Læsetid: 8 min.

Årets vigtigste litteratur vidner om, at en gammel orden i verden er rystet

De bedste retfærdigt anerkendte og uretfærdigt oversete bøger beskriver og lader sig forme af en personlig, politisk og planetarisk krise i selve det menneskelige
De bedste retfærdigt anerkendte og uretfærdigt oversete bøger beskriver og lader sig forme af en personlig, politisk og planetarisk krise i selve det menneskelige

María Meiga González

21. december 2018

Én tendens, der har tegnet den efter min mening vigtigste danske skønlitteraturs 2018: at store anerkendte forfattere har skrevet bøger, der er blevet udgivet på store anerkendte forlag og er blevet anerkendt som stor litteratur.

Men med rette! 

Forfattere så forskellige – men begge bredt læste – som Helle Helle og Morten Pape overraskede mig oprigtigt med deres respektive romaner, der kom på Rosinante og Politikens Forlag.

Helle Helle fornyede og skærpede sin egen velkendt minimalistiske stil i de. For romanen var lige så formmæssigt radikal, som dens historie om sygdoms opløsning af symbiosen mellem en mor og hendes teenagedatter på Lolland i firserne var umiddelbart og rigtigt rørende.

Morten Pape gjorde sig med sin anden Amager-roman, den virkelig vigtige realistiske tragedie Guds bedste børn, fortjent til den titel som en skarp skildrer af det sociale sammenbrud i den urbane underklasse, som hypen af hans debut Planen ellers ikke helt berettigede.

Den firserfødte generations guldhold, Theis Ørntoft, Olga Ravn og Bjørn Rasmussen, udgav alle tre hver deres glimrende og genrefornyende roman på Gyldendal: udviklingsromanen Solar, sci-fi-romanen De ansatte og den vilde dagbogsroman Jeg er gråhvid.

Dér kom også Nanna Storr-Hansens vildtvoksende digtsuite Mimosa og Harald Voetmanns dybt originale dobbeltdigt Amduat om sin fars sygehusdød og den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget.

Det er med rette, at de bøger har virket vigtige. Men det kalder også på en oplistning af årets oversete udgivelser på mindre forlag. Den lige så rituelle og lige så minimalt objektive liste over vigtig litteratur, som jeg har været glad for at læse og ked af ikke at kunne læse om i aviserne, tæller:

Skriftkollektivet BMS’ debut Knoglemarv lavendel (Arena), der ikke er vigtig, fordi Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen ligner et pissecool pigeband, men fordi deres fællesforfattede digte viser, at en ægte kollektiv og performativ poetisk praksis ikke kan placeres i en poppet periferi af kuriosa, men også er ægte original poesi til fremme af et nyt og følsomt fællesskab.

Ditto med det reelle band First Flush, der med Rosenkammer udgav et udvalg af deres fremmedartet friske sangtekster som digtsamling på samme forlag. Udover at huske os på, at lyrik begyndte som sang, udfordrede de dermed også forestillingen om digtet som båret af en enkelt stemme og om digtskrivning som en en-personers aktivitet.

Jonas Okholm Jensens Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen (Escho), som overraskede mig, fordi jeg oplevede hans debutbog Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet som for slapt sludrende og udsyrende.

Den nye bog sludrer også – om David Lynchs TV-serie Twin Peaks, forfatterens besættelse af den og om den forliste romankarakter Steffen – og den syrer også ud. Men samler sig også, overbevisende, med den udsyrede sammenskrivning af essay, bekendelse og fiktion.

Lars-Emil Woetmanns længe ventede debut Af det almene (Kronstork), der på én gang taler ind i tiden fra et sted, hvor det personlige og det almene er slynget sårbart sammen, og skiller sig helt ud med sin undersøgelse af, hvad et digt er.

Og også: Oversætteren og antropologen Sofie Isager Ahls digtdebut og plantepoetik Naboplanter (Laboratoriet for Æstetik og Økologi) og oversætteren og kritikeren Andreas Eckhardt-Læssøes digtdebut Det skal nok gå (OVO press).

Grafikeren Line Gry Hørups selvudgivne, hjerteblodsrøde arkiv og oversættelse af Rudolf Broby-Johansens ekspressionistiske 1920’er-digtsamling Blod – med titlen Blood.

Og Helene Johanne Christensens helt anderledesfarvede debut Blå (Gladiator), der med linjer som

»en helt anden tid
træder ind med sit lys
i billedet

glimt af nyt lys
i skygger

opal lyser
langt inde« bare, men slet ikke bare er helt enkle digte.

Krise i den gamle orden

Der er to ting, der er er værd at bemærke her. Det ene er, at den såkaldt formeksperimenterende og tværæstetiske litteratur ikke kun udkommer på de små forlag.

Tag bare Voetmanns Amduat, der er skrevet i hånden, og Lars Skinnebachs udfordrende og selvudfordrende digtsamling TEOTWAWKI, der også kom på Gyldendal i år, »illumineret og kommenteret« for ikke at sige radikalt raseret af multikunstneren Goodiepal.

Det andet er, at opmærksomhedsøkonomiens magtbalance heller ikke er så entydigt i de store anerkendte forfattere og forlags favør, som jeg selv lægger op til.

Det er ikke kun Forfatterskolen, der ikke længere sidder sikkert på sit monopol, men får sin – i øvrigt selvimploderende – autoritet udfordret af en hurtigtvoksende underskov af uafhængige skriveskoler.

De mange småforlag, der er spiret frem de senere år, er også begyndt at slå rødder. Bl.a. på BogForum, hvor en del af »mikroforlagene« i år var samlet repræsenteret, om end trygt hegnet ind for sig selv i et isoleret hjørne af Bella Centers monstrøse messehal.

Det er ikke kun de store forlag, der løber med opmærksomheden. Gazelleforlaget Gladiator og Anita Furus debutroman Mit halve liv fik forlagsbranchens egen litteraturpris Debutantprisen.

To af de bøger, som flest anmeldere vist har været mest høje på i år, Christian Yde Frostholms Træmuseet og Jonas Eikas eminente samtids-sci-fi Efter solen, kom på endnu mindre bogbusiness-orienterede forlag, nemlig forlaget Politisk Revy og Basilisk.

Omvendt kunne så gode Gyldendal-bøger som Glenn Christians Månen atlas over sandparken avenue, Signe Gjessings Synet og vennen, Liv Sejrbo Lidegaards Vi er her, Skinnebachs TEOTWAWKI og den ene bog, som jeg uden at blinke vil kalde årets bedste for dens nye øjne, ømhed og humor, Pernille Abd-El Dayems roman June med rette have fået mere opmærksomhed.

I øvrigt er der noget, der går på tværs her. Og ikke bare på tværs af bøgerne, oversete eller ikke. Ikke bare på tværs af bøgerne, der er udkommet på de store forlag, og dem, der er udkommet på de små. Men også på tværs af Forfatterskole-monopolkollaps og forlagsmonopol-kollaps:

En gammel orden er rystet. En gammel orden i det litterære kredsløb og dens magthierarkier. Og i selve litteraturen.

Krise – både i helt konkret og i allerbredeste forstand, både i indhold og i form – er igen i år en fællesnævner, der binder årets vigtigste bøger sammen på tværs af deres forskelle og får deres fodslag til at synes fælles. Det kan godt være, at det er en laveste og elastisk fællesnævner. Men den gør sig gældende.

Når man, som mange gør, kan tale om en udtalt krisestemning i disse års litteratur og kunst i det hele taget, er det selvfølgelig, fordi der er en udtalt krisestemning i verden.

Kunst er jo også bare et ord for, hvordan vi forsøger at begribe – og når den er bedst måske: angribe – verden. Det er en total ting.

Og krisestemningen i årets vigtigste litteratur spænder netop også fra beskæftigelsen med den personlige krise over den politiske krise til den planetariske krise.

Den personlige krise

Ligesom vi så det sidste år, kommer beskæftigelsen med den personlige krise i årets litteratur – og ikke kun den bedste – ikke kun til udtryk i bekendelsens genkomst, men også meget specifikt i, hvor forbløffende mange bøger, der på den ene eller anden måde handler om sorg.

Det gælder Helle Helles roman og i endnu mere personlig grad Harald Voetmanns digte.

Det gælder Signe Gjessings prosadebut, hvis fortæller lyrisk tumler med tabet af en ven.

Det gælder både Caspar Erics digtsamling Alt hvad du ejer om at miste et ufødt barn og Bjørn Rasmussens roman, der genrebetegner sig selv »en papfars præfødselspsykotiske bekendelser«, og hvis homoseksuelle hovedperson Bjørn heller ikke bliver far.

Rasmussens lysende tilbagevenden til romangenren efter også at have skrevet om sorgen over sin egen fars død i digtform i 2015’s Ming er et klart eksempel på, at ingen af disse værker accepterer den terapeutiske standardfortælling om, at sorg slutter, og at heling findes.

Det er, som om de alle snarere forsøger at blive i det ødelagte.

Rasmussens roman er også et klart eksempel på, hvordan den personlige krise ikke lader sig adskille fra en politisk krise.

Den på en gang delirisk paranoide og skærende sobre antabusdagbog, som Rasmussens roman tager form af, fremskriver med skarpt artikuleret politisk vrede en tragisk forbindelse mellem det »gråhvide« jegs personlige psykose og kærlighedsliv på den ene side og et patriarkalsk samfund, hvor mænd, som i terrorangrebet på en natklub i Orlando i 2016, massakrerer og selv massakreres.

Personligt og politisk, kærlighed og klasse væves også – uvirkeligt, uhyggeligt – sammen i Jesper Bryggers digtsamling lover lover lover (Basilisk), hvor et jeg, der benævnes »Brygger«, befinder sig i en besværet sorg over en gammel elsker – der også bliver et poetisk besvær med sproget. Og et både poetisk og politisk besvær med klassetilhørsforhold.

Beslægtet, omend anderledes prunkløs, er Anne-Louise Bosmans’ Bruxelles (Antipyrine), der også er blevet overset af dagbladene, men retfærdigvis præmieret af Statens Kunstfond: Den bogs personlige digte om at ende i et uplanlagt liv med barn og muslimsk mand i Belgien ender i selvmordsangrebene i Bruxelles’ lufthavn i 2016.

At verden og vi, der bebor den som både biologiske og sociale væsener, er i krise, og at den krise er planetarisk af omfang i denne antropocæne tidsalder, er en for længst fastslået præmis i Ørntofts Solar og Ravns De ansatte, i Frostholms Træmuseet og Abd-El Dayems June, i Eikas noveller, Storr-Hansens, Sejrbo Lidegaards, Skinnebachs, Christians og Isager Ahls digte.

Alle de bøger – og flere til – forholder sig på hver deres måde til et naturbegreb, der udfordret af egen erfaring, videnskab og klimakrise, ikke mindst, er under forandring. Og til verden som et mere eller mindre ødelagt sted.

De fortæller om en krise i selve det menneskelige: både som biologisk artsbegreb og som socialt og politisk fællesskab.

Den totale krise 

Men tidens litteratur beskriver ikke kun krisen som dystopisk. Den ophæver snarere den enkle modsætning mellem dystopi og utopi.

Krisen i det menneskelige åbner også mulighedsrum, sådan som Eika nailer det i sine noveller om mennesker, der lever underlige flydende, triste og pludseligt forhåbningsfulde liv mellem det virkelige og det uvirkelige i det 21. århundredes flydende penge- og begærsøkonomi: mulighedsrum for en ny, måske skrøbelig, men også mere sensitiv og fælles væren i verden.

At pege på det er den måde, årets og årenes bedste litteratur er kritisk, men også overraskende opbyggelig, på.

Som sagt: Det er en total ting. Derfor ser vi også krisen i formen.

I 2018 skriver digtere som Ørntoft romaner. Ellers inkarnerede romanforfattere som Voetmann og novelleforfattere som Simon Fruelund skriver digte (hvoraf Fruelunds digte trods deres personlige emnekreds fra det nære liv som far og mand på landet passende nok bærer titlen Optegnelser fra verdens ende).

Musikere udgiver digtsamlinger, og digtsamlinger skrives i fællesskab.

Genrerne opløser sig som hos Okholm Jensen og Bjørn Rasmussen (der i Jeg er gråhvid også skriver årets skarpest splintrede poesi). Når alt det sker, og når litteraturens tværæstetiske rækken ud over egne rammer – mod andre kunstformer og verden som sådan – heller ikke længere er til at komme udenom på de store forlag, oplever jeg det ganske enkelt som et udtryk for det samme:

En gammel orden er rystet. Og litteraturen er, som altid og som aldrig før, et rum, hvor der forskes i nye former for det hele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu