Læsetid: 9 min.

I år greb den internationale musik til aktivistiske kneb – med skiftende held

Hvis 2017 var et politiseret år i international musik, så var 2018 et hyperpolitiseret år – i så høj grad, at flere musikere har grebet til aktivistiske kneb. Det var et år, hvor stjernerne mærkede konsekvenserne af klimabenægtelse på egen krop og ejendom. Og et år, hvor en popstjerne gav os blodig klubmusik fra dybt i den spanske flamenco-tradition
I 2018 gav Spanien pludselig lyd fra sig, nærmere bestemt Catalonien, hvorfra Rosalía satte en ny dagsorden med sit eget blodigt stolte ståsted mellem flamenco og moderne r&b.

I 2018 gav Spanien pludselig lyd fra sig, nærmere bestemt Catalonien, hvorfra Rosalía satte en ny dagsorden med sit eget blodigt stolte ståsted mellem flamenco og moderne r&b.

Gianfranco Tripodo

19. december 2018

I 2018 har man hele tiden famlet efter nye ord for at beskrive, hvad der foregår i den politiske kravlegård. Men jeg foretrækker nu at vende tilbage til det gode gamle ord ’vederstyggeligt’.

Især amerikansk politik er blevet en stadig mere grotesk farce. Ikke så mærkeligt, at musikerne er blevet om muligt endnu mere politiserede i året, der går på hæld. Ja, i så høj grad, at flere har grebet til aktivistiske kneb. Med både potent og impotent virkning.

Varm politisk kartoffel

Popstjernen Taylor Swift gik ind i midtvejsvalgene med en opfordring til, at folk lod sig vælgerregistrere landet over, og hun meddelte, at hun i sin hjemstat Tennessee ville stemme på de demokratiske kandidater.

»Jeg kan ikke stemme på nogen, der ikke vil stemme for værdighed til ALLE amerikanere, uanset deres hudfarve, køn, eller hvem de elsker,« skrev hun den 8. oktober til sine 112 millioner følgere på Instagram.

Det virkede og virkede ikke. Vote.org meddelte, at 65.000 havde registreret sig i de første 24 timer efter hendes post. Til sammenligning registrerede 190.178 nye vælgere sig i hele september og 56.669 i august. Men den republikanske kandidat Marsha Blackburn, som Swift tordnede imod, vandt sin plads i senatet.

Israel var ligeledes en varm politisk kartoffel. Både newzealandske Lordes og Pink Floyd-coverbandet The UK Pink Floyd Experience (på opfordring fra Pink Floyd-frontfigur Roger Waters) aflyste deres koncerter i det ekspansionsglade land.

På den anden side mener Radioheads Thom Yorke, at det ikke er det samme at spille i et land som at bakke op om dets regering. Til hvilket man kan sige, nej, men derfor kan man vel godt utilsigtet komme til at gøre det?

Australske Nick Cave fastholder, at det handler om kunstnerisk frihed, ja, ytringsfrihed, så han spillede i Israel. Noget, Brian Eno var lodret uenig i:

»En anklage, som jeg finder skinger, når den bliver brugt i en kontekst, hvor millioner af mennesker permanent og grotesk bliver holdt stumme.«

Årets 20 internationale albummer ifølge Informations anmeldere

Ralf Christensen:

  • Rosalía: ’El Mal Querer’: Catalansk mix af flamenco og moderne r&b. Forunderligt enkel og dybt sofistiskeret klubmusik, man kan hjertebløde til.
  • Low: ’Double Negative’: Helt uventet – og smuk – nedsmeltning og kortslutning af trioens ætsende slowcore-salmer.
  • Oneohtrix Point Never: ’Age Of’: Mesterligt mindfuck af hæsblæsende barokmusik og dekonstruktiv zappertronica.
  • Tal National: ’Tantabara’: Genfødslen af rock som sandblæst hallucination sker i Niger i det sydlige Sahara.
  • Thom Yorke: ’Suspiria – Original Soundtrack’: Nyklassisk, krautrocket filmmusik fra en af rockens yngre giganter. Dragende og frastødende gyserlegestue.
  • Boblere: Pusha-T: ’Daytona’ + Lekhfa: ’Lekhfa’ + Laurie Anderson & Kronos Quartet: ’Landfall’ + Jonny Greenwood: ’Phantom Thread – Original Soundtrack’ + Bryan Ferry: ’Bitter-Sweet’ + Jon Hopkins: ’Singularity’ + John Grant: ’Love Is Magic’ + Yves Tumor: ’Safe In The Hands of Love’ + Kacey Musgraves: ’Golden Hour’

Nikola Nedeljkovic Gøttsche:

  • SOPHIE: ’Oil of Every Pearl's Un-Insides’: Kortsluttende cirkelspark på krybdyrhjernen. Uhyggeligt velproduceret kryds af sæbeboblepop, avantgardistisk computerkunst og udknaldet støjpunk.
  • JPEGMAFIA: ’Veteran’: Åndeløse støjrytmer bærer et besnærende tekstunivers af apati, aggression og ironi, der lefler for ingen. Kald det modstandsrap.
  • Let’s Eat Grandma: ’I’m All Ears’: Renhjertet børnerock blandet med regnbuefarvede elektroniske kompositioner. Mageløst melodihåndværk og sangstrukturer, der overskrider samtidsautomatpiloten.
  • Against All Logic: ’2012-2017’: Blændendehousealbum fra Nicolas Jaar, der modigt lader støvede funk- og soulsamples ånde ubehandlet i minimalistisk rytmearkitektur. Spartansk dansemusik til hofter og hoved.
  • Amnesia Scanner: ’Another Life’: Finsk elektrostøjduo stuver forvredne popmelodier ind i technoens meditative gentagelsesfigur. Bestialske robotter fra en dystopisk fremtid, der fortolker samtidspopulærmusik.
  • Boblere: Eartheater: ’Irisiri’ + Lotic: ’Power’ + Kanye West: ’ye’ + Clarence Clarity: ’Think: Peace’ + Idles: ’Joy as an Act of Resistance’

Skolen og kirken

Naturligvis gjorde en række musikere også, hvad de er bedst til: at synge og rappe. Childish Gambino alias Donald Glover gjorde det måske allerstærkest i sangen og musikvideoen til »This Is America«.

Her karikerede han danse fra sydafrikanske stammer, slaver og minstrelshows, og han genopførte hvides skudmord på afroamerikanere.

Og Janelle Monáe udgav »Americans«.

»Die in church, live in jail say her name, twice in hell
Uncle Sam kissed a man, Jim Crow Jesus rose again
,« sang hun – sandsynligvis med reference til de 26 sorte skuddræbte i en baptistkirke i Texas sidste år, som Childish Gambino også refererer til.

Og Mark Kozelek alias Sun Kil Moon reagerede prompte efter skoleskyderiet i Parkland, Florida, hvor 17 mistede livet. Det skete med den 15 minutter lange »Day in America«.

»The Republicans believe in their right to bear arms
No matter the rising death toll

Virkede det?

Well, her mod årets slutning er våbenlovene uændrede, og USA har haft sit mest skudofferrige år i næsten 40 af slagsen.

I dette hyperpolitiserede klima var det egentlig bare forventeligt, at Kanye West skulle jokke i spinaten igen og genbekræfte, at han ikke kun er en klodset grænseoverskrider, en naiv politisk tænker, men også stadig et bemærkelsesværdigt kunstprojekt. Stjernen mødtes iført sin Make America Great Again-kasket med Donald Trump. Igen.

Kønsfrontlinjen flytter sig

Så var der lidt mere velafbalanceret omhu hos bookerne på Barcelona-festivalen Primavera Sound, der for nylig blærede sig med, at over halvdelen af deres kunstnere til næste år er kvinder.

Og flere gode nyheder fra kønsfrontlinjen (som flytter sig): Der rejste sig en rig skov af yngre, kvindelige amerikanske rappere såsom Tierra Whack, Noname, CupcakKe og 070 Shake.

2018 var også året, hvor der blev plads til to kvindelige rapsuperstjerner i USA – noget, der ellers har været en slags naturstridighed. Cardi B trådte med debutalbummet Invasion of Privacy op på tronen, mens hun igen og igen slog rekorder for kvindelige rappere og kunstnere. Men hun fik følgeskab af Nicki Minaj, der genvandt sin royale position med sit pletvist strålende og stenhårdt rappede album Queen.

De optrådte begge på stjernetrioen Migos-tracket »MotorSport«, men så opstod der noget, der lignede en beef. Begge damer kæmpede dog hårdnakket imod rygtet, og der rejste sig en diskussion om, hvordan mandlig sexisme tvinger kvinder til at kæmpe indbyrdes om de få pladser, der levnes dem i hierarkiet.

Spotify holder med mændene

Og de dårlige nyheder: Den magtfulde streamingtjeneste Spotify måtte erkende, at deres top-5 over 2018’s mest populære kunstnere og mest populære sange kun byder på mænd. Drake, Post Malone, XXXTentacion, J Balvin og Ed Sheeran.

Det er i høj grad Spotifys egen skyld. Ligesom med P3 og andre popradiokanaler, så hjemmegror Spotify sine egne stjerner på deres mest populære playlister, der har millioner af følgere. Og Spotify har valgt at grovdyrke ungdommens hang til hiphop, der stadig er en voldsomt mandsdomineret genre.

Men det er ikke den eneste faktor. I juni beskrev Liz Pelly på thebaffler.com, hvordan Spotify selv er med til at opretholde ubalancen på deres populære playlister. Den mest populære, Today's Top Hits (nu 22 millioner følgere), havde 64,5 procent mandlige kunstnere, 20 procent kvindelige kunstnere og 15,5 procent samarbejder. Samlet set var der 13,8 procent kvindelige kunstnere på de undersøgte playlister. Og på den superpopulære Rap Caviar-liste var der to procent kvinder – og det var baseret på én kvinde, Cardi B.

Det er data, der giver billedet af en streamingtjeneste, som holder skåltaler for ligestilling, men hverken kæmper kampen eller får deres algoritmer til at gøre det. Da Liz Pelly undersøgte playlisten Discover Weekly, som er individuelt skræddersyet til hver enkelt bruger, bød den over flere uger samlet set kun på 12,5 procent kvindelige kunstnere. Altså er Spotify blevet både en afspejling af og et selvforstærkende ekkokammer for mandlig dominans. Tillykke.

I maj måned gjorde en anden streamingtjeneste, Tidal, også en uheldig figur. Den norske avis Dagens Næringsliv afslørede, at der var blevet foretaget 320 millioner falske afspilninger af Beyoncés album Lemonade og Kanye Wests The Life of Pablo. Det betyder flere penge til dem og færre til alle andre musikere på Tidal. I alt var 1,7 millioner konti uden brugernes viden blevet misbrugt til denne omvendte Robin Hood. Data er ikke længere bare data.

Vold, død og megabegivenheder

Giftig og selvforgiftende maskulinitet var igen et tema i år. Den voldstiltalte rapper XXXTentacion (ham i Spotifys top-5) blev skuddræbt 20 år ung i juni i Florida. Og rapperen Tekashi 6ix9ine blev i november anklaget for kriminelle aktiviteter, herunder skudveksling og ulovlig våbenbesiddelse, der kan give ham op til livstidsfængsel.

Han har allerede fået fire års betinget fængsel for spredning af sexvideo med mindreårig. Men der var også noget at fejre i mandeverdenen: Kendrick Lamar blev i april den første ikkejazz/ikkeklassiske musiker nogensinde, der vandt en Pulitzer-pris for sit album DAMN. Fortjent.

Beyoncé indtog den navnkundige Coachella Festival med et hæsblæsende og skelsættende show, hvor hun nyfortolkede sine egne sange ved at revitaliserede det såkaldte marching band – en hær af bragende blæsere og militant perkussion, som er en afroamerikansk tradition fra pausen i amerikansk football-kampe.

Queen Bey på Coachella var en afroamerikansk black pride-megabegivenhed, der markerer en ny sort stolthed og kulturmagt – akkurat som den storhittende Black Panther-film, der for første gang bød på en sort superhelt i hovedrollen.

Årets 20 internationale albummer ifølge Informations anmeldere

Louise Rosengreen:

  • Anna Calvi: ’Hunter’: En mere kønspolitisk og bombastisk rockmelodisk kraftudladning skal man lytte længe efter.
  • Courtney Marie Andrews: ’May Your Kindness Remain’: Er man til melankolsk slideguitar og sød amerikansk country, vil disse bløde ballader være en lindrende øregangsnydelse.
  • U.S. Girls: ’In A Poem United’: Politisk og poetisk dansepop med et spydigt glimt i øjet.
  • Joan As A Police Woman: ’Damned Devotion’: Joan Wassers mørke stemme er hendes våben. Og det bruger hun fandens dedikeret i sine mere elektroniske og klaverbaserede ballader om de kratere, kærligheden kan efterlade.
  • Tobe Nwigwe: ’THE ORIGINALS’: Med tung vokal og humor gør den amerikansk-nigerianske rapper op med den populære mumble-rap. Og er klar i spyttet, når han kritiserer gangsterrappernes latterlige livsstil.
  • Boblere: David Byrne: '’merican Utopia’ + Cat Power: ’Wanderer’ + Yo La Tengo: ’There's a Riot Going On’ + Amanda Shires: ’To the Sunset’

Sophia Handler:

  • Molly Nilsson: ’2020’: Catchy, politiske synthpop-ballader udgiveet på eget pladeselskab. Intet mindre end en moderne Phoebe Buffay.
  • The Field: ’Infinite Moment’: Svenske The Field beviser endnu en gang, at han med voluminøse synthsekvenser og skrattende feltoptagelser laver klubmusik på feinschmeckerniveau.
  • Marie Davidson: ’Working Class Woman’: Laver techno til og om karrierekvinden. Livsbekræftende at lytte til, hvis man er en ambitiøs, lidt bitchy og ofte presset ung dame.
  • Jon Hopkins: ‘Singularity’: Fortsætter ufortrødent den albumserie, der har skabt Hopkins’ signaturlyd af susende rytmer og melodisk synth.
  • John Maus: ’Addendum’: New wave-inspirerede kærlighedssange, der knækker koden til musikalsk populærvidenskab – perfekt landet mellem det smalle og iørefaldende.
  • Boblere: Soap&Skin: ’From gas to Solid / You Are My Friend’ + Aisha Devi: ’DNA Feelings’ + Yves Tumor: ’Safe In The Hands Of Love’ + Ross From Friends: ’Family Portrait’ + Chromatics: ’Camera’ + Tourist: ’Essentials’ + Palmbomen II: ’Memories Of Cindy’

Skovbrande åd kendtes huse

Spanien gav også pludselig lyd fra sig, nærmere bestemt Catalonien, hvorfra Bad Gyal leverede et kækt mix af dancehall, reggaeton og pop. Men det var Rosalía, der satte en helt ny dagsorden. Det skete fra hendes helt eget blodigt stolte ståsted mellem flamenco og moderne r&b.

Naturen kaldte – eller brølede – også i 2018. I novembers californiske skovbrande måtte popstjerner som Miley Cyrus, Lady Gaga og Cher se deres huse i Malibu blive opslugt af ildstormen. Dermed er det ikke længere kun verdens fattigste, der lider under klimaforandringer – dog stadig mestendels. Ellers ville verden jo ikke være den samme.

Og det ville den heller ikke være uden vores forunderlige Joni Mitchell, der blev 75 år gammel i år. Og Grace Jones, der blev 70. Eller Paul Simon, der fuldendte sin – fantastiske – afskedsturné.

Og alligevel går livet mærkværdigvis videre, når notabiliteter og alt for unge brushoveder dør. I år har vi begravet souldronningen Aretha Franklin, 76 år gammel. Den mesterlige sydafrikanske komponist og trompetist Hugh Masekela, 78. Den guddommelige gnavpot Mark E. Smith, 60. Den franske crooner og komponist Charles Aznavour, 94. Den svenske EDM-stjerne Avicii, der begik selvmord i en alder af 28. Og den 48-årige fænomenale islandske soundtrack-komponist Jóhann Jóhannsson.

Så. Videre, fremad, opad mod nye nederlag. Godt nytår!

Forsangeren fra ’Chinah’, Fine Glindvad, på Tinderbox Fesitval i 2017.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu