Læsetid: 20 min.

Danske digtere genfortolker John Donnes ikoniske digt ’No Man is an Island’

John Donnes berømte digt fra 1624 ‘No Man is an Island’ taler ind i en ny tid med Brexit, skærpede grænser mellem nationerne og øen Lindholm. 15 danske digtere genfortolker digtet
John Donnes berømte digt fra 1624 ‘No Man is an Island’ taler ind i en ny tid med Brexit, skærpede grænser mellem nationerne og øen Lindholm. 15 danske digtere genfortolker digtet

Sofie Holm Larsen

14. december 2018

Brexit, EU i krise, nationer, der lukker sig om sig selv, ydre grænser, der skærpes – og i Danmark føder regeringen med Dansk Folkeparti ideen om nyt udrejsecenter på øen Lindholm.

Med afsæt i en idé formuleret af en gruppe af bidragyderne har vi bedt 15 danske digtere frit genfortolke John Donnes berømte digt fra 1624 »No Man is an Island«, der handler om, at alle mennesker hører sammen i et fællesskab, at der er noget som er større end den enkelte.

John Donne var en metafysisk digter, og hans digt indgår egentlig i en lang prosameditation over døden i bogen ’Devotions upon Emergent Occasions’ som meditation nummer 17. Digtet har i senere århundreder inspireret andre forfattere og har fået bredere kulturel betydning. Nu sætter vi på ny digtet i scene her ved udgangen af 2018.

’No Man is an Island’

No man is an island entire of itself; every man
is a piece of the continent, a part of the main;
if a clod be washed away by the sea, Europe
is the less, as well as if a promontory were, as
well as any manner of thy friends or of thine
own were; any man’s death diminishes me,
because I am involved in mankind.
And therefore never send to know for whom
the bell tolls; it tolls for thee.

 – John Donne, 1624

(Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.)

Genfortolkninger:

Pia Juul:

*
Enhver person er en ø i sig selv,
en ø for sig selv i et stort ocean,
ensomt alene er du en ø og jeg er en ø
Du er alene og jeg er alene
Vi vælger selv hvordan det skal gå
Ingen behøver at være en ø,
eller: der er broer, eller:
der er skibe, eller:
der er samtale, der er breve, der er telefon, der er tanker
Du er en del og jeg er en del af det hele
Hvis du skylles bort forsvinder en del
af mig, jeg hører klokken slå hver gang et menneske skylles bort, det kunne nemt være mig, det kunne nemt være dig
Klokkerne ringer hvert øjeblik for nogen, klokken slår, det slår mig
hver gang at nu bliver det mig,
jeg har ikke større ret end dig, du har ikke større ret end mig
så let er det ikke
Lyt når den klokke slår og hør efter

 

Klaus Høeck:

    XVII
    imagine:at
du ser mig sejle ud til
    øen lindholm med

    bringende john donnes
meditation sytten
    i faksimile

    forestil dig end
videre at jeg cite
   rer ordene: no

    man is an island
højt selvom jeg er helt a
    lene på øen

 

Lone Aburas:

Jeg ville ønske jeg interesserede mig lidt mere for kærligheden
i stedet for den revolutionsliderlighed, der hele tiden griber mig.
En håbløs lyst efter en bykrig.
En partisan virkelighed med vilde strejker og urbant
inventar der tilintetgøres og ødelægges
fordi alle pludselig forstår hykleriet
og intet menneske er illegalt
eller en fæstning for sig.
At alle vores sympatierklæringer blev skrevet sammen
i en eneste dødssætning.

Men jeg er ligeså civiliseret som en grafisk designer
i en håndlavet sweater,
evigt drikkende en frugtet cocktail, desværre.
Når endnu et beskidt stykke arbejde udføres.
Når endnu en forfatter lukker sig inde i litteraturen.
Når en mur rejser sig i horisonten
skruer jeg op for højsangen
teatralsk og melodramatisk
centraleuropæisk masochist som jeg er.
Et alderdomshjem for opstand og ild.
Det er der revolutionen går hen for at dø.
Det er det jeg er blevet til efterhånden.

 

Kristina Stoltz:

Fra fastlandet
Vi var ikke selv blevet ramt af landminerne
der eksploderede fra jorden under os

På de nye øer er blomsterne giftige
og drikkevandet inficeret med had

Færgemanden kaldte på os i årevis
– vi ville ikke derud på besøg

På de nye øer er tågen total
mennesker rejser sig ikke uden håb

Til sidst overdøvede eksplosionerne klokkespillet
– færgemanden kom for at hente os

På de nye øer har nogen hejst vores flag
fastlandet er jorden over os

 

Ursula Andkjær Olsen:

Første forsøg
I drømmen står jeg på et hårdt gulv
med bare ben, bar krop, alt er bart
Så går fostervandet
Det er blodigt, er det koldt?
I lang tid bliver det ved
men der er ikke noget foster
Ingentings fostervand løber
ud over verden SOM et hormon
Og gør alle til søskende

Andet forsøg
Jeg blev kastet over på den anden bred
men det viste sig at jeg stadig stod på den første
Det betyder floden løber igennem mig
og jeg er flodseng OG flodhimmel
Derfor trækker jeg vejret ind og placerer
mennesker, dyr, guder, ensomhed, arbejde
INDE i kroppen
Det er min pligt
Og så puster jeg ud

Tredje forsøg
Forbrydelsen er:
Jeg har kaldt materialerne for mine
MEN de er lånte
og resten er virtuelle
På skyggen på væggen sidder hovedet
ikke fast på kroppen
Lyset kommer fra to steder
Jeg er åbne sluser hen over beton
OG kroppen er mit gældsbevis

 

Kristina Nya Glaffey:

Tre ting jeg ville tage med på en øde ø
1. Bikini
2. Solcreme
3. Kæresten

1. En milliard kroner
2. Badebukser
3. Stjerneskruetrækker

1. Gode bøger
2. En bog om hvordan man overlever på en øde ø
3. Papir og blyant så jeg kan skrive om mine oplevelser

1. En bar
2. En seng
3. Panodiler

1. Min familie
2. Alle potentielle kærester verden over
3. Mine bedste venner

1. Slaters kæreste
2. Min computer
3. 5.000 km forlængerledning til internet og strøm

1. Familie (kæresten er også familie)
2. Uendelig sushi og pizza
3. Cigaretter

1. Min kæreste
2. En luksusvilla
3. Uendelig forbrug af mad, så man ikke selv skal ud og finde kokosnødder

1. En mobil MED signal, der kunne ringe efter hjælp
2. En butik fyldt af gratis ting
3. –

1. Musik
2. Min bærbare (med internet selvfølgelig)
3. Spejl

1. Hele min familie
2. Et containerskib fyldt med ost og chardonnay
3. Fredagsslik til børnene

1. En (fræk) pilot
2. En flyvemaskine
3. En helvedes masse benzin

1. Min iPod
2. En hængekøje
3. En kasse kolde Faxe Kondi.

1. En hængekøje
2. En yacht så jeg kan sejle hjem igen
3. En lækker madkurv med champagne og brunch

1. En båd til at sejle væk i
2. Vand til at overleve af
3. En god ven, fordi sådan en kan man altid bruge

 

Asger Schnack:

Intet Menneske er en Ø
Du er mit enjambement, med dig
er jeg forbundet. Er tiden min rettesnor,
så finder jeg dig i en massegrav.
Er kontinenterne målestokken,
ser jeg dig fra luften, i løb eller
faretruende nær projektilerne. Havet
stiger, i digtet såvel som på YouTube.
Hold fast i mørket. Du og jeg er
ét, udskiftelige i forhold til vandlinjen.

 

Merete Pryds Helle:

Intet menneske er en ø
Intet menneske er en ø.
Intetø.
Ømenneske.
Intet menneske er en ø i havet, hvor salt bølgeskum slikker klipperødderne.
Øen er en måne, der glider over menneskehimlen. Øen er mere ensom end månen.
Intet menneske er en enlig måne, hvor sort himmelskum slikker kraterrødderne.
Intet menneske er ikke et menneske. Ingen ø er et menneske.
Øen ønsker sin havensomhed, månen ønsker sin himmelensomhed.
Intet menneske ønsker ensomhedens hav, ensomhedens himmel.
Intet menneske er en ø.
Klokkerne ringer over øen. Klokkerne ringer for menneskeheden. Vi falder fra hinanden ned i et sort hav.
En mand kommer gående på en ø. Fra hav til hav. Han går frem, han går tilbage. Ømenneske, klippeben, kratertanker. Hans ødød gør mig mindre, for jeg er involveret i menneskeheden. Det hedder menneske, ikke ømenneske, ikke månemenneske, ikke ensomhedens hav.
Intet menneske er en ø.

 

Peter Laugesen:

HVEM RINGER KLOKKERNE FOR
John Donnes digt, hans mest berømte, er ikke et digt, men et par linjer i en lang prosameditation over døden. Han var lige kommet ud af en lang sygdom, der bragte ham tæt på. I 1623. Det er den meditation, der indeholder titlen på Hemingways bog om Den Spanske Borgerkrig: For Whom the Bell Tolls. Teksten handler om døden, det enkelte menneskes død, min egen død, og at klokken også ringer for mig, når den ringer. Der er ikke så meget at tolke. Alle mennesker hører sammen i et fællesskab, der er større, og som vi kan bestræbe os på at leve op til. Hemingways brug af teksten i forbindelse med Den Spanske Borgerkrig, hvor sådanne ting blev sat på prøve, er mesterlig.

 

Ursula Scavenius:

Et barn er født i Sjælsmark
Intet menneske er en ø; lukket om sig selv;
enhver krop er en del af landet.
Ethvert menneske, der låses inde;
gør mig ufri; som hvis min tunge blev låst
inde i munden, som på en ø, uden
både til fastlandet, som hvis min tunge var uønsket
uden for min mund, eller min lever
uønsket i min krop; hvert organ er del af en helhed.
Intet menneske er en ø, lukket om sig selv; ethvert menneske
udgør et stykke af hele kontinentet, er en del af fastlandet
hvis en jordklump rives løs af havet, bliver Europa
ligeså meget mindre, som hvis et bjerg blev det,
eller hvis din vens hus blev det, eller
dit eget. Hver menneskes død gør mig mindre.
For jeg er optaget af menneskeheden.
Og derfor beder jeg aldrig om at vide, hvem
klokkerne ringer for; de ringer for dig.
De ringer, for et barn er født i Sjælsmark.
Når en yndig rose på grenen går i flammer,
brænder hele rosen. For jeg er optaget
af krattet, og roserne rådner i Danmark.
Et barn blev født i Sjælsmark. Intet barn er en ø.
Intet menneske er en ø, lukket om sig selv.
Ethvert land er en del af verden, enhver regering
en del af en menneskehed. Hvert barn,
der ikke beskyttes, ødelægger også min
beskyttelse, din vens, dit barns beskyttelse.
Når en yndig rose på grenen går i flammer,
brænder hele rosen. For jeg er optaget
af krattet, og roserne rådner i Danmark.
Et barn blev født i Sjælsmark. Hvad der sker med hendes
forældre, sker med hende. Sker med mig.
Derfor spørger jeg altid, hvad der foregår. Spørger:
Er et menneske frihedsberøvet? Ethvert
menneske, der dør,
gør mig mindre,
som hvis hele landet mistede en tand, som hvis
alle tænder faldt ud af Europa.
For jeg er optaget af helhed; ethvert menneske,
der krænkes, er en krænkelse af alle.
Hvis en jordklump bryder sammen i skrænten, bryder
hele skrænten sammen. Intet menneske er en ø;
hvert menneske er en af mine indvolde,
en del af havets koraller, alger og hajer; ethvert barn, der drukner,
er en del af parlamentet.
Hvis et menneske hives, smides
ud på en ø for at sprælle alene som en fisk, indtil det dør;
er det, som om hele min tunge blev revet ud
og smidt ud på en ø, som om
hele landet, hele Europa, hele verden, blev skåret over
og smidt ud på en ø. For jeg er optaget af
menneskeheden. Ethvert menneske, der lever i frygt for at blive afskåret;
fra kontinentet; ethvert menneske, som lever i frygt,
er en del af mit åndedræt
som hvis jeg var en ø i deres hav,
som hvis vi var i samme båd, der ikke kunne nå
fastlandet. Hvert organ, der er uønsket,
gør kroppen uønsket; hvert organ er del af en helhed.
For menneskehedens indvolde er mine
indvolde. Og aldrig beder jeg om at vide, hvem
klokkerne ringer for; de ringer for dig.
De ringer, for et barn er født i Sjælsmark.
Når en yndig rose på grenen går i flammer,
brænder hele rosen. For jeg er optaget
af krattet, og roserne rådner i Danmark.
Et barn blev født i Sjælsmark. Intet barn er en ø.

 

Nicolaj Stochholm:

Kædereaktion
Vi er alle blevet øer uden
kontakt med hinanden og
fællesskabet er forvaltet af
Danske Bank hvor den
eneste vej ud af isolationen
er egen vinding og opstigen
til den ene procent som
lever på det åbne og smukke
kontinent hvor kirkeklokker
ringer fra bakketop til bjerge.

Min egen ø, så mange jeg
havde ikke troet at Google
kunne tage så mange både
nede i metroen og oppe på
Dronning Louises bro, her
er klokkerne blevet fjernet
af tømmermænd med spejle
vi underskriver pagter med
anførselstegn og vi giver kun
hånd til dem der ikke vil tage den.

Olga Ravn:

Den danske finanslov, 2018
Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet

Endnu vokser skovene

Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelige eller vanærende behandling eller straf

Endnu bærer markerne korn

Ingen må holdes i slaveri eller trældom

Endnu står byerne

Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed

Endnu trækker menneskene vejret

Enhver der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring

Men det er allerede sket

skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid

Rimtågen over banelegemet, hvor vi bor, hvor vi kører nogle af os bort

Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse

Alle måneder og dage i fremtiden står endnu ledige

være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol

En læge informerer mig om min sygdom

Enhver der anklages for en lovovertrædelse skal anses for uskyldig indtil hans skyld er bevidst

Et barn tager min hånd, og jeg ser at det er mit

Ingen kan kendes skyldig i strafbar lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en strafbar lovovertrædelse af national eller international ret på den tid da den blev begået

I butiksvinduet en fluesvamp i papir med en guldrand til 250 danske kroner

Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance

En af os er død men vi giver ikke navnet til os

Enhver har ret til at tænke frit

Krigen som vil komme bliver ikke den første

Enhver har ret til ytringsfrihed

Endnu trækker menneskene vejret

Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed

Færgen skal gå så sjældent som muligt og prisen skal være så høj som muligt

herunder at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser

I som engang vil dukke op af denne stormflod

Giftefærdige mænd og kvinder

I hvilken vi gik under

har ret til at indgå ægteskab og stifte familie

Tænk også, når I taler om vores svagheder

Enhver der krænkes

På den dystre tid I slap for

i de ved denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed uanset om krænkelsen er begået af personer der handler på embeds vegne

Men det er allerede sket

Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel

Jeg skriver som toget skriver sin færden med dem af os der ikke var heldige

på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold

Over skinnerne, forbi Fisketorvet og bort ind i den fugtige dis

Under krig eller anden offentlig faretilstand

Mens et barn i en seng på et center får det skjoldede loft til at ligne en himmel

der truer nationens eksistens, kan

Mens et barn i en seng på et center renvasket løfter sin pande mod et sprog der ikke er hans

enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler

Og en lov der lukker ham ude

der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne Konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten

Og ser op i sneen der falder fra himmelens grålige slugt, en uendelighed

Ingen bestemmelser i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i fremmede statsborgeres politiske virksomhed

Jeg skriver mod tiden

Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der

Natten lægger sig op ad

sigter til at tilintetgøre

Ansigtet

nogen af de heri nævnte rettigheder eller friheder

Mens han tænker på sneen der falder på det der engang var en by

eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i Konventionen

Endnu står døren til drømmene åben

De ifølge denne Konvention tilladte indskrænkninger i disse rettigheder og friheder må ikke anvendes i noget andet øjemed end det, for hvilke de er foreskrevet

Hvor huset og haven lå

Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

Hvordan skal træerne blomstre, når de dækkes af sne?

som måtte være tilsikret i henhold til en høj kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i

Hvordan skal jeg skrive, når jeg tager ordene fra dem af os, der ingen ord får lov at sige?

En høj kontraherende part kan ikke opsige nærværende Konvention før udløbet af fem år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende og efter et varsel på seks måneder

Intet af det jeg gør, berettiger mig til at være den der skriver

En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende høje kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne Konvention med hensyn til nogen handling

Et barn tager min hånd, og jeg ser at det er mit

som kan udgøre et brud på denne Konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning

Og dog skriver jeg

På samme vilkår skal enhver høj kontraherende part der ophører med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne Konvektion

Endnu trækker menneskene vejret

Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1 – 3

Vi tog et blad af træets gren og lagde det i hånden, også vi gjorde det

kan Konvention opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af Artikel 56 er blevet erklæret anvendelig

Også vi gjorde det

Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov

Blomstrede under sne, hvor ingen så, trak vejret, talte, skrev

Ingen må forsætligt berøves livet

elskede, drak, vidste intet, vidste alt

 

Marianne Larsen:

Til et digt af John Donne
»No Man is an Island« og det er der heller ingen kvinder eller børn
eller andre størrelser, der er.
For alt på kloden og i universet er et stort hinanden.
For det kan jeg mærke ligesom John Donne og utallige andre kunstnere
gennem historien har mærket det.

For der må være en mening med lysten til at leve.

For er det ikke forunderligt, at når hinandens genuine forskere
kommer videre i deres opdagelser, så vil kvinden der går forbi på fortovet
og jeg og alle og enhver med tiden afsløres som bevisligt eventyrlige
dele af et hele.

For den blå planets grænseløse fletværk snor sig igennem alting,
igennem insekternes summen og byerne og vores hjerneceller og hvalernes
og stjernernes og holder os sammen, også i frygten for at blive ramt
af en meteor på gale veje og en verdenshistorie mere og mere gamlet til
i herredømmers grådighed.
Som om vi ikke hele tiden har vidst, at det ikke er nok at frygte.

For der må være en mening med lysten til at leve.

For ellers

For ellers ér vi i angstens sidste tid, og stirrer klart og umuligt ud i luften
som nogen, der er ved at gå til på hver vores ø, ligesom i et øde på Lindholm.

 

Ida Marie Hede:

No Man Is an Island

I kantinen, der lå centralt i den glitrende fæstning, der lå midt i det vibrerende ølandskab, der lå langt ude i havet isoleret fra almindelig fryd, var beboerne i gang med at kigge stenet ned i gulvet, omgivet af fæstningens forhåndværende beboere, dyrespøgelserne.

Støttet og holdt ved godt mod af deres fæller, de hjemsøgte silhuetter af infektionsramte smågrise, heste og køer, der engang var blevet slagtet i fæstningen lokaler.

Tid skulle slås ihjel. Èn striglede hestens sølvmanke. Èn lod soen gufle de små cocktailpølser fra frokosten af en håndflade. Det var som en god film at se madklumper vandre gennem soens gennemsigtige spiserør i form af svævende små objekter, der lignede terninger.

Det var meningen, at beboerne skulle have det dårligt på den mest banale måde, men efter hver af fæstningens uspiselige buffeter, der om morgenen bestod af proteindrikke og f.eks. flæskesvær og ved aftentid af mere vandige opkog, krammede personalet beboerne inderligt.

Økonomaen sagde, vi hjælper jer med at komme ud og finde et nyt sted at bo, bare giv os tid. Men én af beboerne sagde, der er ingen andre steder at tage hen i det her land, vi kom for at bo i, og hvis vi rejser til vores hjemland, dør vi. Den ret vi har til et liv, er blevet taget fra os, nu skal vi blive på øen. Det eneste, vi er taknemmelige for, er, at her ikke er børn, ingen i det land her ville vel byde et barn at leve sådan her?

Økonomaen og opvaskeren og vagten og rengøringspersonen og dyrene så rædselsslagne og vidende på hinanden og tørrede så beboernes vrede og apatiske tårer væk og tørrede deres egne vrede og afmægtige tårer væk og skreg op i det ildelugtende loft. Vagten aktiverede alarmsystemet for natten og sagde talkoderne meget højt, så alle kunne komme ud, hvis de skulle have lyst og mod, men var man først kommet ud af fæstningen, stod man selvfølgelig over for det natsorte hav og skelettet begyndte at fryse, og døden prikkede i hovedbunden.

Nu begyndte de små gennemsigtige dyrespøgelser utålmodigt at smadre det ildelugtende linoleumsgulv i kantinen. Køerne med deres klove og brøl og og hestene med de piskende fluebefængte haler og brede fortænder. Soen lavede med sin orakelagtige volumen rullefald mod overfladen, og personalet så målløse til og kiggede på hinanden og begyndte så at hjælpe. Vi klarer det her, sagde økonomaen med vild autoritet til en af beboerne, som kiggede op i lysstofrørene, og hun pirkede til gulvflagerne med skosnuden, opvaskeren hentede skovle og brødknive og hakkede og filede et dybt hul, der snart blev en tunnel.

Smågrisene hoppede straks ned med viltre skrig, man kunne se de gryntende spøgelseskroppe ase sig frenetisk gennem jorden som spejlkugler med hvislende transparente tænder. Snart var en passage klar, den førte ud af den glitrende fæstning, der lå i det vibrerende ølandskab, der lå langt ude i havet, den var mægtigere end nogen anden passage mennesker og dyrespøgelser i symbiose nogensinde havde skabt før.

Det var i sidste øjeblik, for turisterne var begyndt at ankomme til øen for at få et interessant foto af øens symbolpolitiske fæstning, og der var nu risiko for at øen ville blive alt for smart og beboerne straffet yderligere på symbolsk vis, fx ved forringelser af proteinindholdet i kantinemaden.

Færgen lagde langsomt til. Hvem havde set smukkere syn? Tropeø, sanseø, Robinsonø, vildnis med lianer og Tom Cruise-beach bar, jysk ølejr med guitar og evigt liv, og i den blå himmel balloner, der indeholdt historisk oxygen fuld af smitsom svinepest. Og i midten, tronende, denne smukke fæstning, det her slot, et Arendal et Egeskov et Windsor et Hvidt Hus et Randers Regnskov et Pandatårn et Alcatraz med pigtråd i sløjfer.

Turisterne stod i strandkanten og smurte deres blege ansigter ind i små hvide klatter Humanity-Creme, som de havde taget med for at donere til beboerne i fæstningen og måske til et par dyrespøgelser. Turisterne kunne ikke lugte salt og heller ikke død i strandkanten, men på grund af det tykke lag creme, der var gledet ind i næseborerne, meldte døden sig alligevel hos dem, som en krydret tørhed i spiserør og svælg. Desværre kom de aldrig ind i fæstningen og endte ikke med at deltage i det spændende, der nu skete:

Beboerne og økonomaen og opvaskeren og rengøringsepersonen og vagten og spøgelserne af hestene og køerne og grisene tog hinandens hænder og klove og hove og lod sig alle styrte, ned ned ned, for der var pludselig en chance for, at der under gulvet, i øens undergrund, var noget at finde, måske frihed, selvom det var blevet næsten umuligt at forestille sig. Men der var en glitrende og ekspanderende fornemmelse i faldet. Det var heldigt, at de alle havde smurt sig ind i resterne fra det sidste måltid, en porrekartoffelsuppe med en stærk olieret vandighed, for de gled ubesværet af sted.

Har du hørt, hvad de sir, ja, jeg har hørt det. Kan du mærke det her mod huden. Så kommer der noget her, tag det, grib det, det smuldrer. Kan du finde min hånd. Min hov. Hvor skal jeg ha det. Hvad, i pelsen, tæt på hjertet. Jeg spiser det. Vi sælger det. Kan du mærke, jeg er her. Blød som dig. Vores hoveder støder sammen.

Under jorden var der utrolige skatte.

I mørket glimtede store skulpturelle forekomster af Tantalum, et mineral udvundet i Congo, og Lithium, et grundstof udvundet i Afghanistan, og Ytrium, Terbium, Europium og Gadolinum, og der var Tin udvundet i Myanmar. Rundt om de nye underjordiske gæster flød sjældne mineraler og grundstoffer udvundet af multinationale selskaber i alverdens regioner, der indgik som smådele i smartphones til vestlige forbrugere. De lande, der blev udvundet fra, forarmedes og vikledes ind i hidsige konflikter og kampe, nogle gange flygtede indbyggerne fra krige og kampe til vesten og fandt pludselig sig selv i den glitrende fæstning, der lå midt i det vibrerende ølandskab, der lå langt ude i havet isoleret fra almindelig fryd eller fandt pludselig sig selv i et oplyst underjordisk rum på vej mod noget overraskende og nyt. Omgivet af og viklet ind i flydende og hærdede og flagrende tråde af Tantalum og Tin og Lithium og Ytrium og Europium krammede beboerne og hestene og køerne og grisene og økonomaen og opvaskerne og vagterne og rengøringspersonen hinanden så inderligt og rutschede videre og hurtigere.

 

Hanne Viemose:

Ingen krigsførende nation er en ø
Ingen våbeneksporterende økonomi er en ø
Intet kapitalistisk samfund er en ø

Ingen klimakrise er en ø
Ingen borgerkrig er en ø
Ingen dansk militaristisk udenrigspolitik ledet af et dansk militær som vi kalder ”forsvaret” er en ø

Ingen flygtning
Ingen asylansøger
Ingen immigrant
Ingen udlænding
Ingen xenofob
Ingen højrenationalist

Ingen krigstraumatiseret asylansøger er en ø
Ingen flæskeædende venstremand på de sociale medier er en ø
Ingen europæiske myndigheders sabotage i modstrid med international lov af Læger uden Grænsers humanitære redningsarbejde på Middelhavet er en ø
Ingen europæiske myndigheders støtte til tvangstilbagesendelse i modstrid med international lov af 14000 mennesker til Libyen er en ø
Ingen europæiske myndigheders støtte til militsers slavehandel i Libyen er en ø
Libyen er ikke en ø
Libyen er et lovløst samfund præget af eskalerende slavehandel og andre alvorlige brud på menneskerettighederne efter krigen mod Muammar Gaddafi i 2011, hvor danske kampfly kastede 923 præcisionsbomber, der meget præcist og effektivt bidrog til at smadre et samfund på det humanitære, politiske og økonomiske plan, og lod det monster vi i dag kender som ISIS vokse sig stærkt af ruinerne
923 præcisionsbomber kastet på lige præcis én stor og absurd løgn om beskyttelse af en civilbefolkning,
923 præcisionsbomber galende deres absurde løgn til et undertrykt folk: ”Vi kommer med fred”.

Ingen dansk angrebskrig er en ø
Ingen dansk angrebskrig baseret på en løgn er en ø

To danske angrebskrige baseret på løgne er heller ikke en ø
Fire danske angrebskrige i det 21. århundrede er ikke en ø
Titusinde menneske-lig i Middelhavet er ikke en ø

Xi Jinping har så lidt humoristisk sans, at han forbyder enhver omtale af figuren Peter Plys på grund af en internet-meme fra 2013. Og så er der sci-fi, fantasy og zombier i litteraturen rundt i verden
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kunne også gøre sådan (for at holde sig indenfor de 15 digteres tematik ):

Ingen mand skal bo på Lindholm
Ingen kvinde skal give fødsel i et fængsel
Intet barn skal vokse op i en koncentrationslejr
Vi er alle dele af en helhed
menneskerettighedernes 100-årige helhed
menneskehedens tusindårige
samtidens mangfoldighed som gør os så alene
De munde der råber racistisk er afskåret fra de hjerner der reflekterer
De hænder der underskriver hadets love har mistet deres hjerter
Bødler og dømte er alle ofre
for de er dele af det samme liv
Så spørg ikke om hvem der bliver dømt:
Den dømte er hver gang dig.

Anders Reinholdt, Flemming Berger og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar