mange tilbage ved bordene nu, hvor Anne Sofie og Lasses skønsang ser ud til at tiltrække flere og flere. Eller er det de sjove hatte? Både selskabet og bandet har i hvert fald en fest. 

Fællessangen peaker med Grease-hittet »Summer nights« fra 1978. Herrerne træder ind i John Travoltas rolle som Danny og synger: »Summer lovin’ had me a blast«, mens kvinderne gør dem kunsten efter som Sandy: »Summer lovin’ happened so fast«.

Det er en evergreen, der ikke slår fejl. 

SoupSteak&ICE følger op med Dodo And The Dodos’ »Vågner i natten« fra 1987, Gnags’ »Vilde kaniner« fra 1984 (»Til dyrlægerne!«) og Lone Kellermanns »Se Venedig og dø« fra 1978.

De har selskabet i deres hule hånd. 

Dyrlægemusikernes natmad

»Så er det blevet tid til, at vi siger tak for i aften, og samtidig er det også blevet tid til, at I skal have noget natmad,« siger Lasse Sørensen i mikrofonen. 

Mike har knap sat sin Fender Stratocaster-guitar fra sig, før han øjner muligheden for at opsøge bordet med natmad. Til sin store begejstring finder han en croissant med hønsesalat, som han hånligt går tilbage til scenen med, hvor han finder Lasse.

»Øv,« kommer det prompte fra Lasse, der slukøret må konstatere, at de franske hotdogs bliver på hans regning i aften.

Godt tre kvarter senere har bandet pakket det hele ned og kørt det ud i traileren.

I aften er nærmeste døgnåbne tankstation Circle K i Aabenraa, og de tøver ikke længe med at sætte bilerne i gear for at komme ind til byen, selv om frosten har sat ind og lagt et tyndt lag rim på ruderne.

Mindre end fem minutter senere står de i køen og ser længselsfuldt på pølserne på grillen.

High Voltage mener selv, at de er Danmarks bedste AC/DC-coverband, fordi de kører den helt ud på scenen og kopierer udstyr og adfærd i mindste detalje
Læs også
Det er ikke altid lige let at trække publikum op, selv ikke som reinkarneret John Mogensen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
David Zennaro og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer