Læsetid: 17 min.

Von Trier: »Selv hvis man går, når det første barn bliver myrdet, tager man jo noget med hjem«

Lars von Trier laver de film, som ingen andre har lyst til at lave, og han ser ingen andre film, fordi han ikke vil miste sit fokus. Hans seneste film, seriemorderthrilleren ’The House That Jack Built’, skildrer grumt og blodigt fem af seriemorderen Jacks mord – eller værker – mens den diskuterer kunstens væsen og godt og ondt og stikker en provokerende finger i øjet på Triers kritikere. Vi har talt med ham om den nye film og hans ambition om at få publikum til at tænke selv
Det gør ikke Lars von Trier noget, at folk udvandrer fra biografen, når hans film vises. Tværtimod tænker han, at han har gjort noget rigtigt.

Det gør ikke Lars von Trier noget, at folk udvandrer fra biografen, når hans film vises. Tværtimod tænker han, at han har gjort noget rigtigt.

Anders Rye Skjoldjensen

16. november 2018

Huset hedder Puttely. Bilen hedder Lille-Tut.

Det er måske ikke lige det, man forventer, når man er på besøg hos Lars von Trier. Og så passer det alligevel godt til den danske filmskaber, som kan være så svær at få hold på. Det siger en del om hans humor og drilske væsen og om, at man skal passe på med at forvente sig noget bestemt af en egensindig kunstner, der fra begyndelsen af sin karriere har lavet film, der – som han selv har formuleret det – skal være som en sten i skoen.

»I og for sig har jeg det sådan, at publikum må tænke præcis, hvad de vil, men jeg synes, at det er godt, hvis de får et lille skub til overhovedet at tænke,« siger Trier.

Han taler om sin seneste film, seriemorderthrilleren The House That Jack Built, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes tidligere i år. Princippet gælder dog for alle hans film, som har det med at fremkalde stærke reaktioner hos publikum. Det er sjældent, at man møder nogen, som er helt ligeglade med Trier og hans værk.

»Det er en service, når man nu har betalt for billetten. Selv om jeg vil benægte det til enhver tid, så er det jo en slags pædagogik, jeg fører med gerne at ville have folk til at bestemme selv og tænke sig om. Jeg har fået flere henvendelser fra folk, der ikke brød sig om den nye film, da de forlod biografen, men to dage efter er den blevet hængende, og så har de kunnet se nogle kvaliteter i den. Det er den bedste situation. De er blevet ført et sted hen, hvor de ikke rigtig vil hen, og så får de øjnene op for det sted.«

En mærket mand

Vi sidder i Lars von Triers kombinerede dagligstue og spisestue i et gammelt, men nyligt renoveret træhus i et naturskønt område ikke langt fra centrum af København. Der er varmt i huset, men om det er derfor, at han tager imod kun iført t-shirt, underbukser og strømper, skal jeg ikke kunne sige.

Vi blev lukket ind af Triers mangeårige pressedame, Christel Hammer, der sørger for ham, når han møder journalister og i det hele taget skal optræde offentligt. Og det er der brug for. Der synes i hvert fald ikke at være lige så langt fra mennesket Trier til filmskaberen og mediemanden Trier, som der trods alt tidligere har været.

Ja, han er en mester udi selviscenesættelse, og det kan selvfølgelig også være grunden til, at han dukker op uden lange bukser på – han vil så at sige tage os på sengen. Men han ligner nu en mand, der er blevet for træt til at sætte sig selv i scene. Der er noget sjældent skrøbeligt og sårbart over ham, som kun understreges af, at Christel Hammer pusler om ham, som var hun hans mor. De driller hinanden – han stikker til hende, hun stikker til ham – og på et tidspunkt, da han skal fotograferes og går ind ved siden af for at finde et par bukser og en trøje, mens hun allerede står med et par bukser i hånden, siger han: »Ja, jeg kan ikke finde ud af at være alene.«

62-årige Trier er mærket af det selverkendte og meget omtalte misbrug af alkohol og stoffer, som efter hans eget udsagn i mange år har gjort det muligt for ham at arbejde og fungere på trods af allehånde neuroser og tvangstanker. Han taler langsommere, end han plejer, og han ryster på hånden. Men han er ikke mindre skarp eller humoristisk, end han plejer at være. Han er f.eks. hurtig til at sige, at han ikke bryder sig stort om Olsen Banden – som jeg lige har skrevet en bog om – eller Star Wars, som jeg også holder meget af. Omvendt svarer han beredvilligt og venligt på alle spørgsmål og lader sig bagefter herse rundt i en halv time af fotografen.

Anders Rye Skjoldjensen

Ikke færdig med film

Lars von Trier har en tendens til at ryge ud ad en tangent, når han skal svare på et spørgsmål. Det kan selvfølgelig være en smart taktik, som han tager i brug, når der er noget, han ikke har lyst til at tale om. Men samtidig er det ikke til at skelne undvigelsesmanøvrerne fra instruktøren selv, for disse digressioner, der i interviewet berører alt fra The Matrix og 11. september til Patricia Highsmith og en hestevognstunnel under Elben, er også blevet en del af hans film, ikke mindst de to seneste, Nymphomaniac – hvor en af hovedpersonerne pludselig taler om fluefiskeri, knob-binding eller Fibonacci-tal – og The House That Jack Built.

The House That Jack Built handler om arkitekten og seriemorderen Jack (Matt Dillon), der er i færd med at konstruere et ’hus’ eller skabe et kunstværk ud af de kvinder – og et par børn – som han slår ihjel i løbet af filmen. Trier skildrer fem af Jacks drab i kapitler og lader ham samtidig i en voice over diskutere kunstens væsen, kvinders føjelighed, mænds skuffelse og begreber som godt og ondt med den mystiske Verge (Bruno Ganz). Det er både meget brutalt og dybt fascinerende, og fordi det hele krydres med klip fra Triers tidligere film, har The House That Jack Built karakter af en art poetik eller måske ligefrem et filmisk testamente.

»Jeg ved godt, at den ligner det lidt, og på en eller anden måde er den det vel også,« siger Trier.

»Selv om jeg håber ... Kurosawa (japansk mesterinstruktør, red.) lavede jo film, indtil han var nogle og firs. Da vi lancerede Dogme95, sendte jeg manifestet ud til alle mulige instruktører og opfordrede dem til at være med. Ingen svarede på nær ham. Og han skrev, at han lige var lidt træt for tiden, og så døde han to dage efter. Så han var undskyldt.«

Så nej, The House That Jack Built er ikke tænkt som et testamente. Trier er ikke færdig med at lave film, og faktisk var det til at begynde med slet ikke meningen, at klippene skulle være fra hans egne film: »Vi havde brug for nogle klip fra mine yndlingsfilm, men det havde vi slet ikke råd til. Og så sagde jeg: ’Hvorfor helvede tager vi ikke bare noget af vores eget? Det er jo gratis.’ Og så kylede vi det ind. Det er lidt en inside-joke.«

Ingen undskyldning

På samme måde er det Lars von Triers interesse for eller fascination af et eller andet, som har styret, hvad det er for ting, som Jack og Verge taler om, de såkaldte digressioner, forklarer han.

»På den måde bliver det meget min film. I stedet for at bevæge mig ind på nogle områder, fordi de passer til filmen, så lader jeg filmen få fat i de ting, jeg ikke behøver slå op i et leksikon. Det giver en sammenhæng i emnerne, synes jeg,« siger han.

En af de ting, som Jack og Verge diskuterer, mens de bevæger sig igennem Triers version af Dantes Inferno, er Hitlers hofarkitekt, Albert Speer, som instruktøren altid har været fascineret af. De taler også om Hitler selv og Jacks store fascination af diktatorens masseudryddelser. Det virker som en provokerende finger i øjet på alle de mennesker, som fordømte instruktøren, da han på et pressemøde for Melancholia på filmfestivalen i Cannes i 2011 kaldte sig selv nazist i et klodset forsøg på at være morsom. Samtidig er der på grund af Jack og Verges samtaler en form for selvrefleksion i The House That Jack Built, fordi Verge hele tiden udfordrer og sætter spørgsmålstegn ved Jacks grænseløse, uansvarlige adfærd. Det kan godt tolkes som en forklaring – eller er det måske ligefrem en undskyldning?

»Jeg håber ikke, at der ligger en undskyldning i filmen. Jeg synes ikke, at der rigtig er noget at undskylde for,« siger Trier og ler.

»Tværtimod vil jeg gerne stå ved, at jeg synes, at Speer var en interessant og dygtig arkitekt.«

Han er stille et øjeblik. Så begiver han sig ud på en af sine mange digressioner og begynder at tale om Bruno Ganz, som har været dejlig at arbejde sammen med.

»Han har været et idol, siden han lavede Den amerikanske ven (Wim Wenders’ filmatisering af en Patricia Highsmith-roman om psykopaten Tom Ripley, red.), som også rummer nogle syrede øjeblikke, men alt i alt fungerer skidegodt, fordi Bruno er så god. Jeg har været nede i den tunnel, han løber igennem, hver gang han i filmen skal til glarmester. Det er en gammel hestevognstunnel under Elben, hvor der er nogle kæmpe elevatorer til hestevogne. Det er en meget flot tunnel. Jeg opsøgte den af samme grund – jeg ville se, om den var der.«

Drilske idoler

En anden digression i The House That Jack Built er to af Lars von Triers idoler og bliver en slags musikalsk ledemotiv – eller rettere to ledemotiver. Det ene er et gammelt filmklip med den klassiske pianist Glenn Gould, og det andet er David Bowie, der synger »Fame«. Gould var kendt for sin excentriske adfærd og jagten på perfektion og variation, når han spillede især Bach. Bowie var en kamæleon, der legede med sin identitet og ofte skiftede ham, og som i »Fame« sang om at blive forført af berømmelse. Det virker næsten, som om instruktøren kommenterer sig selv og sit kunstneriske virke igennem de to idoler.

»Det ville være dejligt, hvis jeg havde nogle af deres idiosynkrasier,« siger Trier, der beundrer Goulds egensindighed og stædighed.

»Glenn Gould forudsagde, at han ville dø, da han var 50, og det gjorde han også. Og så sad han altid på en køkkenstol og spillede klaver, som hans far på et tidspunkt havde banket nogle klodser på, så han kunne nå tangenterne. Fordi han havde lært at spille klaver på den stol, tog han den med, når han fløj første klasse. Så stod den på sædet ved siden af. Når han ankom til et koncertsted, hvor det hele var finpudset, sorte flygler, og hvad ved jeg, satte han sin køkkenstol op. Han nægtede også at lade være med at synge med, når han spillede. Det var der mange, som påtalte. ’Kan du ikke lade være med at synge? Vi vil kun have musikken.’ Det rettede han sig ikke efter.«

Bowie var også en drillepind.

»Jeg er meget skuffet over, at han er død. Det kan han ikke tillade sig. Det er mærkeligt med sådan nogle idoler. Jeg havde engang en terapeut, der døde. Det, syntes jeg også, var unfair. Hvad havde han tænkt sig?«

Modstridende oplysninger

Lars von Trier har flere gange sagt, at han laver de film, som mangler, fordi ingen andre har lyst til at lave dem. Det er en del af forklaringen på, at blandt andre Epidemic, EuropaBreaking the Waves, Idioterne, Dancer in the Dark, Dogville, Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac er så radikale i deres udtryk og så kompromisløse og pågående i deres afsøgning af menneskets grundvilkår.

»Jeg navigerer ret meget i forhold til de film, jeg synes, at der er. Men jeg har jo ikke set nye film. Jeg ser principielt ikke film, fordi jeg ikke vil løbe risikoen for at blive fascineret af noget. Jeg føler, at jeg har en linje, som jeg har planlagt,« siger han.

Trier begynder at tale om en af de få nyere film, han har set, nemlig Wachowski-søstrenes The Matrix (1999). Den er flot lavet, og man forstår, at den inspirerede ham til de smukke billeder i ultraslowmotion i Antichrist (2009) og Melancholia. Men The Matrix er samtidig en helt anden slags film, end dem Trier selv laver. Han kalder den for en nougatagtig feelgood-film.

»Lige up your alley,« siger han med et drilsk smil.

»The House That Jack Built er en anden slags film. Selv hvis man går, når det første barn bliver myrdet, tager man jo noget med hjem. Og hvis man bliver mere højreorienteret eller venstreorienteret af det, er det nok godt det samme, fordi jeg tror på, at mennesker tænker og føler, og det skal de praktisere. Filmen giver modstridende oplysninger hele tiden. Det er også derfor, at det er godt at have en dialog mellem Jack og Verge.«

På filmfestivalen i Cannes blev der efter premieren på The House That Jack Built sagt og skrevet meget om, at der var mennesker, som gik under filmen. Nogle af dem udtalte sig ligefrem om, hvor modbydelig de syntes, at filmen var. Det har Trier det fint med – han er her som sagt ikke for at give publikum, hvad de gerne vil have.

»Der må meget gerne være nogle, der går. Ellers har jeg ramt forkert. Det er ligesom med haglgevær – der er nogle hagl, der ligger lidt yderligt. Nogle lader sig også ophidse bare af temaet, og det er højst sandsynligt dem, der er gået, fordi de med børnemordene har fået en helt bestemt lejlighed til at gå.«

Han peger mod det store, voldsomme maleri, der hænger på væggen bag ham.

»Det der er i øvrigt ’Barnemordet i Betlehem’. Der var også knald på. Da kunne man tale om, at det var dårligt at være dreng.«

Et vildt univers

The House That Jack Built begyndte med et ønske om at filmatisere en af Patricia Highsmiths Tom Ripley-bøger. De resulterer næsten altid i gode film, mener Lars von Trier. Det var dog ikke muligt at få rettighederne, og så fandt han ud af, at han i det mindste kunne skrive en historie om en psykopat, fordi »det er skidesjovt«, som han udtrykker det.

»Man aner ikke, når man sidder og skriver, hvad han lige pludselig kan finde på at sige. Pludselig siger han noget virkelig åndssvagt. En masse af de makabre ting er baseret på humor. Det er jo en slags humor, når Jack sidder og taler om, at det er hårdt at være født som dreng, fordi man altid bliver peget ud som den kriminelle, og at han siger det, netop som han skal til at skære brysterne af en kvinde.«

Trier bruger humor i alle sine film, fordi det giver en scene fremdrift, hvis den er morsom og rummer vittige replikker, siger han. Der er da også en barsk og ofte absurd humor på spil i hans film, ikke mindst i The House That Jack Built, hvor man tager sig selv i – jeg gjorde i hvert fald – at grine ad nogle af de mest groteske og brutale og næsten Tom & Jerry-agtige scener. Som f.eks. da Jack ved et uheld taber et plastikindhyllet lig ud af sin varevogn og trækker det efter bilen hele vejen hjem, så ansigtet bliver ’slebet’ af og efterlader et blodrødt spor fra gerningsstedet til Jacks tilholdssted.

»Det er klart, at når man først begynder at aflæse tingene humoristisk, så bliver alting sjovt. Folk har forskellige grænser for, hvornår noget er sjovt, og hvornår det ikke er sjovt længere. Den vil jeg da gerne ud og lege med, den grænse, så det har jeg det fint med. Hvis noget skal være morsomt, skal det være lagt op på en bestemt måde. Noget af det værste er en undertekst, der kommer for tidligt, så den afslører pointen. Der er en mekanik i humor, og nogle gange vælger jeg at vende scenen, når vi optager den, så den får alvor i stedet. Og alvor skal man så i mit ret vilde univers langt ud for at finde.«

Forbudte tanker

Fordelen ved at fortælle en historie om en seriemorder er ifølge Lars von Trier, at den har en indbygget spænding. Det kan godt være, at man reelt ved, hvad der sker, når seriemorderen – som regel en mand – finder et nyt offer. Men man keder sig sjældent og er i stedet spændt på, hvordan det mon kommer til at ske.

»Jacks mord er jo længere og længere ude. Det samme er hans tanker om kunst, og til sidst bliver Hiroshima stor installationskunst for ham,« siger Trier om sin hovedperson. Talen falder på den tyske komponist Karlheinz Stockhausen, der blev stærkt kritiseret for at kalde terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 for et vellykket kunstværk.

»De vidste jo ikke, at bygningerne ville styrte sammen,« siger Trier.

»Der var et klip med bin Laden, hvor han fortalte, at de var styrtet sammen, og at det var der ingen, som havde regnet med. Heller ikke konstruktørerne af bygningerne.«

Jeg spørger, om ikke det er forbudt eller ufølsomt at tænke den slags tanker – at tale om terror og død og ødelæggelse som kunst. Det synes Trier ikke.

»Det er jo bare teori. Det er jo ikke sådan, at jeg går ud og foretager en eller anden forbrydelse. Det har jeg i hvert fald ikke tænkt mig. Det er heller ikke kun sådan, jeg tænker kunst.«

Han hæver stemmen, tydeligvis lidt irriteret over spørgsmålet.

»Jeg nævner det bare som noget, der er blevet diskuteret flere gange, og hvor andre mennesker er kommet med det samme udsagn. Og det er da interessant. Det passer meget med nogle tanker, jeg selv har haft, og derfor bliver Jack en del af mig. Det er også derfor, at jeg har lagt ’Hit the Road, Jack!’ på lydsporet. Hvis han er en del af mig, den her virkelig, virkelig ondskabsfulde, lede fyr, er det måske meget godt at få ham ud af systemet.«

Han er stille et øjeblik og siger så: »Langt de fleste, både med spørgsmål, diskussioner og anmeldelser, går meget mere ind i, hvorfor jeg har lavet filmen, og hvad jeg vil med den, end ind i filmen selv. Det er mærkeligt. En filmanmeldelse plejer at være en filmanmeldelse og ikke handle om, hvilke mørke motiver jeg måtte have for at lave en film.«

Gode og onde billeder

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Lars von Trier i stort set alle sine film beskæftiger sig med ondskab. Han kan simpelthen ikke lade være med at kigge ned i Nietzsches berømte afgrund. Allerede i sin første film, Forbrydelsens element (1984), konkluderede han blandt andet, at ondskaben ikke var samfundsbetinget, men kom fra mennesket selv.

»Det er jo sådan set det, jeg siger hele vejen igennem. Jeg kan godt høre, at det er lidt banalt og lidt kedeligt efterhånden. Det kan være jeg skal lade være med at sige mere. Det kan være, at jeg skal lade det være godt med det der masseudryddelse‚« siger han.

Han har engang udtalt, der er bedre billeder i det onde end i det gode.

»Det er også meget banalt, men da Dante skrev Den guddommelige komedie, var det sjovt at skrive Helvede, men så blev det mere og mere og kedeligt, fordi de cirkler, der er højere oppe, Skærsilden og specielt Himlen, bare består af nogle engle. Man kan se det på Gustave Dorés illustrationer. Der er ikke noget i det. Desuden er det min erfaring, at de skuespillere, der spiller skurke, er betydeligt sjovere at snakke med end dem, der spiller helte.«

Fascination af ondskab rummer dog ikke hele sandheden om Triers film. Det håber han i hvert fald ikke selv.

»Der er også hist og her noget inspiration og nogle visioner, som ikke direkte har med ondskab at gøre,« siger han.

»Men jeg vil nødigt bo i Midsomer (det fiktive grevskab i England, hvor krimiserien Barnaby foregår, red.) Hver anden indbygger må være myrdet. Hvordan får de solgt husene bagefter?«

Han griner.

»Jeg ser med glæde Barnaby. Det er dejligt afslappende. Selv om det nogle gange er nogle virkeligt sadistiske mord, de begår. Det gør de i alle seriemorderfilmene, og derfor tænkte jeg også lidt, da jeg skrev The House That Jack Built, at jeg jo i hvert fald aldrig kunne overgå nogen i sadisme og blod og splat. Jeg synes selv, at jeg holdt mig på et rimeligt plan. Alligevel er det det, jeg har fået på puklen for. Det er mærkeligt, fordi der findes tonsvis af film, som går meget længere.«

Republikaneren Trier

Interviewet er ved at være forbi. På skrivebordet, som også står i den store stue, ligger en Arne Dahl-krimi og en bog af Stephen King. Jeg spørger, om det er Trier selv, der læser. Han svarer ikke direkte på spørgsmålet, men siger i stedet, at King engang sagde til ham, at Trier var den eneste, som ville kunne filmatisere en af hans bøger. Trier syntes dog, at det ville blive for meget, hvis han skulle filmatisere King – som flødeskum med flødeskum på.

Vi taler lidt om The Kingdom, den amerikanske udgave af Riget, som King stod bag, og som mere syntes at være et terapeutisk projekt for forfatteren, der kort tid forinden næsten mistede livet i en ulykke, end en reel genindspilning af Riget. Og så nævner Trier Sonning-prisen, som han fik tildelt tidligere i år, og som han er meget stolt af.

»Det er en accept af eller cadeau til mit virke generelt og ikke for en bestemt film. Det er jeg glad for. Jeg har også fået en fransk orden, som jeg praler meget af. Jeg fik en dansk medalje, som jeg sendte tilbage, fordi jeg ikke er royalist.«

– Den franske ville du godt have.

»Ja, fordi Frankrig er en republik.«

Jeg kan ikke lade være med at grine.

»Ja, du griner. Min far tog mig med i Det Kongelige Teater hvert år på noget, der hed Vanføredagen. Socialministeriet stod for det, og han fik nogle billetter. Når kongen så kom ind, sagde han: ’Bliv siddende, for satan.’ Og så var vi to måske de eneste i hele Det Kongelige Teater, der blev siddende, fordi den ret havde man. Ikke at hylde de kongelige.«

Han fortæller, at han har en lille munter historie fra engang, hvor han på den franske ambassade overværede Klaus Rifbjerg få overrakt en fransk pris.

»Det var Marie, der skulle uddele den. Hun er fransk. Det var ene 68’ere, der sad der, Suzanne Brøgger og den slags, og de rejste sig kraftedeme alle sammen op. Det havde de altså ikke gjort dengang i 1968. Der skulle man sige du til de kongelige. Jeg blev siddende. Der er jeg altså meget principfast. Marie kom hen til mig bagefter og spurgte, om der var noget galt. Og så svarede jeg, at der var ikke andet galt, end at jeg var republikaner.«

Han ler.

»Det her interview må da lige være noget for Information. Jeg siger stort set ikke noget, der ligger uden for dagsordenen.«

’The House That Jack Built’ har dansk premiere den 29. november. 

Der er brutale, modbydelige og eksplicitte mord i Triers nye film, og det skal nok give de mere sarte blandt publikum ondt i maven.
Læs også
Hvad har Gangnam Style at gøre med ’Breaking the Waves’, hvorfor er ’Direktøren for det hele’ profetisk, og hvad er fællesnævneren mellem Triers film og voldsom BDSM? Få svarene her
Læs også
Ugens Radio Information står i Lars von Triers tegn, men vi kommer også en tur forbi Tibetkommissionen, somaliersagerne og den nu tidligere ATP-formand Christian Hyldahl
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Trond Meiring
Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg må tilstå, jeg nok ikke når så langt. Jeg syntes Lars er dygtig og intelligent, men vold vil jeg ikke bruge min tid på.

Berith Skovbo, Peder Bahne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Det er sjældent, man møder nogen, som er helt ligeglade med von Trier og hans værk".
Det er muligt, vi er sjældne, men vi findes!

Anders Sørensen

@Tino Rozzo, du er vel næppe 100 % ligeglad, når du nu tog dig tid til at tilgå artiklen og endda kommentere.

Niels Duus Nielsen, Anja Knoblauch, Jens Christensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg husker at i mit gamle barndomshjem hvor min gamle far der var kvartalsdranker, var der nogle særlige regler for ham, så hvis hvis han ikke kunne lide den middagsmad min mor lavede fik han serveret noget han kunne lide, mens vi børn og min mor altid spiste det der blev lavet og det er bare et lille eksempel på de mange særlige regler der var for min far, så der var sådan en slags privat far i et moralsk tomrum og så vores allesammens næsten statsminister far der fortalte os hvad vi moralsk skulle gøre og det minder mig ofte om ikke alene Lars Von Trier og Lars Løkke Rasmussen men også om den kulturelle og økonomiske elite der ofte elsker at få pæle stukket igennem det åndelige flæsk som en del af deres selvforståelse af at være progresive, men når det kommer til den mere kødelige del af festen med at ændre sin livsstil eller adfærd, så kniber det noget mere med lysten

Jeg vil være kunstner i mit næste liv. Jeg har en del bestialske ideer med atomenergisk konsekvens i publikum. Når først mine film er set, vil nogle af scenerne aldrig blive usete igen i resten af publikums levetid. På den anden side. Hvorfor skulle jeg. Jeg tror sgu hellere jeg følger David Joelsen. Livet er bare for enestående til ondskab.