Læsetid: 6 min.

2018 lærte os, at film udvikler sig bedst på kunstens egne præmisser

Lars von Trier viser, hvor højt der kan være til loftet i dansk film. Sammen med en flok dygtige debutanter – og Paprika Steen – tegner han et filmår fuld af visuel og fortællemæssig eventyrlyst
Victoria Carmen Sonne spiller foruroligende og fascinerende i Isabella Eklöfs ’Holiday’

Victoria Carmen Sonne spiller foruroligende og fascinerende i Isabella Eklöfs ’Holiday’

Reel Pictures

21. december 2018

Midt i al balladen om #MeToo, en ny filmaftale, streamingtjenesternes mulige underminering af ’den danske model’ og Dansk Folkepartis tossede forslag om at udflytte Filminstituttet og Filmskolen til Fyn, har det været let at overse, at 2018, hvad angår form og indhold, har været ret så mangfoldigt og eventyrlystent et filmår.

Fra Gustav Möllers oscarshortlistede thriller Den skyldige, der foregår i ét rum, og Milad Alamis usædvanlige indvandrerhistorie Charmøren til Paprika Steens bidske juletragikomedie Den tid på året og Lars von Triers The House That Jack Built, der på vanlig udfordrende vis udforsker ondskabens og kunstens grænser, har både debuterende og garvede filmskabere forsøgt og haft held med at sætte sig et kunstnerisk mærke i verden.

Tilmed har danske film solgt flere billetter i år end i de to foregående år – 3,3 mio. i skrivende stund mod 2,5 i 2017 og og 2,7 i 2016 – hvilket trods alt må få branchen og ikke mindst producenterne til at trække vejret bare en smule lettere. 

Jeg ved godt, at der er så meget andet at bekymre sig over, ikke mindst økonomisk, men hvis dansk film på ét og samme år både har nyt at byde på og et vist billetsalg at prale af, er det svært at forlange mere.

Som nyligt afdøde William Goldman, den legendariske manuskriptforfatter bag ikke mindst Butch Cassidy and the Sundance Kid, Alle præsidentens mænd og The Princess Bride, altid sagde om det at lave film: Ingen ved noget som helst. 

Det kunne danske filmfolk og især politikere lære noget af – måske det endda kunne få de sidstnævnte til at holde op med at forsøge at styre dansk film i en bestemt retning og i stedet lade tingene udvikle sig en anelse mere organisk og på kunstens egne præmisser.

Familiejulens genvordigheder

Hvis vi begynder med billetsalget, så er årets absolutte topscorer den fjerde og for Zentropa og Nikolaj Lie Kaas’ vedkommende sidste Afdeling Q-film, Christoffer Boes Journal 64. Det er også den bedste af de fire film – den mest spændende og veldrejede og med mest på hjerte – og den har solgt ikke færre end 760.000 billetter.

To film har solgt i omegnen af 400.000 billetter. Den første er Ole Bornedals John Mogensen-film, Så længe jeg lever, hvori Rasmus Bjerg gør det aldeles fremragende som den populære, men plagede og scenesky sanger. Og den anden er Bille Augusts Henrik Pontoppidan-filmatisering, Lykke-Per, som nok byder på gode skuespilpræstationer, men som dramaturgisk og psykologisk ikke hænger så godt sammen. Måske råder tv-udgaven, som her i julen kan ses på TV 2, bod på det.

Paprika Steens Den tid på året, der er en af de sjoveste danske film, jeg længe har set – den rammer så præcist i sin skildring af familiejulens genvordigheder – buldrer stadigvæk derudad og er snart blevet set af 300.000 mennesker. Den fortjener at blive set af endnu flere.

Far til fire nr. 117, Far til fire i solen, solgte ’kun’ 250.000 billetter, hvilket vist nok er færre end de foregående film i den endeløse serie. Måske skyldes det, at publikum endelig er ved at blive trætte af at se variationer over den samme skabelon igen og igen. Eller måske skyldes det, at 2018 faktisk har budt på flere gode film for børn, unge og familier, deriblandt animationsfilmene Vitello og Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn og Landet af glas – der er produceret uden støtte fra Filminstituttet – Brakland og Julemandens datter.

Den sidste handler meget apropos om det uretfærdige i, at det kun er drenge, der må gå på julemandsskolen og blive julemænd.

Følelsesmæssigt jerngreb

Men nu er det jo ikke kun – faktisk langtfra – billetsalg, som definerer filmåret 2018, og som er eller bør være en målestok for succes.

I den nye femårige filmaftale, der gælder fra 1. januar 2019, har man godt nok skrevet målbare parametre for danske film ind. Og selv om det formentlig mest er en form for symbolpolitik dikteret af Dansk Folkeparti, er det en bekymrende tendens, som forudsætter, at man ved alt det, William Goldman erkendte, at ingen reelt vidste. Desuden fokuserer målet entydigt på omsætning og billetsalg, hvor dansk films succes har mere med kunstnerisk vovemod og mangfoldighed at gøre.

