Læsetid: 6 min.

En del af spændingen ved det privatlivsinvaderende tv er, at det kan godt blive pinligt og ubehageligt

Et utal af tv-hold har i årets løb vadet rundt i almindelige menneskers intimsfære. Det har ikke altid været lige let at se på. En rask gennemgang af årets intimitetsundersøgende fjernsynsudsendelser tyder på, at jo bredere et billede af en person, man ser, jo mere sårbarhed kan man holde ud
Årets hårdeste omgang initimitetsudforskning på tv har uden tvivl været DR3’s dokumentarserie Ku’ godt må godt om parret Malou og Alex, der er i starten af tyverne og har et åbent forhold.

Årets hårdeste omgang initimitetsudforskning på tv har uden tvivl været DR3’s dokumentarserie Ku’ godt må godt om parret Malou og Alex, der er i starten af tyverne og har et åbent forhold.

Danmarks Radio

31. december 2018

Grænsen mellem rørende og tåkrummende er hårfin. Det har man sandsynligvis mærket på sin egen krop, hvis man har set bare en smule af alt det tv, der i årets løb har dokumenteret folks intime relationer og sårbare sider.

Det lykkedes åbenbart ikke Kanal 4 at finde medvirkende til det ellers varslede program Gravid med en fremmed, der kunne have haft premiere i 2018, men ellers har datingprogrammer og reportageserier kappedes om at få de mest sårbare situationer i kassen.

Særligt DR3 har fokuseret på, hvordan folk har det med deres krop, køn, seksualitet og følelsesliv. De bedste af dem har fungeret afdramatiserende som f.eks. dokumentarserien Høj på strip, der portrætterer nogle mandestrippere, der i det daglige går rundt og tager det hele helt roligt, og som har fundet en socialt acceptabel og nogenlunde konform måde, hvorpå de som heteroseksuelle mænd kan være superflamboyante.

Ingen af de medvirkende bliver specielt rige af at stå på diskoteker rundt om i landet og flå brandmandsbukser med velcroåbning ned ad buksebenene af sig. Til gengæld kan de fortælle om rusen over at overvinde generthed og bade sig i kåd opmærksomhed.

I dokumentarserien Hunkøn er det transkvinder, der afmystificerer sig selv, og som gennem deres forskellighed giver et godt broget billede af en bestemt livssituation. Der er selvfølgelig stor forskel på at tale om sin kønsidentitet og sit bijob, men det er fælles for de to programmer, at de zoomer ind på, hvad der får de medvirkende til at trives. Så kan der være nogle hårde baggrundshistorier, men det, man møder, er mennesker, der ved eller er ved at finde ud af, hvad der er godt for dem. 

Værdig omgang med sårbarhed

På DR1 havde datingprogrammet med det selvforklarende navn Gift ved første blik sin femte og hidtil mest succesrige sæson. Både målt på antallet af par, der blev sammen (to styk), og antallet af rørende øjeblikke, hvor blotlægningen af de medvirkendes usikkerhed blev modtaget og fremstillet med stor værdighed.

Bevares, der var også to, der gik totalt i baglås på et hotelværelse i Bergamo, inden sæsonen overhovedet var halvvejs, men det skal ikke overskygge de fine tv-øjeblikke, programmet ellers berigede os med.

En del af spændingen ved at se den slags privatlivsinvaderende fjernsyn, er, at det er risikabelt: De medvirkende blotter sig, og det kan godt blive pinligt og ubehageligt. Pludselig kan man sidde med en uproduktiv medlidenhed, en gevaldig forargelse eller – endnu værre – en uklædelig foragt for de medvirkendes måder at gebærde sig på.

Men det er også den risiko, der gør det så meget mere forløsende, når det, man troede var en forargelig egoist, pludselig viser sig som en, der efter bedste (men dog ikke tilstrækkelig) evne prøver at være ordentlig. Her tænker jeg særligt på vvs’eren Ronnie og kasinodealeren Cecilie, der sled i det for at få en utræls samtale op at stå. 

Eller når det, man troede, ville føre til stensikker ydmygelse, bare ender som en rigtig god snak, der efterlader begge parter med sænkede skuldre og udvidede komfortzoner. Det bedste eksempel på det i programmets historie var, da skolelæreren Kathrine bad kommunikationsmedarbejderen Michael slappe af med komplimenterne og kærlighedserklæringerne, og han ikke følte sig afvist som mand og menneske. I stedet følte han sig fritaget for en bestemt måde at vise sin gode vilje på, som han havde forberedt hjemmefra, men egentlig heller ikke selv var tilpas med.

Og så var der det med, at han i en alder af 27 var jomfru. Det gik dog over og blev så afdramatiseret på værdig vis. Både fordi hans tildelte kone var en knag til at afdramatisere, og fordi det samlede billede af ham handlede om alt muligt andet. F.eks. at være en stolt mønsterbryder og en kejtet amatørstandupkomiker.

Lidt for tæt på

Den tabunedbrydning, som Michael valgte at medvirke til, blev videreført i DR3’s Jomfruernes klub, som til trods for gode intentioner og søde og rare medvirkende var anderledes hårdt at se.

Her mødtes fire vidt forskellige unge mænd en gang om ugen for at snakke om, hvordan de hver især kunne overvinde de barrierer, der havde forhindret dem i at få sig et sexliv. Det er klart, at man gerne vil tæt på sine medvirkende, men når man som i dette program kun zoomer ind på én bestemt frustration, og den endda er så ømtålelig, bliver det et meget reduceret billede, man får af dem.

Alle fire talte åbenhjertigt om, hvad de håbede og frygtede, men det blev så privat og nærgående, at det kammede over og blev klaustrofobisk. Billedet af de fire mænd kunne have fortjent lidt mere baggrund, så man kunne se, hvad de ellers havde gang i ud over at være seksuelt frustrerede og generte.

På TV 2 kom det ellers storartede datingprogram Landmand søger kærlighed også intimiderende og forlegenhedsudløsende tæt på. Det var ikke usjovt at se inseminøren Jørgen indvie sine tre kvindelige beundrere, der var flyttet ind hos ham en lille uge, i sit fag. Det var bare på med den meterlange plastikhandske og så ind i koen med hånden.

Informations anmeldelser i løbet af året

Ens latter skiftede bare hurtigt karakter, da hans mest offensivt flirtende gæst, Kirsten, begyndte at seksualisere situationen med en konstatering af, at han da også lige vidste, hvilke knapper han skulle trykke på. Det er meget godt med åbenhjertighed, men hæmninger kan nu også noget.   

Årets hårdeste omgang initimitetsudforskning på tv har uden tvivl været DR3’s dokumentarserie Ku’ godt må godt om parret Malou og Alex, der er i starten af tyverne og har et åbent forhold.

Det hårde var ikke programmets og parrets intention om at bryde med forestillingen om monogami som en forudsætning for et godt parforhold. Det var derimod den asymmetriske magtbalance, som især de første programmer var gennemsyret af. Det var ikke deres romancer, der var grænseoverskridende, men hendes insisterende måde at ynke ham på.

Først da man i de sidste par afsnit så de to i et lidt større perspektiv end bare parforholdets, blev det muligt at se programmet uden at kigge væk. Så var det jo bare en ung kvinde, der har travlt med at lægge en tung depression bag sig, og en usikker mønsterbryder, der har hægtet sig på en kvinde med lige dele fremdrift og beskyttelsesbehov.

»Her er godt nok mange fugle«

Bedst som man troede, at det ikke var muligt at opfinde flere nye koncepter til datingprogrammer, sendte DR3 sin hushypnotisør Jan Hellesøe på banen i programmet Hypnodating. Det kombinerede gøgl og selvudvikling på en ikke videre overbevisende måde ved at tage fem ekstremt generte unge mennesker under hypnoterapeutisk behandling.   

Jan Hellesøe talte med sin sædvanlige manende staccato stemmeføring, når han interviewede dem om deres generthed og drog indlysende konklusioner, som om de var videnskabelige landvindinger. Han sendte voksne mobbeofre ud at snakke med fremmede kvinder, der sad og passede sig selv og hypnotiserede en fyr ved navn Anton, der led af kærestesorger, så han blev følelsesløs i den ene arm. Herefter stak Jan Hellesøe så nogle nåle i Antons følelsesløse arm og mente så at have lært Anton noget fundamentalt om hans hjertesmerte.

Årets mest bizarre tv-øjeblik var, da en ung kvinde, Nicoline, der angiveligt havde kanaliseret sin rædsel for datesituationer over i en vinfobi, pinedød skulle mødes med en fremmed mand over et glas vin i et lysthus i en park. Omme bag en busk i nærheden stod Jan Hellesøe så og aflyttede daten, parat til at intervenere og lynhypnotisere angsten væk, hvis Nicoline sagde sætningen »her er godt nok mange fugle«. Det skete. Og vips, så var han der og hypnotiserede hende på ti sekunder, mens den fremmede unge mand sad og plirrede forundret med øjnene.

I opfølgningsprogrammet fortalte Nicoline, at det havde fungeret for hende at skifte vinen ud med øl. Det var mere afslappet på den måde. Faktisk havde hun fået det så afslappet med datingsituationen, at hun til næste år skal medvirke i et nyt datingprogram. 

’Høj på strip’, ’Hunkøn’. ’Gift ved første blik’, ’Jomfruernes klub’, ’Ku’ godt må godt’ og ’Hypnodating’ kan ses på dr.dk. ’Landmand søger kærlighed’ kan ses på TV 2 Play.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sikke meget spændende tv, som jeg er gået glip af. Jeg håber sandelig ikke, det bliver genudsendt, for uheldet kunne være ude, så kom til at se det.

Hanne Ribens, Erik Fuglsang, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Lad os da få mere af det.. jeg venter med længsel på at se hvordan pædagog medhjælper vikarer kæmper desperat mod hinanden for at få stillingen som fast ansat i XYZ børnehaven, med garanteret tinnitus fra ungerne og garanti for traumatiske episoder fra forældre og ledelse.
Eller hvad med "Skraldemænd på farten" - Se hvordan Tim, Tove, Ejnar og Sigurd kæmper sig igennem sne og is med biodynamisk sorteret affald til vores allesammens affaldskraftværker, Kommer de før fragtskibet med engelsk skod affald eller bliver de standset af snestormen. Skal Lille Skudskøbing fryse til jul, eller klarer de den på dansk manér?
Jeg kan næsten ikke vente....

Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Måske kunne der også blive plads til at se lidt nærmere på, hvorfor de forskellige TV-stationer med så stor ildhu har kastet sig over snage-snage-udsendelser om det, der er strengt privat, og som dybest set ingen relevans har for andre end de pågældende. Se på om voyeur-sygen ikke er ved at komme for langt ud i jagten på nye seere og på at fastholde dem, man allerede har.
Men også hvad det er der gør, at så mange mennesker - frivilligt? - krænger deres privatliv ud foran seerne? Ekshibitionisme, eller en infantil læg-mærke-til-mig? Perverteret individualisme?

Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Fuglsang, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Arne Lund, gode spørgsmål.
Tænker det muligvis har noget at gøre med den konstante konkurrence med de sociale medier, både flow-TV og aviser har gang i. Plus den udbredte mani mange har med hele tiden at udstille sig selv på snart sagt enhver platform..?

Godt Nytår :-)