Læsetid: 21 min.

Dansk teaters nye regentpar: »Det er på tide, vi kommer ud af offerrollen og begynder at tale teatret op«

Hun skal revolutionere scenekunsten på Betty Nansen Teatret. Han skal sælge 100.000 flere billetter på Det Kongelige Teater. Nogenlunde sådan lyder forventningerne til de to nye bosser i dansk teaterliv, Elisa Kragerup og Kasper Holten, der vil genindføre stoltheden og selvværdet i en branche, der efter flere års sparerunder og rituel brok har tabt lidt af troen på sig selv
Der er høje forventninger til Betty Nansens Elisa Kragerup og Det Kongelige Teaters Kasper Holten

Der er høje forventninger til Betty Nansens Elisa Kragerup og Det Kongelige Teaters Kasper Holten

Anders Rye Skjoldjensen

14. december 2018

Elisa Kragerup og Kasper Holten står på Gamle Scene i Det Kongelige Teater, mens en fotograf følger dem tæt med sit kamera.

De har brugt den seneste halvanden time på at lyde som det, de er: seriøse teaterchefer med ansvar og ambitioner og langsigtede planer; de har været fokuserede og imødekommende og svaret fyldestgørende på journalistens mange spørgsmål, men nu er de trådt ind her på scenen i den guldbelagte baroksal, hvorfra nogle af landets største skuespillere, operasangere og balletdansere har udfoldet deres talenter over årene, og pludselig er det meget tydeligt, hvad Elisa Kragerup og Kasper Holten også er: teatermennesker med trang til at fortælle historier.

Mens fotografen forsøger at gøre sit arbejde, byder de konstant ind med forslag til mulige avisoverskrifter: 

»Fortiden og fremtidens teater,« foreslår Holten, da han bliver bedt om at stille sig to skridt bag ved Kragerup.

»De trækker i trådene,« fortsætter han, da de tager opstilling foran et tovværk i kulissen. Og da de lidt efter står på hver sin side af et spejl, er det Kragerups tur til at byde ind: 

»Tid til selvrefleksion?«, siger hun spørgende og løfter det ene øjenbryn.

Det sidste bud kunne faktisk godt være kandidat til en overskrift. For er der noget, de to nytiltrådte teaterchefer skal, er det netop at tænke nye tanker om scenekunstens fremtid. 

Da 45-årige Kasper Holten i april blev præsenteret som Morten Hesseldahls afløser på Det Kongelige Teater, kunne netavisen Altinget – som var til stede ved afsløringen – berette om »en voldsom jubel fra de fremmødte medarbejdere«, mens Berlingske i en leder beskrev Holten som en mand, der kan »tale om kunstens nødvendighed, så det blafrer af begejstring«.

På samme måde er 39-årige Elisa Kragerup blevet båret frem af pressen. Kort efter at hun i juli skiftede tilværelsen som succesfuld husinstruktør på Det Kongelige Teater ud med rollen som ny direktør for Betty Nansen Teatret, blev hun i Politiken omtalt som »et teater-es«, der »bare ikke kan træde et skridt forkert i disse år.«

»Vi er blevet meget taknemmeligt modtaget,« medgiver Kasper Holten. 

»Men samtidig tror jeg også, at vi begge to står med en meget stor følelse af forventningspres«.

Elisa Kragerup nikker.

»Du skal jo revolutionere teaterverdenen mindst et par gange,« siger han og kigger på hende.

»Jamen, det gør jeg da bare,« svarer hun.

»Og jeg skal selv sælge 100.000 flere billetter og skabe en mere optimistisk fremtid for Det Kongelige Teater,« siger han.

’Vi var hævet over debat’

Der var engang, hvor støtten til de bærende kulturinstitutioner var bredt funderet i det politiske system. Engang, hvor ingen satte spørgsmålstegn ved den klassiske kunsts placering i samfundslivet, og hvor enhver forandring af institutionernes vilkår bare betød en konsolidering af deres status. 

Sådan er det ikke længere. De tektoniske plader under det kulturpolitiske landskab har forrykket sig de senere år og fået jorden til at ryste under selv gamle hæderkronede institutioner. Til den nye realpolitiske virkelighed hører både nedskæringer i mandskab og bevillinger, og ikke engang Det Kongelige Teater kan længere tage sin position i kulturlivet for givet.

»For bare en generation siden var vi en af samfundets søjler, vi var hævet over debat,« siger Kasper Holten, da vi tidligere på dagen alle tre sidder på hans kontor i August Bournonvilles Passage. »I dag er billedet næsten vendt på hovedet: Nu skal vi konstant ud at skabe vores egen legitimitet.«

Blå Bog: Kasper Holten

  • Født 29. marts 1973 i København. Søn af cand.polit. Henning Holten og tidligere nationalbankdirektør, cand.polit. Bodil Nyboe Andersen.
  • Kasper Holten er autodidakt operainstruktør og blev i 2000 – bare 27 år gammel – ansat som operachef på Det Kongelige Teater.
  • I årene 2003-2006 var han instruktør på Richard Wagners Nibelungens Ring – den første opsætning siden 1912 på Det Kongelige Teater.
  • Har modtaget flere Reumert-priser og opsat over 70 operaer i hele verden. Er desuden Ridder af Dannebrog
  • Forlod i 2011 Det Kongelige Teater til fordel for et job som operachef på Covent Garden i London.
  • Ansat som ny chef for Det Kongelige Teater i 2018.
  • Privat danner han par med koreograf Signe Fabricius. Sammen har de børnene Anna på fire år og Ida på ét år.

Som ny mand i chefstolen er Kasper Holtens opgave at navigere i den forandrede politiske virkelighed.

»Vi skal til at tale meget mere om kunst igen,« siger han og læner sig entusiastisk frem i stolen.

»På store kulturinstitutioner bliver det hurtigt sådan, at man havner i en offerrolle, hvor man sidder og venter på næste sparerunde. Jeg ved det, for jeg har selv været med til det, men nu er det på tide, at vi sætter en mere offensiv dagsorden og skaber en fremtid, hvor det bliver tydeligt, hvorfor det er så vigtigt, at vi findes,« siger han med ryggen til Magasin du Nords oplyste julefacade på den anden side af vejen.

»Der er blevet taget nogle store og nødvendige økonomiske beslutninger på Det Kongelige Teater de senere år, og organisationen er blevet trimmet. Morten Hesseldahl efterlader faktisk et teater, hvor økonomien balancerer og fungerer. Men nu er der behov for, at vi igen begynder at tale en mere optimistisk dagsorden op og angriber fremtiden med mere selvværd,« siger han.

Bankdirektører og teaterfolk

Kasper Holten er ud af en familie af økonomer, bankfolk og direktører og har – siger han – som ung måttet kæmpe for at få lov til at gå kunstens vej. Det ledelsesmæssige har til gengæld altid ligget som en forventning til ham.

Omvendt forholder det sig med Elisa Kragerup. Som datter af en kapelmester og barnebarn af en kongelig skuespiller er hun kommet til jobbet som kunstnerisk leder via en opvækst med musik og teater. Uddannet som instruktør fra Statens Teaterskole i 2010 blev hun allerede samme år en del af Det Røde Rum, et nu nedlagt eksperimentarium for ny dansk scenekunst på Det Kongelige Teater, hvorfra hun med opsætninger af Shakespeares Sonetter, Ovids Metamorfoser og Tove Ditlevsen-musicalen Tove! Tove! Tove! har stået bag nogle af Nationalscenens største succeser i nyere tid.

I sin nye rolle på Betty Nansen Teatret deler hun sit direktørhverv med producenten Eva Præstiin, der får en mere administrativ funktion, mens Elisa Kragerup selv har hovedansvaret for det kunstneriske indhold. 

»Når jeg sagde ja til Betty Nansen, skyldes det først og fremmest en drøm om at kunne skabe et kunstnerisk projekt, der rækker ud over den enkelte forestilling,« siger Elisa Kragerup.

 »Jeg er jo flasket op i Det Røde Rum, som var en eksperimenterende scene for unge professionelle scenekunstnere på Det Kongelige Teater. Det var på mange måder en beskyttet rugekasse, hvor vi nød stor tillid og fik tildelt stort ansvar, men jo uden at have det øverste chefansvar. Og jeg kunne gradvist mærke, at jeg fik mere og mere lyst til at se, hvad man kan med et helt hus, hvis man får mulighed for selv at sætte den kunstneriske linje.«

I sin nye rolle som teaterdirektør får Elisa Kragerup tilmed et politisk talerør, som hun har tænkt sig at benytte. 

»For som kulturklimaet er i øjeblikket, er det vigtigt, at vi alle bruger vores stemme. Vi skal tale teatret op og selv udstråle en større stolthed over vores kunstart,« siger hun.

Anders Rye Skjoldjensen

Kulturministeren kigger med

De kommende år skal de to nye håb i dansk teater vise, hvad de kan – både kommercielt og kunstnerisk – og der bliver holdt øje med dem. Tidligere i år skød kulturminister Mette Bock gang i en debat om »fremtidens scenekunst« og lancerede sine ambitioner for branchen i et indlæg på ministeriets egen hjemmeside:

»I en tid, hvor publikum strømmer til andre kulturinstitutioner som museer, koncerthuse og spillesteder, har de statsstøttede teatre ikke oplevet samme fremgang. Størrelsen af det statsstøttede teaters publikum har i mange år ligget omkring 2 millioner. Den udfordring må vi forholde os til«.

På en flipover i det ene hjørne af sit kontor har Kasper Holten skrevet fem punkter ned med rød tusch, der viser, at han lytter til ministerens bekymring: »Baseline. Kvalitetsmodel. Kuratering. Det samlede udtryk. Fascinationskraft,« står der på moderne ledelsesdansk – og så er der tegnet en pil hen til det, det hele drejer sig om: »Publikum?«

Spørgsmålstegnet er velvalgt, for det er stadig uklart, hvad der skal til for at få flere til at frekventere de kongelige adresser i København.

Til gengæld kræver problemet ingen yderligere analyse: De senere års faldende bevillinger har fået Det Kongelige Teater til at skære i antallet af forestillinger med det resultat, at der i dag er omkring 100.000 færre publikummer på teatrets tre store scener – Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen – end for bare 10-12 år siden. Spareøvelsen har vist sig at være en taberstrategi, siger Kasper Holten.

»I 00’erne følte vi, at vi kunne gå på vandet. Vi fik et nyt operahus og et nyt skuespilhus, vi ansatte flere mennesker og spillede flere forestillinger. Men så kom finanskrisen og nedskæringerne, og vi indledte en kurs, som hedder: ’Vi sparer nogle medarbejdere, så spiller vi lidt færre forestillinger, så kommer der lidt færre publikummer, så bliver vi lidt mere sure og brokker os lidt mere i pressen, og så kommer der endnu færre publikummer …’ Jeg var selv med til det, så jeg føler nok et vist ansvar. Men hvis vi fortsætter ad den vej, så risikerer vi at komme til at sidde fast i en nedadgående spiral, som potentielt kan ende med, at vi må lukke teatret i 2034 eller 2048. Og jeg har ikke tænkt mig at være afviklingschef for Det Kongelige Teater«.

Teatret i tal: Det Kongelige Teater

  • Sæsonen 2017/2018 blev med 806.465 besøgende et rekordår for Det Kongelige Teater, godt 50.000 flere end sidste år.
     
  • Det øgede antal besøgende skyldes bl.a. store udendørsforestillinger og andre aktiviteter uden for de tre store scener. »Og det er godt og skønt,« siger Kasper Holten. Men den nye strategi er ikke desto mindre at øge »kerneaktiviterne« i Skuespilhuset, Operaen og på Gamle Scene, hvor der i dag bliver spillet færre forestillinger end for 10-12 år siden.
     
  • I 2017 udgjorde billetsalget 125 mio. kr. af teatrets samlede indtægter. I 2016 var tallet ligeledes 125 mio. kr.

Kasper Holtens plan for teatret er den stik modsatte, siger han – og i november fik han godkendt sin nye strategi af bestyrelsen. Fremover skal Det Kongelige Teater vokse sig ud af krisen.

I stedet for at skære ned på aktivitetsniveauet skal der skrues op. Der skal ikke spilles færre forestillinger, men flere forestillinger, også gerne mere populære stykker og musicals, for planen er at hente de tabte bevillinger hjem gennem et øget billetsalg: 

»Vejen til politikernes hjerter går gennem publikums hjerter. Vi skal ganske enkelt sælge flere billetter!,« siger Holten, der er overbevist om, at flere kunder i butikken er det eneste argument, der kan trænge igennem de tykke mure på Christiansborg og overbevise politikerne om, at Det Kongelige Teater er sine mange støttemillioner værd.

Nærvær, fordybelse, fællesskab

Også Elisa Kragerup skal sælge billetter – men hun skal mere end det. I en tid, hvor konkurrencen om vores opmærksomhed aldrig har været større; hvor nye populære streamingtjenester giver os mulighed for at se film og tv-serier, præcis når vi har tid og lyst, og hvor sociale medier som Instagram og Facebook sikrer, at vores daglige forbrug af underholdning og adspredelse kun er en armslængde væk – i sådan en flimrende tid skal Elisa Kragerup modernisere teatret som kunstart og sikre dets relevans blandt publikum.

Det kan umiddelbart synes en smule op ad bakke. Men faktisk har behovet for teateroplevelser aldrig været større, mener hun. 

»I den verden, jeg lever i, går jeg grundlæggende rundt og savner tre ting: nærvær, fordybelse og fællesskab. For mig er teatret netop kendetegnet ved de tre ting. Det er et af de få rum, hvor man stadig bliver bedt om at slukke mobilen og bare være til stede. Hvor man ikke kan praktisere sin kulturutroskab på samme måde, som man kan på et museum og til en koncert, eller hvis man sidder og ser en film derhjemme. Og det er jo i virkeligheden en kæmpe luksus bare at få lov til at sidde i en mørk sal og fordybe sig i en fælles oplevelse med andre.«

Elisa Kragerup fortæller, at hun for nylig hørte et radiointerview med forfatteren Lone Hørslev i anledning af hendes nye digtsamling Dagene er data. Undervejs leverede forfatteren en lille kulturel samtidsdiagnostik, der bed sig fast i Elisa Kragerups hukommelse. Affortryllelse, var det ord, hun brugte.

»Hun mente, at vi på mange måder lever i en affortryllet verden, og det, synes jeg, er helt rigtigt. Så snart vi har en oplevelse, skal den dokumenteres og lægges ud på Instagram, og pludselig ser vi os selv udefra i stedet for at være i oplevelsen. I teatret kan vi skabe et rum for det modsatte, for teatret taler til vores fantasi, til vores forestillingsevne, til de oplevelser, vi selv skaber. Det er jo også derfor, det hedder en forestilling. Fordi teatret er et rum, hvor publikum selv bliver aktiveret. Det er det unikke ved vores kunstform, og det skal vi holde fast i og tro på i stedet for at forsøge at konkurrere med alle de andre underholdningstilbud på markedet.«

Kasper Holten er enig. Han var for nylig til en konference i Paris med »en flok midaldrende operafolk«, som sad og »stønnede over, at operaen nok snart ville uddø på grund af mobiltelefonen«. Men teatret har intet at frygte ved den digitale udvikling, mener Holten.

»Var jeg chef for en flow tv-station, ville jeg nok være bekymret, men nu er jeg teaterchef, og vi skal ikke være bange. Vi skal tværtimod dyrke det, at vi er anderledes. Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke skal bruge mobiltelefonen til at kommunikere med, for det skal vi – og det skal vi også blive meget bedre til. Men vi skal ikke begynde at miste troen på os selv som kunstart. Da jeg var chef for Covent Garden i London, var der teatre, der lavede desperate ’kebabtilbud’ og sagde: ’Kom i teatret, så får du en gratis kebab’. Sådan noget stinker jo af mangel på selvtillid. Vi skal tro på os selv som kunstart. For hvis vi ikke selv gør det, hvorfor fanden skulle publikum så?«

Til det at tro på sig selv hører også at bruge teatrets særlige virkemidler og afstå fra fristelsen til at efterligne den filmiske realisme, mener Elisa Kragerup.

»Da jeg opsatte Romeo & Julie, skulle vi lave en slåskampscene – og hvordan gør man det på en scene? Forsøger man at gå realistisk til værks, vil alle bare tænke, at det ligner et dårligt stunt. Så jeg stillede i stedet skuespillerne op en meter fra hinanden og tilsatte lyden af slag, så publikum selv kunne gøre billederne færdige i deres egne hoveder. Jeg tror, der ligger en generel lektie i at erkende, at teatret ikke skal forsøge at ligne virkeligheden for at handle om virkeligheden. Og at det kunstige ofte er mere sandt end det realistiske.«

Blå Bog: Elisa Kragerup

  • Født 29. august 1979 og opvokset i en kunstnerfamilie i Hellerup som datter af kapelmester Peder Kragerup og overassistent Jill Jeppesen.
     
  • Uddannet som instruktør fra Statens Teaterskole i 2010 og straks headhuntet til Det Kongelige Teater. Debuterede med opsætningen af Goethes ’Den unge Werthers lidelser’.
     
  • I fem sæsoner var hun en del af eksperimentalscenen ’Det Røde Rum’ på Det Kongelige Teater, og hun er fortsat en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der bl.a. har fortolket Anne Linnets sange.
     
  • Har vundet adskillige Reumert-priser og modtog i 2015 Kronprinsparrets kulturpris.
     
  • I 2018 ansat som direktør på Betty Nansen Teatret sammen med produceren Eva Præstiin.
     
  • Privat bor Elisa Kragerup på Nørrebro med sin kæreste, skuespiller Xenia Noetzelmann.

Forførerisk ledelse

Forud for interviewet har jeg bedt Elisa Kragerup og Kasper Holten om at tænke over, hvad god kunstnerisk ledelse er. Det er et emne, Kasper Holten tidligere har udgivet en hel bog om. Forførelse, hedder den. 

»Ikke i den seksuelle MeToo-agtige forstand,« skynder han sig at sige, »men i den forstand, at de fleste medarbejdere faktisk gerne vil inspireres – ja, forføres – af deres chef for at komme nye steder hen. Og det gælder ikke kun for skuespillerne, det gælder for hele organisationen, at de gerne vil forføres til at finde nye aspekter af, hvad de kan.«

Tidligere på dagen har Kasper Holten holdt møde på Hotel Bella Sky med de otte retspræsidenter i Danmark – for netop at tale om ledelse. Men hvad kan teaterdirektører og retspræsidenter overhovedet lære af hinanden, når det kommer til offentlig ledelse?

»Det er klart, at domstolene har nogle andre udfordringer end teatrene,« siger Kasper Holten, »men de er omvendt også presset af samfundets generelle opløsning af autoriteter. Hvordan håndterer man primadonnaer og store personligheder internt i en organisation? Det er jo ting, vi alle sammen slås med. Og jeg har ikke kun primadonnaer på scenen, jeg har dem også i administrationen, i teknikken – og jeg er selv en af dem. Folk, der arbejder med teater, har generelt store personligheder, og det skal vi jo fejre – for det er jo primadonnaen, der skal slæbe hele læsset i forestillingen. Vi er i vores tid lidt for bange for personligheder. Men det er dårlig ledelse at forsøge at slibe kanterne af folk. Selvfølgelig skal der være nogle regler for, hvordan man opfører sig. Men dybest set skal vi fejre, at folk stikker ud.«

– Hvad er et eksempel på dårlig ledelse?