Det er disse kvaliteter, der gør danske film interessante også uden for landets grænser, og som er en af grundene til, at Lars von Trier nu igen vækker opsigt på filmfestivalen i Cannes, og at Den skyldige er med i opløbet til en oscarnominering sammen med Ali Abbasis delvist danskproducerede og meget særegne, svensksprogede Grænse. Det er en film, man gerne havde set den herboende og på Den Danske Filmskole uddannede Abbasi lave i Danmark.

Heldigvis har et par andre svenskere, føromtalte Gustav Möller og Isabella Eklöf, valgt at lave deres debutspillefilm i Danmark, og de er fulde af visuel flair og fortællemæssig originalitet. Den skyldige er både en kidnapningsthriller og et karakterstudie, og så foregår den udelukkende på alarmcentralen, hvor politimanden Asger (Jakob Cedergren) modtager et opkald fra en fortvivlet kvinde i vanskeligheder. Den slags film, der foregår ét sted og kræver en god del indlevelse og meddigtning af sit publikum, har det med at miste troværdighed undervejs. Men det gør Den skyldige ikke, og Möller holder publikum i et følelsesmæssigt og psykologisk jerngreb fra start til slut.

Sært dragende

Isabella Eklöf har med Holiday lavet en stilsikker og brutal film om en ung, tilsyneladende naiv kvindes forhold til en afstumpet gangster, der ikke tøver med at ydmyge og udnytte hende, når det passer ham. Victoria Carmen Sonne leverer en fascinerende og dybt foruroligende præstation som kvinden, Sascha, der synes at have opgivet al fri vilje og tankevirksomhed for at kunne leve et liv i luksus og med sporadiske tæv. Spørgsmålet er, om filmen får forklaret Saschas totale overgivelse godt nok, men det er på én gang sært dragende og ubehageligt at være vidne til hendes mentale, følelsesmæssige og fysiske selvdestruktion.

En anden af årets debutanter, Kasper Kalle, forsøger med held noget af det samme som Gustav Möller i periodefilmen Christian IV – den sidste rejse. Den foregår udelukkende i en karet, eller flere kareter, der fragter kongen, både som ung og gammel, og hans store kærlighed, Kirsten Munk, rundt i Danmark, imens instruktøren fortæller en dramatisk historie om jalousi og bedrag. Det lyder måske lidt statisk og ufilmisk, men det er alt andet, fordi Kalle lader handlingen springe i tid og sted og giver billedsiden et skud poesi ved at lade vinduerne i kareten blive en slags lærreder, hvor kongens tanker udspille sig.

Det med den ene location er i øvrigt et helt tema hos den unge generation af filmskabere: Næste år er der således premiere på Rasmus Kloster Bros Cutterhead, der foregår i og omkring en boremaskine dybt nede i metrobyggeriet under København.

Triers betydning

Man kan undre og ærgre sig lidt over, at det ikke for alvor lykkedes Ditte Hansen, Louise Mieritz og instruktør Niclas Bendixen at omsætte de to skuespillere og komikeres populære tv-serie til film med Ditte & Louise. Den har solgt ca. 80.000 billetter, hvilket ikke er prangende, når man tænker på al den omtale, som DR’s aflysning af serien efter to sæsoner affødte.

Men der er forskel på tv og film, og det sketchagtige præg, som passer til en serie, har det indimellem svært på det store lærred, hvor man gerne vil have en større og mere følelsesmæssigt engagerende historie. Omvendt har Ditte og Louise en masse relevant og meget morsomt at sige om kønsroller og ligestilling i den film- og tv-branche, de selv er en del af.

Og således nåede vi til vejs ende, nærmest bogstavelig talt, med Lars von Triers nye film, seriemorderdramaet The House That Jack Built, der med sort humor og vanlig respektløshed udfordrer instruktørens kritikere og spørger, om man kan gå for langt i kunstens tjeneste. Det er måske ikke den mest stringente eller præcise af Triers film, men den vil skubbe til sit publikum, og den tillader sig at være farlig og sige og vise alt det, mange andre ikke tør, hvorfor den – med chefredaktør Rune Lykkebergs ord – bliver en vigtig film i en tid, hvor så meget er så ufarligt og poleret og uden kanter.

I dét lys er det svært at overvurdere Triers fortsatte betydning for dansk film – så højt kan der være til loftet – og undgå at se ham som en art ledestjerne for en ung generation filmskabere.

For Katrine Hornstrup Yde var Ali Abbasis ’Grænse’ én af de helt store filmoplevelser i 2018
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu