Læsetid: 28 min.

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Frederik Troels-Smith

9. november 2018

For nylig skrev en skoleelev ud på studieportalen.dk: »Hej Venner. Hvad betyder identitetspolitik, kan ikke rigtig få hjælp gennem Google. Tak på forhånd.«

Den forvirrede elev kunne lige så godt være mig. Efter flere års heftig debat står det stadig ikke helt klart, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om identitetspolitik. Og hvorfor vi taler så meget om det. For det gør vi. Historier om køn, kultur, religion og etnicitet er de senere år blevet en uomgængelig del af den offentlige samtale, og vi præsenteres konstant for nye kontroverser om minoriteter og repræsentation: Må ikketranskønnede skuespillere spille transroller? Må danske studerende klæde sig ud som mexicanere?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Bjørn Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Troels Ken Pedersen
Ejvind Larsen, ingemaje lange, Morten Hjerl-Hansen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Bjarne Toft Sørensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Identitetspolitikkens akilleshæl er, at den begrænser sig til en pluralistisk konkurrence mellem forskellige interessegrupper, på en måde, så der ikke er nogen til at repræsentere det almene godes synspunkt, det som Rasmus Bo kalder det universalistiske synspunkt.

De mest smarte blandt de progressive venstreorienterede amerikanere afholder sig derfor fra at bruge identitetspolitiske argumenter, og insisterer i stedet på at formulere krav, som kommer alle til gode, uanset køn, race, seksuel overbevisning osv. etc.

Et eksempel er kravet om almen sygesikring: Det er hip som hap, om man er rød, sort eller blå, mand, kvinde eller LGBTQ... - alle har glæde af en fælles forsikring mod sygdom, måske med undtagelse af de rigeste. Og at være rig er ikke en identitet i den identitetspolitiske betydning.

Forhandlinger mellem identitetsbestemte interessegrupper er en udvandet og blodfattig form for klassekamp. Klassekamp skeler ikke til identitet, men er derimod en kamp mellem to modstående universalistiske fortolkninger af, hvordan verden bør indrettes.

De mange identitære interessegrupper har dog en del fællesmængder, som gør, at det er muligt at samle alle disse grupper under en fælles universalistisk paraply - og det er netop, hvad der er opgaven, hvis ikke forsøget på at tilgodese de mange identiteter og deres forskellige interesser blot skal forfalde til en pluralistisk alles kamp mod alle.

Identitet for identitetens skyld er blot vand på magthavernes mølle; del og hersk er en meget gammel magttaktik, som netop bruger identitetspolitik til at fjerne opmærksomheden fra klassepolitik.

Ejvind Larsen, Alf Bjørnar Luneborg, Anni Pape, Steen Obel, Bjørn Pedersen, Jens Kofoed, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Rikke Brix anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak til Rasmus Bo Sørensen for denne grundige gennemgang af de identitetspolitiske snirkler, det er en glimrende basis for reflektion og giver god grobund for tanker om selvet i den stadigt mere forgrenede, uoverskuelige virkelighed.

Kommer til at tænke på H.C.Andersen. Han nægtede som bekendt at acceptere sig selv som 'laverestående væsen', selvom samfundet tilsagde ham denne rolle.. Og der var andre undtagelser fra reglen.

Det siges ikke meget bedre end af Tove Jansson, (der iøvrigt var lesbisk):
"Jeg synes, I har fået lavet hende endnu værre end Lille My. Men hovedsagen er jo, at hun kan ses."

Thomas T. Jensen

Nu bør vi her i Danmark snart tage os sammen og bruge ordene mere gennemtænkt.
"Krænkelseskultur" er en kultur, hvor man krænker andre, som hvis man på en arbejdsplads går og klapper kvinderne i røven og løbende nedgør dem.
Men ordet bruges desværre også om noget, der bør betegnes "Krænkethedskultur". Altså hvor der på en uddannelsesinstitution hersker en kultur, hvor man per automatik føler sig krænket på andre menneskers vegne og på den baggrund ønsker at korrekse institutionen samt hele verden og belære disse om, hvad man kan og bør samt ikke kan og bør.

Ejvind Larsen, Kjeld Jensen, Steen Obel, Ole jakob Dueholm Bech, Michael Boe, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Nej, den er netop IKKE en konkurrence mellem grupper, men først og fremmest en simpel opdeling i det private, det personlige og det fælles. Politikken er fælles, rammerne hvorunder den enkeltes frihed skal udfoldes, er fælles, det solidariske sikkerhedsnet er fælles, men ellers er det i samfundets interesse, at den enkelte kommer til sin ret, som individ, som minoritet i et hav af forskellige sammenhænge, og som del af det store, forestillede fællesskab, vores demokratiske samfund er, som det er organiseret omkring institutionerne.

Thomas T. Jensen, det er jo på grænsen af kulturel appropriation, hvad du beskriver.
Men dette er eminent skrevet, det er skrift af denne karat, der gør, at jeg bevarer mit abonnement.
Hvad der er så er lidt mærkeligt er, at alt dette jo er en genopdagelse af ting, vi udmærket kender. Det er jo dialektikken, der rækkes ud efter, samtalen fra forskellige ståsteder, udviklingen af viden og indsigt kender ikke andre veje. Hele videnskaben er bygget op om den samtale, og det er retfærdig ledelse af et samfund også.
Ole Fogh Kirkeby praktiserer det som anti-coaching...

Bjørn Pedersen

Mange tak til Rasmus Bo Sørensen for et enormt udførligt, velskrevet og tankevækkende overblik og definition på hvad "identitetspolitik" kan dække over. Det var nogle og tyve minutter (jeg følte det ikke som en så lang tid) godt givet ud.

Jeg er selv netop en af dem, der associerer ordet "identitetspolitik" med den der amerikanske college-studerende "krænkelseskultur" - og som ser den type kultur som et problem. På samme tid er jeg dog også både personligt del af, og forsvarer når jeg har overskuddet til det, det man her i landet så fint kalder "prekariatet", eller som jeg personligt bare kalder underklassen. Det er jo også en identitet, uanset om jeg i øvrigt selv har valgt den eller ej, og at forsvarer min klasses interesser, er ganske rigtigt identitetspolitik.

Jeg klapper nu mig selv på skulderen, og erklærer dog for mit stille sind at den er en bedre identitetspolitik end, f.eks at gå op i en identitet som jeg ikke deler - det at jeg er en "hvid mand" og at jeg enten derfor skulle være en del af herrefolks-racen eller en del af undertrykker-racen.

Men det ER jo stadig identitetspolitik, og koblingen til netop demokrati eller måske rettere demokratisk tænkning, som et positiv snarere end som en trussel, er egentlig noget jeg faktisk har troet på - men bare har kaldt noget andet. For netop ideen om at vi er og bør være et sam-fund, snarere end løs samling af konkurrende, navlebeskuende individer, fordrer jo også en identitetspolitik. Eller i hvertfald at man bedriver politik med en eller anden sans for en fælles identitet for øje.

Der er noget herligt over refleksionen mht. den læser, der kritiserede Rasmus Bo Sørensens artikel om Serena Williams. Anerkendelsen af at man både kan og bør opfordre til at man finder hinanden, respekterer hinanden som et demokrati - og at dem der er mest vrede faktisk er vrede fordi de ikke føler at de er del af den fælles identitet som ellers tales op, både af universalister og "partikularister".

Men der skal dog også være plads til diskussion om hvorvidt ens egne fortolkninger af virkeligheden, ikke blot mht. fakta og videnskab men om i modparten virkelig tænker, føler og tror som de hævdes de gør. Eller om det blot er en (serie af) formodning(er). Det er dermed en god konlusion på artiklen, en god opfordring. For ja, folk kan tage fejl i hvordan de tror andre tænker. Men det betyder bare at man så er, og bør være, mere villig til at begynde at diskutere de formodninger vi hver især har.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

For tiden bliver vi almindelige mennesker bedt om at tage imod en del autoritære ideologier uden at kritisere dem eller have en selvstandig tanke. Vi skal indordne os og acceptere vores plads under støvlet. Der ser ud til at være ret mange der er villige til at fremme disse punkter på massernes bekostning så det kommer fra alle retninger i disse dage. Vores verden er under forandring og magthaverne vil gerne fremme sin menneskefjendske poilitik. Globaliseringens greb skal blive til et jerngreb. Populismen er kommet frem og det såkaldte alternative højre også. Formentlig fordi masserne er ved at fatte at magteliten ikke er til at stole på. Disse bliver malet op på en måde hvorpå at enhver mand som tænker for sig selv og ytrer sin mening og sin lyst til ægte frihed uden statslig kontrol er en forræder, en homofob, en kvindehader, en racist, en nasist etc etc. Vi lever efterhånden i et kommunistisk gulag. Hvor RFID chippen snart bliver tvunget igennem som en måde af at betale for varer eller åbne en dør og din placering er altid kendt af staten og der går heller ikke for lang tid til vi ser det sociale point system som nu bliver implimenteret i Kina. Menneskefjendskheden florerer alle vegne og vi skal acceptere at vi er en virus som skal styres eller udslettes. Identitetspolitik går udelukkende ud på at dele os så vi nemmere kan regeres. Et samlet folk kan ikke knækkes så nemt som var vi delt. Divide and conquer er et gammelt begreb og nu er det frem i en ny kostume. En kristen hvid mand er den næste målskive og nationalstaten skal bortskaffes på vores bekostning. Er de sovende masser ved at vågne op ? Eller er det hele bare et stort fup for at få et ønsket resultat frem ? En ting er sikkert. Jeg bliver hellere til en total redneck med min illegale pumpgun og venter på at fjerne dem jeg kan end en slave med en chip i hånden og har mistet alt liv. Det er stensikkert.