Kasper Holten: »Jeg kan huske, at jeg engang sad på mit kontor ovre i Operaen – 28 år gammel – da en ridder i fuld rustning pludselig væltede ind ad døren og begyndte at skælde mig ud: ’Du har givet mig den her kæmpestore rolle, som jeg skal synge om to uger, og der er ikke tid nok’, sagde han. Og fordi jeg gerne ville være en god chef, fandt jeg kalenderen frem og rykkede på nogle datoer og sagde: ’Bare rolig, der er masser af tid, du skal ikke være bekymret, gå du bare ned og syng videre’. Og det var i virkeligheden det værste, jeg kunne have gjort. For det, han i virkeligheden sagde, var, at han var ved at skide grønne grise af frygt for at komme til at fejle, og om vi ikke kunne aftale, at hvis det nu skulle gå galt, så var det, fordi der ikke havde været tid nok.«

Elisa: »Det er lidt det samme som i parforhold. Du forsøgte at komme med løsninger på et tidspunkt, hvor du bare skulle have lyttet.«

Kasper: »Ja, og ikke alene fik jeg vist ham, at jeg ikke lyttede, jeg fik også taget det eneste mentale sikkerhedsnet, han havde spændt ud under sig selv, væk fra ham igen. Nemlig at der ikke var tid nok. Det var der så pludselig alligevel. Det er jo dårlig ledelse! God ledelse handler om at se forbi symptomerne og finde ud af, hvad det egentlige problem er. Jeg skulle i stedet have sagt: ’Du er under pres nu, det er svært, men vi skal nok hjælpe dig.’«

Elisa: »For mig handler god ledelse også om at skabe en kultur, hvor der er plads til at fejle. Vi skal turde sidde en uge før premieren og tænke, at det her bliver aldrig nogensinde til noget. Og så alligevel også i dén situation vise tillid. Det er meget nemt at blive angst i vores fag. Teatret er jo et rum, hvor man som skuespiller udsætter sig selv for et ekstremt kontroltab. Men det er jo samtidig derfor, at publikum kan blive rørt, når de sidder i salen – fordi der er nogen, der bringer det offer for øjnene af dem. Nogen, der tør vise dem, hvad det vil sige at være menneske med al den sårbarhed, som det indebærer.«

Og endnu en pointe, i hvert fald i forhold til den type teater, Elisa Kragerup holder af og gerne vil lave mere af på Betty Nansen:

»For mig er teatret en kollektiv indsats. Jeg er ikke så optaget af den enkelte skuespillers virtuose præstation. Holdet er for mig stjernen. Et værk består af mange forskellige menneskers kræfter og energier, så at skabe rammerne for netop dén form for kollektiv fortalte oplevelse, det er en af mine visioner som leder af Betty Nansen.«

Samfundsrelevant teater

Det er blevet tid til en rundtur i det gamle barokteater. 

»Der hænger min morfar,« siger Elisa Kragerup, da vi på vej gennem receptionen passerer et lille 10 x 20 centimeter stort fotografi af den tidligere kongelige skuespiller Jørn Jeppesen.

Vi fortsætter gennem et labyrintisk system af snørklede gange, som her bag scenen ikke er belagt med marmor, men med lysebrun linoleum, videre gennem vognporten, der hedder sådan, fordi den er stor nok til, at en lastbil kan bakke ind med et vognlæs kulisser, og via endnu en lang, smal gang når vi endelig frem til Gamle Scene.

Inden vi går ind, beder Kasper Holten os om at tage jakken af. Det er gammel overtro, at hvis man bærer overtøj eller hovedbeklædning, når man træder ind på scenen, så vil en skuespiller komme til skade.

»Og den risiko løber vi ikke,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg spørger de to teaterdirektører, hvad der i fremtiden skal spilles på scenen – ikke bare her på Det Kongelige Teater, men i det hele taget, hvis teatret som kunstart fortsat skal have samfundsrelevans. Er der for eksempel brug for flere eller færre stykker om aktuelle emner som klimaudfordringer, bankskandaler og migrantkriser?

Elisa Kragerup: »For mig er teatret grundlæggende et rum, hvor man kan fordybe sig i det at være menneske. Et sted, hvor man ikke slipper afsted med at udgrænse de mørke sider af sig selv og lægge dem over på andre. Det er væsentligt, at jeg som menneske kan sidde i teateret og sige: ’Jeg rummer også de afgrunde, de skyggesider, de forfærdeligt smålige følelser’. Så man ikke kan slippe afsted med at sige: ’Det er dem, det er ikke mig’. Men at man bliver bevidst om at: ’Ja, jeg er også grisk, jeg er også liderlig, jeg er også et lille menneske, der kan være forsmået og bitter.’ Det er for mig også samfundsrelevans.«

Kasper Holten: »Det at have samfundsrelevans betyder jo ikke nødvendigvis, at man skal spille virkeligheden 1:1. I operaen kommer vi ofte tæt på magthaveres følelsesliv og lærer, at de også er drevet af forfængelighed og plaget af afmagt. Det har en kæmpe relevans i en moderne verden at blive mindet om, hvordan der ser ud på indersiden af en magthavers sind. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal lave en Donald Trump – The Opera.«

Gode råd er gratis

Interviewet nærmer sig sin afslutning, men inden vi er færdige, skal vi lige nå en sidste ting. Jeg har på forhånd bedt Elisa Kragerup og Kasper Holten om at tænke over et godt råd, de kan give til hinanden. Kasper Holten lægger for.

»Faktisk har jeg to råd,« siger han og erkender straks, at det første »måske er lidt kedeligt.«

Det handler om den delte ledelse, som Elisa Kragerup og Eva Præstiin skal operere i på Betty Nansen Teatret. For med to teaterdirektører er der risiko for, at den ene, Elisa, kommer til at tage sig af det kunstneriske, mens den anden, Eva Præstiin, kommer til at tage sig af alt det økonomiske. Og det ville være en fejl, mener Holten.

»For selv om Eva er meget dygtig, så må du aldrig falde i den grøft, at du bare overlader det med pengene til hende. For det er som at vaske hænder. Man kan ikke kun være chef for sjov og komme og holde talerne. Ansvaret ligger der, hvor man også tager beslutningerne, og hvor ressourcerne bliver fordelt – og det er også en kunst,« siger Kasper Holten i en alvorlig tone.

»Men det allerbedste råd, jeg vil give dig,« fortsætter han, nu i et mere muntert tråd, »er samtidig et godt råd, jeg engang selv har fået. Det var fra min ekskone, som sagde: ’Husk, at billige point er også point’. Det er godt at tænke over i en organisation, hvor folk har brug for at se dig og mærke dig. Jeg kan huske engang i London, hvor jeg kun lige nåede ind forbi teatret i fem minutter en lørdag formiddag, men sørgede for, at alle lige havde set mig, så de kunne synes, at det var fantastisk, at jeg var der i weekenden. Det var selvfølgelig lidt beregnet – og jeg siger det også med et glimt i øjet – men det at være leder er også bluff. Varm luft. Og den del er også vigtig. Der er jo stadig noget sandt i, at jeg gjorde mig umage med, at de fik set mig og følte sig set.«.

Teatret i tal: Betty Nansen

  • Betty Nansen Teatret havde i sæsonen 2017/2018 et publikumstal på 55.802. Det er en fremgang på 22 pct. i forhold til sidste sæson.
     
  • I samme periode er det lykkes teatret at udvide antallet af forestillingsdage fra 201 til 217 dage – og fra 4 egenproduktioner til 5.
     
  • Teatret har i den forløbne sæson desuden hævet billetindtægterne fra 5,6 til 8,9 mio. kr.

Elisa Kragerup vender i sit råd til Kasper Holten tilbage til hans egen idé om den »forførende« leder. For det er en figur, der også rummer en bagside, mener hun.

»Som instruktør har jeg i hvert fald selv erkendt, at jeg har brug for nogle mennesker omkring mig, som jeg kan stole på, og som jeg kan tilkalde, når jeg mærker, at min egen blindhed er ved at indfinde sig. Nogle gange har man simpelthen brug for et sæt ekstra øjne til at se,« siger hun og kigger på Kasper Holten, der sidder og nikker på den anden side af bordet. 

»Og du kan godt høre, hvad de siger til dig?,« spørger han. »For jeg kan godt selv have svært ved sådan rigtig at lytte efter, hvad der bliver sagt, fordi hele mit system simpelthen går i forsvarsmekanisme.«

Kragerup fortsætter: 

»Ja, men apropos det med at være en forførende leder, så er det også noget, jeg har skullet lære. Som instruktør og som leder taler man jo ofte meget stærkt og passioneret for en idé, indtil man pludselig opdager – måske ved hjælp af et sæt ekstra øjne – at det var helt forkert. Og så skal man næste dag komme og sige: ’Alt det, jeg elskede og sad og grinte af i går, det er slet ikke den forestilling, vi skal lave’. Og at gøre dét uden at tabe ansigt og uden at tabe tilliden til ens eget kompas, kan godt være svært. Men det handler om at være ærlig, tror jeg. Og om at turde tale om elefanten i rummet og indrømme, at: ’Jeg har ikke løsningen lige nu – jeg må vende tilbage i morgen’.«

Jeg spørger til deres arbejdsprocesser – for udefra set kan de se lidt forskellige ud.

– Er det rigtigt set, at du, Elisa, er mere kollektivt orienteret, mens du, Kasper, mere har karakter af en mand med en vision …

Elisa: »Jeg tror, det er rigtigt, vi har forskellige metoder. Jeg undersøger og improviserer meget og skaber en masse materiale med skuespillerne, som jeg så gradvist forsøger at skærpe. Jeg kan grundlæggende ikke lide at beslutte mig, før jeg har svarene, og nogle gange sker det ret sent. Ofte er det først i den sidste uge, at jeg for alvor kan se forestillingens rum for mig.«

Kasper: »Det er sikkert rigtigt, at der er en forskel på os – om end man ikke skal tage fejl af, at Elisa bag sin kollektive facade jo også er en kvinde med en ret stærk vision om, hvad hun vil fortælle.«

Tiden er næsten gået, og der er ikke flere råd at give. 

»Men jeg har måske en lille opfordring til dig,« siger Elisa Kragerup og kigger på Kasper Holten. 

»Ja?,« siger han.

»Det er en opfordring til, at du vil blive ved med at bruge din politiske stemme til at tale om kunstens og kulturens vigtighed. For jeg oplever, at du kan tale på en sådan måde, at mennesker forstår det.«

»Tak,« siger Kasper Holten, »det skal jeg prøve på.«

»Det er jo også derfor, jeg håber, at jeg er den rette til det her job.«

Scenograf Christian har glam’et soveværelsesscenen op i sand Dallas-stil med høje kunstige guldpalmer, henkastede pailletkjoler og dekadent skinnende draperier. Det iscenesætter smukt de gyldne facader af løgne og ikke mindst den familiære invasion af det intime rum, der både er den store komiske og kritiske kraft i Kat på et varmt bliktag.
Læs også
Det er stadig uvist, om opsætningen af ’Kongens fald’ er forfærdelig, fremragende eller bare begge dele
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ret betryggende, at der sidder to så indtagende og dygtige folk på de uriasposter, teaterledelse er blevet gjort til.