Egentlig brød Mærsk Mc-Kinney Møller sig ikke om opera

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

»Nu spiller musikken og så si’r vi tak«

Egentlig brød Mærsk Mc-Kinney Møller sig ikke synderligt om opera. Den nu afdøde skibsreder var mere til den symfoniske musik, og så havde han en udpræget svaghed for country og western – og ikke mindst for Sven-Bertil Taube, Roger Whittaker og Nana Mouskouri.

Som biografien Mærsk – manden og magten citerer ham for at have sagt: »Opera er, når en mand bliver stukket i ryggen og i stedet for at bløde, synger.«

Det kan derfor undre, at han lige netop valgte at opføre et operahus som et monument over sig selv – og netop dét paradoks er udgangspunktet for kunstnergruppen Superflex’ konceptværk Mærsk Operaen, en dokumentarisk opera baseret på sande hændelser i forbindelse med åbningen af en af de mest kontroversielle bygninger i Danmark i nyere tid: Operahuset på Holmen.

Superflex og komponist Anders Monrad forærede i 2012 operaværket til Det Kongelige Teater, som imidlertid takkede nej til at opføre det – så nu udkommer den i stedet på vinyl på pladeselskabet Dacapo Records.

I librettoen indgår blandt andet sætningen: »Nu spiller musikken og så si’r vi tak« – en reference til Operaens arkitekt Henning Larsens lille ætsende hævnbog De skal sige tak!, hvori han berettede om skibsrederens konstante – og ifølge Larsen – utidige indblanding i hans arbejde.

Nazikortet er trumf

Det hele startede med, at Alternativets Carolina Magdalene Maier udtalte til et canadisk medie, at det, der for tiden sker i Danmark, giver mindelser om Europa i 1930’erne. Det fik den konservative politiker Rasmus Jarlov til tasterne. Han skrev: »I et modent politisk parti er det en del af opdragelsen at lære, at det er respektløst over for nazismens ofre at smide nazi- og racekort i tide og utide«. 

Det fik Enhedslistens Pelle Dragsted til at poste et billede af De Konservatives plakatkampagne med de stærkt omdiskuterede orddelinger »Stop/Nazi/Islam/Isme«. Joh, det var måske ikke den mest heldige kampagne, ville Jarlov godt medgive. Meeeeeen SKULLE (!) nogen fortjene et nazikort, så måtte det være ISIS, for det er dog dem, der minder mest om nazister, skrev han. Det handler altså om proportioner.

Men så var det jo, at der var en, der mindede om dengang i 2007, hvor Rasmus Jarlov som medlem af Grøndal Lokalråd for De Konservative arrangerede en demonstration i Københavns Nordvestkvarter i protest mod, at ungdomshusaktivisterne ville besætte et hus på Grøndalsvænge Allé.

Jarlov fik her den friske ide, at naboerne skulle bære gule davidsstjerner for at symbolisere, at de var ’normale’. Det syntes formand for Mosaisk Trossamfund i Danmark dengang, Stefan Isaak, ikke var en god ide: »At tage en stjerne på, som har en så afsindig tragisk baggrund, det er at desavouere behandlingen af jøder under Anden Verdenskrig,« var hans respons.

Lydværker under juletræet

Det er albummet, vi ikke vidste, vi ventede på, men som jeg alligevel ønsker mig højt til jul: en ny lp med to aldrig før udgivede lydværker af Lene Adler Petersen fra 1970’erne.

Hun er i den brede befolkning nok mest kendt for at gå nøgen ned igennem Børsen med et krucifiks i hånden – eller for at ledsage sin mand, Bjørn Nørgaard, i den berømte hesteslagtning i 1971. Men nu er tiden heldigvis moden til at lade Lene Adler Petersens egen kunst se dagens lys.

Den nye lp rummer to lydværker med titlerne »’Se mor’. Nansensgade 1971« og »Sangen om Kaffekoppen«. Som titlerne antyder, handler de to lydværker om almindelige hverdagshandlinger som at drikke kaffe, hvilket alligevel bærer på et politisk potentiale.

Som hun siger i det manifest, der er grundlaget for »’Se mor’. Nansensgade 1971«: »Vore stærkeste argumenter må udspringe af vor kommende dagligdag. VORE HANDLINGER SKAL FORKLARE SPROGET.«

Vendekåberne vinder til sidst

Der er bare nogen, som simpelthen ikke kan vente helt til foråret med at se, hvordan hitserien Game of Thrones ender, når ottende og sidste sæson i april sendes på HBO.

Det gælder blandt andet et hold australske forskere, der derfor satte sig for at undersøge, hvilke karaktertræk der giver de bedste overlevelseschancer i det fiktive univers – og dermed måske kan give os et fingerpeg om, hvem der ender med at triumfere.

Forskerne analyserede egenskaber hos 330 »vigtige karakterer«, hvor 186 – lidt over halvdelen – er døde i løbet af seriens første syv sæsoner.

Resultatet var klart: De, der mindst en gang har forrådt deres egne og skiftet alliance, har bedre chancer for at klare sig. Og så er det desuden en fordel at være kvinde, hvilket samlet set giver Cersei Lannister (Lena Headey), som i øjeblikket sidder på jerntronen og hersker over de syv kongedømmer i Westeros, de bedste fremtidsudsigter.

Vendekåberne vinder åbenbart altid til sidst – dårligt nyt for en gammel modstandsavis.

Danmarks bedste absurdist får et sted at gå hen om morgenen

Først kom Elisa Kragerup til Betty Nansen som teaterdirektør, og lige straks i det nye år kommer Line Knutzon samme sted hen som husdramatiker.

Deciderede teaterstykker har hun ikke skrevet nogle af de sidste 10 år grundet afmagt over rædderlige løn- og arbejdsvilkår. I forskellige hjerteskærende interviews har Line Knutzon fortalt om, hvordan hun stod og råbte »hjælp« ud over Øresund, mens hun kastede med en pind (hun har hund), indtil hun fik succes med den satiriske brevkassebog Camille Clouds brevkasse.

Men nu skal det pga. af penge fra Wilhelm Hansen Fonden være anderledes de næste to år. Danmarks bedste absurdist og sjoveste replikskriver skal tilbage til dramatikken og lave, hvad der passer hende, under ordnede forhold.

Musikalske kønsbalancer

Mens spillestedet Forbrændingen i Albertslund næste år eksperimenterer med kun at booke kvindelige (eller hovedsageligt kvindelige) navne, går forskellige festivaler bare efter en 50-50-fordeling.

Blandt dem er Tønder Festival, der fokuserer på folkemusik. I år var 40 pct. af musikerne kvinder, næste år bliver det 50 pct. Samme kønsfordeling har den spanske festival Primavera Sound, hvor man bl.a. vil kunne høre sangerinderne Solange og Janelle Monáe.