Læsetid: 5 min.

I år har lyrikken overtaget romanens funktion som samtidsdiagnostisk genre

Genrerne har byttet plads i år: romanerne er rygvendte, digtene ser samfundet i øjnene
Genrerne har byttet plads i år: romanerne er rygvendte, digtene ser samfundet i øjnene

María Meiga González

21. december 2018

Skulle man prøve sig med en stor tese om årets danske litteratur – og stolt ignorere alle de udgivelser, man ikke har fået læst eller måske slet ikke hørt om – så kunne den tese være, at romanen i 2018 først og fremmest var en bagudskuende genre.

Og at den viste sig at være et stort og knagende og tungt maskineri, det øjeblik forfatterne ville bruge den til andet og mere end at se mod fortiden.

Bagud ser Merete Pryds Helles rørende og velsmurte Vi kunne alt og også Iben Mondrups noget mere gumpetunge Vi er brødre, to romaner om efterkrigstiden og halvfjerdserne, der på én gang følger børn blive voksne og følger Danmark træde frem imod den verden, vi kender i dag.

Bagud ser også Helle Helles grundtriste og komiske de – så er vi i firserne. Alle tre skriver familiehistorier, der også er oprindelseshistorier, fortællinger om, hvordan vi kom hertil, hvor vi er nu.

Den slags kan være godt nok, men det føles også, nå ja, nostalgisk, rygvendt, som om litteraturens arena er den historiske fortid – og helst en ret tryg version af fortiden – og ikke nutiden eller fremtiden.

Selvfølgelig er der undtagelser, for eksempel årets første og også morsomste roman, Nikolaj Zeuthens Buemundet guitarfisk, der spiddede livet som ikke-længere-ung i København i 10’erne og gjorde det med en nærmest ulidelig præcision og med en uovertruffen sproglig lethed.

Men ellers? Ellers er det, som om at årets mest markante og ambitiøse romaner, de romaner, der prøvede at se fremad, også måtte slås med deres egen form. De kunne ikke finde sig til rette i genrens konventioner.

Sådan er det i Dennis Gade Kofods Folkemøg, der her, seks måneder efter sin udgivelse, stadig føles som årets mest foruroligende bog. Folkemøg blander fantasy, politisk allegori, kødelighed og melankoli i én intens, men også stillestående pærevælling.

Den er en skarp vision om dybtliggende politiske forandringer og er mere det end egentlig en fortælling, selvom der på bedste fantasyvis optræder dronninger og troldmænd og alskens ondskab undervejs.

Noget lignende sker i Olga Ravns opklippede scifi-roman De ansatte. Vi er i fremtiden, der bliver afrapporteret fra et rumskib. Men vi er også i en allegori. Og først og fremmest er vi i en tekst, der står fuldstændigt stille.

Rejser ud i kosmus

På helt andre måder slås Sigurd Buch Kristensen med romangenren i sin lillebitte, oversete perle Uddrag. Uden titel. Bogens knap tres små sider gennemgår nøjsomt og omhyggeligt en kærlighed, der går i stykker og genoprettes og går i stykker igen, og gør det som om den historie er det vigtigste af alt – og måske slet ikke er værd at fortælle.

Det klejne format signalerer en modstand mod romanen forstået som kunstnerisk monument, til gengæld er tonefaldet og stemningerne sitrende og friske, i sjælden grad nutidige. Uddrag blev glemt af aviserne, nok fordi den udkom på mikroforlaget Det Københavnske Forlag Cris og Guldmann. Men den er værd at opspore.

Set som roman skred også Theis Ørntofts Solar grundigt i sømmene. Den ville så gerne være en mandlig hærværksmyte for det 21. århundrede og den antropocæne tidsalder, Solar, og viste sig undervejs helt ligeglad med, hvordan man komponerer en fortælling i de rette scener og tonefald.

Selv fandt jeg det pragtfuldt, men læseren skulle have en vis tolerance over for kluntede overgange og døde passager i prosaen for at få det fulde udbytte.

For tre uger siden, i en anmeldelse af kunstmuseet Louisianas måneudstilling, mente Theis Ørntoft i øvrigt, at museet havde været lidt vel forsigtig i sit valg af himmellegeme. Hvorfor ikke solen, spurgte han, hvorfor ikke række bare lidt længere ud?

Men solen er jo også det himmellegeme, der er tættest på Jorden, eller i al fald det himmellegeme, der er mest filtret ind i vores liv. Månens lys er blegt og koldt, det gør intet fra eller til, det er melankoliens og tristessens lys.

Solen er vores liv og vores død; det er solens energi, der løber gennem vores blodårer.

Måske er det derfor, solen ikke bare er vigtig for Ørntoft, men for flere andre af årets vigtige bøger, og især for de bøger, hvis ambitionsniveau også var at blande samfundsanalysen med kosmos.

I Jonas Eikas brag af en novellesamling Efter solen er det, som om selve livsprincippet har undergået en mutation – resultatet er uhørt interessante og uhyggelige og intense scener.

Mere opløftende, egentlig, er det i Nanna Storr-Hansens digtsamling Mimosa, hvor kroppens samhørighed med naturen igen og igen manes frem, og hvor solen er en stadig forbundsfælle:

»Solen jagter os
uden lyd eller bevægelse
vi går sommeren i møde
nærhed til solen
slægtskab til solen
vi går rundt i det høje græs.«

Lyrikkens år

Sjovt nok er det i lyrikken, man i år finder de mest stålsatte forsøg på at skrive om det ’nu’, vi befinder os i sammen.

Det er næppe tilfældigt, at især de yngre lyrikere i disse år gerne blander digtning og fortælling med hinanden: Så dokumenterer deres samlinger forløb i tid, så optegner deres tekster sociale øjeblikke, fulde af følelser og samfund.

Sådan er det hos Caspar Eric i den nærmest klaustrofobisk hverdagslige Alt hvad du ejer, men sådan er det også i Anne-Louise Bosmans Bruxelles, en af årets fineste – også den overset af aviserne – digtsamlinger.

Bosmans skriver sitrende klare, selvbiografiske digte fra et liv i Belgien med barn og algiersk svigerfamilie og selvmordsbomber. Hun skriver om en hverdag, der er gennemtrukket af nutidens politiske smertepunkter. Hendes digte er mindre optaget af, hvor hun kommer fra, mere optaget af, hvor vi bevæger os hen sammen.

Det samme er Rolf Sparre Johanssons hakkende og stammende optegnelser i Piedestal, hvor sorgen over morens død blander sig med konstante møder med det danske politi.

Og det er også sådan i Lars-Emil Woetmanns Af det almene med dens digte fra hverdagen og fra danske domstole, og egentlig også i Liv Sejrbo Lidegaards Vi er her.

Ikke at det hele er lige godt, men det er alligevel en tendens. I år har lyrikken overtaget romanens funktion som samtidsdiagnostisk genre og har gjort det uden al den automatik, der knytter sig til den lurpakkede drøm om A/S Den Store Samtidsroman.

Romanen har været tryggest, når den har kunnet se indad og bagud. Digterne set udad, mod nuet og det fælles.

Og så er der alle de forfattere, som bare har udgivet gode bøger, ligesom de altid gør: Klaus Høeck, Marianne Larsen, Pia Juul, Rasmus Nikolajsen, Jonas Rolsted med hans solbeskinnede og drømmesikre kristuslegender i Organe Remain.

Og så er der alle de bøger, man burde se at få læst og alle dem, man faktisk har lyst til at læse, og så, og så – er det pludselig 2019, og et nyt bogår går på rundgang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu