Læsetid: 4 min.

Året hvor kunstnere blev synlige som lønmodtagere

Gamle vaner, sejlivede myter og forældede strukturer står for fald, for nu blev det kunstscenens tur til et grundigt gennemsyn i kølvandet på #MeToo. For dem med privilegierne gør det nok ondt, for kunstnerne er der en smule bedre tider i vente efter 2018
Historien om kunstmuseet ARoS’ princip om ikke at honorere kunstnere udstillede en branche, hvor mange arbejder under trange økonomiske vilkår

Historien om kunstmuseet ARoS’ princip om ikke at honorere kunstnere udstillede en branche, hvor mange arbejder under trange økonomiske vilkår

Henning Bagger

21. december 2018

Når man ser tilbage på de vigtigste begivenheder i kunståret 2018, er det først og fremmest de skelsættende og vigtige diskussioner om miljøet på Kunstakademiet og om billedkunstnernes økonomi, der har præget den sidste del af året, der står frem som det væsentligste. Pludselig pegede fingeren ikke på kunstnerne, men på magten omkring dem. Chok!

I år gik Kunstakademiet igennem en større krise.

I lighed med andre kunstakademier i Norden har den gamle institution på Kongens Nytorv også måttet igennem en større sag efter #MeToo. I København forlod en professor sin stilling efter klager om krænkende adfærd, og det satte gang i større diskussioner om studiemiljøet, og Politiken dækkede sagen godt og grundigt.

Og selvom det altid gør ondt på selve institutionen, når der ruskes op i gamle strukturer, særligt i en tid, hvor akademierne i forvejen er under politisk pres, så er det selvfølgelig godt, når der sættes en stopper for misbrug af magt.

Sager fra både Forfatterskolen og fra Akademierne har vist, at der grundlæggende har været tale om en misforstået lærerrolle, hvor grænseoverskridende adfærd skulle være vejen frem til banebrydende kunst. En misforståelse, der efter #MeToo har fået meget dårligere betingelser.

På Akademiet har diskussionen ført til, at der er blevet lavet nye plakater, hvor det tydeligt står, hvad man skal gøre, hvis man udsættes for krænkende adfærd. Snart tiltræder den nye rektor, Kirsten Langkilde, der kommer med stor international erfaring, og det lader til, at studiemiljøet på det gamle Akademi fremover vil være mere opmærksomt på de studerendes trivsel end tidligere.

Magtbalancen forrykkes

Magtkritik og ærlighed omkring ydmygende arbejdsvilkår genfinder vi i diskussionen om honorering af kunstnere. Kunstnerne, der ofte skal høre på, at de får penge fra staten, fik nu taletid i radioen, samtidig med at det videnskabeligt blev påvist, hvor lidt en dansk kunstner gennemsnitligt tjener om året.

Tørre tal og kolde fakta kan måske endelig være med til at luge ud i den grundskeptiske holdning til billedkunstnerne, skabe bedre vilkår for lønforhandling og i det hele taget rykke lidt ved den magtbalance, der dikterer, at alle andre end kunstnerne som udgangspunkt får løn.

Websitet IDOART var de første til at gennemføre en større undersøgelse om kunstnere og kuratorers arbejdsbetingelser. Selvom det for os, der arbejder i feltet ikke kom som nogen overraskelse, så det alligevel opsigtsvækkende ud med de grafer og kurver, der sort på hvidt påviste, hvor slemt det stod til.

Radio24syvs morgenværter fulgte op på undersøgelsen og fik en god historie ud af at fokusere på Aros, der er ét af landets mest besøgte museer og årligt modtager over 25 millioner i støtte, og som alligevel, som værterne sagde, »har som grundprincip ikke at honorere kunstnerne«.

Det blev en stor historie, fordi Aros’ direktør samtidig får ubeskedne 150.000 kr. om måneden, og som de tørt konstaterede i programmet: »det er mere end statsministeren«.

Programmet var medvirkende til, at kunstnernes interesseorganisationer Billedkunstnernes Forbund, UKK – Unge kunstnere og kunstformidlere samt Danske billedkunstneres Fagforening gik sammen og fik lavet et nyt kontraktligt tiltag, der i fremtiden vil gøre det nemmere for billedkunstnere at forhandle løn.

Midt i al radiopolemikken landede den første reelle forskning på området. Forskeren Trine Bille fra CBS publicerede afhandlingen Billedkunstens økonomiske rum, der for første gang afdækkede markedsvilkårene for billedkunstnere videnskabeligt.

Heri fremgik det, at danske kunstnere lever tæt på fattigdomsgrænsen, og i gennemsnit tjener en kunstner 100.000 mindre om året end en almindelig dansker – og det er, selvom 91 pct. af kunstnerne supplerer deres indtægt fra kunsten med andet arbejde. Tallene er i øvrigt gennemsnitlige, og det vil sige, at det i virkeligheden for 95 pct. af kunstnerne ser endnu værre ud, idet de sidste 5 pct. er dem, der får kurven til at rykke opad.

Magtkritik

Selvom den videnskabelige forskning kom som sendt fra himlen midt i polemikken om ARoS, gav den også grundlag for kritik. På det online kunstmagasin Kunstkritikk kritiserede forkvinde for UKK, Gro Sarauw, rapporten, for at overse nogle helt fundamentale dynamikker ved samtidskunsten og for at fokusere på et segment, der i gennemsnit er 57 år. Det vil sige, at samtidskunsten ikke rigtig er fyldestgørende undersøgt, selvom rapportens intention er at tjene til at skabe ny lovgivning på området.

Begge diskussioner – om magtmisbrug på Akademiet og underbetaling af kunstnerne – kom som en slags efterdønning af #MeToo-debatten i almindelighed, og som en større opmærksomhed på hierarkier, der understøtter magten på bekostning af andre, i særdeleshed. Pludselig har den etablerede magt ikke længere carte blanche til at udøve grundlæggende diskriminerende adfærd.

Alligevel er det hele selvfølgelig ikke enkelt, og der findes ikke kun fattige kunstnere på den ene side og et system, der udnytter dem på den anden side. Historien om ARoS var selvfølgelig lige til højrebenet, og den satte gang i en vigtig debat, selvom alle vidste, at ARoS kun var et tydeligt symbol for et system, der er gældende de fleste steder.

Nu skal interesseorganisationerne mødes med ODM – Organisationen for Danske Museer og med FKD – Foreningen af Kunsthaller i Danmark, og så vil det vise sig, om den store bevågenhed omkring feltet har skabt mulighed for at ændre den grundindstilling, at kunstnere kun laver kunst for kunstens egen skyld, eller om det i fremtiden vil være muligt at betragte billedkunstnere på lige fod med alle andre arbejdende folk.

Julie Sass, ’En kort historie om abstraktion’, Rønnebæksholm.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu